Tag: Teceremoni

Te-haven – roji 露地

Mange af elementerne i den japanske have som f.eks. vandbassinet, trædestenene, gangstier og stenlanterne kan føres tilbage til deres brug i tehaven. I tehaven har alle elementerne imidlertid en veldefineret praktisk funktion eller en særlig symbolsk værdi, men når vi genfinder de samme elementer i de andre havetyper som gårdhaven (tsubo niwa) og vandringshaven (kaiyu-shiki teien) har elementerne ofte en mere dekorativ funktion, selvom både den symbolske og den funktionelle funktion fortsat kan være til stede.

Teens verden

Teen kom til Japan fra Kina, hvorfra den blev indført i 801. Tekulturen passede fint med den herskende æstetik i Heian perioden, og teen blev hurtigt adopteret som en del af det æstetiske kodeks. Som en måde at udtrykke elegance, passede teen fint ind som en målestok for en persons kulturelle og sociale position. Med Tang dynastiets fald i 907 faldt interessen dog for teen i Japan for først at vende tilbage i slutningen af 12. årh.

Teens tilbagekomst skyldtes ikke mindst munken Myoan Eisai (1141-1215), som foretog to længere rejser til Kina. I 1191 vendte han hjem fra den sidste rejse, hvor han havde studeret zen i et zen kloster gennem 4 år. Udover viden om zen havde han også frø fra teplanten med tilbage. I begyndelse af det 13.årh. skrev han bogen Kissa Yoojooki, om det sunde i tedrikning, en bog som bl.a. var med til at skabe en fornyet interesse for tedrikning. Eisai grundlagde også det store Rinzai Zen tempel Kenin-ji i Kyoto, og var på den måde med til at skabe forbindelsen mellem zenbuddhismen og teen.

Dogen, der dannede Soto skolen, blev inspireret af Eisai. Han rejste til Kina i 1223 og grundlagde efter hjemkomsten Eihei-ji templet, hvor et vigtigt element i munkenes daglige praksis blev tedrikningen. Nogle templer bl.a. Kodai-ji arrangerede regelmæssigt større offentlige ceremonier, hvor der blev serveret te. Uden for templet blev der bagefter solgt te, en aktivitet som blev en del af templernes indtjening. Efterhånden indgik teen i den gaveudvekslingsordning, som var og er en vigtig del af den japanske kultur.

I begyndelsen af det 14. årh. blev te konkurrencer føjet til de almindelige adspredelser ved sammenkomster, hvor man bl.a. skulle gætte forskellige tetyper (tocha) og hvor de blev dyrket. Te sammenkomsterne, der ofte havde den lokale daimyo som vært, udviklede sig mere og mere ekstravagant og blev til løsslupne begivenheder, hvor der bl.a. blev indgået væddemål, og hvor der bl.a. deltog kunstnere, kutisaner og personer, som ønskede at komme op ad den sociale rangstige. De lavere sociale grupper begyndte også at drikke te, og organiserede egne sammenkomster i haven, køkkenet eller baderummet, hvor spiritus (saké) og spisning indgik som en naturlig del af aktiviteterne. Tedrikningen var langsomt blevet demokratiseret.

Der begyndte dog at opstå nogen misfornøjelse over teens popularitet bl.a. set i forhold til det spirituelle udbytte, som man ellers mente, var tiltænkt teen. Bla. Musoo Kokushi, (1275-1351), som skabte Saiho-ji, Tenryu-ji og Toji-in, var, som ledende figur i zen bevægelsen, yderst kritisk.

Nye tider

Med opkomsten af samuraien og samuraikulturen gennem Muromachi perioden og Heian elitens fald, ændrede opfattelsen af teen sig. Med samuraien kom der igen fokus på den fysiske som psykiske velvære. I første omgang betød det dog ikke nogen ændring i beundringen for bl.a. det kinesiske kunsthåndværk. Selvom Shogun Ashikaga Yoshimasa havde været en katalysator til starten på Onin krigen, blev han også en nøglefigur i det nye syn på teen. Kunst og kunstgenstande var i den politiske verden i høj grad tidens symbol på magt og prestige, og omfattede også udsmykningen af bygninger og borge. Noami (1397-1476), der var præst, maler og en kunstens mand, havde ansvaret for at katalogisere shogunens kunstgenstande, herunder redskaberne til tedrikning samt deres behørige brug. Noami, der også var betydende indenfor udviklingen af shoin arkitekturen, fulgte en mere acceptabel måde at servere te på, som, selvom den ikke var så beskeden som i templerne, var den ikke nær så prangende som ved de almindelige tesammenkomster.

Yoshimasa, som var opsat på at trække sig tilbage fra den politiske verden, havde i første omgang ikke nogen arving. Først i 1483 kan han trække sig tilbage til det, vi dag kender som Ginkaku-ji, Sølvtemplet, hvor han fortsatte med at være protektor for kunsten og omgiver sig med kunstinteresserede mennesker. En af disse var zenpræsten Murata Shuko (1423-1502), for hvem det var zenbuddhismen der lå bag teen, og som gav ham formålet og dybden i det at drikke te.

Murata Shukõ

Shoin-te var den teceremoni, der fandt sted med det formelle shoin rum som ramme, men Shuko foretrak hans ”stråtækte hytte” (soan), som hans shoin rum til indtagelse af te. Hytten var beskeden og lavet af enkle materialer og bevidst arrangeret, så den vakte stemning af et landligt tilflugtssted, på måde indbefattede det også, at tedrikningen eller treceremonien blev en intim affære. Hans ideale terum var 4 ½ tatami, svarende til ca. 12 m², hvilket blev standard dimensionen for tehuse. Han servede og forberedte også selv teen, hvilket ikke var almindelig praksis. Hans stil bliver af mange taget til indtægt for begyndelsen på wabicha, den teceremoni der gennemføres i overensstemmelse med wabi idealerne, den særlige raffinerede skønhed, der fremkommer med brug af materialer i deres oprindelige farver, former og struktur.

I Shuko’s forståelse var indtagelsen af te (chado, teens vej) grundlæggende et religiøst ritual og et middel i bestræbelsen efter dybfølt indsigt. Hans tilgang var jordnær og han brugte gerne mere simpelt japansk lertøj sammen med importerede redskaber, redskabernes æstetiske fortrin var det vigtigste. Heller ikke for Shuko var den kunstfærdige have en del af teceremonien. Han skabte et simpelt landskab rundt om sin stråtækte hytte, som blev gjort stemningsfuld med udsigt til bjerge i det fjerne.

Shuko havde mange disciple, specielt omkring Osaka, der var hovedhavnen i forhold til handlen med Kina. Mange af købmændene her var velhavende, og der havde udviklet sig en rig tradition og engagement i te i området.

Sen no Rikyu

Sen no Rikyu’s (1521-1591) far var en indflydelsesrig engros fiskehandler nær Osaka. Rikyu’s bedstefar havde dyrket tedrikningens kunst og havde været en del af Yoshimasas inderkreds i Ginkaku-ji. Han begyndte under navnet Sen Yoshiro at studere te ved Daitoku-ji, da han var 16 år. Han blev hurtigt opdaget af tidens temestre, som person med særlige evner og opfattelsesevne. I 1570 serverede han te for Nobunaga og blev efterfølgende en af hans tre lønnede temestre og rådgivere. Efter Nobunaga’s død indgik han i tjeneste som temester hos Hideyoshi Toyotomi, hvor han fik ansvaret for at revidere formerne og retningslinierne for teceremonien. Rikyu’s talent var, at han på en og samme tid kunne samle de forskellige tråde af sociale, æstetisk og spirituel stømninger, som naturligt fandtes i Japan: Fra den kinesiske poesi og mystik fandt han ideen om den stråtækte hytte, fra shinto fandt han interessen for renlighed og efterfølgende vurderede han med sin en zen inspirerede ligefremhed og klarhed igen teredskaberne og teceremoniuens fysiske omgivelser.

Fra at tesammenkomsterne blev afholdt i store haller bygget i den formelle shoin arkitektur, blev wabicha nu holdt i en simpel stråtækt hytte kaldet sõan – som senere udviklede sig til sukiya stilen. Tilbehøret til te sammenkomsterne blev også skiftet ud, i stedet for fin kinesisk porcelæn gik man bl.a. over til brugen af simple keramikskåle. Stemningen omkring tesammenkomsterne skiftede dermed fra ødselhed og udstillen af rigdom til tilbageholdenhed og ydmyghed.

Rikyu’s liv skulle dog ende i en tragedie. Han havde opnået en meget magtfuld position på den nationale scene på grund af hans nærhed, men også meget anstrengte forhold til Hideyoshi. I 1585 fremstod Rikyu bl.a. som tenka gosado, Japans temester. I 1590 ledte Hideyoshi en hær på 200.000 soldater til sejr ved Odawara en sejr, som bragte en ende på over 200 års borgerkrig og opstande. For at takke for sejren byggede Daitoku-ji en kunstfærdig to-etaget sanmon portal, portalen, der danner den symbolske indgang til templets hovedakse. For at påskønne hans rolle som mæcen og dermed at have sikret midler til projektet, havde man imidlertid placeret en statue af Sen no Rikyu på den øverste etage. Hideyoshi tog voldsomt anstød heraf. Han opfattede det som ringeagt, at han skulle passere under Rikyu’s fødder, når han besøgte Daitoku-ji. Efter at have været beordret i husarrest blev Rikyu på den 28. dag i den anden måned beordret til at begå rituelt selvmord (seppuku). Efter en sidste teceremoni, hvor han var omgivet af sine nærmeste assistenter, dør han for egen hånd, efter at afskedsdigtet er skrevet, i det terum, som han selv har designet og bygget. Han blev 71 år gammel. Det er uklart hvad den egentlige årsag var til Hideyoshi’s beslutning, da han havde stor respekt for Sen no Rikyu, hvilket et efterfølgende digt om Rikyu bevidner:

Fordi han dvælede
i den bundløse bevidsthed,
er han kendt
som en teens mand.

Fra Namporoku

De fire principper

Sen no Rikyu sammenfattede de fundamentale spirituelle og æstetiske principper i Chado i de fire tegn: Wa – harmoni, Kei – ærbødighed, Sei – renhed, Jaku – ro. Hans koncept på teceremoniens form, tehusets arkitektur og den tilhørende have var alle nøje underkastet disse idealer. De 4 pincipper kan dog kun realiseres efter megen praksis. Er principperne ikke en integreret del en del af den enkeltes adfærd og livsfilosofi bliver det blot en form.

Wa和 (harmoni) er det ultimative ideal for den menneskelige væren. Det er den positive interaktion mellem værten og hans gæst i en te sammenkomst eller blandt mennesker i enhver af livets situationer. Teen er fællesskabet mellem værten og hans gæst og ikke den isolerede udførelse af ceremonien. Harmoni dækker endvidere over harmonien mellem mennesker og naturen, og til noget så håndgribeligt som teredskaberne, hverdagens redskaber og livet selv. Ægte harmoni bringer fred. Nogen gange kan Wa også ses referere til Japan selv og til det at noget er japansk. F.eks washoku (和食) som betyder mad i japansk stil eller wafuku, som betyder tøj i japansk stil.

Kei敬 (respekt) er evnen til at respektere og acceptere andre, selv dem som vi er uenige med. Når vi er venlige mod andre og kan være ydmyge, kan vi modtage respekt. I teen tænker værten på gæsten og gæsten på værten. Det er den fortsatte delen og hensynsfuldhed som gør te sammenkomster succesfulde. Ideelt set er alle lige i te rummet. Det er vigtigt, at alt og alle behandles med den samme respekt, også redskaber af forskellig herkomst skal behandles på samme måde. Det er ikke værdien af en genstand der skal ikke diktere, hvordan den skal behandles. Kun på den måde kan et rent hjerte og ægte respekt blive en realitet.

Sei静 (renhed) er evnen til at behandle sig selv og andre med et rent og åbent hjerte. Det er den egentlige essens af te træningen. Det er en renhed, der ikke kommer af absolut renlighed, men af et rent hjerte. Kun med et rent hjerte, kan harmoni og respekt realiseres. Når te haven er rengjort er ens hjerte og sjæl også blevet rent. Når man bærer rent tøj eksisterer denne renhed også. Et rent hjerte er ikke prangende, men naturligt. Sen no Rikyu’s renheds ideal var havens naturlige udtryk efter at den var blevet rengjort og et par blade fra et træ var faldet ned på det velplejede mos. På den måde er der tale om en både materiel og spirituel renhed.

Jaku寂 (ro) er det punkt i den enkeltes te træning og praksis, hvor et niveau af uselviskhed er nået og som er fremkommet ved realiseringen af de første tre principper. Mens det på den ene side er det ultimative mål, er det på den anden side også begyndelsen. En ægte mester når dette højeste niveau og sætter herefter idealerne om harmoni, respekt og renhed ind i sin praksis og begynder igen med et frisk og oplyst hjerte. Først på dette tidspunkt kan livets endeløse muligheder blive realiseret.

De første tehaver

I starten var haveelementet i forbindelse med teceremonien, mere en tilføjelse til scenen end et element i en helhedsorienteret oplevelse. Hovedvægten med te sammenkomsterne var centreret om selve teen. Haven blev brugt af gæsterne til at gå omkring i, mens de slappede af. Den have Yoshimasa skabte ved Ginkaku-ji, sofistikeret som den var, forblev også ”udenfor” teceremonien. For bl.a. Shukõ skulle haven bruges med det formål at tilvejebringe en smagfuld baggrund for udførelsen af teceremonien inde i terummet. De fleste købmænd i byerne ville heller ikke have plads til en tehave, og ofte var haven blot en måde at tillade gæsterne at komme nærmere tehuset, uden at de skulle gå gennem selve huset. For de højtstående samuraier, daimyo’er og aristokaratiet var bekymringer om plads og omkostninger derimod ikke noget problem.

Tehaven – roji

Te-haven blev efterhånden designet til at komplementere ændringerne i måden at drikke te på. Haverne skød op i mange variationer, som reflekterede bredden af de samfundslag, der var involveret i opkomsten af den nye te kultur lige fra samurai- og købmandsresidenser til zen templer. I Rikyu’s vision var haven en integreret del af udførelsen af teceremonien, fra det øjeblik gæsten træder gennem indgangsporten til han løfter tebovlen for at drikke. Te-haven er som sådan ikke nogen have, men en korridor, der skal forberede gæsten til den mentale og spirituelle ro, der er nødvendig for te-ceremonien (cha-no-yu).

For Rikyu fik begrebet roji en særlig positiv værdi og blev symbol på den uberørte jord, hvor gæsten bliver spirituelt genfødt, mens han eller hun bevæger sig fra den verdslige verden til det tilbage­trukne rustikke tehus (souan cbashit-su). Rikyu satte en mindre klynge af bambus ind, hvorved der blev dan­net en sti samt et gærde af bambus. Meningen med sceneriet var, at det skulle illudere eneboeren, der lever i en simpel hytte i skovens tykning. Det simple og stilfærdige var idealet i Rikyu’s te stil. Det blev bedst udtrykt i en roji med upolerede trædesten, en enkelt stenlanterne og et lavt vandbassin til at rense sig. Jorden skulle helst være overstrøet med blade ligesom i en skov, så man ikke kunne se jorden. For at bevare den friske og rene fornemmelse skulle tehaven vandes, umiddelbart før gæsterne ankom. Denne form for æstetik kaldes wabi, som er en æstetik, der bl.a. finder det smukke og den åndelige dybde i det jævne og forarmede.

At spadsere gennem te-haven skal symbolsk føre gæsten fra det verdslige liv til den dybe afsondrethed, som kan findes i bjergenes skove. Traditionelt betyder roji gangsti eller passage, men te-mestrene gav ordet en ny og mere poetisk mening: “det duggede område” eller “den duggede sti” – et passende billede på ihvertfald Kyotos kølige og mosdækkede te-haver. Roji-niwa, sukiya-niwa eller chaniwa er andre navne der bruges for tehaven.

Der var ingen standard opbygning på haverne, men der var bestemte lighedspunkter som skabte den basale fysiske form. Te-haverne blev mest bygget i Kyoto og i de store handelsbyer og te-huset og te-haven blev oftest designet til at passe ind i et eksisterende åbent hjørne af huset og designet blev derfor naturligt en komprimeringens kunst. Mange te-haver er da også små. På Rikyuu’s tid var en roji almindeligvis udformet som ét rum eller enkelthave, også når der blev benyttet en slags midterport (chuumon). Enkelthaven blev gradvist udviklet til den dobbelte roji bestående af en ydre (soto) roji og en indre (uchi) roji. Futura Oribe, som var Rikyuu’s stedsøn, (1544-1615) tillægges almindeligvis udviklin­gen af den mere komplekse og sceniske tehave type.

I den typiske roji fra Edo perioden findes trædesten og stenbelagte stier (nobedan), der fører fra ventebænken (yoritsuki) og hele vejen til tehuset (chashitsu). Stenlanterner (tourou) er placeret rundt om i roji’en, lige­som et vandbassin arrangement (tsukubai), en mellemport samt trumf sten (yaku-ishi), der er place­ret på forskellige nøglesteder.

Roji’en – og dens vej

Vandringen gennem te-haven skal nedbryde forbindelsen med den ydre verden og haven er den korridor, der skal passeres for at forberede gæsten til den mentale og spirituelle ro, der er nødvendig for den te-ceremoni (cha-no-yo), der skal gennemføres i te rummet. Rejsen fra den ydre verden går gennem nogle tærskler, der skal frigøre gæsten fra dagligdagens bekymringer og lede ham eller hende ind i teens verden. Det sker både fysisk og symbolsk bl.a. ved forskellige porte og renselsesprocesser.

Nu findes der aldrig nogen lige vej til den dybere indsigt, og billedligt giver det sig udtryk i at vejen til te-huset aldrig er lige, den slynger sig ubemærket og stille gennem haverummet. Som gæst bliver vi ledt, eller nærmere ført igennem haven, enten ved hjælp af trædestiens anvisninger eller – ved de mere uformelle te-ceremonier – af værten, der henter os ved porten.

Trædesten – tobi-ishi

Trædestien er sammensat af flade sten, hvor hver sten er sat med velovervejet hensigt og omtanke. Trædestenene kaldes også nori-no-ishi, som betyder sten, der viser, hvor gæsten skal gå.

I Rikyu’s måde at lægge trædesten på definerede han formålet med trædestenene i tehaven som væ­rende 60 % praktisk begrundet. Mos og jordstier vil blive mudrede efter regnskyl og besværliggøre, om ikke umuliggøre, rejsen gennem tehaven. De sidste 40 % var begrundet i respekt for landskabet og handlede altså om det æstetiske udtryk. Futura Oribe definerede deri­mod trædestenene som værende 60 % for at fornøje gæsterne, altså æstetisk, og 40 % som henhørende under et praktisk formål.

Tehavens konkrete æstetik, afhænger altså også af den skole, som den konkrete have læner sig op ad. F.eks. er træde­stenene almindeligvis sat 6 cm. fra jorden i Rikyuu’s stil, men 5 cm, i Oribes stil og kun 3 cm. i Kobori Enshu’s stil. Man er dog enige om, at trædestenene skal leve en tilbagetrukken tilværelse, de må aldrig i kraft af deres form eller farve forstyrre gæsten på sin vej gennem haven.

I Chadou Kyuubunroku, en bog om teceremoni af af Fujimura Youke (1613-99), siges det, at der ikke må være en eneste sten, som ikke tjener noget praktisk formål, selv ikke for at danne et mønster. En sten på et sted, hvor den ikke tjener noget formål vil spirituelt set ikke kunne blive bragt ordentlig til live. Havens trædesten har som det ultimative mål at gøre mennesket opmærksom på en af dets mest basale aktiviteter – at gå. Det ligger i direkte forlængelse af Buddhas egen måde at meditere på, som indbefattede to faser: Den ene var at koncentrere sig om vejrtrækningen, når man sad. Den anden var at koncentrere sig om fodsålerne, når man gik. Med den tilgang knytter roji’en sig direkte til zen traditionen. Den ultimative måde at lægge verden bag sig er den fulde tilstedeværelse i nuet.

Gruppering og placering

Der er mange måder at arrangere trædestenene på. De mest almindelige er chokuuchi eller “lige linie,” niren’uchi eller “2 stens gruppen”, san-ren’uchi eller “3 stens gruppen”. Gorenuchi er en “femstens gruppe”, der er opbygget af de to forrige typer, shichi go san eller “7, 5, 3” sten mønster, shisan kuzushi er et “3 og 4 stens gruppe ” lagt i el zig-zag mønster, chidorigake er et alternativt zig-zag eller slingrende mønster, der er opkaldt efter fodaftrykket af den japanske søfugl chidori (præstekrave). Af andre mønstre kan lindes gankouuchi de “flyvende gæs (ganko) eller længere zig-zag mønster, konoha uchi eller faldende blade,” og tanzaku uchi eller den “aflange stengruppe. Når to og tre sten er sat på linie, og som modvægt med en anden gruppe af sten laver et større zig-zag mønster, kaldes møn­steret kariuchi eller “vilde gæs” fordi det minder om flugten af en flok gæs.

Roji’en – og dens vand

Vandet er et vigtigt element i alle japanske havetyper og også i te-haven. Vandet bliver dog brugt på en noget anden måde end i de øvrige havetyper. Vand, som den store dam eller den brusende flod, har intet med en roji at gøre. Vandet må nemlig ikke distrahere gæsten ved at være anmassende og påtrængende. I roji’en er vandet symbol på renhed og renselse. Vandet er ikke til stede i kraft af æstetik, men i kraft af sin symbolske værdi af renhed. Det fremgår både af værtens og gæstens handlinger. Inden gæsten ankommer, har værten vandet sine trædesten dels fordi stenene fremstår smukkest, når de er våde, men vigtigst fordi de fremstår rene. På samme måde er både haven og te-huset rengjort inden gæsten kommer. Gæsten selv udfører en rituelle renselsesproces ved tsukubaien, som er betegnelsen for arrangementer omkring vandstenen. Hænder og mund renses både fysisk som psykisk, så gæsten er parat til at drikke te med sin vært. I den buddhistiske tankegang er det sjælen, som derved er blevet renset for illusionens støv. Vandstenen, chozubachi, er placeret lavt, således at gæsten bliver nødt til at bøje sig i ærbødighed for at udføre renselsen. Skikken er taget fra shinto, hvor man renser sig i vand, før man træder ind i hellig­dommen for at tilbede guderne, traditionelt i form af et klart vandløb, kaldt mitarashi-gawa (floden for håndvaskning).

Roji’en – og dens beplantning

Når vandringen gennem roji’en skal være en stille vandring uden forstyrrende elementer – et haverum, hvor koncentrationen kan samles, har det selvfølgelig stor betydning for, hvordan roji’en beplantes. For ligesom vi ikke må distraheres af markante sten og rindende vand, således må vi heller ikke blive distraheret af træer og buske.

For at skabe en naturlig stemning af skov, består planterne i te-haven af en blanding af stedsegrønne træer og buske samt nogle få løvfældende træer – typisk acer. Blomstrende træer og buske bruges stort set ikke, men årstidens skiften kommer derimod til udtryk i løvets farver. Træerne er også med til kontrollere lysmængden i haven og til at skabe skyggevirkninger. Som modvægt til træerne, bruges stedsegrønne buske i kompositioner med særligt udvalgte sten. Bregner og småplanter er placeret så de giver en stemning af at have sået sig selv. Jorden er dækket af grøn mos, som er en naturligt forekommende vegetation i det fugtige Japan.

Futura Oribe sagde advarende: ”Ingen vil drømme om at forme eller beskære træer i rojien. At plante træer med grene og blade klippet i form eller med kunstigt bøjede grene vil ødelægge rojiens ånd”. Både Oribe og Rikyu afviste at benytte blomstrende træer. Rojihaven var ikke stedet til at udstille imponerende sten, sjældne planter eller gartnermæssig snilde. Summen af menneskelig indgriben måtte minimeres til det nødvendige. Rojihavens elementer blev derfor i høj grad funktionelt bestemt.

Beplantning i den ydre og indre have

Roji er sædvanligvis inddelt i to dele. Den ydre have, soto roji, som generelt er mere stenet og bunden mere sandet, og den er relativ lys og luftig, da beplantningen her er mere sparsom. Den indre have, uchi roji, er derimod mere grøn og giver ofte associationer til et skovområde. De enkelte sektioner i te-haven skal være afskærmet fra hinanden ved planter, hegn eller af bygningselementer, og ingen af havens elementer må virke anmassende. Fra den ydre have, hvor ventebænken befinder sig, må man eksempelvis ikke kunne skimte værten. Da haverne ofte er meget små, stiller det store krav til at få elementerne til at indgå i en helhed, men også til at få haven til at syne større end den faktisk er. Haven skal på den ene side virke tæt, men skal samtidig have den gennemsigtighed, der er karakteristisk for den japanske have.

Te-haven er altså ikke en have, der skal betragtes fra et bestemt punkt, men en have der skal understøtte gæstens vandring mod te-rummet og yde den rette baggrund for de rette tanker. Havens skønhed og æstetik skal også ses som en manifestation af værtens ånd og ærbødighed over for gæsten.

Te-huset – sukiya

Det var te-mestrene, som fik øje på skønheden i den anonyme arkitektur, og te-hus arkitekturen hentede megen inspiration fra jævne menneskers boliger, bl.a. bondehuset. Leret kom til sin ret og blev forfinet i det japanske hus, bl.a. også i farvetonerne. Te-huset, som her er skitseret, er baseret på idealet for et soh-an te-hus (egt. græshytte). Hvor man i bondehusene anvendte materialerne på en solid og fornuftig måde, blev de samme materialer forfinet i te-huset, samtidig med at man fastholdte den rustikke karakter.

Te-rummet – chashitsu

Sen-no-Rikyu foretrak det lille intime te-rum med kun to tatami-måtter, hvor det traditionelle te-rum består af 4 ½ måtte.  Tatami-måtten måler almindeligvis 1,8 x 0,9 meter. Lyset i te-rummet er dæmpet, da tagskæg og vinduer kun tillader få af solens stråler at passere. Farverne i rummet er diskret afstemte. Te-rummet er absolut tomt, bortset fra det, der midlertidigt er anbragt der, for at tilfredsstille en æstetisk stemning. De forskellige dekorationsgenstande udvælges så ingen farve eller mønster gentages.

Gæste indgangen – nijiri-guchi

Gæsteindgangen er en glidedør ca. 70 cm. høj og 60 cm. bred. Gæsten tvinges dermed til at lade sig glide ind i te-huset på hænder og fødder efter at have efterladt sit fodtøj på den forhøjede trædesten udenfor te-huset. Den symbolske mening er at demonstrere, at alle, der deltager i te-ceremonien, er lige, men samtidig også en måde, hvorpå der skabes distance til den ydre verdslige verden. Før samuraien i det gamle Japan kunne komme ind i te-rummet, måtte han lægge sine sværd fra sig på et stativ under taget. Samværet skulle foregå i en fredelig atmosfære, hvor man også undgik at tale om penge og andre verdslige ligegyldigheder.

Værtens indgange

Kyuji-guchi: Indgang fra værtens forberedelserum sker gennem en glidedør med papir, der er spændt ud over begge sider af en enkel træramme.

Sadoh-guchi: En todelt glidedør, der tillader værten at bringe større ting ind i te-rummet, hvilket er nødvendigt for nogle af te- ceremoniens stilarter.

Tokonoma

Den dekorative alkove er delvist skjult af en halvvæg, der er bygget ind i te-rummets væg. Halvvæggen har ingen funktion i sig selv. For enden af halvvæggen står en rustik træsøjle (toko-bashiraen). Det er en træstamme af en anden træsort end det øvrige træværk, og hvor kun barken er blevet fjernet. Stammen er eventuelt blevet poleret.

For at adskille tokonomaen fra gulvet er dens bund normalt hævet ca. 15 cm. På det fremkomne podie kan der ved te-ceremonien være placeret en enkel og smuk blomsterdekoration. Vasen placeres asymmetrisk så den ikke deler rummet i to halvdele. På tokonomaens bagvæg hænger der en billedrulle. Billedrullen vil afspejle årstiden i tekst eller i billede, men er der en blomsterdekoration i tokonomaen, vil billedrullen ikke gengive noget blomstermotiv.

Vinduer

Vinduerne i te-huset og deres placering havde både en praktisk og en symbolsk betydning. Dels var de placeret, så det rette lys faldt på det rette sted, dels symboliserede de f.eks. i antal eller form temaer fra den buddhistiske lære. Det kunne være ideen om de 6 øjne eller sanser, eller det runde vindue, der symboliserer sjælen. Sen-no-Rikuo begrænsede antallet af vinduer i te-huset. Han mente, at en dæmpet belysning uden distraktioner ude fra var mere befordrende for at koncentrere sindet.

Shitaji-mado: Vinduet på halvvæggen ved tokonomaen skal med det sammenflettede bambus fremstå, som var det en del væggens bindingværk. Et raffinement lånt fra de gamle lerklinede bondehuse, hvor man lod et område stå udækket, således at det sammenflettede bambus lod lyset komme ind.

Rinji-mado: Over gæsteindgangen (nijiri-guchi) er et langt retangulært vindue (rinji-mado) karakteristisk med bambusgitter (rinji) udvendig. I te-huset er vinduets bambus dog uafhængig af væggens netværk.

Ildstedet – ro

Det nedsænkede ildsted var almindelig i det japanske bondehus, hvor det var placeret midt i rummet, så man kunne sidde rundt om det. I te-huset blev ildstedet kun taget i brug i den kolde periode ellers var det dækket til, og der blev brugt et transportabel kulbækken (furo). Ildstedet eller kulbækkenets funktion er at opvarme kedlen (kama) med vandet til brug for te-ceremonien.

Vejen gennem tehaven

l basisdesignet for tehaven bliver gæsten ført fra indgangsporten til tehaven (rojimon eller rojiguchi) til den ydre ventebænk (soto koshikake). Den ydre port adskiller haven fra verdenen udenfor. Ved ventebænken har værten lagt nøglesten (yaku-ishi), det er sten, der hjælper gæsten gennem haven eller bruges til at sætte fokus på særlige elementer i havesceneriet. Ste­nene har navn efter deres placering eller deres særlige funktion. Ved ventebænken er der lagt flere sten: hovedgæstens sten (shokyaku), gæst nr. to’s sten (jikyaku), de øvrige gæsters sten (renkyaku) og medhjælperens sten (otsume), alt afhængig af antallet af gæster. Ved siden af ven­tebænken vil der være et toilet (shitabara setchin), der, til forskel fra det toilettet i den indre tehave, er til at bruge.

Mellemporten – chuumon

Fra ventebænken bevæger gæsterne sig ad den anviste trædesti og den særlige gangsti, nobedan, til mellemporten (nakamon eller chuumon). Er der flere mulige trædestier, vil værten have an­bragt en guidesten (sekimori-ishi), således at gæ­sten bliver ledt den korrekte vej. Ved mellem­porten er der, hvor man træder ind over mellem­porten (chuumon) lagt en “træde-over stenen” (norigoe-ishi). En særlig gæstesten (kyaku-ishi) er placeret før mellemporten og værtens sten (teishu-ishi) er placeret efter porten. Værtens og gæstens nøglesten ligger højere end de øvrige trædesten. Afhængig af designet på mellemporten kan værtsstenen og træde-over stenen være fordoblet eller kombineret til en større flad sten. Såfremt der er brugt en hængslet port til at skille den indre og ydre have er nori­goe-ishi stenen erstattet af en dørstopsten (tozuri-ishi).

Ved mellemporten byder værten sine gæster velkommen ved en ceremoni (mukae-tsuke). Mellemporten kan være konstrueret på flere måder, men den vil altid være simpel og enkel i sit udtryk. På begge sider af porten er der sat en beplantning, der danner en barriere eller hegn (ai-no-gaki).

Gangstien – nobedan

Det er her før mellemporten, at vi finder en nobe­dan, en særlig gangsti for tehaven. Nobedanen er i sin grundstruktur en rektangulær stensti, og den kan enten være ret eller kurvet. Den er konstrueret ved sammenlægning af et større antal mindre sten, men der kan benyttes forskellige typer af stenbelægning. Måden, de forskellige typer af sten er sammenføjet på, har betydning for den skønhed, en nobedan bliver tillagt. Nobedanen bliver til tider også kaldt for ishidatami – stentatami. Længden og bredden af nobedanen skal gøre det muligt for alle gæsterne til teceremonien, oftest 5, at kunne stå samlet, mens de bliver budt velkommen af værten. Nobeda­nen kan også findes andre steder i tehaven. Området mellem den ydre ventebænk og mellemporten kaldes soto (den ydre) roji, og området efter mellemporten er uchi (den indre) roji. Standarddesign med to haver kaldes niju roji, men der findes tehaver med flere haver.

Vandbassinet – tsukubai

Fra mellemporten bevæger gæsten sig frem mod tsukubaien, hvor gæsten vasker hænder og mund for at rense sin fysiske krop og sjæl før der trædes ind til teceremonien. Ordet tsukubai stammer fra “tsuku ban”, som betyder at læne sig for­over, og stenbassinet er netop pla­ceret så lavt, at man er nødt til at bøje sig for at bruge det. En sten med en udhuling fungerer som bassin, og en øse er anbragt til brug for gæ­sten. Vandet kan tilføres via et bambusrør fra en naturlig kilde, men kan også påfyldes af værten, før gæsten ankommer. Tsukubaien har i tehaven en veldefineret funktioon, og dermed også et veldefineret antal nøglesten: vandbassin stenen (chouzu-ishi), frontstenen (maeishi), lampestenen på venstre side (teshoke-ishi), som bruges til at oplyse tsukubaien ved om afte­nen, varmt-vand-spands-stenen på højre side (yoke-ishi), som er flad på toppen, hvor man om vinteren kan sætte kedlen med varmt vand. Kedel- stenen er lidt højere end lampestenen.

En stenlanterne (ishidoro) som regel af oribe typen, er som oftest placeret ved siden af tsukubaien.

Oprindelig blev der brugt stenlamper fra shinto shrines og buddhistiske templer, men senere ud­viklede temestrene deres egne lamper. Tehavens lamper har som regel ingen fod, men soklen er sat direkte ned i jorden, hvilket igen har at gøre med teceremoniens enkelhed. Der er sædvan­ligvis placeret stenlamper ved ventebænken, mellemporten, tsukubaien og ved sværdhylden.

Tehusets – chashitsu – nøglesten

Fra tsukubaien bevæger gæsterne sig hen til tehuset(chashitsu). Foran den lave indgang (nijiriguchi) er der lagt et antal nøglesten. Lige foran indgangen ligger en stor flad trædesten fumi-ishi, den kaldes også “den første sten” (ichiban-ishi). Når gæsten knæler, skal vedkom­mende være tæt på tehusets gulv, så stenen hjælper med at gøre entreen let. Højden af ste­nen afhænger derfor af højden på indgangen, som regel er den placeret 18 cm væk fra tehuset således at toppen er 36 cm under gulvets karm. Ved siden af fumi-ishi findes ochi-ishi eller “nedgangs stenen” som også kaldes “den anden sten” (niban-ishi), den er placeret 3 cm lavere end fumi-ishi. Nori-ishi eller “bjergstenen” er der “tredie sten” (sanban-ishi), den er 3 cm lavere end nori-ishi og er på højde med de almindelige trædesten.

Efter at have fået kaiseki, et måltid der serveres før den ceremonielle te, går gæsterne ud i roji’er igen. Til brug for denne mellempause er der op­ført endnu en ventebænk uchi koshikake, som er designet stort set som ventebænken i den ydre tehave.

Andre nøglesten – yaku-ishi

Nøglesten er placeret under sværdhylden (katanakake), ved affaldshullet chiriana, ved det ornamentale toilet sunasetchin (egt. sandtoilet) i den indre tehave (uchiroji) som symbolsk demonstrerer stedets renhed.

Herudover kan der findes

Monomi-ishi: landskabs-betragtnings-stenen. En sten fra hvilken tehuset og så godt som alle ele­menterne i tehaven kan ses. Den er sædvanligvis placeret mellem midterporten og tsukubaien, men kan nogle gange være placeret i den ydre tehave.

Kanekiki-ishi: lytte-til-en-klokke-sten, ligeledes nær ventebænken

Sute-ishi: smid-væk-stenen. En natursten som er sat på en tilsyneladende tilfældig måde for at skærpe havesceneriet. Den er placeret på et betydningsfuldt sted eller ved siden af trædesten.

Fumiwake-ishi, vendestenen, er en sten der bruges ved et skæringspunkt af stier. Den er sæd­vanligvis lidt større og højere end de øvrige sten. Nogle gange bruges tempelsten, garan ishi, men her er overfladen i samme højde som de øvrige trædesten. Når havestier deler sig i fire retninger, bruges der ikke en enkelt sten, men der sættes to sten, som sættes i to punkter.

Illustration:

1. H Hovedindgang til tehaven.
2. Den ydre ventebænk med hovedgæstens sten (l).gæstnr.2’ssten (2) og de øvrige gæsters sten samt medhjælperens sten (3).

1. Toilet med vandbassin (l).
2. Mellemport med dørstopsten eller “træde over sten” (1), gæstens sten (2) og værtens sten (3).
3. Nobedan.
4. Katsuga stenlanterne med ildtændingstenen (l)
5. Studererum med skoplaceringssten (l) og vandbassin (2).
6. Tsukubai med vandbassin sten en (l), frontstenen (2), lampestenen (3), varmt-vand-spand-ste­nen (4) og stenlanternen (5). I. Tehuset med l’ sten (l), 2’sten (2), bjergstenen eller den 3′ sten (3), sværdhylden med hæng-op stenen(4) og det symbolske affalds hul (5).
7. Ydre ventebænk med lytte-til-klokken sten (1).
8. Den indre haves ornamentale toilet med vand­bassin (1).
9. Landskabsbetragtningsstenen, M. Løvfældende træer, oftest ahorn.
10. Fyrretræ.

Eksempler:

Koto-in
Toji-in
Genkuen
Hogen-in
Seriryu-an
Hakaso Sonso