Tag: Kinesisk indflydelse

Paladshaven – shinden-zukuri teien

FAKTABOKS De mange hovedstæder For shinto religionen spiller rituel renhed en stor rolle, og der kræves særlige renselsesprocesser, når man har været i berøring med noget urent som affald, fødsel, blod og død. De kejserlige paladser blev derfor traditionelt genopbygget efter en regents død, og det nye samfund der groede op omkring paladset udviklede sig mere eller mindre tilfældigt. Efterhånden blev det en bekostelig affære med den voksende administration, særlig efter den fuldstændige omlægning til en kinesisk samfundsmodel, der blev sat i gang efter 604. Da hele landet kom under kejserens kontrol, besluttede man at finde et permanent sted for hovedstaden og kejserinde Gemmyo flyttede hovedstaden til Nara (Heijo-kyo) i 710, hvor den blev den femte hovedstad bygget indenfor 100 år. Det magtfulde præsteskab i Nara var dog ved at overtage tronen, og for at komme ud af præsteskabets kløer besluttede Kejser Kammu endnu en gang at flytte hovedstaden. Først til Nagaoka i 784, men da man troede at ondskab havde indtaget stedet, flyttede man i 794 hovedstaden lidt nordligere til Heian (Heian-kyo: ”Hovedstaden for fred og stilhed”), det nuværende Kyoto, som forbliver hovedstad frem til 1868. Med udnævnelsen af den første shogun i 1185 blev kejserens magt hurtigt indskrænket og statsadministrationen (Bakufu) blev flyttet til shogonatet i Kamakura (syd for det nuværende Tokyo) i 1185. Her forblev det frem til 1336, hvor magten blev flyttet tilbage til Kyoto, for i 1603 at blive flyttet Edo – det nuværende Tokyo – da Tokugawa Ieyasu fik etableret bakufu’en efter at have gjort en ende på borgerkrigen og samlet Japan med sejren ved Sekigahara i 1600. Edo udviklede sig hurtigt til en myldrende garnisons- og handelsby og passerede i 1721 1 million indbyggere. Efter den officielle åbning af Japan overfor især vestlig handel i 1854 og de efterfølgende uroligheder mod shogunatet flyttede Kejser Meiji (1852-1912) i 1868 hans hof og dermed hovedstaden til Edo og byen får navnet Tokyo, ”Den østlige hovedstad”. Tokyo har siden været Japans hovedstad.

Den kinesiske indflydelse

552 er bredt accepteret som året, hvor Japan for alvor begyndte at kopiere Kina’s meget forfinede kultur. Det var også året, hvor buddhismen officielt når Japan. Indflydelsen fra Kina var særdeles stor på alle områder af samfundslivet: statsadministration blev omdannet efter kinesisk konfuciansk system, den kinesiske kalender blev indført, skattesystemet og den økonomiske struktur, religion og kunst. Reformer, som hang sammen med en tæt forbindelse til det kinesiske hof i særdeleshed efter at Tang–dynastiet kom til magten i 618. I første halvdel af Heian perioden (794 -897) er arkitektur og havedesign en genfortolkning af kinesisk kultur. Indflydelsen stoppede dog brat i 894, 100 året efter grundlæggelsen af hovedstaden Heian, hvor Japan, kort før Tang dynastiets kollaps, afbrød alle diplomatiske og kulturelle forbindelser med Kina. I anden halvdel af Heian perioden (897 – 1185) foregik der en mere selvstændig tilpasning af den kinesiske kultur med bl.a. en friere og mere asymmetrisk byggestil.

Kinesisk kosmologi

Det var reglerne for den kinesiske kosmologi eller Feng Shui, der dikterede placering og geografisk orientering af Heian i landskabet. Det var bl.a. vigtigt, at samspillet mellem de 4 guder blev perfekt: Den blå drage, der symboliserer visdom og dannelse, den sorte landskildpadde, der skal give beskyttelse og sikkerhed, den røde Føniks fugl, der giver udsyn og overblik, og den hvide tiger, der med sin fysiske styrke kan forsvare os. Det var helt de samme regler, der styrede havernes opbygning i det kejserlige kompleks og i de adelige paladser. Reglerne for at overholde de kosmologiske regler var strenge. Det var ikke bare den enkeltes lykke og velfærd, men hele samfundets fremtid, der var afhængig af, om man havde gudernes gunst.

Paladshaven – shinden-zukuri teien

Den arkitektoniske stil, shinden-zukuri, som dominerede i Heian perioden, var stram og symmetrisk. Den er opkaldt efter hovedhallen, shinden, som lå i centrum af paladskomplekset. Komplekset var bygget op efter et ”armlæns design”. To åbne, men overdækkede korridorer, førte fra hovedhallen til to symmetriske sidehaller. Herfra ledte to overdækkede gangveje, sydvendt mod dammen, til en fiskepavillon, tsuridono, på den ene side og en forårspavillon, izumidono, på den anden side. Begge pavilloner stod lige ud til vandkanten. Halvvejs på den dækkede gangvej gav midterporte, watadono, adgang til den indre gårdsplads. I det kejserlige palads var der tillige en ceremoniel sydlig indgangsport.

De to overdækkede korridorer indesluttede sydhaven – nan-tei, som var anlagt som en stor åben og hvid grusplads, symbol på æstetisk og åndelig renhed. Da de tidlige kejsere både var religiøse og politiske herskere, var paladshaven reserveret til både religiøse og statslige formål. Når pladsen var tom, var det stedet for farverige hofritualer, og når den var hvid, dannede den plads for bl.a. religiøse danse. Der blev også afholdt mere verdslige aktiviteter som bl.a. bueskydning, hanekampe og poesikonkurrencer.

Søhaven – enchi

Efter pladsen og lidt spredt bevoksning kom den irregulære ofte oval formede sø, enchi, der kunne fylde halvdelen af haven. Senere i perioden blev denne del af haven udvidet med store damme. Vandet blev tilført fra en kanal, yarimizu, der løb ind fra nord øst, og som var udformet som et naturligt vandløb med sten og klipper. Dammen kunne have op til tre øer, nakajima, der var forbundet med broer, en buet bro, soribashi, på nord siden og en flad bro, hirabashi, på sydsiden. Øerne var symbol på det uberørte land fra den buddhistiske billedverden, og broerne blev symbol på, at frelse var mulig for alle.

Man spadserede ikke rundt i haven. Haven blev betragtet fra verandaen eller man sejlede rundt i søen i drage både. Når der blev holdt fester blev søen og øerne brugt som scener for de optrædende musikere. En meget populær fest hos hoffet og adelen var kyokusui no en: Det snoede vandløbs fest. Deltagerne blev oplinet på begge sider af havens snoede vandløb, hvor man komponerede digte over et årstidsbestemt tema, mens man forsøgte at indfange tynde kopper med risvin, der flød med strømmen.

Vandets løb var vigtig, hvilket fremgår af den formodentlig ældste havemanual Sakutei-ki skrevet i anden halvdel af det 11. årh.:

”For at være sikker på en god fremtid, må vandet flyde ind fra øst, passere under husets gulv og flyde ud sydvest. På denne måde vil vandet fra den blå drage vaske alle djævleånderne fra huset og haven og bære dem til den hvide tigre”.

Gårdspladshaven – tsubu niwa

I stærk kontrast til den formelle og ceremonielle sydhave, var der en smal indre gårdspladshave, tsubu niwa, som kunne findes mellem det lange rektangulære arrangement af bygninger nord for shinden-den. Intim i størrelsen med en uformel karakter og ofte blot beplantet med en enkelt plante eller planteart. De adelige damer, som havde rum ud til disse gårde, blev ofte kaldt ved de plantenavne, der dominerede disse gårdhaver. Nogle gange blev planterne også brugt som dekorativt motiv i rummene.

Paladser for tilbagetrukne herskere

Siden Nara tiden (645-784) var det almindeligt, at adelen byggede deres villaer og haver i udkanten af byen. Her kunne de slippe for byens indespærring i de urbane parceller, og de kunne designe deres huse og haver mere frit. Fra Heian periodens start var disse bebyggelser blevet kaldt rikyu – løsrevne paladser – eller sento-gosho – paladser for tilbagetrukne herskere.

Heian adelen var optaget af at efterligne dagens kinesiske mode, og de formede deres egen have, som i det kejserlige palads. Sydhaven havde dog ikke de tomme sandede overflader, de var forbundet med udvidede haver mod syd og udvidet med store damme med en eller flere øer forbundet med bue broer.

Ingen af disse haver har overlevet op til i dag, man der er fortsat eksempler på søhaver i forbindelse med buddhistiske templer, de såkaldte paradishaver (joudo teien). Shinden haverne blev ofte konverteret til paradishaver efter at deres ejer var død.

Senere i 1600 tallet fik de kejserlige villaer, som Katsura Rikyuu og Shugakuin Rikyuu, så vel som mange store daimyo haver, damme, som man kunne besejle, spadsere i eller blot betragte. På grund de mange funktioner var disse haver omhyggeligt designet med et antal udsigtspunkter, hvorfra beskueren visuelt kunne blive stimuleret.

Heian Shrine – Kyoto
Templet er bygget i 1895 for at fejre 1100 års dagen for Kyotos grundlæggelse. Bygningerne er kopier i 5/8 størrelse af det kejserlige palads i Heian-perioden. Den store have, der omgiver templet, har, selvom den også afspejler datidens smag, mange træk fra Heian perioden, og stilen på den kinesisk inspirerede bro – Taihei-kaku – refererer til Heian periodens karakteristiske vand pavilloner.

Paradishaverne – joudo teien
De tidlige buddhistiske templer fulgte stort set de verdslige modeller, men i templerne var den indre gårdsplads blottet for haver. Det begyndte at ændre sig i det 11. årh. med Fijuwara slægtens prinser. De nye templer søgte at efterligne shinden arkitekturen og ofte var templerne også aristokratiske shinden residenser, der var blevet konverteret. Tempelhaverne blev set som en repræsentation af det rene land – paradis. Et kendetegnet for paradishaverne er lotus dammen, som symboliserer lotusdammen i Amida Buddha’s vestlige paradis, hvor sjælene bliver genfødt. Hvor haverne ellers havde baggrund i adelens underholdning, fik de her en religiøs fremtræden.

Det Rene Land Skolen (Jōdoshū) var en japansk buddhistisk skole, grundlagt af Honen (1133-1212) i 1175. Ved at prædike, at frelsens eneste eksistens var et liv ude i fremtiden og et sted langt væk, tilskyndede han til en holdning af resignation, ligegyldighed og en længsel efter at flygte, en holdning der bredte sig i det japanske samfund i det 11. århundrede.

Opblomstring af kunsten

I stedet for at føre til en håbløs fiksering resulterede den verdslige kedsomhed og religiøse fortvivlelse i Heian perioden paradoksalt til en opblomstring af kunsten. Den skabte noget af det fineste poesi og noveller i japansk litteratur – f.eks. Genji Monogatari (Fortællingen om Genji) skrevet mellem år 1001 og 1020 – og nogle af de mest smukke skulpturer og haver. Poesi gennemstrømmede alle dele af det aristokratiske liv i perioden. Poesien var spækket med billede fra naturens verden på en måde, så de personlige følelser blev udtrykt gennem billeder fra naturen. De samme billeder, som blev brugt i poesien, blev også formidlet i haverne. Haverne var formodentlig mere udlagt som en samling af poetiske billeder end en sammenhængende komposition.

Byodo-in – Kyoto
Pragten i Heian visionen af paradis kan stadig glimtes i Uji udenfor Kyoto. Byodo-in – lighedens og upartiskhedens tempel – blev bygget i 1052 af Fujiwara no Yorimichi på bredden af Uji floden. Templet var centreret helt rundt om Hoo-do – den utrolige Phoenix hal. Inden i Phoenix hallen var en stor statue af Buddha. Efter de kosmologiske betragtninger skulle den vende mod øst, og hele komplekset var orienteret øst-vest. Fra historiske kilder vides det, at Buddha statuen blev tilbedt fra en platform i søen, og tilbederne vendte ansigtet mod vest, i den retning Amida Buddhas renhedens land efter overleveringen skulle ligge. Musikere ville spille fra dekorerede pramme der flød på vandet. Dammen har ændret form flere gange i dens historie, men har fortsat udfyldt sin originale funktion: at spejle den elegante symmetri i tempel arkitekturen i vandet.

Almindelige japanske betegnelser for haver og templer:

Shinto helligdom (shrine): jinja, jingu, taisha eller –gu.
Buddhistisk tempel (tera): -in eller –an betyder et mindre buddhistisk tempel, hvor -ji eller dera betyder et større tempel.
Hondo: hoved hallen i et tempelkompleks.
Have: Niwa, teien, -tei, -en.
Park: koen