Oversigt over Kyotos haver: Ohara
Listen dækker absolut ikke alle templer og haver i Kyoto, men formentlig et udsnit af de vigtigste haver. Der er angivet årstal ud for de haver, jeg selv har besøgt. Oversigten er udarbejdet i 2005. Så praktiske oplysninger skal tages med forbehold. (NB: Billeder mangler pt.)
Ohara
Ohara: 10 km nord for Kyoto
ca.1 times bustur fra Kyoto station.
Siden gammel tid har Ohara, en stille landsby, blevet betragtet som et helligt sted af Jodo-skolens tilhængere. Regionen giver et glimt af det gamle Japan, sammen med sine maleriske templer: Sanzen-in Tempel, Jakko-in Convent og adskillige andre fine templer. Det er mest populært i efteråret, når acerne eller ahorntræerne skifter farver og bjerg-view’et er imponerende. Undgå området fra sidst i oktober til midt i november i week-enden, da området vil være overrendt. Her laves også håndlavet papir samt farvning af uldgarn.
Japanesewiki skriver bl.a. om Ohara at det er navnet på et lille bassin beliggende i opstrømsregionen Takano-gawa-floden ved den vestlige fod af Mt. Hiei i den nordøstlige del af Sakyo Ward.
Ohara blomstrede som et udvekslingssted på Wakasa Kaido vejen, der forbandt Heian-kyo (Kyoto) og Wakasa Bay. Da Ohara lå tæt ved Enryaku-ji-templet, blev der bygget mange templer af Tendai-sekten, såsom Shorin-in-templet og Raigo-in-templet (Sakyo Ward, Kyoto City), Sanzen-in-templet, Jakko-in-templet osv.
Ohara blev også brugt som en flugtvej fra Kyoto i tider med krig og politiske stridigheder, og siden oldtiden var den også kendt som et sted, hvor man kunne gå ind i det buddhistiske præstedømme eller trække sig tilbage fra samfundet.
Senere blev Ohara kendt som et sted, hvor der blev produceret brænde og trækul, som Oharame (kvinderne i Ohara) gik til Kyoto for at sælge. Ohara blev efterfølgende også kendt for specielle produkter som shibazuke (hakkede saltede syltede grøntsager), te og hvedemel.
I den tidlig-moderne periode bestod Ohara-go forstæden af 12 landsbyer, men i 1883 fusionerede de otte centrale landsbyer til landsbyen ‘Ohara-mura’, og da by-byområde-landsby-systemet blev vedtaget i 1889, blev de resterende fire landsbyer fusioneret til Ohara Village, Otagi District. På det tidspunkt fortsatte de 12 tidligere landsbyer som bosættelser, og Kochidani blev efterfølgende adskilt for at danne en 13. bosættelse. I 1949 blev Ohara Village indlemmet i Kyoto Bys Sakyo Ward, og de 13 bosættelser blev hver udpeget til koaza (mindre administrativ enhed i en landsby) ved navn ‘Ohara XX-cho.’
I 1949 blev Ohara Village indarbejdet i Kyoto Citys Sakyo Ward
Varme kilder – Onsen
I 2004 fandt boring sted i Ohara, der gjorde det muligt for byens ryokan (japanske kroer) at få adgang til varmt kildevand fra over en kilometer dybt inde i jorden. Der er to ryokaner nær Jakkoin og en nær Sanzenin, hvor besøgende kan overnatte og nyde varme kilder vandbad efter en dag med sightseeing. For rejsende med mindre tid er badene også åbne for dagsrejsende i kombinerede frokost- og badesæt.
Ohara Hotsprings Minshuku Oohara-no-sato
Beliggenhed: 31 Kusao-cyo Ohara Sakyo-ku Kyoto, 601-1248, Japan
Adgang: Gå på en Kyoto-bus til Ohara i bugt C – 3 i busterminalen foran JR Kyoto station.
Ca. 12 minutters gang fra “Ohara”, det sidste stop efter en 60-minutters bustur.
En-dags besøg / overnatning Denne facilitet kan bruges til både endagsbesøg og overnatninger.
Priser: En nat, inklusive to måltider: Fra 9.700 yen (skat inkluderet / eksklusive badeafgift) Dagtursbesøgende: Fra 1.000 yen (skat inkluderet)
Stedet har fremstillet miso i mere end 100 år. Kyo-yasai (specifikt certificerede grøntsagssorter dyrket i Kyoto) dyrket i egen køkkenhave, og “Kyo aka jidori”, et lokalt kyllingemærke, bruges til “Miso-nabe”, den lokale specialitet, der stammer fra kroen og er skabt ved hjælp af egen fermenteret miso. “Shio Nama Sansho Shabu Shabu” (shabu-shabu hot pot krydret med saltet japansk peber), som “Kyoto Beef”, og “Sansho Botan-nabe” (vildsvin hot pot krydret med peber).
Hvordan kommer du til Ohara?
Fra Kyoto Station er den hurtigste måde at nå Ohara på at tage Karasuma Subway Line til sin terminalstation Kokusaikaikan (20 minutter, 290 yen) og derefter Kyoto Bus nummer 19 til Ohara (20 minutter, 360 yen, hvert 40. minut). Alternativt giver Kyoto Bus nummer 17 en direkte forbindelse fra Kyoto Station til Ohara (60 minutter, 560 yen, hvert 20. minut) via Shijo-Kawaramachi (45 minutter, 530 yen). Busturene er ikke dækket af 1-dags buskort.
Oversigt over haver i Ohara
- Sanzen-in Tempel.
Te-have. Gårdhave. Vandringshave. Mest fotograferede Set 2023 - Raigo-in
- Otonashi no Taki vandfaldet
- Shorin-in Tempel.
Stråtækt bygning set udefra. Set - Jikko-in Tempel. (subtempel til Shorinin)
Te-have. Vinterblomstrende kirsebærtræer. Set 2023 - Hosen-in Tempel.
700 år gammelt fyrretræ. Set 2023 - Jakko-in
Sanzen-in Tempel
Tehave, gårdhave og vandringshave.
Anlagt: Edo.
Kyoto NØ – Ohara
Kyotokort B-1
Beliggenhed: 540 Raigoin-cho, Ohara, Sakyo-ku, Kyoto, zip:601-1242
Adgang: Med bus: Ca. 1 time på rute 17-bussen, der er bundet til Ohara, der afgår fra Kyoto Bus Stop C3, der ligger foran Central Gate Entrance på Kyoto Station. Med metro: Skift til metroen (Karasuma Line) og stå af ved Kokusaikaikan Station 23 minutter med Kyoto Bus bundet til “Ohara, Kodeishi”, der afgår fra busstoppested 3 foran Kokusaikaikan Station.
Templet ligger ca. 10 minutters gang fra busstoppestedet Ohara til Sanzen-in.
For at komme til Sansen-in, følg signaturer vest for Ohara hoved-bussted op ad bakken / bjerget forbi en lang arkade af forskellige boder. Indgangen er til venstre efter du er nået toppen.
Offentlig: 9-17 (700 Yen)
Set: 2023
Sanzen-in Temple blev oprindeligt etableret i 784 som en eremitage for Saicho (767-822) eller Dengyo Daishi, da han grundlagde Enryakuji Temple på Mt. Hiei, Shiga Prefecture. Han blev betragtet som en af de største buddhistiske patriarker. Templet, også kendt som Kajii Monzeki eller Nashimoto Monzeki, er et af de fem Tendai Monzeki-templer, og nogle medlemmer af den kejserlige familie var tilknyttet templet gennem hele dets historie. Blev officielt navngivet Sanzen-in i 1871.
Brochure på engelsk kan downloades HER
Sanzenin blev grundlagt af munken Saicho, der introducerede Tendai-buddhismen til Japan i 804. Sanzenin er et monzeki-tempel, et tempel med buddhistiske præster af aristokratisk eller kejserlig slægt. Et eksempel på et monzeki-tempel i Kyoto er Daikaku-ji.
Efter at være kommet ind i templet gennem hovedporten, passerer besøgende til Sanzenin gennem en række forbundne tempelbygninger. Den første store bygning er Kyakuden (gæstesal), der viser værker af japansk kalligrafi og malerier på skydedørene (fusuma). Bygningen åbner op mod Shuheki-en haven, en traditionel japansk have, der har en lille dam og en bakke med bla. en stenpagode.
Forbundet med Kyakuden ved en korridor viser Shinden (hovedhallen) statuer af tre buddhistiske guddomme, hvor den centrale figur af Amida Buddha flankeres af ledsagerne Kannon og Fudo Myoo. Fra Shinden kan besøgende nyde udsigten over Sanzenin-templet.
Efter at have beundret udsigten fra Shinden, går den besøgende gennem moshaven. En rolig atmosfære gennemsyrer haven, og der er en række morsomme Jizu stenstatuer, der kigger op fra mosset. Jizo Bodhisattva er en guddom, der beskytter børn og jorden og er et symbol på fred.
Ojo Gokuraku-in Hallen ligger midt i moshaven og er den ældste tempelbygning i Sanzenin. Ifølge tempellegenden blev hallen bygget af præsten, Eshin Sozu (Genshin) i 986 sammen med hans søster Anyo-ni, som et mindesmærke for deres døde forældres sjæle. Eshin Sozu, er kendt for skriftet, Ojo-yoshu, og er krediteret for at perfektionere Tendai-Jodo-sekten. Formen på loftet i hallen var designet som skroget af et skib for at kunne rumme Amitabha Trinity (en national skat), som var højere end selve hallen. Loftet dekoreret med fuldfarvede skildringer af bodhisattvaer og himmelske jomfruer, der flyver i himlen. Her findes ligeledes en statue af Amitabha, der sidder og tilbyder Raigo-in (velkomsthåndbevægelse) i midten, sammen med to guddomme, Kanzeon på den ene side og Seishi på den anden.
Kannon-do huser en 3 meter høj gylden figur af Kannon, som menes at være en Bodhisattva med den åndelige kraft til at reagere på besøgendes ønsker. På begge sider af Kannon, der er mindre billeder af Kannon, som var dedikationer fra mennesker, hvis ønsker blev opfyldt.
På grund af sin status som vandguddom var Benzaiten også forbundet med nāgaer, drager og slanger. Over tid blev Benzaiten identificeret med den japanske slange kami Ugajin. Hun blev også identificeret med kami Ichikishima-hime. Benzaiten blev også adopteret som en kvindelig kami i Shinto, med navnet Ichikishima-hime-no-mikoto. Denne kami er en af tre kami, der menes at være døtre af solgudinden Amaterasu, forfædre til den kejserlige familie.
I japansk kunst er Benzaiten ofte afbildet med en biwa (en traditionel japansk lut), hun kan også blive portrætteret med et sværd og en ønskegivende juvel (cintāmaṇi). En ikonografisk formel, der viser Benzaiten med otte arme, der holder en række våben (baseret på Golden Light Sutra), menes at stamme fra Durgas ikonografi. Som Uga Benzaiten kan hun også blive vist med Ugajin (en hvid slange med menneskehoved) over hovedet. Endelig er hun også portrætteret (omend sjældent) med hovedet af en slange eller en drage.
Raigo-in Tempel
Otonashi no Taki vandfaldet, det Lydløse vandfald. Anlagt: 12. årh
Beliggenhed: Raigo-in 537 Ohararaigoin-cho Sakyo-ku, Kyoto Kyoto præfektur 601-1242
Kyoto Bybus⇒ Rute 17⇒ Ōhara busstoppested⇒ 20 minutters gang
Ligger næsten ved siden af Raigo-in er Jorenge Temple, et Tendai sekt tempel og sub-tempel Sanzen-in.
Offentlig: 9 – 17. Ingen lukkedage (400 Yen)
Et af de mange Tendai templer i Ohara, men som ligger lidt fjernt fra de øvrige templer, men tilbyder et fredeligt fristed. Omkring 200 meter langs stien gennem skoven finder du Otonashi no Taki-vandfaldet, det lydløse vandfald, det siges at være blevet gengivet uden lyd, når lyden af vandet smeltet sammen med shomyo chanting af Ryonin. Grundlagt som en dōjō, hvor munke praktiserede shōmyō buddhistisk chanting. Den musikalsk tilbedelse har haft stor indflydelse på japansk folkemusik: Minyo. Hver søndag fra kl. 13 kan man se munkene messe her.
Efter gentagne ødelæggelser ved brande er det nuværende tempel genopbygget i perioden 1532 til 1555.
En tre-etagers stenpagode betragtes som Ryonins grav. Ryonin genoplivede templet i det 12. århundrede.
Raigō-ins hovedhal er hjemsted for tre statuer i en triade: Medicine Buddha Yakushi Nyorai, Amida Buddha og Gautama Buddha (Shakyamuni). Træstatuerne blev udført i Fujiwara-perioden (894 – 1185)
Otonashi no Taki vandfaldet
Fortsætter man lidt op ad bjerget kan man se Otonashi no Taki vandfaldet, det Lydløse vandfald. Vejen op til vandfaldet er med smuldrende trapper og tårnhøje træer på begge sider. Når man nærmer sig, kan man høre at vandfaldet ikke er helt stille, trods dets navn. Fortællingen hedder, at en præst ved et nærliggende tempel, der var berømt som træningssted for buddhistisk sang, blev irriteret over lyden af vandfaldet, der blandede sig i deres studier og beordrede vandfaldet til at være stille. Det fortælles, at det virkede, så måske kommer al den lyd fra vandet, der rammer klipperne og ikke selve vandstrømmen. Vandfaldet falder ud over klipperne i 3 eller 4 meters højde.
Shorin-in Tempel
Beliggenhed: 187 Ohara Shorincho, Sakyo-ku, 601-1241
100 meter til venstre for Sanzen-in
Kyoto City Bus⇒ Route 17⇒ Ōhara Bus Stop⇒ 10-15 minutes walking
Offentlig: 9-16.30 (300 Yen)
Set: 2023
Den eneste bygning, der står tilbage på området, hovedhallen ved Shōrin-in, blev rekonstrueret i 1778 og huser det vigtigste billede for tilbedelse, en stor statue af Amida Buddha. Den er synlig udefra gennem hallens centrale indgang, og skinner af guld mens den vinker de besøgende langs stien mod templet. Her findes også imponerende træudskæringer af fugle- og blomster. Templet har også Fugen Bosatsu der sidder overskrævs på en forvitret hvid elefant og bønnetavlen til Gō-hime (Oeyo), de stridende staters periodeprinsesse og mor til den tredje Tokugawa Shogun.
Shorin-in blev grundlagt af munken Jakugen i 1013, en tilhænger af Tendai-munken Ennin (794-864), posthumt kendt som Jikaku Daishi. Det var Ennin, der introducerede de buddhistiske salmer og chanting kendt som shomyo til Japan efter sit besøg i Kina fra 838-847. Da han vendte tilbage, blev Ennin den tredje abbed i Enryakuji-templet på det nærliggende Mt. Hiei.
Med etableringen af Shorin-in, Hosen-in, Jikko-in og senere Raigo-in blev Ohara centrum for shomyo i Japan, og abbederne i disse templer har dedikeret sig til at udforske og udvikle det.
Shōrin-ins formelle navn er Gyozan Ōhara-dera. Selvom Shōrin-in ofte overses da ydersiden af hovedhallen let kan ses uden at gå ind på området, indeholder dette tempel nogle smukke buddhistiske statuer inden for sin enkle hovedhal genopbygget i 1778.
Det var almindeligt, at munke dengang mødtes og diskuterede filosofiske punkter i buddhistisk lov. I 1186 havde Kenshin, en Tendai-munk, der levede i afsondrethed i Ōhara, opfordret Hōnen, (som senere skulle grundlægge ren land buddhisme), til at diskutere fordelene ved nenbutsu-praksis, der lovede frelse til det rene land Amitabha, til dem, der blot påkaldte sig guddommeligheden i oprigtighed. Shorin-in var vært for dette møde hvor Kenshin og andre Tendai-lærde samt Ōhara-præster udspurgte Hōnen om skrifterne og støtten til nenbutsu i en hel dag. Grebet af lidenskab skulle Kenshin have fået alle til at synge nenbutsu i hvad overleveringen fortæller i tre dage og tre nætter.
Jikko-in (subtempel til Shorin-in)
Te-have. Med kirsebærtræer, der blomstrer om efteråret
Beliggenhed: Kyoto Kyoutoshi Sakyou-ku Oharashourininchou 187
50 meter nord for Sanzen-in, Ohara
Offentlig: 9-16 (500 Yen)
Set: 2023
Jikkō-in, subtempel til Shorin-in, er et lille tempel beliggende nær det store Sanzen-in i Ōhara. Ved besøget er inkluderet en kop grøn te med tilbehør, der indtages mens man kigger ud over haven eller ser nærmere på de instrumenter, der bruges i shōmyō. Shōmyō er en særlig stil af japansk buddhistisk sang, der hovedsageligt bruges i Tendai- og Shingon-sekterne.
Jikko-in blev opført i 1013 af munken Jakugen og blev flyttet til sin nuværende placering i 1919. Oprindelige var templet placeret nær Ohara-mausoleet, hvor gravene til kejser Go-Toba og Juntoku befinder sig. Kyakuden (gæstehallen), som man kommer ind ad, blev opført i 1920.
Haven på den sydlige side af Kyakuden kaldes “Keishin-en” og blev anlagt i den sene Edo-periode. Det er en damhave centreret omkring Shinji-ike dammen, der får sit vand fra Ritsugawa-floden. Dammen sammenlignes med Sanzu-floden og bjergene på den modsatte bred repræsenterer paradis, Pure Land, med trimmede og arrangerede planter og træer.
Haven på den vestlige side af gæstehallen var tidligere en del af Rikakuin-templets område. Siden fusionen med Jikko-in har successive abbeder skabt og vedligeholdt haven den dag i dag. Haven har en åben atmosfære med Oharas bjerge som et lånt landskab. Kirsebærtræet “Fudanzakura” som var plantet i midten af haven er en meget sjælden sort. Den blomstrer fra det tidlige efterår til om foråret. Om efteråret kan besøgende derfor nyde kirsebærblomster og efterårsblade på samme tid. Selv i den kolde vinter kan sne og kirsebærblomster nydes på samme tid.
Hosen-in Tempel
Beliggenhed: 187, Ohara Shorinincho, Sakyo-ku Kyoto-shi, Kyoto, 601-1241
Lige neden for Shorin-in-indgangen mod vest.
10 minutters gang fra Ohara busstoppested med bybus #17 og #18 fra JR Kyoto Station
Offentlig: 9-17
Set: 2023
Hōsen-in fungerede oprindeligt som præstekvarter for det nærliggende Tendai-sekt tempel Shōrin-in, opført i 1013, som var kendt for sin praksis med musikalsk buddhistisk chanting kendt som shōmyō. Dens nuværende arkitektoniske stil dateres til Muromachi-perioden, de eksisterende bygninger, menes at være blevet rekonstrueret i Edo-perioden.
Den første have du møder er en lille vandhave.
Når vi kommer ind i hovedhallen, hvor vi også får vores matcha te med sødt tilbehør præsenteres vi for et 700 år gammelt 5 nåle fyrretræ, som er symbolet for Hosen-in. Fyrretræet er berømt for sin form, der ligner Mount Fuji og dets nåle. I den anden ende af tatami rummet er der udsigt ud over dalen.
Man skal bemærke loftet med de blodige træplader. Det blodbestænkede Chi Tenjo træloft er minder fra Fushimi-jo, konstrueret ved hjælp af de olieagtige, blodige gulvbrædder efter et stort rituelt selvmord fandt sted for at pacificere de fortabte sjæle. Bagggrunden var et slag på borgen Fushimi, hvor Torii Mototada forsvarede fæstningen gennem elleve dages belejring mod en overlegen styrke for at købe tid til sin herre Tokugawa Ieyasu så han kunne samle sine styrker. I undertal og ved at miste slottet samledes Torii og hans resterende soldater i hovedbygningen og begik rituelt selvmord i stedet for at blive fanget af fjenden.
To stykker bambus engawa stikker op fra verandaen ved siden af en tsukubai. Når man placerer sit ører ned ved bambusrøret kan man høre beroligende lyde genereret af en suikinkutsu, – en keramisk gryde.
Jakko-in
Beliggenhed: 676 Kusao-cho Ohara Sakyo-ku
Jakkoin-templet ligger nord for Kyoto og kan nås med tog fra Kyoto Station og derefter en busstur og en gåtur eller taxatur. For at komme til Ohara fra Kyoto Station skal du tage Keihan-linjen til Demachiyanagi Station. Derefter kan du tage bus nummer 17 til Ohara, som ligger 40 minutters kørsel derfra. Når du er der, er det 15 minutters gang vest til Jakkoin.
NB: Jakko-in ligger på den modsatte side af Ohara Bus stop end Sanzen-in og de øvrige templer.
Offentlig: 9-17 (600 Yen)
Jakko-in-templet, grundlagt i 594, er et tempel med en lang historie. Beliggende nord for Kyoto ved landsbyen Ohara, er templet afsondret og grundene er meget stille. Slidte stentrin fører mellem en bevoksning af gamle, tykke træer på vej til hovedporten. En lille duft af melankoli, gennemsyrer stedet, hvilket kan forklares ved sin andel i en trist historie.
Templet er berømt for sin rolle i historien om kejserinde Dowager Kenrei Mon’in, der blev reddet fra døden ved drukning, men mistede sit barn og hele sin nærmeste familie, da en søkamp mod en rival førte til ødelæggelsen af hele hendes klan i 1185. Enke og frataget alt, hvad hun engang havde ejet, tilbragte hun resten af sit liv i Jakko-in-templet i en tilstand af dyb ensomhed og bad for den afdødes sjæle. Hendes rester er begravet på grunden.
Jakko-in-templet var hjemsted for en dyrebar statue af Jizo, børnenes beskytter, og haven havde også et 700 år gammelt træ stående. Desværre gik begge disse tabt, da hovedbygningen brændte ned ved en brandstiftelse i 2000. Efter fem år blev templet genopbygget (2005) med en replika statue. I en parallel til historien om Kenrei Mon’in fortsætter templet og dets have med at overleve, selvom meget, den havde kært, er gået tabt.
På grunden er der flere små haver med damme, kirsebærtræer, mos og bjergtræer samt en stor jernlanterne doneret af Toyotomi Hideyoshi, da hans konkubine Yodogimi fik templet restaureret i 1600-tallet. Stien, der fører op til hovedhallen, er særlig smuk.
Templet og dets have er anlagt i Kamakura tiden. I haven findes et vandfald, der løber i adskillige etager og ned i en lille dam, som reflekterer de omkringstående ahorntræer. Jakko-in er mest kendt for sine efterårsfarver.