Oversigt over Kyotos tempelområder, tempelhaver og andre haver. Kyoto: Nord (NØ og NV)
Listen dækker absolut ikke alle templer og haver i Kyoto, men formentlig et udsnit af de vigtigste haver. Der er angivet årstal ud for de haver, jeg selv har besøgt. Oversigten er udarbejdet i 2005. Praktiske oplysninger er søgt opdateret, men skal tages med forbehold. Billeder er på vej.
Kyoto Nord
Området nord for Imadegawa-dori, rakuhoku, giver spillerum for at udforske landlige dale og bjergrige regioner, også kaldt “den onde ånds tilholdssted”. Kitayama-dori, Kyotos svar på Madison Avenue, har butikker, smarte restauranter og gallerier på stribe. Det er et fint område, når man ønsker oplevelsen af den moderne arkitektur i byen.
Adskillige værdifulde spots ligger inden for få skridt fra Kamo-gawa. Bl.a. de antikke søster-helligdomme: Shimogamo-jinja og Kamigamo-jinja, og de vidtrækkende botaniske haver. I de ydre NØ-regioner er der Shugaku-in Rikyu Imperial Villa og adskillige fine templer, samt chancen for at styre mod Mt. Hiei-zan og vandre gennem Enryaku-ji Templets umådelige områder.
Oversigt:
Kyoto Nord (NØ)
- Hoto-ji Tempel.
Charmerende, “uden design”. Set - Kompuku-ji.
Tør landskabshave. Blomstrende azalier. Anlagt: Edo. Set 03 - Manshu-in Tempel.
Tør landskabshave. Anlagt: Edo.17.årh. Kobori Enshu. Set - Renge-ji / Rengei-ji Temp.
Beskuelseshave med dam. Lampe på søkant: Rengei-ji-stil. Edo. Set - Shisen-do Tempel. Vandringshave med løbende vand ”yari-mizu”.1636. Set 03
- Shugaku-in Rikyu
Vandringshave. Tre villaer og tilhørende damhaver Set - Imperial Villa.
Totalbillede af have og natur. Anlagt: Edo.17.årh. Set
Kyoto Nord (NV)
Daitoku-ji Tempelområde: Kyoto Nord (NV)
- Daisen-in
Tør landskabshave. Mesterstykke i zenhaver. Symbolhave. 1509 Set 00 - Daitoku-ji
Tør landskabshave. Gårdhave. Statue af Sen-no-Rikyu Set - Hojo Garden
Østhave (Buddha’s disciple) og sydhave. 1600-tal af Bobori Enshu Set 03 - Hoshun-in
Tør landskabshave. Moderne tid. Damhave.1617 af Enshu Kobori Var lukket i 03 - Juko-in
Tempelhave på mosbund. Haven af de 100 sten. Momoyama Set - Koho-an
Zen landskabshaver. Gårdhaver og tehave. Edo af Kobori Enshu Var lukket i 03 - Korin-in
Tør landskabshave. Moderne. Tehave. Anlagt: 1533. Muromachi Set 03 - Koto-in
Tør landskabshave. Tehave. Anlagt 1603. Momoyama. Set 03 - Ryogen-in
Indeholder fire haver – af forskellig stil, størrelse og alder Set 03 - Zuiho-in
To tørlandskabshaver. Sten i form af et krucifiks. Moderne. Mirei Set 03 - Gyokurin-in
Tehave: Sa-an roji. Anlagt: Edo Set - Shinju-an
To tehaver med mosbund. Anlagt: 1491. Moromachi. Set - Ikkyu-ji
Tempelhave, tør landskabshave, spisested
Kyoto Nord (NV) i øvrigt
- Kinkaku-ji (Guldpavil.)
Landskabshave til vandring rundt om sø. 1392 Kamakura. Set 00 - Toji-in Tempel
Vandringshave med to damme. Te-have. 1341 Kamakura Set
Kyoto Nord (NV – NV)
- Genko-an
Klippet tempelhave med store lamper. Set - Kengei-in Tempel.
Tempelhave, klippede azalier, lånt landskab. Set - Koetsu-ji Tempel.
Te-have med 7 te-huse. Bambushegn. 1600 Edo. Re.1915 Set - Shoden-ji Tempel.
Tørhave, tempelhave, lånt landskab. Edo. Set
Gennemgang af områdernes haver og templer
Kyoto NØ
- Hoto-ji Tempel.
Charmerende, “uden design”. Set - Kompuku-ji.
Tør landskabshave. Blomstrende azalier. Anlagt: Edo. Set 03 - Manshu-in Tempel.
Tør landskabshave. Anlagt: Edo.17.årh. Kobori Enshu. Set - Renge-ji / Rengei-ji Temp.
Beskuelseshave med dam. Lampe på søkant: Rengei-ji-stil. Edo. Set - Shisen-do Tempel. Vandringshave med løbende vand ”yari-mizu”.1636. Set 03
- Shugaku-in Rikyu
Vandringshave. Tre villaer og tilhørende damhaver Set - Imperial Villa.
Totalbillede af have og natur. Anlagt: Edo.17.årh. Set
Hoto-ji Tempel
Charmerende, “uden design”
Kyoto NØ
Kyotokort X-1
Beliggenhed: 32 Fukakusa Hotojiyamacho, Fushimi-Ku, Kyoto 612-0885 Kyoto-præfekturet
Offentlig
Hoto-ji-templet er et buddhistisk tempel, der tilhører Nichiren-sekten, der ligger i Fushimi-ku Ward, Kyoto City.
Templets forgænger var Shingon Sect Gokuraku-ji-templet (grundlagt af Kanpaku (chefrådgiver for kejseren) FUJIWARA no Mototsune). Det blev omdannet til Nichiren-sekten i 1307 af Nichizo. I 1342 døde Nichizo i Myoken-ji-templet og blev kremeret i Hoto-ji-templet. Templet blev ødelagt som følge af Onin-krigen, men genopbyggget i 1590 af Nichigin (en discipel af Nichigyo).
Tempelkomplekset fra Momoyama-perioden, indeholder i dag den ældste tahoto-pagode i Kyoto, en hovedhallen samt syv overlevende undertempler.
Hoto-ji Garden:
Sydhaven af gæstehallen. Der er en grussti, der fører direkte fra gæstehallen til porten i koreansk stil ved havens sydende, og der er adskillige store sten, der er blevet placeret på tilfældig vis på begge sider af stien. Ellers er planterne simpelthen blevet placeret her og der på en ikke arrangeret vis, men der er noget ved haven, der gør den varm og tiltrækkende. Haver med umiddelbart “intet design” kan også være dejlige, og denne er fuld af stemning.
Kompuku-ji
Tør landskabshave. Blomstrende azalier.
Anlagt: Edo
Kyoto NØ (Nær Shisen-in)
Kyoto kortbog 40 E-3
Beliggenhed: 20 Ichijōji Saikatachō, Sakyo Ward, Kyoto, 606-8157, Japan
Bybus Ichijoji Sagarimatsu-cho busstoppested: 10 minutters gang fra det nærmeste busstoppested
Eiden Ichijyoji Station※Ca. 20 minutters gang fra nærmeste station
Offentlig: 9-17
Set 03
Anlagt: Edo (1615-1868), men templet blev oprindelig grundlagt af Jikaku (858-874) af Munken Annesôzu.
Havetype: Tør landskabshave. Revet grus, klippede azalier i 3 niveauer og i april et blomstrende kirsebærtræ.
Kendt for: Hytten op ad skråningen, der har huset den kendte haiko-digter Matsuo Basho. Han restaurerede hytten i 1776. Hans gravsted omgivet af hans disciple skulle befinder sig længere oppe ad bakken.
Særlige momenter:
Indgangsporten med dens murede sidevægge er en fin start på et havebesøg. Nysgerrigheden pirres. Vi er klar til at gå ind i en anden verden. Porten fungerer desuden som et spejl for den smukke rustikke nobedan, hvis spejlbillede genfindes på den anden side af porten. Dybden understreges. Du er på vej til haven, hvilket ydermere forstærkes af det lille kig man får gennem portens åbning, hvor synsfeltet indsnævres.
At dreje om hjørnet og se hele haven åbenbare sig i sin fulde ynde: Smuk, betagende. En meget sandfærdig have uden postulerede detaljer. Enkel og ligetil.
Modsætningen mellem det enkle åbne rum med det revne grus, kun isat en enkelt sten, og på den anden side det intime detaljerede rum med tsukubai, hegn, lampe, brønd og kirsebærtræ – er særdeles flot. Den store modsætning forstærker begge rums udtryk: Oceanet af revet grus får lov til at flyde ud i en uendelig flade af ro, og kirsebærtræet har virkelig plads til at udfolde sig og blive set. Brønden er desuden utrolig smuk, som den ligger der i sin majestætiske ophøjethed.
Det lånte landskab op ad Higashiyamas bjergsider med hyttens stråtægte tag som et trin på vejen, gør ikke haven ringere.
Haven er ikke særlig kendt og besøgt, så man kan nyde haven i timevis uden at blive forstyrret af andre turister.
I det fjerne ses taget af Soan, hytten hvor den kendte haiko-digter Matsuo Basho siges at have boet, når han besøgte Kyoto.
Manshu-in Tempel
Tør landskabshave.
Anlagt: Edo. 17.årh
Designer: Kobori Enshu
Kyoto NØ
Kyotokort G-2. Kyoto kortbog 40 D-1
Beliggenhed: Manshu-in, 42 Takenouchi-cho, Icjijoji, Sakyo-ku, 606 Kyoto
Offentlig: 9-16.30
Manshu-in er generelt åben for offentligheden, men adgang til tesalonen Hasso-ken kræver særlig tilladelse.
Den gratiøse tempelarkitektur er ofte blevet sammenlignet med Katsura Rikyu for dets detaljerede træarbejde og sjældne kunstarbejde på skyde-dørene fusuma-e malet af Kano Eito-ku, en berømt kunstner i Momoyama æraen.
Klosteret blev grundlagt af Dengyō Daishi i det 8. århundrede. Det var derefter placeret nær Mount Hiei og kendt som Tobibo, men omdøbt Manshuin i 1108 eller 1109. I den tidlige Edo-periode flyttede klosteret til sit nuværende sted. I dag er klosteret kendt både for sine bygninger og en fin have – haverne i Manshu-in shoin er et nationalt udpeget sted med naturskøn skønhed
Forbundet til Sho Shoin er en tesalon ved navn Hasso-ken. Tendai buddhisme.
Manshu-in garden: En Edo tør landskabshave. Karesansui haven af Kobori Enshu forestiller en sø af grus, der symbolisere strømmen fra et vandfald, og øer af sten, der repræsenterer tranen og skildpadden.
Vandstenen med indgraverede ugler på alle fire sider, er sjælden. Det lave rækværk på den åbne veranda af Ko-shoin repræsenterer et ror, og det vil tage dig med til Horai-stenen (øen til evig ungdom) dybt inde i haven. En billedkomposition synes at fremtone, når du, sejlende på en båd, ser Tsuru og Kame øerne ude på havet.6)
Haven har et bemærkelsesværdigt Pinus pentaphylla træ, nu omkring 400 år gammelt, der ligger inden for en “ø” på en strøm af hvidt sand.
Renge-ji / Rengei-ji Tempel.
Beskuelseshave med dam. Lampe på søkant: Rengei-ji-stil.
Anlagt tidlig Edo.
Kyoto NØ
Kyotokort X-1. Kyoto kortbog 30 A-1
Beliggenhed: 1 Kamitakano Hachimancho, Sakyo-ku, Kyoto 606-0065 Kyoto Prefecture
Offentlig: 9:00-17:00
NB! En have af samme navn ligger også i Ninna-ji. Kortbog 42 B-4
Rengei-ji. En tidlig Edo have med dam. Haven er primært en beskuelseshave med dam. Af særlig interesse er lampen, eller toro, stående på en sten på kanten af dammen. Dens design kaldes Reigei-ji-stil toro, og den er ret populær at bruge i haverne. Regei-i er bedst kendt for sine strålende efterårsfarver, når ahorn og gingoen skifter til lysende røde og gule farver.
Shisen-do Tempel
Vandringshave med løbende vand ”yari-mizu”
Anlagt: 1636
Designer: Ishikawa Jozan
Kyoto NØ
Kyotokort W-3 Kyoto kortbog 40 E-3
Beliggenhed: 27 Monguchi-cho, Ichijo-ji, Sakyo-ku
Med bus: Tag Kyoto City Bus rute 5, nord 8 eller 65, eller Kyoto Bus rute 55 eller rute 18, og stå af ved busstoppestedet ‘Ichijoji Sagarimatsucho’; Det er cirka 300 meter mod øst.
Med tog: cirka 600 meter øst for Ichijoji Station på Eizan Electric Railway.
Offentlig: 09:00 – 17:00
Set 03
Shisen-do garden
Vandringshave med løbende vand ”yari-mizu” er en Edo have, færdiggjort i 1636 af Ishikawa Jozan (1583-1672) – en digter, lærer og designer af “sozu” eller “shishiodoshi”. Han var kendt som havedesigner, og hans påskønnelse af kunsten viser sig i det, du kan se i dag. I tidligere tid, opgav en samurai Jozan sin krigsstatus efter en kamp med Tokugawa Ieyasu og blev en eneboer her indtil sin død i 1672 i en alder af 90. Eneboer-huset er kendt for sine udstillinger af digte og portrætter af 36 antikke kinesiske digtere, som man kan se i Shisen-no-ma-rummet.
En relativ lille men smuk have med en lille dam. De klippede satsuki azaleaer giver blændende farver om foråret. Buskene beskåret i store, runde former, der minder om bjerge med en stenpagode placeret i deres midte. Ved at udnytte det tomme rum med hvide sandstykker og afstanden mellem azaleaerne og ahorntræernes baggrund er det svært at mønstre motivationen til at forlade hovedhallens haveudsigt. Trapper fører dog rundt om azaleaerne og ned til et lavere niveau af haven, der kan nydes på en spadseretur, med en lille dam og andre sæsonbestemte blomster. En berømt sōzu er også placeret i haven, siges at være første gang denne form for enhed blev brugt i haver. En type shishi-odoshi, der oprindeligt blev brugt til at skræmme vilde dyr væk, vand siver ind i sōzuen, indtil bambusrørets balance ændres, og det tipper, slipper vandet ud og falder derefter tilbage på plads med et hult dunk! Denne lyd skal give lytteren mulighed for yderligere at værdsætte stilheden i dens fravær.
Shugaku-in Rikyu Imperial Villa
Vandringshave. Tre villaer og tilhørende damhaver. Totalbillede af have og natur.
Anlagt: Edo.17.årh.
Kyoto NØ
Kyotokort X-2. Kyoto kortbog 40 B-1
Beliggenhed:
Den nærmeste station til Shugakuin er Shugakuin Station på Eizan Railway Line, hvorfra villaens indgangsporte kan nås på 10 til 15 minutters gang. Hele turen koster 650 yen og tager cirka 40 minutter.
Offentlig: Shugakuin er kun tilgængelig for offentligheden gennem guidede ture. For at booke en tur skal du ansøge på forhånd med dit pas på Imperial Household Agency’s kontor i Kyoto Imperial Park (8:40 til 17:00)
Forhåndsreservation kræves gennem Imperial Household Agency.
Guidede ture: 9 – 10 – 11 – 13.30 – 15. Ikke lørdag eftermiddag og søndag. Alternativt er et lille antal turpladser tilgængelige for reservation over agenturets hjemmeside.
Shugaku-in Rikyu er er en af de tre kejserlige villaer i Kyoto. landstedet for kejser Gomizunoo. Det blev bygget i Edo som et privat aftrædelsessted for Kejser Gomizuno, og det blev færdigt i 1659 ved foden af Hiei-san, Kyotos beskyttende bjerg. Shugaku-in har tre dele, en nederste, midterste og øvre villa, udlagt som små haveøer mellem rismarker. I 1964 blev de omkringliggende landbrugsarealer købt af Imperial Household Agency. De lejes ud til lokale landmænd, der fortsætter med at arbejde på markerne.
Villaerne er forbundet af stier og hver indeholder sin have. Haven på det lavere niveau er relativ lille. Den indeholder et åløb, der løber ud i en dam. Langs stien, der går gennem haven, er der tre stenlamper, der værd at lægge mærke til. Mellemvillaen er en damhave, og den var bolig for kejserens ottende datter, prinsesse Ake. Haven indeholder ligeledes en stenlampe, der er værd at bemærke. Den siges at have kristne symboler, og den blev sat, da kristendommen blev forbudt. Den øverste villa har en stor dam på ca. 2.5 acre (1 acre = 4047 m2) og haven bruger lånt landskab på en måde ulig alle andre haver i Japan.
I Shugaku-in møder du bemærkelsesværdige sukiya-strukturer og landskabsarkitektur med shakkei i stor skala. Shugaku-in er en stærkt anbefalet oplevelse.
En guided tur på de 54,5 hektarer fører dig gennem de lavere og mellemliggende Villaer, hver med elegante pavilions og intime damhaver, dernæst op til den øvre villa. Herfra kan man se ud over rismarker mod venstre, et gigantisk levende hegn af mange forskellige arter af klippet buskads , der er “pyntet” med fuldt udvoksede træer. Dette ekstreme eksempel på o-karikomi (skulpturel klipning) dækker en dam-mur på 200 meter ved øvre havedam. Den sidste opstigning op ad trin gennem høje hække, og du når platauet Rinuntei (Pavillon of Near-Cloud). Lige nedenfor ligger Yokuryu-chi, den badende drages store sø, rummende dens tre-toppede dæmning. I forgrunden strækker løvet sig fremad i en uendelighed til den nærliggende skovbeklædte bakke, og det danner rammen om de blå-grå bjerge, der strækker sig ud til en fjern skyline. Havens grænser kan ikke defineres, og hele det uhyre store rum bliver et enkeltstående væsen under den forenende himmel. Dette er det smukkeste eksempel på shakkei (lånt landskab) i Japan.
Fra Rinun-tei går der flere trin ned til en bro, og videre til en sti rundt om søen. Ved første færd synes denne sti som en skovsti, men så ses vandspejlet mellem træerne; Broer og øer kommer til syne, forsvinder og genses i en musisk sekvens af views idet du til sidst kommer til vestkysten. Herfra til øst, hvor du ser Chitose-bashi (Tusinde-års-broen) mod en baggrund af lukseriøst træbeklædte bjergsider, mens der mod vest ser Kyoto over det fatastisk klippede hegn.
Kyoto NV
Den nordvestlige del af Kyoto er hovedsagelig beboelsesområde, men der er et stort antal af fortrinlige afsidesliggende templer med fredfyldte haver. For Zen-fans anbefales et besøg til Daitoku-ji og Ryonan-ji. Kinkaku-ji (Guldpavillonen) er også en stor attraktion. Den japanske turistorganisations (JNTO) pjece dækker dele af området med forslag til spadsereruter, men de fleste af turene er på uinteressante bygader.
Daitoku-ji Tempelområde
Se oversigt her: Daitokuji-templet – Kyoto Rejse (japan-guide.com)
- Daisen-in
Tør landskabshave. Mesterstykke i zenhaver. Symbolhave. 1509 Set 00 - Daitoku-ji
Tør landskabshave. Gårdhave. Statue af Sen-no-Rikyu Set - Hojo Garden
Østhave (Buddha’s disciple) og sydhave. 1600-tal af Bobori Enshu Set 03 - Hoshun-in
Tør landskabshave. Moderne tid. Damhave.1617 af Enshu Kobori Var lukket i 03 - Juko-in
Tempelhave på mosbund. Haven af de 100 sten. Momoyama Set - Koho-an
Zen landskabshaver. Gårdhaver og tehave. Edo af Kobori Enshu Var lukket i 03 - Korin-in
Tør landskabshave. Moderne. Tehave. Anlagt: 1533. Muromachi Set 03 - Koto-in
Tør landskabshave. Tehave. Anlagt 1603. Momoyama. Set 03 - Ryogen-in
Indeholder fire haver – af forskellig stil, størrelse og alder Set 03 - Zuiho-in
To tørlandskabshaver. Sten i form af et krucifiks. Moderne. Mirei Set 03 - Gyokurin-in
Tehave: Sa-an roji. Anlagt: Edo Set - Shinju-an
To tehaver med mosbund. Anlagt: 1491. Moromachi. Set - Ikkyu-ji
Tempelhave, tør landskabshave, spisested
“Ukendte” subtempler:
Daiyu-an…. 1439 og 1480 for Kaso Soden.
Nioi-an …. 1337 og 1478, for Gongai Sochu.
Obai-in…. 1588. Momoyama?
Ryosho-ji…. 1303. Flyttet til Daitoku-ji for Daio Kokushi
Sangen-in…. 1589. Momoyama.? (www 2003)
Soken-in….. 1582. Sponsoreret af Hideyoshi.
Tenzui-ji…. 1589. Sponsoreret af Hideyoshi
Tokusen-an… 1334. Flyttet til Daitoku-ji 1479, for Daien Kokushi
NV – i øvrigt
- Kinkaku-ji (Guldpavil.)
Landskabshave til vandring rundt om sø. 1392 Kamakura. Set 00 - Toji-in Tempel
Vandringshave med to damme. Te-have. 1341 Kamakura Set
NV – NV: (uden for kortbog 36 / men indenfor Kyoto kort)
- Genko-an
Klippet tempelhave med store lamper. Set - Kengei-in Tempel.
Tempelhave, klippede azalier, lånt landskab. Set - Koetsu-ji Tempel.
Te-have med 7 te-huse. Bambushegn. 1600 Edo. Re.1915 Set - Shoden-ji Tempel.
Tørhave, tempelhave, lånt landskab. Edo. Set
Daitoku-ji Tempelområde
Beliggenhed: 53 Murasakino Daitokuji-cho, Kita-ku, Kyoto-shi, 603-8231 Japan
Adgang:
Fra Kyoto Station: Daitokuji ligger ved siden af Daitokuji-mae busstoppested (45 minutter, 230 yen med bus nummer 205 eller 206 fra Kyoto Station) eller fem minutters gang fra Kitaoji-Horikawa busstoppested (30 minutter, 230 yen med bus nummer 9 fra Kyoto Station). Alternativt kan du tage Karasuma metrolinjen til Kitaoji Station (13 minutter, 260 yen), hvorfra du kan nå templet i en kort busstur (230 yen) eller 15 minutters gang.
Daitoku-ji besidder også utallige kulturskatte i form af landskabshaver, kalligrafi, glidende skærmmalerier, hængende ruller, tehuse og mange redskaber forbundet med te ceremonien.
Daitoku-ji blev grundlagt omkring 1325, men den brændte ned til grunden to gange. Således stammer templet, vi ser i dag, fra det 15. århundredes genopbygning og senere. Daitoku-ji har 23 individuelle undertempler, som stort set alle har haver og arkitektur af interesse, og derfor bør det helt sikkert indgå i enhver studierejse om traditionel japansk arkitektur og haver. De vigtigste er Daisen-in, berømt for sin stenhave; Shinju-an, templet for Ikkyu Sojun; og Juko-in, templet mest dybt forbundet med Sen no Rikyu.
Undertemplerne klynger sig omkring de store formelt organiserede strukturer langs hovedaksen. Hovedaksen fra syd til nord har en lille elegant Momoyama-portal, den store Sanmon-portal, en Butsuden eller Buddha-hal, en Hatto– eller foredragssal, og Daitoku-jis hovedtempel, Daitoku-ji Hojo, danner den nordlige knude. Daitoku-ji Hojo har interessant arkitektur og en have, der er typisk for den tidlige Edo Hojo-have. Haven har indarbejdet en shakkei til Higashiyama. Rinzai Zen buddhisme.
Daitoku-ji Tempel (Daitoku-ji)
Tør landskabshave. Gårdhave.
Indeholder statue af Sen-no-Rikyu.
Templet i Daitoku-ji tempelområde. Kyoto NV.
Daitoku-ji blev etableret i 1319 af Shuho Myocho. Efter opførelsen i det 14. århundrede blev templet besøgt af kejser Go-Daigo i Japan. Efter Ashikaga-shogunatet blev etableret, valgte shogunatet at ignorere det til fordel for templer, der ikke åbent havde modsat sig dem.
Munkene i Daitoku-ji besluttede derfor at holde sig væk fra at blande sig i politik og fokusere på Zen-praksis. Men under Onin-krigen blev nogle af dens templer brændt ned. Templet blev efterfølgende genopbygget af rige købmænd i Sakai, Osaka. Efter Ashikaga shogunatet faldt, donerede og støttede mange daimyo Daitoku-ji. Mange af Daitokujis templer blev bygget før og i den tidlige Edo-periode. Den første af de tre porte blev bygget i 1526.。
Siden da sluttede mange mestre af te ceremoni sig til Zen-praksis, herunder Sen no Rikyu. Legenden siger, at Sen no Rikyu afsluttede to af Daitokujis tre porte i 1589. Han placerede en statue af sig selv oven på den anden port.
San-mon Gate fra 1589 indeholder en selv-udhugget statue af den kendte temester Sen no Rikyu, på 2. etage. Ifølge forlydender blev Toyotomi Hideyoshi så ophidset, da han opdagede, at han i den grad havde nedværdiget sig, ved at gå under Rikyu’s statue, at han tvang mesteren til at gøre seppuku – rituelt selvmord – i 1591. (Litt. Kyoto s.125)
Daitoku-ji hōjō teien
Østhave (Buddha’s disciple) og sydhave (hovedhaven. Tør landskabshave
Anlagt: 1600-tallet af Bobori Enshu. Edo.
Subtempel til Daitoku-ji
Kyoto NV
Beliggenhed: Daitoku-ji Hojo, 53 Daitokuji-cho, Murasakino, Kita-ku, 603-8231 Kyoto
Adgang: Bortset fra særlige åbninger om foråret eller efteråret er Daitoku-ji Hojo ikke åben for offentligheden. Haven er kun åben for besøgende, der deltager i den dagligt arrangerede havetur. Ansøgningen skal indgives på et returpostkort. Strukturerne på hovedaksen er kun tilgængelige udefra, men Sanmon-porten kan være åben ved særlige lejligheder som grundlæggelsesdagen for Daitoku-ji den 22. november.
Hōjō teien:
Abbedens kvarter i Daitokujis hovedtempel blev bygget i 1635, og haven blev lavet på omtrent samme tid af Bobori Enshu (1579-1647). Sydhaven er en tør landskabshave med et tørt vandfald i sydøst, lavet ved at stå to store sten oprejst og repræsentere en tør strøm under dem med flade sten. Resten af haven er brolagt med hvide småsten, så officielle ceremonier kan afholdes der. Østhaven har fem grupper af stenarrangementer placeret på en belægning af hvide småsten, skildrer billedet af Buddha’s disciple, der praktiserer Zazen-meditation. Udsigten over Mt. Hiei er også indarbejdet i haven som lånt landskab. Haven er udpeget som et nationalt historisk sted og specielt naturskønt sted og ligger i Kita ward, Kyoto.
Sydhaven.
Blandt to bjerge af hvidt sand er sten om-givet af mos; stenen symboliserer en ø, der rejser sig uafhængigt op af havet. Til venstre for den buede karamon (den kinesiske indgang), omgiver buskadset et karetaki (tørt vandfald) – et stenarbejde, som haven er kendt for.
Daisen-in (Daitoku-ji)
Tør landskabshave. Mesterstykke i Zenhaver. Symbolhave
Anlagt: 1509. Muromachi.
Subtempel til Daitoku-ji NV
Beliggenhed: 54-1 Daitokuji-cho Murasakino Kita-ku, Kyoto
Adgang: 5 minutters gang fra busstoppestedet Daitokuji-mae
15 minutters gang fra metrostationen Kitaoji
Offentlig: 9:00-17:00 (9:00-16:30 Dec-Feb)
Entré: Voksne 400 yen
Set år 2000: Overmåde flot. Elegant anlagt med fine små haver, der bindes sammen af veranda-gangene. Overraskende udtryksfuld lille meditationshave. Spændende med de mange små rum, gennemsigtigheden fremhæves bl.a. med de “indvendige” vinduer og de sammenhængende gange.
Daisen-in-templet er det mest berømte undertempel i Daitoku-ji-templet. Dens smukke have er en af de flotteste i Japan. Haven er ganske lille, men den har en kraft i sin komposition af sten og illusion. Tørhaven blev anlagt ca.1509. Store klipper er arrangeret i et lille rum for at repræsentere bjerge og kløfter. Haven anvender alle elementerne i et klassisk kinesisk landskabsmaleri fra Song-dynastiet, men bringer en tredimensionel form i en have, der omgiver hovedhallen på alle fire sider. Det tørre flodlandskab er en metafor for livets rejse – fra ungdommens smalle strømfald til voksenalderens mere modne strøm. Klipper symboliserer menneskelige prøvelser og trængsler. Til sidst tømmer floden ud i et fladt tomrum af hvidt grus, der symboliserer dødens tomrum, som alle rejsende vender tilbage til. Længere ude står et ensomt Bodhi-træ bag to gruskegler, som repræsenterer hindringerne for opnåelse af oplysning.
Haven er kendt som et mesterstykke indenfor havekunsten udviklet til Zen-templer. Når man åbner skydedørene, vil man se haven åbne sig som en panorama-scene, der kan sammenlignes med de landskabsbilleder, der er malet på skydedøre eller foldeskærme, som ses i klassiske japanske hjem. Den symboliserer det mentale stadie, som en Zen-præst gennemgår ved hans asketiske studier i naturlige omgivelser.
Daisen-in-templets hovedhal er en af de få originale bygninger, der overlevede branden, der ødelagde meget af Daitoku-ji-templet. Det er et af de ældste resterende eksempler på Hojo-stilen i zen-buddhistisk arkitektur, og dens malede skærme er også mesterværker. Det er et must-see.
Havestilen:
Det er en typisk Karesansui (tør naturalistisk sceneri) have, og ligesom Ryoan-ji er den typisk for Muromachi æra. Hvor Ryoan-ji have er forhave til abbedens værelse, er Daisen-in inderhave eller gårdhave, forestillende et naturligt sceneri. Dette har haft en stor indflydelse på gårdhaver i senere tid. I sådanne små rum skaber sceneriet af bjerge og floder et stærkt og klart tema. Gårdhaven, indeholdende en overflod af elementer, bliver en fremherskende stil.
Symbolismen i Zen-haven:
En anden forbindelse mellem haverne og Zen ligger i deres allegoriske natur. Havedesignere bibragte deres havearbejder forestillinger, som reflekteres i Zen-foreskrifter. Således kan haverne bruges som allegoriske modeller i arbejdet med Zen, f.eks. historien, som blev tilskrevet haven i Daisen-in. Når man begynder i det nordøstlige hjørne af hojo’en, hvor det hvide sand bugter sig vej gennem opretstående kampesten, konstrueres en scene, hvor en flod vælder ud af en bjergkløft. Dette billede af “Dybe bjerge og mystiske dale” (shinzan-yukoku) har ligheder med “drage-port-vandfaldet”, og det udtrykker klart konceptet, at finde en “ kilde eller udspring” (af livet, af sandheden etc.) i den vilde natur. Floden længere fremme breder sig ud til en rummeligere flod, i hvilken åndedrag og kompleksitet repræsenterer prøvelser og modgang gennem livet. Her finder vi også skildpadde- og traneøen, repræsenterende et langt liv og evighed, hjemhørende fra de antikke beretninger af Horai. Denne flod flyder dernæst videre til den sydlige side af hojo (disse to forbindes kun begrebsmæssigt, ikke fysisk), hvor den breder sig til det uendelige ocean udført i revet grus, og til en evig fred i paradis. (Litt Japanese Garden Design s.59-65)
Muromachi æra 1338-1573:
Et skift i havernes størrelsesforhold blev tydelig gennem perioden. Haverne blev mindre og mere komprimerede. Haven blev ikke kun en repræsentation af en miniature-landskab, men et mikro-kosmos af det hele univers. Også stengrupper begyndte at få en ny symbolfunktion. Som supplement til vandfalds-karpe-motivet, blev sten placeret i grupper, en vertikalt og en horizontalt, responderende skildpadde- og trane-legenderne fra kinesisk mytologi. Triade-motivet blev også populært, repræsenterende himlen, jorden og mennesket, eller triaden af budhistisk guddomme.
Landskabsgrupper af sten krævede mere eftertænksomhed hos beskueren overfor havebety-ningen. Den kendte have Daisen-in (1509) i Kyoto er en klar afbildning af det sort-hvide Sung, med vandfald, båd, sø og øer, repræsen-teret ved sten og hvidt sand. Men haven er også åben for et utal af fortolkninger. Den litterære oversættelse findes, men beskueren kan selv bruge sin forestillingsevne til at sbabe nye niveauer i forståelsen. Fortroligheden med haveinspirationen skifter, men den er ikke betydningsbærende i forhold til værdsættelsen. (Litt. In the Japanese Garden s.23-24)
Gruset – der anvendes:
Det er ikke alle slags grus eller sand, der bruges i haverne. For fint et korn blæses let væk; for tungt eller for mørkt et korn forhindrer de flydende mønstre i gruset. Den type, der foretrækkes, er vejrbidt hvid eller grå granit på ca. fem millimeter i diameter. Kyoto’s Shirakawa-distrikt skaffer en overflod af denne type grus som supplement til haverne. Mere finkornet krus anvendes også, men kun i afgrænsede rum og i afgrænsede mængder.
Den bevidste brug af forskellige størrelser af grus bruges i Daisen-in, og brugen er medvirkende til den meget fine effekt i vandfaldet. Skummet fra det brusende vand ned i havet er næsten håndgribeligt. Strømningerne af det hvide og grå grus synes at skubbe den lille båd i vandet neden for vandfaldet sydover gennem haven.
Selvom ensfarvet grus oftest ses i tørre landskabshaver, der genklinger Sung landskabsmalerier, bruges forskellige farver også. Man ønsker spidsfindighed, når der arbejdes i grus; dæmpede farver menes at skabe de mest dramatiske effekter. (Litt. In the Japanese Garden s. 48)
Her ligger det uendelige ocean, som floden fra østhaven ender ud i. I modsætning til den detaljerigdom og mangfolddighed, der karakteriserer de andre haver, så fremstår denne have med sin fred og trancendens.
Rummet – og størrelsesforholdet i haven:
I den japanske have er det ofte dèt, der ikke siges, der er noget af det mest sigende. Ligesom i kinesiske landskabsmalerier, hvor det åbne rum forbinder himmel og jord, er rummet i den japanske have ofte sammenkædningen af adskilte dele, idet det skaber den totale komposition. I den japanske æstetik er det tomme rum ikke blot stemmer, der venter på at blive udfyldt; de er haveelementer i sig selv, værktøjer, der skal bruges og dyrkes.
Gennem den klassiske Heian-periode kunne adelsmænd og militærfolk kræve enorme områder til deres fornøjelseshaver, men som landområderne blev mere knappe og befolkningsmængden forøgedes, blev haverne mindre i størrelse. Haveformindskelsen korresponderer med voksende Zen Buddhisme. Zen-praksis understregede behersket og tilbageholden ødselhed i forhold til overdreven udstilling, og haverne blev således en scene for at skabe verden i miniature, en verden i abstraktion.
Zen-munkene introducerede deres filosofi til havedesignet, og haverne forandredes fra at være steder til fornøjelse og afslapning til at blive haver med rum for ensomhed og meditation. I Zen-haverne udvikledes evnerne for at manipulere med det rummelige størrelsesforhold, og grunden blev lagt for den moderne minimalisme, der ses i det moderne havedesign. Ved at jonglere med perspektiverne, kunne zenhave-mestrene bruge rummet ved enten at forøge eller indskrænke rummet, ved at skabe fjerne bjerge synes nær eller lade en lille dam synes enorm.
Tørre landskabshaver som Ryoan-ji og Daisen-in “legede” med vores oplevelse af rum og størrelse. Daisen-in, til trods for at være en bogstavelig fortolkning af et maleri, tilbyder alligevel beskueren forvirrende størrelsesforhold. På fotografier fremstår haven nærmest som en naturtro gengivelse af vandfald og flod. Det brusende vandfald synes kraftfuldt, mod den ydmyge lille båd ved dets basis. Kun tolv fod dyb, er denne have virkelig et miniaturelandskab. Illusionen forøges ved at forskyde elementerne i haven: Et lille, men dog dynamisk vandfald i baggrunden, anvisende distance; afbalanceres af en båd og en bro i forgrunden, skabende illusionen af nærhed og størrelse. Proportionelt er båden større end vandfaldet, men dens placering i landskabet giver den forbindelse til vandfaldet. Resultatet er, at beskueren mindes om, hvor let naturens kræfter overmander mennesket. (Litt. In the Japanese Garden s. 99)
Hoshun-in (Daitoku-ji)
Tør landskabshave. Moderne tid. Heisei.
Damhave. Anlagt:1617. Edo af Enshu Kobori.
Subtempel til Daitoku-ji
Kyoto NV
Beliggenhed: 55 Murasakino Daitokujicho, Kita Ward, Kyoto, 603-8231, Japan
Offentlig: 10-16
Main Hall og Kagantei Garden:
Inde i hovedhallen til Hoshun-in Tempel er der tre hævdbundne billeder af Buddha, som betragter dig: Shakamunibutsu, Monjubosatsu of Fugenbosatsu. Til højre se en træskulptur af præsten som etablerede templet, Gyokushitsu-Osho, og til venstre dedicerede familietavler af Maeda-familien incl. grundlæggeren af templet.
Haven foran hallen, som er renoveret for nylig, er designet i Zen-tørhave-stil, og den symboliserer den sceniske naturskønhed i hvilken vandet kommer fra bjergene og dalene, og flyder ud i en central sø, for derefter at flyde ud i det bundløse ocean. Haven kaldes Kagantei, efter det buddhistiske navn af grundlæggeren.
Donkokaku (Hoshun-in)
Den originale Donkokaku dateres til 1617, da en promenent doktor i Kyoto, Toi Yokoi sammen med den kendte arkitekt, Enshu Kobori, designede dammen, en bro og en rokaku-a fleretagers bygning. Det var præsten Gyokushitsu, fra hvem Yokoi absorberede Buddhismen, der navngav dammen. Rokaku blev brugt som et sted, hvor statuen af Shun-oku blev værdsat, som var Gyokushitsu’s læremester.
Selvom Donkokaku uheldigvis blev ødelagt af brand i 1796, så blev den senere reetableret af Harunaga Maeda. Han dedicerede den øvre del til sin forfader, Michizane Sugawara, og indsatte værdsatte statuer her, mens den nedre del modtog familietavlerne. Kendt som en af Kyotos fire store rokaku, sammen med Kinkakuji, Ginkakuji og Hiunkaku, så giver den et udsøgt vue til Hieizan og Higashiyama bjerge samt Rakaku området mod syd.
Fra det øvre niveau af Donkokaku, har man et stærkt vue af dam og tsukiyama (anlagte bjerge) til den ene side af bygningen. Haven indeholder stenarbejder og en variation af planter bl.a. vand-liljer og nadeshiko, en delikat pink blomst, der ofte symboliserer den ideelle japanske kvinde. Selvom haven ikke er stor, men tilbyder enestående sæsonpræget skønhed gennem blomstertiden med vand-liljer i dammen og iris rundt i kanterne.
Syd for Hojo er der en tør landskabs-have, som er bygget i moderne tid. Når denne have betragtes fra Hojo, fremstår sten-arrangementerne bagest til højre som de vigtigste figurer, hvilket bevirker at haven fremstår som svingende venligt en smule til venstre. Måden, som det hvide sand breder sig ud foran Hojo, er meget smuk, og håndteringen af balancen mellem sandet og haven hovedlinjer er strålende.
Juko-in (Daitoku-ji)
Tempelhave på mosbund. Haven af de 100 sten. (Hyakuseki no niwa)
Anlagt: Momoyama af Sen Rikyo.
Subtempel til Daitoku-ji, NV hjørnet af hovedstiområdet
Kyoto NV
Det er normalt ikke åbent for offentligheden.
Juko-in Temple er et undertempel beliggende inden for området Rinzai sekt Daihonzan (Head Temple) Daitoku-ji Temple i Murasakino, Kita Ward, Kyoto City, Kyoto Prefecture. Navnet ‘Juko-in Temple’ er afledt af ‘Jukoinden zenshosaminshitsu shinkindaizenjomon’, det posthume buddhistiske navn Nagayoshi MIYOSHI.
Hojo Garden (Hyakuseki-no-Niwa Garden): Hojoens forhave, siges at være skabt af SEN no Rikyu, kendt som “Haven af de 100 sten” (Hyakuseki no niwa). I modsætning til haver, dækket med hvidt sand, fremstår mosset, der dækker hele haven, stilfærdigt og beroligende.
Koho-an (Daitoku-ji)
Zen landskabshaver. Gårdhaver og tehave.
Anlagt: Edo af Kobori Enshu
Sub-tempel til Daitoku-ji.
Kyoto NV
Sjældent åben for offentligheden, men åbnede i foråret 2022 midlertidigt sin grund for offentligheden for første gang i syv år.
Koho-an: Haven syd for hojoen (Abbedens kvarter) er en geometrisk have med planter beskåret med lige kanter. Haven syd for shoin (studiesal) genskaber landskabet med de otte udsigter over Omi. Disse haver er nationalt udpegede historiske steder og steder med naturskøn skønhed.
Der er adskillige Edo haver ved Koho-an som siges at tilhøre de bedste ved Daitoku-ji.
Bosen Tehus (vigtig kulturel ejendom)
Et stort rum på 12 mat bestående af et område på ni tatamimåtte (inklusive en enkelt tatamimåtte til værten), et område på størrelse med tre tatamimåtte til ledsagere til æresgæsten og en alkove med en enkelt bugtbredde. Rustik stil tehus designelementer er indarbejdet med en gennemskinnelig glidende skærm i træpanelet under midtpunktet af væggen på værtens måtte støder op til alkoven. Loftet er kendt som en ‘sunazuri tenjo’ (et gipsbelagt loft), der viser træpladernes årer. Selvom det er genopbygget af Harusato MATSUDAIRA, er det en trofast rekonstruktion af tehuset, som Enshu KOBORI var glad for baseret på tegninger lavet før branden fandt sted.
Navnet Bosen siges at være afledt af passagen af Zhuangzi, hvor der står: ‘Når fisken er fanget, kan man glemme fælden.’
Korin-in (Daitoku-ji)
Sydhaven: tør landskabshave. Anlagt: Showa (1926- 1989)
Tehave. Anlagt: 1533. Muromachi.
Subtempel til Daitoku-ji
Kyoto NV
Beliggenhed: 80 Murasakino Daitokuji-cho, Kita-ku, Kyoto
Subway og bybus fra Kyoto Station:
Fra Kyoto Station på Karasuma Subway Line, gå til Kokusai Kaikan→ stå af ved Kitaoji Station
Kitaoji Bus Terminal Aonoba tage bybusruter 1, M1, Kita 8, 204, 205, 206Stå af ved Daitokuji-mae busstoppested i ca. 5 minutter til fods [ca. 35 minutter]
Offentlig: kl. 10:00-16:30. Entre: 600 Yen
Set 03
Hovedhallen (vigtig kulturel ejendom), der viser egenskaberne ved Muromachi-periodens arkitektoniske stil og Daitokuji Korin-in-templet med en karamonport. Derefter restaurerede Maeda Toshiie, der tjente som de fem ældste i Toyotomi-administrationen, taget på hovedhallen og gjorde det til et Bodhi-tempel, hvilket gjorde det til et tempel med et meget tæt forhold til Maeda-familien. Dette tempel, der har en hovedhal med sit yndefulde og stabile udseende, der giver en følelse af stilhed og ro, og Hojo-haven restaureret af Nakane Kinsaku, en gartner, der også blev kaldt “Kobori Enshu fra Showa-æraen”,
Koto-in Tempel. (Daitoku-ji)
Tør landskabshave. Tehave.
Anlagt 1603. Momoyama.
Beliggenhed: 73-1 Daitokuji-cho, Murasakino, Kita-ku, 603-8231 Kyoto
Bus: Tag bussen 205 eller 206 og stå af ved stoppestedet ‘Daitoku-ji’.
Subway: Tag Karasuma linjen til Kitaō-ji station og gå omkring 15 minutter i vestlig retning.
Offentlig: 10-17. Entre: 600 Yen
Set 03
Koto-in er et undertempel til Daitoku-ji. Det blev grundlagt i 1601 som pensioniststed for Hosokawa Sansai, der studerede te under Sen Rikyu. Således betragtes Sansais tesalon Shoko-ken tæt på Sen Rikyus æstetiske præferencer. Den rumlige oplevelse af at komme ind i Koto-in er slående, og sammen med den rolige Hojo-have, shoin tesaloner og Shoko-ken gør det Koto-in til et vigtigt besøg for en studerende af den traditionelle japanske arkitektur. Rinzai Zen buddhisme.
Templet er ikke så overbelastet af besøgende som Daisen-in. Det er omgivet af vidunderlige ahorntræer (acer) og bambus. Moshaven – betragtet fra templets veranda, er perfekt.
En af de smukkeste Zen-haver i Kyoto og samtidig nok en af de mindst besøgte. Haven ligger ved Koto-in Tempel – et lille tempel, der kun omfatter 3 bygninger og en have.
Ryogen-in Tempel Garden (Daitoku-ji)
Beliggenhed: 273-0003-7 Miyamoto, Funabashi-shi, Chiba 7-1
Med tog: Ca. 10 minutter fra den sydlige udgang fra Higashi-Funabashi Station på JR Sobu-linjen. Ca. 20 minutter fra den sydlige udgang fra Funabashi Station på JR Sobu-linjen. Ca. 10 minutter fra Daijingushita Station på Keisei-linjen.
Bus: 41 minuts gang fra “Miyamoto 1-chome” busstoppested for Keisei Bus System
Offentlig: 9-16.20. (350 Yen)
Set 03
Ryogen-in er et undertempel af Daitoku-ji. Det blev etableret i 1502 af Soboku Tokei, og dets Hojo eller hovedabbedens hal fra 1502. Andre eksperter tror, at templet blev fuldendt efter Tokei’s død i 1517, er den ældste overlevende Hojo-struktur fra Muromachi-perioden. Ryogen-in har flere interessante kare sansui haver, nogle af dem meget små i skala. Nordhaven tilskrives Sesshu (d.1525); Sydhaven er et nyt design fra 1974. Generelt et godt besøg. Rinzai Zen buddhisme.
Templets hovedbygning, den tidligere bolig for Ryogen-ins hovedpræst, er designet i en typisk zen-stil og siges at være den ældste bygning, der står i Daitoku-ji. Da Tokei gættede en zen-gåde korrekt, gav hans lærer ham zenmesterens navn Ryozen-isshi-no-ken, hvorefter haven fik navnet.
Indeholder fire haver:
Sydhaven Isshidan: Tør landskabshave med revet grus Haven er opkaldt efter grundlæggerens specielle navn – Ryoen-isshi no Ken. Denne have, Isahidan, blev delvist renoveret i 1980. I midten af oceanet af hvidt sand er kameshima (skildpaddeøen), mens der ude til højre står tsurushima (traneøen). Den største opretstående sten er Mt. Horai, den mytologiske boplads for udødelighed i de gamle kinesiske sagaer. En af de ældste karesansui haver i Japan.
Nordhaven Ryogin-tei: (den syngende drages have/ moshaven) Tør landskabshave, tsubo-niwa (mindre afgrænset gårdhave), oprindelig var bunden kun dækket af sand. Ældste have i Daitoku-ji.1517. Muromachi. Siges at være designet af Soami. Sanson iwagumi stengruppen indeholder en centralt opretstående sten med to lavere ledsagersten. Den samlede stengruppe forestiller et vandfald, der flyder ud i oceanet af frodigt granmos.
Gårdhaven Totekiko i øst: Tør landskabshave med revet grus og 5 sten. De meget små spor af bølgemønstre minder os om det vidtrækkende hav. Mindste have i Japan.1958.
Vesthaven: Tør landskabshave med revet grus
I Kyoho-perioden (1716 – 36) var der en piedestal, hvor Tokugawa-shogunatet gennemførte en testaffyring af en kanon. Da dette blev afskaffet, blev der bygget et klokketårn på anbefaling af daikan på det tidspunkt, og det blev officielt godkendt af shogunatet som “Bell of Time” og fortalte tiden i Funabashi-området, indtil det blev afskaffet i Meiji 4 (1871).
Zuiho-in Subtempel (Daitoku-ji)
To tørre landskabshaver:
– Nordhaven: Sten i form af et krucifiks.
– Sydhaven: Horai-øerne i oceanet.
Begge anlagt:1961. Moderne. Showa af Shigemori Mirei.
Gårdhave med bambus.
Beliggenhed: 603-8231, Kyoto-Shi, Kita-Ku, Murasakino, 53 Daitoku-ji-Chō
Bus: Tag bussen 205 eller 206 og stå af ved stoppestedet ‘Daitoku-ji’.
Subway: Tag Karasuma linjen til Kitaō-ji station og gå omkring 15 minutter i vestlig retning.
Offentlig: 9-17 (400 Yen)
Set 03
Zuiho-in blev indviet i 1546 af sin protektor, feudal herre Otomo Sorin, som hans familietempel. Kort efter oplevede Japan den første ankomst af spanske og portugisiske katolske missionærer, der tiltrak et betydeligt antal konvertitter her i Japan. Ud over den religiøse oplevelse medførte konvertering til kristendommen potentielle økonomiske og politiske muligheder for handel med europæere, og ikke få indflydelsesrige mennesker omfavnede den nye religion. Otomo konverterede til kristendommen, blev døbt “Francisco” og blev derefter kendt som “Christian Daimyo”. Tempelbrochuren beskriver ham som en hensynsløs krigsherre, som udnyttede sin tro politisk. Ikke længe efter blev kristendommen dog forbudt i Japan og forblev det i over to hundrede år.
Selvom der aldrig blev undervist i kristendommen i Zuiho-in, er dette aspekt af dets grundlæggende protektors liv både æret og respekteret som en del af Otomos arv. Et eksempel på denne ære var skabelsen af Korsets Have, en fantastisk blanding af zen og kristent billedsprog.
Når du passerer gennem Zuiho-in-porten og går gennem den semi-formelle indgangshave, skal du bemærke, at du blev vendt tre gange, før du nåede tempeldøren. Det er en overgangsenhed designet til at maksimere din følelse af at have “rejst” en vis afstand og dermed hjælpe med din indre, åndelige overgang fra et offentligt og formelt “ydre” rum til et privat og intimt “indre” rum.
To karesansui haver opført i 1960’erne, fejrer hans dualistiske natur med hensyn til hans religiøse tilknytning, og manifesterer den fortsatte passion for tempelgrundlæggeren.
Templets hovedhave – sydhaven -“Dokuza-tei” vender ud mod hovedhallen og er en karesansui (tør have). Designet af Mirei Shigemori er kendetegnet ved sit kraftigt raked sand, der giver indtryk af oprørt hav. Stenplaceringen er lige så kraftig med mange spidse sten. Mens flade sten formidler en rolig og solid følelse, projicerer høje spidse sten en stærk og aktiv stemning. Kombinationen af de kraftigt raked “bølger” og de spidse sten tilfører denne have energi.
Nordhaven antager et kristent tema, med et korslignende arrangement af sten, der repræsenterer øer og bjerge. Der er også en te-have med trædesten og en vandsten, der er sat på en mark af store brosten.
En Tsubo-niwa haven er placeret mellem bygningerne.
Gyokurin-in (Daikotu-ji)
Tehave: Sa-an roji.
Anlagt: Edo.
Kyoto NV
Kyoto kortbog 36 D-2
Beliggenhed: 74 Daitokuji-cho Murasakino Kita-ku Kyoto
Nogle undertempler i Daitokuji, som er det mest berømte tempel for te-ceremoni i Kyoto, har te-ceremonier hver måned. Gyokurin-in er et af dem. Det starter fra 9.00 til 15.00 i 7. hver måned.
Gyokurin-in-templet blev bygget i det 8. år af Keicho (1603) som leder af Daitokuji-templet (udtales “Tacchu”) af Manase Shōrin, en berømt medicinsk videnskabsmand i Kyoto, for at mindes grundlæggeren af Geshinsōin-sektens segl og den første generation af Qunase-familien. Michizo Kukinase var en læge, der åbnede en klinik i Kyoto for at lindre mange syge mennesker og tjente folkets respekt.
Det første tempelnavn på Gyōrin-in-templet blev navngivet “Shōrin-in” fra navnet Kaiki. Men i det 14. år af Keicho (1609), kort efter grundlæggelsen, blev det meste ødelagt af ild, så Katagiri Kangen, som var bureaukrat i Tokugawa-shogunatet på det tidspunkt, genopbyggede det og ændrede navn til Gyōrin-in.
I gæstesalen er der mange fusuma malerier af Kano Tōyō Ichimon, som var en officiel maler af Edo shogunatet, og de er stadig bevaret som værdifulde kulturelle egenskaber. Derudover er Nanmeian, der blev grundlagt i det andet år af Kanho af den velhavende Konoike-familie i Osaka til fordel for den daværende Ōryū Kazuhisa, en bygning, der består af en flisehal, teceremoni ren-an og kasumi tokoseki og er kendt som en bygning til udførelse af buddhistiske ritualer baseret på teceremonier.
Shinju-an (Daitoku-ji)
To tehaver med mosbund.
Anlagt: 1491. Moromachi.
Kyoto NV
Subtempel til Datoku-ji.
Beliggenhed: 603-8231, Kyoto-Shi, Kita-Ku, Murasakino, 52 Daitoku-ji-Chō
Bus: Tag bussen 205 eller 206 og stå af ved stoppestedet ‘Daitoku-ji’.
Subway: Tag Karasuma linjen til Kitaō-ji station og gå omkring 15 minutter i vestlig retning.
Offentlig: Kun åben ved særlige lejligheder (1200 Yen)
Shinju-an blev grundlagt i 1491 til ære for Zen-præsten Ikkyu, der var ypperstepræst i Daitoku-ji fra 1474-1481. Ikkyu spillede hovedrollen i genoplivningen af Daitoku-ji-tempelkomplekset efter dets ødelæggelse i Onin-krigen. Den tørre landskabshave og tehus blev bygget i 1638 og tilskrives Kanamori Sowa, som var en temester fra de japanske alper.
Tehuset blev tilføjet templet i 1638. Stien til tehuset minder om en vandring gennem en stedsegrøn skov. Det blev bygget til minde om temesteren Ikkyu.
Ikkyu-ji Tempel
Tempelhave, tør landskabshave, spisested.
Daitoku-ji Ikkyu er et spisested. Kyotobog map 7 nr 6.
Kyoto NV
Beliggenhed: 102 Satonouchi, Takigi, Kyotanabe City, Kyoto Prefecture
Templet ligger ca. 20 minutters gang fra Kyotanabe Station på JR Gakkentoshi-linjen eller 25 minutters gang fra Shin-Tanabe Station på Kintetsu-jernbanen Kyoto Line.
Åbningstider: 09:00 – 17:00 (Tresury House er åben fra 09:30 – 16:30)
Buddhistisk køkken: Ved templet kan besøgende nyde traditionelle shojin vegetariske retter, som spist af japanske buddhistiske munke, med retter som “Shojin Tenshin” (et let vegetarisk måltid), “Shojin Makunouchi” (en vegetarisk kasse frokost) og “Shojin Honzen” (en fuld retters vegetarisk middag). Ikkyu-ji-templets originale natto (gærede sojabønner) er også populære som souvenir fra templet. Traditionelt er det at lave natto en af opgaverne for templets siddende ypperstepræst.
Foretag venligst en reservation via telefon mindst 2 dage før dit besøg. Receptionen er åben fra 10:00 – 17:00. Vi kan betjene op til 60 gæster i spisesalen. Vi kan også betjene op til 80 gæster med ekstra plads. (BEMÆRK: Vi kan ikke acceptere anmodninger på engelsk eller noget andet sprog.)
Ikkyu-ji-templet blev grundlagt i Muromachi-perioden (1336-1573). Sojun Ikkyu var grundlæggeren af templet. Ikkyu byggede sin egen grav i dette tempel, mens han levede. Han døde her i 1448. I Edo-perioden (1603-1867) blev de nuværende tempelområder udviklet og forbliver som den dag i dag.
Ikkyu-ji-templet er et zenbuddhistisk tempel med syv haller.
Templet har fire haver; forhaven med graven, sydhaven, nordhaven og østhaven. Østhaven, der kaldes “Haven med Buddhas 16 disciple” er fyldt med den stemning, der er en Zen-have værdig.
Design-principper: Flader og rummelighed.
For at skabe balance i haven, bruger havedesignere, forholdet mellem de todimentionelle flade planer og de tredimentionelle eller rummelige. Måske stammer dette fra et af grundkomponenterne i kinesisk havedesign: det harmoniske forhold mellem Yin og Yang, sådan som vand og bjerge. Selvom kineserne bruger balancebegrebet metafysisk, så kan det alligevel siges, at vandets overflade er plant, og bjergenes form er rummelig, og deres indbyrdes balance har æstetisk betydning.
Japanske havedesignere arbejder også med at afbalancere planer og rum. Dette ses let i havestilen, kaldt hira-niwa eller “den flade have”. I designet af en flad have ligger nøglen til succes i, hvorledes den plane grund (jiban) behandles. Dette koncept forklares i et tidligt udtryk i design, chi-wari, hvilket grundliggende betyder at “dele grunden”. Med andre ord, så er den grundlæggende handling i design, at dele grundplanen. Den horisontale flade skaber en “stilhed” (tome), som bringer en fredfyldthed til designet.
Som suplement til til grundplanet bruges også andre plane elementer: hegn, vægge og hække. Disse elementer bruges på to måder: som ramme for haven, i hvilket tilfælde de fungerer som en ren baggrund for havens øvrige detaljer, eller, de er “skudt ind” mellem visuelle komplekse elementer – planter og bjerge – for at skabe dybde i haven.
De plane elementer er modspillere til rummelige elementer – sten, klippede buske – for at skabe en sammenhængende komposition. Ingen steder er dette udtrykt klarere end i karesansui haver, i hvilke klipper og stramt klippet stedsegrønt bruges som baggrund for den rene revne grus. At reducere elementerne til deres rene og simple værdi, som det ses i karesansui-haverne, hvor der primært arbejdes med planer og rum, er ikke ulig kubistisk kunst, og det forklarer, hvorfor disse haver fremstår så “moderne”.
NV – i øvrigt
Kinkaku-ji Tempel (Guldpavillonen)
Landskabshave til vandring rundt om sø.
Anlagt: 1392 Kamakura / Muromachi
Kyoto NV
Kyoto kortbog 36 B-3
Beliggenhed: Kinkaku-ji, 1 Kinkakuji-cho, Kita-ku, 603 Kyoto
Kinkakuji kan nås fra Kyoto Station med direkte Kyoto City Bus nummer 205 på cirka 40 minutter og for 230 yen. Alternativt kan det være hurtigere og mere pålideligt at tage Karasuma Subway Line til Kitaoji Station (15 minutter, 260 yen) og en taxa (10 minutter, ca. 1300 yen) eller bus (10 minutter, 230 yen, bus nummer 204 eller 205) derfra til Kinkakuji.
Offentlig: 9:00 til 5:00 (500 Yen)
Du kan ikke komme ind i pavillonen, og haven, som er designet til at blive set fra pavillonen. Den kan kun opleves fra siden og bagfra.
Set år 2000: Utrolig smuk. Flotte klippede søkanter ved pavillonen, idylliske øer i dammen med flot klippede fyrtræer. Spændende vandsten med en smuk acer som “parasol” ved indgangen
Kinkaku-ji, templet for den gyldne pavillon, blev bygget i 1397 som en landejendom for Ashikaga Yoshimitsu (1358-1408), den 3. Muromachi-shogun, og efter hans død blev den omdannet til et Zen-tempel, Rokuon-ji, af Rinzai sekten. Det officielle navn er Shionji-templet, og det er et af tårntemplerne i Sokokuji-templet. Kinkakuji var inspirationen til den tilsvarende navngivne Ginkakuji (Silver Pavilion), bygget af Yoshimitsu’s barnebarn, Ashikaga Yoshimasa, på den anden side af byen et par årtier senere. Den guldbladdækkede Golden Pavilion er en af de meget få tre-etagers strukturer i traditionel japansk arkitektur. Det har brændt ned adskillige gange gennem sin historie, herunder to gange under Onin-krigen, en borgerkrig, der ødelagde meget af Kyoto; og endnu en gang for nylig i 1950, da den blev sat i brand af en fanatisk munk. Den nuværende struktur blev genopbygget i 1955. Den unge munks historie er blevet gendigtet i Mishima Yukio’s The Golden Pavilion.
Den treetagers pavillon er dækket med lysende bladguld, og på toppen af taget indtager en bronze-phoenix en indtrædende plads. Den spejllignende refleksion af templet i Kyo-ko dam er yderst fotogen, især når ahornene er farvestrålende om efteråret. I 1950 fuldbyrdede en ung munk sine tvangstanker ved at brænde det ned til grunden.
Interessante fokuspunkter: Dammens navn er Kyoko-chi (spejl-dam), dens sammensætning af øer af stiliserede miniature fyrretræer stammer fra 1397. Rinzai Zen buddhisme. Ved at gå nogle skridt op, står du ved kanten af en mindre dam, An-min-taku (Munden til minde om den hvide slange)
Det klassiske tehus hedder Sekka-tei. I Sekka-tai er der en “udnævnt” pille, lavet af Nandine. På vej til udgangen af templet er der en lille Fudodo helligdom, hvor stenen Fudo-myoo er ophøjet til “beskytter”.
På toppen af bygningen er sat bronze–phoenix (fønix) ornament.
En dagstur fra Kinkakuji til Ryoanji og Ninnaji
Følg rejseplanen for at komme fra Kinkakuji til Ryoanji og derefter videre til Ninnaji, så cirka halvanden time kan tage seværdighederne på hvert sted. Adgang til templerne er lige så let som at hoppe på bussen, der pendler mellem dem i en fire minutters tur.(*) Det burde give masser af tid til at bruge restaurantguiden Lunch Map til at planlægge et middagsmåltid og genoplade batterierne mellem besøgene. Denne selvtur er designet til at lade dig fange alt hvad du behøver for at se på templerne, nyde et godt lokalt måltid og stadig komme tilbage ved aftenfald.
*) Pas på ikke at tage bus nr. 12 udefra Kinkakuji, da den ikke går så langt som Ryoanji!
Temple Day Tour: Se Kinkakuji, Ryoanji og Ninnaji | Vejen ud over Kinkakuji (kinukake.com)
Toji-in Tempel
Vandringshave med to damme. Te-have
Anlagt 1341 Kamakura.
Kyoto NV
Kyoto kortbog 36 A-5
Beliggenhed: 63 Kyoto-fu, Kita-ku, Tōji-in, Kitamachi 63
Tag bus nummer 205 fra Kyoto station mod Kujoshako-mae. Efter 19 stop og 37 minutter skal du stå af ved busstoppestedet Kinugasako-mae. Gå derefter 900 meter ind mod vest for at komme til Tōji-in.
Offentlig: 9-17 (500 Yen)
Toji-in blev grundlagt i 1341 af den første Ashikaga shogun, Takauji. Gennem århundrederne blev denne shogun og hans efterfølgere så hadede, at folk længe efter deres død betalte for at komme ind i templet og slå på deres statuer, som stadig kan ses i hallen på østsiden af templets grund, hvor 15 træstatuer af Ashikaga shogun og en statue af følgende shogun Tokugawa Ieyasu er linet op. Deres ansigter, især deres øjne, ser utroligt realistiske ud.
Toji-in er en Kamakura have, færdiggjort i 1341. Templets haver, som blev designet af Zen-præsten Muso Soseki, bedre kendt under hans posthume titel Muso Kokushi. Han grundlagde også Tenryu-ji i Arashiyama, Zen-templet, som Toji-in er tilknyttet. Det er en forholdsvis kompakt, men elegant have med to damme. Dammen på østsiden har form som det kinesiske tegn “shin”, hvilket betyder hjerte.
Fra toppen af en kunstig bakke med udsigt over haven ligger et smukt stråtækt tehus, Seirentei (tehus med klare rislende bølger).
Haven er en af de rolige og mindre besøgte haver i Kyoto og perfekt til en pause. Der serveres også grøn te på verandaen med en fantastisk udsigt over haven.
NV – NV: (uden for kortbog 36 / men indenfor Kyoto kort)
En kort spadseretur NØ for Koetsu-ji, ligger to små templer, der er et besøg værd Genko-an og Josho-ji.
Koetsu-ji Tempel.
Tør landskabshave. Te-have med 7 te-huse.
Anlagt: Oprindelig 1600 Edo. Re.1915
Kyoto NV.NV
Uden for kortbog. Kyoto kort Q-2. Kyoto map 4 nr.5.
Beliggenhed: 29 Takagamine Koetsucho, Kita Ward, Kyoto, 603-8466, Japan
Fra Kyoto Station tager du en Kyoto-metro til Kitaoji Station og derefter en #Kita 1 (北 1) Kyoto-bus fra Kitaoji Bus Terminal og står af ved Takagaminegenkoan-mae busstoppested. Herfra er der 2 min. gang til templet. Alternativt kan du tage en # 6 bus fra Nijo Station og Shijo Omiya. Der er en vandresti gennem bjergene til området fra nær Kinkakuji-templet.
Offentlig: 8-17 (300 Yen) (Lukket 10. – 13. nov.)
Tempel og have var oprindelig bygget som residens af Hon-ami Koetsu (1558-1637), en kendt kunstner. Haven er kendt for sine attraktive bambushegn. Efter hans død blev villaen rekonstrueret til tempel og dedikeret til ham. Grunden indeholder 7 te-huse og et bemærkelsesværdigt hegn kaldt kotsu-gaki, lavet af bambus vævet diagonalt.
De syv tehuse ligger forskellige steder i den store tempelhave. De har alle forskellige smag. Indersiden af disse tehuse er ikke åben for offentligheden de fleste dage, men vi kan nyde haven og udsigten over bjergene siddende på bænke eller i lysthuse i haven.
Koetsu brugte opfindsomme ideer på mange ting: Trædesten, der fører til tehusene, er nogle gange runde ansigter, men andre gange skarpe og flade, og nogle gange arrangeret i lige linjer, men andre gange i buede linjer. Et bambushegn omkring “Taikyo-an” tehuset var unikt og ret moderne.
Genko-an
Klippet tempelhave med store lamper
Kyoto NV-NV
Kyotokort QR-2
Beliggenhed:
Bybus Rute⇒ Bus Route 6 ⇒ Takagamine Genkō-an busstoppested⇒ 1 minuts gang
Offentlig: 9-17 ¥ 400 (¥ 500 i november)
Et lille tempel beliggende i det nordvestlige Kyoto, Genkō-an er et Soto Zen-tempel, der er berømt for sine temmelig slående originale vinduer. Folk kommer fra hele Kyoto og udlandet for at sidde foran “Forvirringens vindue” og “Oplysningens vindue” i stille kontemplation. Begge placeret i hovedhallen.
Til højre er et rektangulært vindue, der er kendt som “forvirringens vindue”, hvor hvert af de fire hjørner repræsenterer de lidelser, dødelige er bestemt til at gennemgå i deres liv: fødsel, alderdom, sygdom og død. Ved siden af er det cirkulære “Oplysningens vindue”, hvis mangel på hjørner repræsenterer Zen-begrebet om universet og et oplyst liv ud over dødelighedens smerte. Selvom disse to vinduer og udsigten gennem dem er mest berømte om efteråret, er de slående når som helst på året og inviterer besøgende til at sidde et stykke tid og nyde lidt stille fordybelse.
Det blodige tempelloft
Under de stridende staters periode fandt et stort slag sted på Fushimi Momoyama Castle i 1600 mellem styrkerne fra Torii Mototada, betroet slottets forsvar af Tokugawa Ieyasu, og Ishida Mitsunari. Stillet over for et forestående nederlag begik Torii og hans resterende styrker rituelt selvmord. Da Tokugawa besejrede sine fjender og blev shogun, beordrede han, at de blodplettede gulvbrædder skulle installeres som lofter i flere templer, især: Genkō-an, Hōsen-in og Yōgen-in. Hvis du kigger op på Genkō-ans tempelloft, kan du se den blodige hånd og fodspor af krigere, der døde for fire hundrede år siden, samt aftrykket af en mands pansrede side i brunet gammelt blod.
“Skildpadde og trane haven” er et almindeligt syn i japanske templer, da skildpadden og kranen er tilfældige symboler på en lang levetid. I den lille sidehave ved Genko-an kan du se formen af en skildpadde plukket ud i omhyggeligt designet løv… Men tranen er mistænkeligt fraværende. Noget af en lokal vittighed, pas på, hvis nogen spørger dig, om du kan “se tranen” i Genkō-an!
Josho-ji
Beliggenhed: 1 Kitatakagamine-cho, Takagamine
Fra Kyoto Station tager du en Kyoto-metro til Kitaoji Station og derefter en #Kita 1 (北 1) Kyoto-bus fra Kitaoji Bus Terminal og står af ved Takagaminegenkoan – mae busstoppested. Herfra ligger templet to minutters gang derfra. Alternativt kan du tage en # 6 bus fra Nijo Station og Shijo Omiya. Der er en vandresti gennem bjergene til dette område fra nær Kinkakuji-templet.
Offentlig: 8.30-17 (300 yen)
Josho-ji ligger meget tæt på Genko-an Temple og Koetsuji.
Joshoji er et buddhistisk tempel fra Nichiren-sekten. Josho-ji blev grundlagt i 1616 i den tidlige del af Edo-perioden af Jakushoin Nichiken Shonin. Templet havde mange flere bygninger, end man kan se i dag, og var hjemsted for flere hundrede lærde munke.
Joshoji er forbundet med Edo-periodens kurtisan, Yoshino Tayu II, som var berømt for sin skønhed og ynde. Ifølge historierne flygtede hun enten med sin elsker, købmanden Haiya Joeki, eller han betalte for, at hun blev frigivet fra sit Shimabara tehus. En hengiven tilhænger af Nichiren-buddhismen, Yoshino Tayu, siges at have hjulpet med at finansiere den smukke port ved indgangen til templet, kendt som Yoshino-mon til hendes ære. Yoshino Tayu døde i en ung alder af kun 38 år, og hendes grav, markeret med en høj stensøjle, er i templet sammen med hendes partner Haiya Joeki.
Josho-ji-templet er kendt for sin dejlige have, som er særlig populær i efterårsbladvisningssæsonen i Kyoto og for sine kirsebærblomster.
Kengei-in Tempel
Tempelhave, klippede azalier, lånt landskab.
Kyoto NV-NV
Kyotokort: QR – 2. Kyoto map 4 nr.4
Haven er ikke lokaliseret
Tempelhave med klippede azalier efterligner bjergformerne, idet haven forbindes med baggrunden. Litt. Japanese Garden Design s.141.
Shoden-ji Tempel
Tørhave, tempelhave, lånt landskab
Anlagt: Edo
Kyoto NV-NV
Kyotokort R-1
Beliggenhed: 72 Nishigamo Kitachinjuancho, Kita Ward, Kyoto, 603-8847, Japan
Der er to måder at komme derhen: (1) den relativt hurtige, tag # 1 eller # 37 Kyoto City Bus på Kitaoji Station og afgang på Jinkoin-mae Bus Station. Derfra er det kun en 750 meter gåtur op til templets første sæt porte. (2) Den afslappende måde : Gå fra Kitaoji Station. Ruten tager lidt over en time i alt. Det snor sig dog smukt gennem Kyotos stille baggader. De små butikker, haver og lejlighedsvis glade småbørn gav os et dejligt indblik i hverdagen for dem, der kalder Kyoto hjem.
Offentlig: 9:00-17:00 (400 Yen)
Shoden-ji ofte et overset Rinzai Zen-tempel, der ligger i den urørte stærkt skovklædte nordlige ende af Kyoto. Shoden-ji kommer man til via en lang tur op ad trappetrin gennem en tæt bevoksning af træer
Shoden-ji-templet er et lille, stille tempel gemt væk i den nordlige del af Kyoto ved siden af et lille bjerg. Den blev grundlagt syd for sin nuværende placering i 1268, men kort efter blev den ødelagt af brand og genopbygget på nuværende sted i 1282.
Det er en karesansui (tør have) i den klassiske tradition anlagt i Edo. Mt. Hiei bruges som lånt landskab. Der er grupper af smukt klippede azalier i grupper på 7-5-3 (shichi-go-san), almindeligvis ment som lykketal.
Ligesom Genko-an-templet gør tempelloftet brug af blodplettede gulvbrædder fra det demonterede Fushimi-slot, stedet for et masseselvmord for længe siden af soldater, der blev besejret før slaget ved Sekigahara. Kampen, der fandt sted i år 1600, anses for at have ryddet vejen for grundlæggelsen af Tokugawa Shogunate. I disse dage er templet et roligt sted, der er velegnet til kontemplation. Det vågner kun til den årlige Gozan Fire Festival, hvor massive japanske tegn (stavning af udtrykket “vidunderlig buddhistisk lov”) tændes på fem forskellige bjerge i Kyoto. Shoden-ji-templet er ansvarlig for en sådan brand på Nishigamo Funayama, et nærliggende bjerg.
Lige bag muren ligger en tyk grøn skov, og stien, der fører op til tempelindgangen. Til sidst, bag templet, rejser Mt. Hiei sig – ultimativt som lånt landskab.
Lånt Landskab – shakkei.
Lån landskab, shakkei, er en teknik til at forstørre den visuelle skala i haven – ud over de faktiske fysiske rammer, ved at inkorporere det fjerne vue som en integreret del af haven. Oprindelig stammer denne teknik fra den mesterlige religiøse planlægning af Zen-haver fra Muromachi-æra. På den tid ville hovedpræsten ved templet udvælge ti landskabsmærker i omgivelserne, og give dem navne (ofte kinesiske), hvor hver af dem indeholdt Buddhistiske beskeder. Disse landemærker – almindeligvis naturlige pejlepunkter, men nogle gange også menneskeskabte objekter – blev kaldt de ti trin eller de ti grænser (jikkyo).
Ved at forbinde templet til det omgivende landskab, bibragte præsterne det omgivende Buddhistisk mening, og på en måde udvidede de deres tempels domæne til også at inkludere omgivelserne. De inddrog en religiøs eller metafysisk dimension i processen – en kvalitet, som blev forladt gennem Edo, da designerne begyndte at bruge lånt landskab kun for de kunstneriske værdier.
Lånt landskab, som gældende i Edo-haver, var en kompositionel teknik, som stammede fra tusch-malerierne i Sung-dynastiet i Kina og middelalderen i Japan. Typisk forestillede disse malerier et menneske i forgrunden (meget lille i sammenligning med naturens vidtstrakthed), en majestætisk naturalistisk frodighed i baggrunden, og en udvisket mellemgrund (skyer eller tåge), som gav perspektiv til billedet. Havedesignere adopterede denne kompositionsteknik, og skabte haver som indeholdt afstandsvue som en del af havekompositionen. Hele designet – have og vue – skulle nydes som var det et billede, der blev set fra et relativt fikseret punkt, sædvanligvis verandaen til den tilhørende bygning, hvorfra hele haven kunne overskues. Perspektivet forandres voldsomt fra et vue, hvor baggrunden er en del af haven, til et vue, hvor haven ses med noget smukt “derude”.
Når man designer en shakkei-have, er baggrunden allerede eksisterende som fx. et fjernt bjerg, et vandfald eller endog et menneskeskabt svajende tag på et tempel. Mellem- og forgrunden af haven selv, tildeles det designeren at skabe. Forgrunden er haven selv, som designeren skaber med den samme forfinede pallet, som var det et maleri. Designet af mellemgrunden er nøglen til at skabe et shakkei. Ved dygtigt at eliminere uønskede detaljer, som er mellem haven og afstandsvuet, opnår designeren to ting: Afstandsvuet trækkes fremad og opleves større end det er, mens forgrunden (haven selv) synes at blive dybere, idet det skubber sig bagud mod objektet i baggrunden. Hvadenten mellemgrunden er en væg, et hegn, en hæk eller en samling træer, så er den nødvendig, som det samlende element, som designere bruger til at forene afstandsvuet med haven i forgrunden. Her fra. Japanese Garden Design s.140.