Åbn indlæg

Sundhed og helbred i koi-dammen

Koi’ernes sundhed og velvære står de fleste koi-ejere stærkt på sinde, men udover at vandkvaliteten skal være i top og antallet af koi’er skal svare til dammens størrelse ved mange af os ganske lidt om emnet. Jeg selv er ingen undtagelse. Mine erfaringer er små – heldigvis -men det betyder samtidig, at når situationen opstår, er jeg og de fleste andre klædt vældig ringe på. Det er derfor det er så vigtigt at forebygge: går koi’erne i en dam med godt vand, får de det rette foder og tager vi iøvrigt vores forholdsregler gennem årstiderne, så vil koi’erne almindeligvis selv kunne helbrede og bekæmpe de parasitter og bakterier som uundgåeligt vil være i dammen. Det er når der opstår ubalance eller ændringer i vores mini-økosystem, at problemerne typisk opstår.

Ligesom med alle andre dyr, og mennesker med, er det vigtigt at kende den normale adfærd for derved at vide hvornår opmærksomheden skal øges og hvornår, der ingen tvivl er om, at der skal gøres noget aktivt.

Følgende iagttagelser kan være nyttige, men må ikke opfattes som endegyldige sandheder.

Adfærd og symptomer

Står på bunden
– og har problemer med balancen og hælder nogle gange til den ene side og har iøvrigt besvær med at svømme i mellemvandet eller overfladen.

Der er formodentlig tale om problemer med svømmeblæren sandsynligvis på grund af en bakteriel infektion (forkølelse). Nogle gange kan tilstanden afhjælpes ved at tage koi’en op i et behandlings bassin, med lavt vand, der er omkring 5 gr. C varmere end dammens vand.

Står på bunden
– men svømmer udmærket når den bliver forstyrret. Koi’en indtager føde, men ligger sig straks derefter på bunden

Koi’en er formodentligt angrebet af flukes i en grad, som har svækket den. Se under flukes.
Gisper i overfladen eller under vandfaldet.

Iltindholdet i vandet er muligvis faldet på grund af kraftigt ilsvind eller koi’erne er befængt med parasitter, som har angrebet gællerne.

Spiser ikke og er sløv
– flere koi’er svømmer i overfladen. Nye koi’er er fornylig blevet introduceret i dammen

White spot er en mulighed, selvom de ikke altid er synlige. Se White Spot

Stor udsondring af slim
– på samtlige koi’er, som samtidig er sløve og der er en let rødmen på kroppen

Grunden kan være nitrit, en gift i vandet eller grundet parasitter. En bakteriel sygdom, selvom den kan føre til rødmen, angriber næppe samtlige fisk, men kan selvfølgelig ikke udelukkes Er der tale om parasitangreb, vil der som regel være tale om et samspil af flere parasitter det kan være protozoiske parasitter som Ichthyobodo/costia, Trochodina og Chilodonella (alle tre udviser de samme symptomer som flukes, men forekommer typisk ved efteråret og frem til forår, dvs. ved lave temparaturer), men skinflukes (se denne) kan også være synderen ligesom white spot (se denne).
Saltkur kan anbefales.

Mælkeagtig skin/slim udsondring
– Der er tale om en overproduktiuon af slim. Er der tale om en etableret dam, hvor der ikke er blevet tilført nye fisk, er der formodentlig tale om spring i pH værdien. Når pH værdien springer holder koi’en sig til overfladen og får mælkeagtig skin og deres øjne kan blive hvidlige.

– Er der kommet nye fisk til dammen og pH værdien er stabil, kan der være tale om Ammoniak forbrænding eller måske parasitter. Se ovenfor.

Koi’erne svømmer uregelmæssigt for derefter at dykke uden at der er nogen umiddelbar indikator til grund herfor.
Højst sandsynlig findes årsagen i ammoniak eller gift i vandet.

 

Parasitter
Parasitter lever på eller inde i en anden organisme, værten, som er uundværlig for parasitten. Parasitten får sædvanligvis sin føde fra værten, hvilket kan give problemer for værten. Normalt vil parasitten ikke dræbe værten, kun såfremt der opstår ubalance hos værten hvilket i havedammen typisk skyldes dårlig pleje af dammen altså dårlig vandkvalitet..

Protozoer
En protozo er et et-cellet dyr. Enkelte kan ses med det blotte øje som white spot parasitten. De fleste typer af protozoer er fritlevende, men nogle af de 30.000 kendte arter lever parasitisk dvs. at de undervejs i deres livscyklus kræver en vært.

Flukes
Skind og gælle flukes
Symptomer: Koi’en gnider sig og slår slag i luften (flashing?). Gældefilamenterne er misfarvede. Finnerne er rødmende

Når en koi angribes af en parasit som flukes vil den miste sin appetit, blive inaktiv, flyde nær vandoverfladen og stille sig på bunden af dammen. Dette er de første faresignaler. Parasitten spredes fra hovedet til resten af kroppen og koi’en vil snart være dækket af skyer. Snart vil de nå gællerne og når de er inficerede, vil koi’en stille sig ved vandfaldet. Bliver der ikke grebet ind vil de øvrige koi’er blive inficeret.

Flukes findes hos alle koi’er og svarer til lopper hos hunde og katte. Raske fisk kan holde antallet af flukes nede på et minimum ved at gnide dem af eller ved at skylle vand kraftigt gennem gællerne, hvorved fluksen skylles væk. Det sidste ses ved at koi’en nærmest gaber. Er koi’en stresset eller på anden måde svækket (f.eks. på grund af dårlig vandkvalitet) er dens forsvarsevne nedsat og antallet af fluks kan derfor udvikle sig meget hurtigt. Særlig om foråret er flukes en géne, da den stigende vandtemperatur gør fluksen aktiv meget før end koi’en.

Der er to typer af flukes som er aktuelle i koidammen:
* Dactylogyrus eller gælle flukes. Den har to par øjne og bliver 1-2 mm lang. Dactylogyrusen lægger æg som udklækkes efter 4 dage ved 20C. Den frit svømmende larve skal finde en vært inden 6-8 timer for at overleve. Hannen har en kort levetid og dør kort efter den har befrugtet hunden som til gengæld kan leve op til 1-2 måneder på sin vært.

* Skin flukes eller gyrodactylus har ingen øjne og er 0,5-1 mm lange. Skin fluksen er hermafrodit og nye skin flukes udvikler sig inden i den voksne flukes og inden en dag efter fødslen kan den unge flukes producere nye flukes og derefter hver 5 – 10 dag. Indenfor 48 timer efter fødslen må den dog finde en vært, hvorefter den lever 12 – 15 dage på fisken ved 15 – 20C. En enkelt flukes kan føre til over 2000 flere flukes.
Begge typer af flukes har en række af kroge som de bruger til at holde sig fast i overfladen af koi’en samt til at bevæge sig rundt på koi’ens skin eller gæller. Da krogene laver små sår i koi’ens skin kan flukes som sideeffekt give anledning til bakterie infektioner f.eks. Koi Ulcer Disease.

Bekæmpelse: potasium permanganat er brugbar speciel som forebyggelse om foråret. Salt bekæmper de fleste parasitter.

White spot
Symptomer: Små hvide cyster eller kapsler på skin, finner og gæller. Hver kapsel kan blive op til 1mm bred. Den spreder sig hurtig og er koi’en stærkt angrebet kan det se ud som den er blevet strøet med sukker eller salt. Den angrebne koi vil gnubbe sig på dammens bund eller vægge, miste sin appetit, blive svag, svømme i overfladen for derefter at sætte sig på bunden. Ind imellem vil den svømme som om fanden var efter den. Når gællerne angribes vil den blive følsom overfor mangel på ilt og vil stille sig ved vandfaldet eller ved vandindførslen. Er koi’en endnu værre angrebet vil fisken afsondre store mængder af slim fra kroppens overflade og den bliver helt uklar. Selv store fisk dør af denne sygdom og det er vigtigt ikke at behandle den overfladisk.

Problemet skyldes parasitten Ichthyphthirius eller Ich. Den har en kompliceret livscyklus og spredes hurtigt gennem en fiskepopulation. De hvide spots/kapsler på skinnet er individuelle protozoer som er blevet indesluttet fiskens yderste skinlag og de ernærer sig ved kropsvæsker og celler. De modnes til de er omkring 1 mm i bredden og stødes ud af skinnet og falder væk fra fisken. Indenfor få timer fæstner de sig i dammen og indeslutter sig i en gelatine kapsel, hvor den begynder at dele sig i mere end 1000 smitsomme “sværmere” som bryder ud af kapslen. De skal for at overleve finde en vært inden 24 timer. Den komplette livscyklus tager 3 til 4 dage ved 21C og 4 uger ved 10C. Parasitten bliver ofte introduceret ved nye fisk, planter eller levende foder.

Bekæmpelse: malachite grønt eller kraftig saltkur

Krebsdyr (Crustaceer)
Der er beskrevet 20.000 arter af krebsdyr, hvoraf de 2.500 har tilpasset sig en parasistisk livsform på fisk.

Karpelus (eng. fish lice)
Fiskelusen Argulus foliaceus kan blive 10 mm i diameter og har en tydelig rund form og har to store runde sugeskiver på undersiden, der ligner øjne. Sugeskiverne er omdannede munddele som den suger sig fast på fisken med endvidere har den en stilet som den trænger ind i fiskens overhud med. Bag stilettet findes et mundrør, hvorigennem føden opsuges. Fiskelusen udskiller enzymer og gifte, der flyder gennem den hule stilet. Der kan derfor forekomme blødninger og/ eller røde mærker på værtsfisken, der hvor fiskelusen har spist. Parasitten kan således ud over den skadelige aktivitet overføre flagellater og bakterier til fisken og kan derfor også overføre sygdomme fra den ene fisk til den anden. Fiskelusen er udmærkede svømmere og forlader i perioder fiskens hud for at svømmer rundt i vandet, hvor den opsøger hårde vanddækkede genstande for at lægge ægklynger. Den voksne Argulus kan leve op til 15 dage uden kontakt med sin værtsfisk. Æggne lægges i få centimeter tynde tråde, hvor det første larvestadie af 6 gennemleves.

Symptomer: Den kraftige irritation som et kraftigt angreb afstedkommer får koi’erne til at gnubbe sig mod bassinvæggen og den kan også springe op af vandet. Røde læssioner kan opstå , hvor lusen har spist og som nævnt, kan der endvidere opstå infektioner.

Bekæmpelse: Trichlorofon (metrifonat) 0,25 ppm ved 3 behandlinger med 5 dages mellemrum, dimilin 2 ppm i en behandling og kinin-hydrochlorid 13,5 ppm. Fiske lusen vil falde af ved saltbehandling eller med behandling med potassium permanganat (50 – 70 ppm)

Gælleparasitten (eng. gill margots)

 

Åbn indlæg

Årets gang i koidammen

1. Forårsklargøring

Den kritiske årstid
Foråret er en særlig kritisk årstid, hvor dine koi’er kræver ekstra stor opmærksomhed. Foråret er temperaturmæssigt set en langsommelig affære specielt set fra dine koi’ers synsvinkel. Koi’en er koldblodig og har derfor en ringe evne til at holde en konstant legemstemperatur, selv om dens temperatur på grund muskelaktivitet typisk vil være 1C højere end dens omgivelser. Koi’ens immunsystem er mere eller mindre ude af funktion ved temperaturer under 10C. Parasitter og bakterier er til gengæld aktive ved lavere temperaturer og ved temperaturer på 10C begynder de at formere sig hurtigt. For koi’en skal temperaturen faktisk helt op på 18 – 25C for at dens immumsystemet fungerer optimalt. I begyndelsen af april kan vandtemperaturen under gunstige forhold snige sig op på 8C og gennem april og maj måned ligge mellem 8 – 10C alt efter hvor megen sol og læ din dam får. I varme perioder kan temperaturen svinge sig op på 12C eller mere, hvorefter en gang nattefrost kan få temperaturen til at falde igen.

Rensning af bassin
Om foråret skal bassinet renses for blade og andet organisk materiale, der gennem vinteren har ophobet sig op på bassinbunden. Selvom du har brugt net mod bladnedfald er der altid en forbløffende mængde blade i bassinet. Har du ikke fra starten installeret bunddræn vil det være en god ide at bruge en vakuumpumpe til oprensningen. Filteret kan også have godt af en gennemskylning, men brug kun dammens eget vand. Selvom filterets bakteriekulturer i princippet er levedygtig mellem 4 – 45C, er deres aktivitetsniveau på dette tidlige tidspunkt så lavt, at der ingen skade sker på det biologiske filter. Det er her du får gavn af din vandlås, der forhindrer tilbageløb af snavset vand. Har du haft droslet ned for vandgennemstrømning og/eller haft vandudtaget på et højere niveau i bassinet er det nu tid at normalisere forholdene, så det biologiske filter får optimal vandgennemstrømning. Når bassinet er renset bør du foretage et større vandskift på mindst 1/10 i forhold til normal vandstand. At tømme bassinet for overskydende regnvand ned til normal vandstand er ikke et vandskift.

Kaliumpermanganat
Herefter er det tilrådeligt at “desinficere” bassinvandet med en opløsning af kaliumpermanganat (eller potassiumpermanganat). Det er et iltningsmiddel, der ved berøring med organisk materiale frigiver ilt, hvorved der opnås en bakteriedræbende virkning. Kaliumpermanganat er et mørkviolet stof, som i en 3% opløsning har en rødviolet farve. Det har en længerevarende virkning end brintoverilte som de fleste kender og bruser ikke som dette. Til 8000 liter bassinvand skal du bruge 1/2 liter kaliumpermanganat i en 3% opløsning. I denne opløsning er præparatet uskadelig for dine fisk og sollyset neutraliserer langsomt stoffet. Denne kur skal gentages to gange med 5 dages mellemrum. Kaliumpermanganat kan fås på visse større apoteker, men skal typisk bestilles i forvejen. Kaliumpermanganat er særlig egnet til om foråret at bekæmpe skin- og gældeflukes.

Vær dog omhyggelig med dosseringen og husk at al ændring i koi’ernes miljø skal ske langsomt.

Opløsningen bruges også til at disinficere nyindkøbte vandplanter, dyp planten nogle minutter og skyld derefter med rindende vand.

Vandkvaliteten
Har du gennem vinteren haft lukket helt for vandgennemstrømningen til filteret, kan det være nødvendigt med tilsætning af frysetørrede filterbakterier for at reaktivere filteret hurtigst muligt. Følg brugsanvisningen. De fås også levende, men personligt foretrækker jeg de frysetørrede af hensyn til sikkerheden omkring ukendte bakterier.

Det er også nu, du skal sikre dig at dit testkit er i orden, for vandet skal testes med hensyn til pH, og når du starter med at fodre skal der regelmæssigt testes for ammoniak og nitrit. pH værdien skal ligge mellem 7 og 8, er den højere skal du have gang i pH sænkeren. Dette er vigtigt, da ammoniakken og nitriten er giftigere ved stigende pH værdi.

Fodring
Når vandtemperaturen stiger bliver koi’erne mere og mere aktive og de begynder at se sig om efter føde. Når vandtemperaturen har stabiliseret sig ved 8C, kan du begynde at fodre i ganske små doser med specialfoder, det samme foder som du brugte i det sene efterår, et lavprotein foder typisk med hvedekim, der fordøjes relativt hurtigt, så det ikke ligger i tarmen og forårsager diverse problemer. Vær forsigtig – det er jo karakteristisk for det danske forår, at der langt hen kan komme nattefrost, og er jorden ikke varmet op, kan vandets temperatur hurtigt falde nogle grader. For at være på den sikre side bør du vente til temperaturen stiger og stabiliserer sig ved 10C og derover, nu kan du bruge noget mere balanceret foder ofte markedsført som “staple” foder, du bør ikke bruge højprotein foder før vandtemperaturen når 15C. Hver påpasselig med at bruge foderrester fra sidste år, har det ikke ligget tørt nok, kan føderet være angrebet af svamp. Er sidste anvendelsesdag overskredet skal foderet selvfølgelig kasseres.

Kvælstofkredsløbet
Husk at kvælstofkredsløbet er en to-trins raket. Først omdannes ammoniakken til nitrit og herefter omdannes nitriten til det relativt uskadelige nitrat. Denne proces tager sin tid, idet de respektive bakterier, hhv. nitrosomer og nitrobachter, først skal formere sig som respons på den stigende koncentration af amminiak og nitrit. Derfor er det vigtigt at tilpasse fodringen til filterets aktuelle kapacitet samt regelmæssigt at teste for ammoniak og nitrit. Nye filtre skal bruge mere tid end et modent filter til at komme op på fuld kapacitet. Stiger nitritniveauet uacceptabelt meget kan det være nødvendigt med vandskift helt op til 1/3 pr. dag.

Altså

  • rens dammens bund for blade
  • gennemskyl filteret (specielt vigtigt hvis filterpumpen har været stoppet). Brug dammens eget vand og sikre dig mod tilbageløb
  • foretag vandskift på mindst 1/10 i forhold til normal vandstand
  • gennemfør en kaliumpermanganat kur med fem dages mellemrum (se ovenfor)
  • lad filteret køre på normalt niveau og tilsæt evt. bakteriekultur for hurtig opstart
  • ved brug af specialfoder kan du så småt starte fodringen ved 10 gr. C. Først ved stabil temperatur på over 15 gr. C bør du bruge almindelig foder
  • brug kun frisk foder
  • kontroller jævnligt for ammoniak og nitrit. Husk at giftigheden stiger ved forhøjet pH
  • kontroller jævnligt dine koi’ers adfærd

2. Overvintring

Vinterforberedelsen starter i det sene efterår:

Nedfaldne blade i dammen skal fjernes
Efterårets bladfald skal opsamles enten ved hjælp af et billigt fuglenet eller manuelt med fiskenet og de blødstænglede vandplanter skal skæres tilbage. Herved undgår du iltsvind, og at der udvikles giftige gasser under forrådnelsen af det organiske materiale. Bladene kan også indeholde bakterier, der kan være med til at svække koi’ernes almene helbredstilstand. Husk på, at de fleste bakterier er aktive helt ned til 2 gr.C. Det vil derfor også være en god ide at have foretaget et vandskift inden vinteren, skift f.eks. 1/10 del af vandet. Tjek også at PH værdien er acceptabel. Det er vigtigt, at vandkvaliteten er i top, når koi’erne går ind i vintersæsonen.

Fodring af dine koi’er
Gennem det tidlige efterår nedsættes mængden af foder, men der fodres til gengæld oftere, det er koi’ernes sidste chance for at blive fedet op til vinteren. Når vandets temperatur begynder at falde, tilpasses fodermængden, og ved temperaturer på mellem 10 og 8 grader skal fodringen helt været standset, typisk i sidste halvdel af oktober måned. Koi’ernes eget stofskifte begynder at ophøre ved disse temperaturer, og ufordøjet foder kan i værste fald gære i deres tarmsystem under vinterens dvaletilstand.

Undgå nedkøling af dammen
Når vandets temperatur når under 7 gr. C, begynder koi’erne at gå i dvale. I starten vil de krybe sammen med finnerne samlet ind til kroppen, hermed mindsker koi’en nemlig varmetabet fra finnernes net af blodårer. Mellem 2 gr. og 6 gr. C befinder koi’en sig i en dvaleagtig tilstand. Dens sanser som smags- og lugtesansen fungerer ikke, men den kan stadig se og vil reagere på forskellige stimuli. Temperaturer under 2 gr.C er kritiske for koi’en, da vandet her kan danne krystaller i gældemembranerne.

Det gælder derfor om at holde på vandets varme. Ved at lægge flamingoplader på ca. 75 % af vandspejlet vil du i høj grad mindske nedkølingen. Samtidig vil der stadig komme noget lys ned til evt. planter og alger, der også om vinteren producere ilt. Er din dam dyb nok, dvs. min. 1,5 meter, vil jordvarmen være med til at stabilisere temperaturen. Varmt vand vil normalt stige til overfladen, mens det kolde vand vil synke til bunds. Nu ved vi alle, at isen dannes oppe i vandspejlet. Det skyldes, at ved 4C er vands massefylde størst, hvorfor det varme vand vil synke til bunds og det kolde vil stige op. Samtidig er vand en dårlig varmeleder, hvilket igen betyder, at det kolde vand og isen vil fungere som et slags isoleringslag. Når der har lagt sig en iskappe på søen, kan du tappe noget af dammens vand, hvorved der dannes et isolerende lufttæppe mellem is og vand.

Husk luftpumpen
For at eventuelle gasser kan blive bortledt, også når isen lægger sig, skal du have en almindelig akvarie luftsten nedsat i din dam. Luftstenen vil normalt sikre et mindre isfrit område, den skal blot hænge i det øvre vandlag, således at der er ro på bunden, hvor dine koi’er ligger i dvale. Bruger du i forvejen luftsten i din dam, skal de enten slukkes eller hæves. Highblow luftpumpen er alt for kraftig til vinterbrug, i stedet kan du bruge en akvarie luftpumpe, men husk at den er beregnet til indendørs brug og skal derfor dækkes forsvarligt til ved brug udendørs. Pas på med kondensvandet i slangerne, slangerne bør evt. isoleres for at vandet ikke fryser til is. En fidus er at lede luften gennem en sort plastikflaske. Du kan også kombinere luftstenen med en isfrihætte.

Fryser hullet alligevel til, må du aldrig slå hul i isen. Trykbølgerne vil stresse koi’erne og kan risikere at dræbe dem. Smelt derimod isen med varmt vand, hvorefter du kan nedsænke luftstenen, som du måske glemte at få ned i tide!

Lad det biologiske filter køre hele vinteren
Du skal huske at slukke for vandfald og åløb, som vil være med til at nedkøle vandet unødigt. Filteret skal du til gengæld lade køre så længe, det er forsvarligt, dvs. at der ikke er fare for tilfrysning af slanger m.m. Er dit filter nedgravet vil det almindeligvis kunne køre vinteren igennem uden problemer, da du også her får glæde af jordvarmen. Kører dit filter vinteren igennem er det med til at sikre iltning af vandet, men vigtigere er det, at det biologiske filter starter hurtigere op om foråret, hvor du igen begynder at fodre dine koi’er. For ikke at skabe cirkulation i det varme vand bør vandindtaget så vidt muligt foregå i den øverste tredjedel af bassinet. Har du pumpen nede i dammen skal pumpen altså løftes op i den øverste tredjedel. Du kan derimod sagtens slukke for luftpumpen til filtermaterialet, bakteriekulturen er minimal og koldt vand indeholder relativt mere ilt end varmt vand. For at mindske vandets omrøring kan du evt. nedsætte cirkulationshastigheden af vandet.

Altså

  • rens dammen for nedfaldne blade
  • sørg for isfrit område med luftsten
  • nedsæt vandets afkøling ved udlægning af flamingoplader
  • lad så vidt muligt filtersystemet køre vinteren igennem

Go’ vinter til dig og dine koier.

Rul til toppen