Kategori: Havetyper

Gårdhaven – tsubo niwa 坪庭/壷庭

Gårdhaven – tsubo niwa 坪庭/壷庭

Gårdhaven eller tsubuniwa’en har mere end nogen anden havetype været influeret af arkitektur og byplaner. Haven kan karakteriseres som en indelukket have i et hus eller i et tempel, hvor den har udfoldet sig på et relativt lille areal, afsondret fra den yde verden.

Begrebet tsubo

Betydningen af ordet er ikke entydig og deri ligger indirekte en fortolkning af haven. I nyere tid skrives tsubo med det kinesiske skrifttegn坪, som refererer til målet af et areal på ca. 3,3 m², der svarer til arealet af to tatami måtter. Almindeligvis er tsubo måleenheden for huse og ejendomme med undtagelse landejendomme. Nogle tsuboniwaer har en størrelse på en tsubo, nogle er mindre, mens de fleste er noget større, men dog stadig en lille have.

Især tidligere blev der brugt et andet kinesisk skrifttegn, som var tegnet for et særligt kar i keramik, der blev brugt i kinesisk mystik til meditation. Med dette tegn kommer der en tredimensionel dimension i haverummet. Et haverum, som dels er omsluttet af husets vægge, men samtidig har en øvre kant, der dannes af husets beskyttende træudhæng.

En tredje måde at skrive tsubo på, er tegnet for den livsenergi ki  気 (på kinesisk chi) som gennemstrømmer alt. Ifølge denne tankegang findes der i den menneskelige krop energistrømme svarende til vores nervesystem. Langs energilinierne findes der særlige punkter, der kan genetablere energistrømmen, en viden der bl.a. udnyttes i akupunktur og i fingertryksmassagen (shiatsu). På japansk kaldes energipunkterne tsubo. Som den menneskelige krop, kan en bolig eller et hjem beskrives som en krop, hvor beboernes daglige liv er boligens energiflow. Energiflowet kan bl.a. holdes i gang ved pasningen af den tilhørende have. Ved at tilføre energi til haven via pleje og pasning får man ifølge denne tankegang en tilsvarende positiv energi retur. Du kan dog kun få den energi tilbage, som du selv bidrager med.

Oprindelsen af tsubo niwa

Havetypen har en lang historie. Allerede Heian periodens (794-1185) shinden-zukuri stil havde tsuboniwa’er. Når den centrale hovedbygning var flankeret til højre og venstre samt bagerst af underordnede bygninger, som igen var kædet sammen med åbne korridorer, blev der skabt naturligt indelukkede rum og dermed gårdhaver.

I takt med samuraiernes og krigsherrernes stigende indflydelse på samfundsudviklingen kom der et skifte i arkitekturen med shoin-zukuri stilens opståen. Tsuboniwaen var der stadig, men var med de arkitektoniske ændringer blevet lidt mindre. På trods af forskelle i størrelsen, var tsuboniwa’en i det kejserlige palads og i samurairesidenserne lig hinanden. De var udviklet som et privat rum, og var som sådan meget forskellige fra den ”offentlige” have ved paladser og palæer, som var udstrakte haver med damme og rindende vand.

Med Muromachi perioden (1333-1573) var shoin-zukuri stilen blevet overtaget af zen templerne, og tsuboniwa’erne blev derfor oftest designet i form af kare-san-sui haver.

Byboerne (chõnin)

I Kyoto var bystrukturen oprindelig lagt ud i et gittersystem. Den smalleste blok var en cho, som igen var delt 4 gange fra nord til syd og 8 gange fra øst til vest dvs. i alt 32 jordlodder (henushi). Ved slutningen af Heian perioden havde denne idealplan ændret sig i forhold til et mere praktisk dag til dag princip. Af de 32 jordlodder var det kun de 20 jordlodder, som lå yderst ud mod hovedfærdselsåren, der var bæredygtige. Bygningerne her kunne nemlig udnytte husfronten, som var direkte tilgængelig for de forbipasserende, i forbindelse med indehaverens forretning eller værksted. Den centrale del af cho’en udviklede sig til et mere eller mindre ubebygget område, som blev brugt til den fælles brønd, grønsagsområder og toilet. Det var en komfortabelt, men nok så uhygiejnisk kombination. Hovedparten af byboerne levede i sidestrøgene eller gyderne bag hovedstrøgene. De, som ikke var købmænd, var håndværkere, tjenestefolk, lærlinge m.m.

Indtil Edo perioden var byboernes (chonin) huse almindeligvis grove med simple vævede måtter eller tynde brædder som vægge og et brædde- eller græstag, der blev befæstet af bambus og holdt nede af klipperstykker. Indenfor var der et jordgulv og bagerst i huset var der et hævet plankegulv.

Ødelæggelser efter Oninkrigene (1467-77) og de efterfølgende urolige år betød, at bl.a. Kyoto skulle bygges op igen, men det blev nu i en mere planlagt form. I en kombination af borgernes stigende økonomiske ressourcer samt nye konstruktionsteknikker, opstod i begyndelsen af Edo perioden en ny form for byhuse – machiya – det traditionelle japanske byhus.

Det opdelte samfund – De fire samfundsgrupper

Tokugawa shogunerne bestræbte sig på at opdele det japanske samfund i fire adskilte og nedarvede statusgrupper: samuraierne (shi), bønderne (nõ), håndværkerne (kõ) og købmændene (shõ). Under dem igen kom eta (de udstødte personer) og hinin (ikke mennesker). Skellene mellem grupperne var skarpe. Samuraierne måtte ikke arbejde som handelsfolk eller udøve landbrug. Bønderne måtte ikke engagere sig i handel og blev i øvrigt formanet til at leve nøjsomt af, hvad de selv kunne producere. Købmændene måtte hverken købe eller besidde jord på eget initiativ. Ægteskab på tværs af klasserne var absolut ikke velset i datidens samfund, men med tiden kunne det ikke undgås at bl.a. en samurai bortgiftede sin datter til en købmandsfamilie. Selvom købmandsstanden var den lavest placeret af de fire klasser, fik de efterhånden en økonomi og velstand, der sagtens kunne overgå en samurai.

Byer og byvækst

I Edo perioden var der en fortsat vækst i den urbane og agrare økonomi, en vækst der udsprang af at der var fred, en forbedret teknologi, en stigende landbrugsproduktivitet, en stigende befolknings-udvikling samt en stigende efterspørgsel i byerne. Med samfundets vækst udviklede byerne sig langsomt i form af bøndernes landsbyer, havnebyer, byer som groede op omkring templer og shrines, små byer langs de store veje, der servicerede de rejsende og ikke mindst byerne omkring daimyo’ernes store borge. Daimyo’ernes rolle var ændret på en måde, som også betød en større efterspørgsel bl.a. i form af det tvungne skiften residens mellem Edo og deres hjemlige domæner.

 Ved indsættelsen af Tokugawa bakufu’en blev en del daimyõ degraderet eller fik tildelt nye domæner. Det betød, at mange samuraier blev ronin, dvs. herreløse samuraier. Nogle af disse ronin blev skolelærere i landsbyerne, men mange, ofte forarmede, samuraier søgte mod byernes større anonymitet. Tidligere havde samuraier, som havde stået deres daimyo nær, været tvungen til at begå rituelt selvmord, når deres herre døde. Det blev nu forbudt, og man forsøgte at skabe en ny form for bushido, der var mere egnet til fredstid. Våbenbesiddelse blev strengt kontrolleret af bakufu’en, og det var kun tilladt samuraierne at bære sværd.

Bønder, som havde mistet deres jord begyndte også at søge ind til byerne. Specielt det store vulkanudbrud i 1783 og de efterfølgende ugunstige vejrlig, betød at bønderne fik det utroligt svært. Det menes at 1/3 af det kultiverede areal blev ødelagt, og at tusindvis af bønder sultede ihjel.

Den flydende verden – ukiyo

Edo perioden blev også en periode med ekstrovert æstetik, hvor det sensuelle gik forud for det spirituelle. Selvom bakufu’en nægtede byboerne og handelsstanden adgang til samurai- eller adelsstanden, skabte de efterhånden deres egen kultur. Det handlede om at nyde livet. De store byer havde alle autoriserede fornøjelseskvarterer, og selvom de ikke var velsete, blev de tolereret af myndighederne. Sammen med Kabuki teater, gadeunderholdning, sumobrydning, kurtisaner m.m. udgjorde disse kvarterer den ”flydende verden” (ukiyo). Her var den normale samfundsorden på mange måder sat ud af funktion. Fornøjelseskvartererne gav frirum for den disciplinering og det hieraki, der var i dagligdagen, her var det libertinerne og kurtisanerne, der var toneangivende for stil, sæder og skikke.

På trods af den konsekvente klasseopdeling i Edo samfundet, foregik der som nævnt alligevel en hvis sammenblanding mellem samuraierne og især købmændene. Samuraierne var betaget af købmændenes livsstil og stod ofte også i økonomisk gæld til dem. På den måde skete der langsomt en kulturel sammenblanding af de to verdener.

Selvom Tokugawa Bakufu’en havde sat restriktion på almindelig rejseaktivitet bl.a. med rejsepas og kontrolposter, blev de såkaldte pilgrimsrejser behandlet mere lempeligt. Mange byboere, men også landsbyboere, kombinerede organiserede pilgrimsrejser med fornøjelse. Efter at have besøgt et helligt tempel eller shrine, følte de sig frie til at lade sig tilfredsstille med mad, drikke og sex, der generøst var gjort tilgængeligt nær de største templer og shrines som f.eks. Ise helligdommene og Itsukushima shrinet. I forbindelse med disse pilgrimsrejser fik træbloktrykkene (ukio-e) en kæmpe opblomstring. Ikke blot med motiver fra de besøgte steder, men også med print af livet i den ”flydende verden”. Teknikken gjorde det muligt, at printene nu kunne være i farver.

Købmandshuset – omoteya-zukuri

Købmændenes huse blev gradvist genordnet i blokke af boliger, med en veldefineret, rektangulær form og under et tag. Den specielle type af byhuse som opstod, havde en smal front mod gaden, mens arealet fra fronten til bagenden af huset var en langstrakt og smal rektangulær tange.

I et hus med en smal rektangulær form, der stødte lige op til hinanden under et enkelt tag, havde måske tilstrækkelig med lys og ventilation forrest i huset, men ikke længere tilbage i huset. Til at løse dette problem opstod en arkitektonisk stil omoteya-zukuri (gadefronts konstruktion) populært kaldt en ”åleruse”, der gjorde det muligt at forøge det areal, der blev brugt til bolig.

I Kyoto-Osaka regioen havde man langs siden af huset en lerstampet adgangsvej fra hovedgaden til husets bagende, med adgang til rummene langs gangstien. Det havde man ikke i Edo. Her var fronten med forretningen sædvanligvis et lerstampet område med en butik med træ belagt gulv bagved. De handlende kom ind på lergulvet og sad på kanten af det hævede butiksgulv, hvorfra de fik forevist butikkens varer.

Konstruktionen muliggjorde et højt effektivt byhus, der kombinerede arbejdssted eller forretning med selve boligen. I denne omoteya stil var butikken eller forretningsdelen, som vendte mod hovedfærdselsåren mere eller mindre uafhængig kædet til den bagliggende beboelses- og receptionsdel (omoya). Bagved igen var – afhængig af forretningens karakter – skiftevis enten et lagerrum til at opbevare de varer, som familien handlede med, et arbejdssted, eventuelt et terum eller måske et specielt rum til andre familiemedlemmer (hanare-zashiki). De to åbne områder mellem sektionerne tjente som lysindfald, samt tilvejebragte ventilation. Udover at konstruktionen tjente til at holde huset køligt om sommeren, gav den samtidig mulighed for at skabe en have.

1.Hovedindgang 2. Velkomsthal (mise niwa) 3. Formel privat indgang (nak tsubu) 4. Formel entre rum (genkan) 5. Privat indgang (naka no ma) 6. Passage og køkken (hashiri niwa, tori niwa) 7. Service køkken (daidokoro) 8. Toilet (banjo) 9. Bad (furo) 10. Lagerrum (kura, dozo) 11. Baghave (senzai, nakaniwa) 12. Dekorations alkove (tokonoma) 13. Gæsterum (zashiki) 14. Dekorationshylder (chigaidana) 15. Stuerum (tsugi no ma) 16. Gårdhave (tsubo niwa) 17. Foretniong (mise no ma)
Oversigtstegning: se Landscapes for small spaces s. Ix og Japanese garden design s. 91

Da størrelsen af skatten blev beregnet ud fra bredden af facaden, blev skatten dermed holdt nede. En ordning som yderligere befordrede udviklingen af handel og håndværk, og dermed en stigende økonomisk velstand og indflydelse til købmændene. En ide om deres velstand kan ses af vore dages Gion festival. Festivalen blev organiseret af den stadig mere velstående købmandsstand. Den var lokalt organiseret og hvert nabofællesskab stod for hver sin dekorerede ladvogn eller flåde, som gennem en fælles procession blev trukket gennem byens gader.

Billeder fra Takayama festivalen: Sanno Matsuri 14. og 15. april. Festivalerne i Takayama begyndte i 1690’erne

Udviklingen af tsuboniwaen

Fra Momoyama perioden (1573-1603) og ind i den tidlige Edo periode (17. årh.) hindrede det stive system med fire stande, købmændene i at skabe bekostelige haver i de åbne arealer i deres byhuse. Med udviklingen af handlen og en stigende stabilitet i købmændenes levefod, begyndte de at betragte de åbne rum som et sted, hvor de kunne udtrykke deres personlige stile og smag. Da teceremonien udbredte sig til de moderat formuende medlemmer af købmandsklassen, gav tsuboniwaen også en mulighed for spirituel udfoldelse. De små haver udenfor terummet, der oprindelig var beregnet til at bringe lys, udviklede sig gradvist i både design og funktion indtil de blev en roji, der tjente som en æstetisk indbydende invitation til og spirituel forberedelse for teceremonien i terummet. Tokugawa shogunatet udstedte dog jævnligt såkaldte overdådigheds forordninger, som forbød de velstående købmand i at bruge større summer på haverne, og de fleste af købmændenes tsuboniwaer var derfor også ret ydmyge.

Brande

Brande var altid en risiko i en tætbebygget by med mange træhuse. Den store Tenmei brand i 1788 ødelagde det meste af Kyoto og igen i 1864, hvor 2/3 dele af Kyoto blev reduceret til aske af de brande, der fulgte med optøjerne og kampene i byen. På grund af de politiske omvæltninger tog den sidste genopbygning af byen mange år. Men med genopbygningen blev machiya arkitekturen endnu mere forfinet. I den stabile Taisho æra (1912-26) som fulgte de turbulente Meiji år (1868-1912) nåede arkitekturteknikken og havedesignet, som det ses i Kyotos traditionelle købmandsboliger og deres tsuboniwaer, en enestående grad af forfinethed.

For at forebygge spredningen af ild fra hus til hus, blev mindre brandmure og vingemure (udatsu)

tilføjet den tagsektion, der forbandt to boliger. Muren fik ofte et dekorativt særpræg med tilføjelsen af ornamenteret tegltag. Et andet særpræg, der blev tilført machiya taget, er tagryggens ornamenterede endetegl (oni-gawara). Det ornamenterede endetegl repræsenterede husets bomærke og reflekterede husets stolthed. Oprindelig blev oni-gawara brugt både som amulet og dekoration og var udformet som et djævlehoved.

Billede?

De to tsuboniwaer

Boligen skulle have to haver, en forest og en bagved. De to haver repræsenterer hver for sig hverdagens offentlige familieliv samt den særlige private side.

Da haven er skabt inden i selve bygningen, indgår den i et samspil mellem håndværket i bygningsdelene (tag og tagudhæng, shoji og vinduer, vægge og stolper, de åbne verandaer og korridorer) samt havens elementer (skofjernelsesstenen, trædesten, vandbassin, stenlanterner og omhyggeligt plejede planter), i hele dette samspil blev der skabt et elegant miniature univers.

Almindeligvis er tsuboniwaen ved indgangen 2 eller 3 tsubo i areal og har som tehaven oftest et vandbassin og en enkel stenlanterne. Som have er den smal. Omgivet af de øvrige bygningsdele, der hindrer direkte sollys, er der kun mulighed for et minimum af lav vegetation. Haven giver derfor et indtryk af underspillet skønhed på samme måde som zentemplernes tørre landskabshaver. Haverummets placeringen forrest i huset giver et åbent indkik for alle husets besøgende.

Om sommeren, når man stænkede vand på tsuboniwaen i den dunkle indgangshal, ville temperaturen falde. Når luften køles ned bliver den tungere og flyder dermed ud mod tsuboniwaen for enden af beboelsen. Her er der mere lys og luften er mindre tung. Den luftstrømning, som dermed sættes i gang, fungerer som et naturligt kølesystem og bringer en kølig brise til bolig- og receptionsområdet.

Den anden tsuboniwa ligger bag beboelsessektionen og foran lager- eller magasinbygningen. I de fleste tilfælde er haven omgivet af en veranda og vaskepladsen, samt bad og toilet ligger tæt ved. Haven er relativ rummelig og sollyset giver mulighed for en vis variation af planter. Til forskel fra den forreste have er den bagerste have et privat anliggende, den bliver kun betragtet af familiemedlemmer og af personer, som har tilladelse til at komme i denne del af beboelsen. Haven og dens brug af effekter og design blev derfor et sted, hvor indehaveren kunne udtrykke sin personlige smag.

I det moderne Kyoto er det blevet svært at bevare de gamle købmandshuse og dermed også de smukke tsuboniwaer. For bedre at kunne udnytte den knebne plads og minimere faren for brand er den traditionelle machiya og omoteya-zukuri bebyggelse langsomt erstattet af mere lukkede huse og i mange tilfælde med en fleretagers moderne bygning.

Udtryk og virkemidler

Udtryk

Gårdhaven er i sit design meget påvirket af te-havens elementer: stenlygten, tsukubai anlægget, trædesten, hegn m.m. Elementerne har ingen funktion, hvis der intet te-hus er knyttet til haven. Da pladsen er trang og lyset gerne beskedent, vil gårdhaven have den samme intimitet som te-haven har. Haven opleves tæt på, men man bevæger sig ikke ind i haven, den er designet til at blive betragtet udefra, og hvis den støder op til flere rum, også fra flere sider.

Virkemidler

For at haven skal opleves spændende, bruges der ofte høje slanke hegn til at opdele haverummet i flere rum, hegnet kan også danne baggrund for andre elementer. I plantevalget vil der blive arbejdet med modsætningen mellem det høje og det lave. De valgte træer vil være høje og slanke, med en elegant grenbygning. Den japanske ahorn er almindelig brugt, og den vil samtidig kunne tilføre rummet de vandrette linier. Gårdhaven kan hente inspiration i alle haveformer, tilførslen af lyst grus vil f.eks. lyse op i et ellers mørkt rum. Den zen-buddhistiske idé om at ét sandkorn indeholder hele kosmos, kan passende være et billede på gårdhaven.

Tre eksempler

Sumiya – Pleasure House – Kyoto

Glædeskvarteret i Edo tidens Kyoto lå i Rokujõ-Misujimachi i den centrale, men sydlige del af Kyoto, ca. 1 km nord for nutidens Kyoto Station. Shogunatet blev forudroliget over stedets stigende popularitet og beordrede det flyttet til et mere afsides liggende sted, nemlig umiddelbart vest for Nishi Honganji templet, hvor det blev kendt som Shimanara. En tilsvarende flytning kendes også fra Edo (det nuværende Tokyo).

Selvom shogunatet forsøgte at sætte begrænsninger op voksede og trivedes glædeskvartererne og elegante huse til stævnemøder voksede hurtigt frem. I dag er der i Kyoto kun et enkelt hus tilbage, Sumiya, der har sin mere eller mindre oprindelig form. Den ældste del daterer sig tilbage til 1640 umiddelbart efter flytningen af kvarteret. Det meste af huset er dog bygget i 1670’erne. En indgang i sydsektionen er tilføjet i 1787. Sumiya er dekoreret i en rig og usædvanlig fantasifuld version af Sukiya stilen, hvilket bl.a. fremgår af de forskellige skydedørene.

Geisha hus – Kanasawa

Geisha huset – O chaya shima (shima = et gæstehus’ velvilje) er fra 1820. Gæsterummet, der her er vist er udstyret med koto – japansk harpe – og shamisen, et trestrenget instrument.

Virkemidler:

– den lille intime have, (henter inspiration i alle øvrige havetyper) hvor alt er vigtigt,

– statikitter, som adskillelse og baggrund

– valg af planter, stedsegrønt m. gode blade/grene, den lette ahorn

– design

Kusakabe – Købmandshus i Takayama

Huset er bygget i 1879 og er nu museum; Kusakabe Folk Art Museum. Huset afspejler velstanden hos købmændene efter Meji Restorationen i 1868. Det er i dag udstyret, som i de sene 1890’er.

Eksempler på tsuboniwaer: (* = set)

Templer og shrines

Fujitsubu, Kyoto Imperial Palace. Gårdhaven i Hikyosha, en bygning lidt væk fra paladset. Haven har en enkel blåregn stående i gruset omgivet af paladsets elegante trækonstruktioner.

Hagitsubo, Kyoto Imperial Palace.

Kamigano Shrine

Matsunoshita-ya, Fushimi Inari Shrine

Kyokusui Garden, Matsunoo Shrine

* Ninnaji Temple: En smal have omgivet af en åben korridor, der fører fra Kuro-shoin til Shinden. En lille bambus art trives på et tæppe af mos, hvor der er sat 4 små klipper. En sofistikeret, smagsfuld have som indeholder atmosfæren fra den traditionelle palads-tsuboniwa.

Zuishin-in Temple

*Rokudo Garden, Nanzen-ji tempel

Nanyo-in tempel

Kosho-ji tempel

Torin-in tempel

Tokai-an tempel

* Daisen-in tempel: Placeret mellem Hojo og Shoin er denne tsubuniwa kendt som Chukai (det indre hav). Det enkel, velfriserede arrangement, med få klipper og med et brøndhus sammen med en enkel kamelia busk har en uprætentiøs skønhed. Daisen-in har også en anden meget mere imponerende have, men de kvaliteter som skaber dette fuldkomne enkel tør landskab sidestiller skamløst det med dets mere beundrede modstykke.

* Kanmin Garden, Zuiho-in tempel: Designeren af haven havde intentionen om en nordhave til Hojo’en mere end en tsuboniwa. Da dens placering – mellem dette kvarter og te rummet – er typisk for en tsuboniwa, kan den her introduceres som et fremragende eksempel på det sidstnævnte. De 7 sten arrangementer på det lyse grus siges at skabe formen af et kors, da den oprindelige grundlægger af templet, Otomo Sorin, var en kristen daimyo. De to forskellige typer bambushegn, der afgrænser haven, er på ingen måde anmassende og hjælper med at integrere helheden.

Saihio Nunnery

Hokogo-in tempel

Kanchin-in (subtempel til Kyoo Gokoku-ji)

Soren-ji temple

*Shojoke-in temple. Denne have omgivet, som den er af bygninger som hojo’en, og et tehus, er designet til at blive betragtet fra alle vinkler. Som det sømmer sig for en tempelhave, siges klipperne på toppen af den mosdækkede lille bakke at repræsentere Buddhistiske guder. I den tidlige sommer er det lange gærde af azaleaer dækket med blodrøde blomster, som er tænkt som et offer til Buddha.

* Totekiko garden, Ryogen-in templet: Når sneen lægger sig i denne lille have, der symbolsk omfavner alle naturfænomener i universet, synes det at intensivere dens symbolske og spirituelle kvaliteter. Den fuldstændige enkelhed i denne specielle tsuboniwa udøver en rensende indflydelse på den besøgendes sind.

En sand lille juvel af en have frembragt i hjertet af templet. Som krusningerne fra en enkel dråbe af vand, der breder sig ud i et mægtigt ocean, sådan kan en lille bitte have symbolisere hele universet. Her hvor solens stråler når ned i haven, tilføjes et vigtigt element til kompositionen.

* Kodia-ji templet: Denne have er designet både til at give nydelse for øjet hos den besøgende som går omkring Kyakuden og som at tjene som fronthave for disse kvarterer selv. Klipperne er sat i mos mod en baggrund, der udgøres af en tagdækket hvid pudsmur og tilsigter at forestille en triade af Buddha guddomme. Vandbassin, trædesten m.m. er alle mere eller mindre massive i forhold til følelsen af den afslappede helhed.

Taiko-an templet

Reikan-ji templet

Daishin-in temlet

Honen-in temlet

Gonge-in templet

Hokyo-ji templet

* Myoiren-ji temlet: Sten ornamenter, som en fem etaget stenpagode og stenlanternen er tilført indenfor de senere år, floden repræsenteres af større sorte rullesten, granitbroen og trædestenene er lavet i traditionel mere ekspansiv stil. Det hele har en fornemhed der er værdig for et stort tempel.

Shozen-ji templet

Sanzen-in Tempel

Chieko-in templet

Ryoju-in templet

Genko-an templet

Jurin-ji templet

*Murin-an templet: Et arbejde af den velkendte have designer Jihee Ogawa (1860-1933). Et ca. 19 m² rum omgivet på alle sider af åbne korridorer og rum placeret bag skydedøre, tjener den det dobbelte formål at bringe lys og frisk luft og samtidig en behagelig udsigt. Designet består af en grund af mos med to piktoriske klipper og ca. 20 små bambus – et simpelt arrangement som omvendt garanterer, at man ikke bliver træt af at betragte det. Denne type af tiltrækning, som den deler med gårdhaven i Kyoto Imperial Palce, repræsenterer tsuboniwaen i den tidligste form.

Byhuse

Ban Residence; Torii Residence; Ueno Residence; Kubo Residence (Hyoki); Okamura Residence; Fujii Residence; Hata Residence; Nose Residence; Bokkai Residence; Yoshida Residence; Inoue Residence; Mikami Residence; Nakakura residence; Matsumura Residence; Tatsumi residence; Nishimura Residence; Ukai Residence; Gen’an.

*Kusakabe – Købmandshus i Takayama

Offentlige steder

Noguchi residence (Karakuan); Miyazaki Residence; Tanaka-ya; Rakusho; Shoeido; Nakazato; Tawara-ya; Kinmata; Tsuruya Yoshinobu;Hashimoto Teru Orimono; Shosuikaku, Nishijin Asagi; Orinasu museum; Yamanaka Oil; Gekkeikan; Wada Residence; Machiya Photo Museum; Kahitsukan, Kyoto Museum og Contyemporary Art; Kasuien, Miyako Hotel.

Almindelige japanske betegnelser for haver og templer:

Shinto helligdom (shrine): jinja, jingu, taisha eller –gu.
Buddhistisk tempel (tera): -in eller –an betyder et mindre buddhistisk tempel, hvor -ji eller dera betyder et større tempel.
Hondo: hoved hallen i et tempelkompleks.
Have: Niwa, teien, -tei, -en.
Park: koen

Edo periodens søhaver – chisen kanshoushiki teien 池泉観賞式庭園

Joju-in, Kyoto

Edo periodens søhaver –  chisen kanshoushiki teien 池泉観賞式庭園 eller jouge nidanshiki teien 上下二段式庭園

Søen eller dammen var ikke blot en del af de store vandringshaver, hvor man gik rundt i haven og betragtede de forskellige udsigtspunkter. Der blev også konstrueret mindre søhaver, chisen kanshoushiki teien, hvor haven primært var designet til at blive set fra et fast punkt, zakanshiki teien, enten indefra eller fra en pavillon. I nogle haver kunne man også gå rundt, men det var ikke havens hovedsigte. En særlig variation af denne havetype blev meget populær i begyndelsen af Edo perioden, det er den såkaldte to-trins-have, jouge nidanshiki teien. En mindre dam i den nedre havesektion som både visuelt og i sin kompositionen på en øvre sektion er forbundet med en skråning med planter og klipper.

Mange af haverne er konstrueret på steder, der har naturlige skråninger og skrænter. En praktisk grund til havens dam, og dens umiddelbare nærhed til templets shoin, har været dens umiddelbare funktion som vandreservoir i tilfælde af brand.

Havetypen ses i templer langs Kyotos bjergsider f.eks. Toju-in (gr.lagt 1341) (jvf. Købelevhaven ved Nakskov), Nanzen-in (1274), Nanzen-ji (1290, haven er fra slutningen af 17. årh.), alle templer der blev voldsomt hærget under Oni-krigene, Chishaku-in (1598, haven er genopbygget i 1674 og senere i 1947), Shouren-in (gr.lagt 9 årh., haven er første gang skabt Muomachi, men er blevet genopbygget i løbet af Edo perioden og igen i 1909). Andre eksempler fra Kamakura, Muromachi og Edo perioderne indbefatter Toukouji i Yamanashi prefecture, Manpukuji i Masuda, og Ryoutanji i Shizuoka prefecture. Emma-in (1647) del af Enjo-ji Templet, Otsu. Sanzen-in (grundlagt 985, søhaven er tilført mellem 1648 og 1654)

Eksempel: Joju-in

Joju-in er et subtempel til Kiyomizu Tempel. Templet tjener som hovedkvarter og præstebolig for Kiyomizo-dera, og kan kun besøges såfremt man på forhånd har søgt om tilladelse til at besøge templet. Templet er fra 1629 og haves oprindelige designer siges at være Soami (1472-1525) og senere rekonstrueret af Kobori Enshu (1579-1647) i 1633. Haven menes senere at være rekonstrueret i Genroku perioden (1688-1703).

Haven er forbundet med Hojo’en mod syd og en lav hæk mod nord. Mod øst er haven forbundet med en stejl bakke som indeholder en variation i plantearter, et tørt stenvandfald, en træbro som engang var dækket med græstørv og op ad bakken et tehus. Når man går op ad bjergsiden så afløses de afrundede former i azalier og buskbom af firkantede former i buskene. Og højere op ad bjergsiden findes den naturlige vegetation af træer og bjerg, hvilket gør illusionen af en meget stor til virkelighed. Genspejlingen af buske og træer i søen giver haven en ekstra dimension.

En lille videogennemgang af haven finder du her:

Du finder flere oplysninger her: http://www.kiyomizudera.or.jp/en/visit/jojuin/

Selvom haven ikke er mere end ca. 600 m² stor opleves den meget større. En vigtig del af skønheden i Joju-in skyldes “den levende scene” eller ”det lånte landskab” (shakkei) hinsides haven selv. Bjergsiden på vestsiden af haven og buskenes og træernes indgriben giver en baggrund for havens elementer, en baggrund, som skifter farve i takt med årets gang. I forgrunden på bjergsiden står en lampe. Da lampen visuelt er forbundet med stenlampen på en lille ø i søen bliver både lampen og bjergsidens træer og buske trukket med ind i haven uanset at der går en større kløft mellem de to elementer.

Der er adskillige unikke elementer i haven, som adskiller den fra andre kendte haver i Kyoto-området. Karakteristisk for Edo haverne er, at man satte navne på sten, lamper, planter og på haven selv, det skulle stimulere beskuerens forestillingsevne. Jojo-in blev kendt som “Måne-beskuelses-haven”.

1) Den vejrbidte stenlanterne kaldt “Dragonfly” (guldsmedlampen) reflekteres i en anden lampe på den fjernere bakkeskråning, hvilket skaber en usædvanlig form for lånt landskab. Lampen er af stilen ikekomi-gate – den har lånt pedistal. Formen på taget og kappen bevirker at den tilhører tempellamperne af stilen Nigasudokata, opkaldt efter den helligdom i Nara, hvor stilen opstod. I de tidlige haver satte man ofte lamper i tempelstilen, dels for at “skabe” et tempel, men også for at skabe lys og dekoration. En tredje lampe “Bali lantern” er en rustik oki-gata type sat på et stenfremspring ved øst enden af haven. Man bemærker næsten ikke lampen, men når man indgående betragter havens detaljer så giver dens rustikke enkelthed en “underdreven” overraskelse.

2) En interessant formet sten, kendt som “Eboshi ishi” er sat på samme ø som “Dragon fly” lampen. Navnet stammer fra dens lighed med formen på ceremonielle hat et eksempel tidligere tiders retspersoner brugte.

3) Der er et miniature blomstrende kameliatræ kaldt Wabisuke Tsubaki – navngivet sådan pga. et lignende træ, der blev givet til den berømte te-mester Sen no Rikyu af en handelsmand – Wabisuke fra Sakai.

4) Den store vandsten “chozubachi” lige ved på kanten ved verandaen. Den blev formentlig givet af Hideyoshi til Joju-in i 1582. Dens specielle form refererer til “hængende” ærmer på en kvindes kimono. Tsukubaien er essentiel i tehaven, idet dens funktion er, at gæsten spirituelt har renset sig inden tehuset betrædes. I den ceremonielle tehave kaldes vandstenen en “tsukubai”.

5) En lille have vest for centralrummet af “hondo” er en tresidet lanterne, der menes at være en dem, der skal hvile sig i skyggen af en enkelt stedsegrøn eg.

6) Skildpaddeøen. Ifølge tidlige kinesiske legender bar skildpaden på sin ryg “øerne af Immortal”, nogle gange relateredes den til “stenen af de titusinde evigheder”. Skildpadden i Joju-in fremstår dog ikke så skildpaddeagtig som i andre japanske haver som: Konchi-in og Nishi Hoganji. I det kinesiske koncept symboliserer skildpadden alder og eroderede bjerge. Ofte er den “parret” med den mere opretstående og forrevne trane-stengruppe, som ses idet sv. hjørne af søen.

7) Traneøen. I Japan er tranen en meget lykkevarslende fugl, idet den repræsenterer et langt liv. I tidlige kinesiske legender var en stengruppe lignende en trane kendt som “ikke-at-ældes-stenen” idet den repræsenterede unge forrevne klippestykker. I mange japanske haver indgår tranen selvom den er blevet modificeret til at ligne de originale sten og forrevne klipper.

8) Broen til trane-øen. En bro går over dammen til traneøen. Øer i de tidlige tiders haver repræsenterede øer af de udvalgte – modsat menneskeracen. Tidlige broer blev lavet af naturlig flade og aflange sten og de blev dermed en integreret del af landskabet. Senere, for at fremhæve menneskets betydning for havedesignet, blev broer tydeligt håndlavet i deres konstruktioner. Broer i forbindelse med hellige områder bliver således symboler på menneskelig deltagelse og indgriben i naturen.

9) Det forrevne fyrretræ. Dette strengt formede fyrretræ (Tanyosho fyr) står i stærk kontrast til de mange symmetrisk formede buske i haven. Selvom træets stamme næsten er skjult, så vidner den forvredne form og kronens store omkreds et træ af betydelig alder, måske to eller tre hundrede år.

10) Wabisuki Tsubaki. Kamelia træet bag traneøen er kendt som wabisuku tsdubaki, opkaldt efter den forretningsdrivende Wabisuke fra Sakai. Den værdsatte temester Sen no Rikyu modtog en kamelia af samme slags fra Wabisuke – heraf dens navn. Når den blomstre er den dækket med vidunderlige blå små kameliablomster

Eksempel: Chishaku-in

Templet var oprindelig tableret i Kii provinsen, men blev flyttet til den nuværende placering af Tokugawa Ieyasu i 1598. Haven, som er tilskrevet Sen no Rikyo (1522-1591), er genopbygget i 1674 af Sosei. Men det menes at haven, som den fremstår i dag, er designet efter den store tempelbrand i 1682. Bygninger og have blev senere ødelagt ved en brand i 1947. Søhaven ligger langs en abbeds kvarter og hovedtempel hallen på en nord syd akse og en stejl bakkeside mod øst indgår i havens overordnede design. Oprindelig har vandfaldet fra den enkle udhuggede sten været tørt. Foran vandfaldet ligger en raffineret udformet klippe ø. På bakkeskråningen danner tre sten en bro, som givet er det eneste der er tilbage fra den oprindelige have.

Almindelige japanske betegnelser for haver og templer:

Shinto helligdom (shrine): jinja, jingu, taisha eller –gu.
Buddhistisk tempel (tera): -in eller –an betyder et mindre buddhistisk tempel, hvor -ji eller dera betyder et større tempel.
Hondo: hoved hallen i et tempelkompleks.
Have: Niwa, teien, -tei, -en.
Park: koen

Åbn indlæg

Vandringshaven – kaiyushiki teien 回遊式庭園

Vandringshaven – kaiyushiki teien 回遊式庭園

Den relative fred og velstand i Edo perioden, kombineret med konkurrencen mellem daimyou’erne og deres ønske om at legitimere deres magt gennem kulturel støtte, førte til skabelsen af de store og overdådige vandringshaver daimyou teien, der blev konstrueret enten i Edo eller i en af de provinsielle borgbyer.

Ofte gør disse haver brug af meisho, som er navnkundige sceniske lokaliteter fra Kina og Japan, men i haven reproduceret i miniature form. De litterære og historiske reference i meisho scenerierne skal signaler daimyou‘ernes kulturelle forfinethed, der bl.a. stammer fra deres klassisk konfusiansk baserede uddannelse og opdragelse. Daimyou teien gør brug af gamle have teknikker, men indeholder elementer som rismarker, frugthaver og urtehave så vel som store kuperede plæner. Da de provinsielle daimyou haver var bygget op omkring tilstødende borge tjente vand- og havebrugselementer i haven ofte også praktiske formål.

Haverne kan inddeles i vandringshaver kaiyushiki teien som man går rundt i eller zakanshiki teien, som er haver, der skal betragtes fra et fast punkt.

Vandringshaverne kan dels op i forskellige typer:

  • Vandringshaven, hvor man går rundt om en dam: chisen kaiyuushiki teien. Sø og kilde vandringshaven. Det er den mest almindelige vandringshave, som også indbefatter Heian periodens shinden haver: shinden-zukuri teien, Edo periodens daimyou haver: daimyou teien og mange moderne japanske haver nihon teien. Det centrale fokus er dammen, selvom der i de fleste tilfælde er kunstige bakker tsukiyama, store hegn karikomo, ekspansive plæner, pavilloner, og miniature landskaber (shukkei).
  • Vandringshaven i stor skala: daikaiyuushiki teien. De fleste af denne type kan betegnes som dam vandringshaven, chisen kaiyuushiki teien, men nogle daimyou haver som f.eks. Kairakuen, Ibaragi prefecture, og Iso Teien (Sengan’en), Kagoshima prefecture, har kun mindre vandløb. De typisk store vandringshaver har stor variation i planter, kunstbakker og pavilloner.

Shogunatet og lensherrerne

Daimyo’erne havde deres eget domæne (han) og borge og havde samurai vasaller i deres tjeneste. Betroet af shogunen havde de ret til at regere domænet og indsamlede de årlige skatter. På mange måder var de en slags uafhængige stater. Uafhængigheden var dog klart betinget af Bakufu’en, som kunne frigøre daimyo’erne fra embedet eller efter behag flytte dem til andre domæner. Daimyo’erne nød godt af deres indkomst fra deres domæner på 10.000 koku eller mere. 1 koku er omkring 278,3 liter, men var oprindelig defineret som den mængde ris, der skulle til for at føde en person i et år. Alle fra daimyo til den laveste bushi (kriger) blev nøje afregnet efter, hvor mange koku ris de var berettiget til.

Selv om alle daimyo svor troskab mod shogunen varierede deres relation. Der var groft taget tre typer daimyo: Shinpan – Tokugawa’s slægtninge; Fudai – daimyo’er der havde været loyale før Tokugawa Ieyasu endelige sejr ved Sekigahara den 21. oktober 1600 og Tozama  – de daimyo’er der var imod Tokugawa op til dette slag.

Selvom der var enkelte daimyo, der havde så megen magt at Bakufuen ikke havde magt til eksempelvis at forflytte dem, var det almindelige at daimyo’erne udelukkende havde fået overladt ledelsen af deres jordbesiddelse eller domæne af Bakufuen i Edo. Arvingen til en daimyo skulle forhåndsgodkendes af shogunatet. Når en ægte søn eller en adopteret søn af en daimyõ blev udvalgt som arving, rejste sønnen til Chiyoda borgen i Edo, hvor shogunen skulle anerkende ham og give tilladelsen til at være officiel efterfølger. Hvis denne procedure blev ignoreret blev arvefølgen annulleret og domænet blev ophævet.

Del og hersk

Med denne del og hersk politik forfremmede Bakufu’en de mangeårige royale Tokugawa vasaller til daimyo. Bakufu’en placerede de nedarvede fudai daimyo i Edo, og reducerede antallet af tozama daimyo, de mere tvivlsom allierede. Andre blev flyttet til fjernt liggende distrikter, hvor de blev adskilt fra mulige tozama allierede, ved at man placerede loyale daimyo i strategisk nærliggende domæner. På den måde fik Bakufu’en konsolideret en ekstrem stabil magtstruktur, det såkaldte baku-han system, hvor baku referere til den centrale statsadministraton i Edo og han til de len, som daimyo’erne administrerede. Ialt var der ca. 260 daimyoer.

Bakufu’en forlangte to principielle pligter af daimyo’erne. Den ene var den regelmæssige sankei kotai. Hver daimyo skulle hvert halve år efterlade børn og kone i Edo og var tvungent til at skifte residens mellem Edo og deres hjemlige domæner. Som konsekvens heraf var daimyo’erne tvungent til at bruge store summer og energi på transport, men også på et dobbelt liv både i Edo og på deres respektive borg i det tildelte domæne. Disse udgifter drænede deres økonomi – hvilket var helt bevidst fra Bakufu’ens side. I tilgift fik man langsomt udbygget et vejnet gennem Japan.

Den anden pligt var gun’eki – den militære service, som inkluderede militære styrker og forskellige pligter. I krigstid kunne det være det antal våbentyper og heste den enkelte skulle stille med, men i fredstid kunne det være at blive pålagt vedligeholdelse af shogunens borge eller reparation af havne, veje og broer.

Vandringshavens sociale og politiske funktion

Det var den økonomiske og politiske stabilitet, som skabte det økonomiske grundlag for anlæggelsen af disse store landskabshaver. Eftersom der var fred blev haverne ikke ødelagt og mange af haverne blev egentlige slægtshaver, der gik i arv. Haven blev også det sted, hvor den enkelte daimyo kunne markere sin rigdom og indflydelse overfor de øvrige daimyo. Haverne var ofte på 50 – 100.000 m² eller mere, hvor haverne i Heianperioden var omkring 4-5000 m².

Haverne havde ikke længere den religiøse betydning, til gengæld var den sociale funktion vigtigt.

Da daimyo’en var den politiske leder i sit domæne, skulle hans residens også tjene som det sted, hvor han varetog de officielle politiske og administrative gøremål. Samtidig skulle residensen også fungere som et sted, hvor f.eks. shogunen eller andre adelige kunne gøre holdt i forbindelse med deres rejser gennem landet.

I den forbindelse havde haven en klar funktion. Gæsterne skulle, udover at blive imponeret over daimyo’ens rigdom og status, også underholdes. Udover at spadsere rundt i haven og betragte de forskellige scenerier eller vandre mellem træerne, kunne det være at betragte de blomstrende kirsebærtræer, forskellige lege og aktiviteter på de store arealer eller ved vandkanten.

Vandringshavens udtryk

Selvom haverne ikke var overdådige i begyndelsen, udviklede haverne sig hen over tid og blev større og større. Som haverne udviklede sig, blev de udenom liggende arealer også inddraget. Det kunne være såvel landbrugsland eller religiøse steder. Landbrugsland kunne f.eks. fremvise en særlig rustik eller landlig udsigt (noson fukei). Blomme plantager var favorit blandt daimyoerne.

Da der i landskabet var mange religiøse steder, blev de ofte føjet til daimyo haven. Når guderne blev en del af haven, blev de lokale samtidig afskåret fra deres guder, som de havde værnet om og givet ofre. Som regel betød det, at de lokale (almindeligvis mænd over 18) med visse intervaller blev indbudt i haven eller dele af den, for fortsat at kunne give ofre og afsige bønner.

Med udviklingen af tehaven blev elementerne herfra optaget i vandringshaven. Nogle af haverne startede som mindre te-haver, der over tid blev til to osv. indtil haven til sidst udgjorde en stor park. Når der blev gravet ud til søer, blev jorden brugt til at danne bakker og bjerge, som indgik i storslåede landskaber.

Pilgrimsrejser

I Edo perioden udviklede ideen med gengivelsen af særlige steder sig til egentlige miniaturekopier af forskellige lokaliteter (shukkei). Det blev på mange måder til overførsel af pilgrimsrejsen som ikke bare omfattede de religiøse steder som man burde. Konceptet blev nu overført til de store vandringshaver, der i sig selv kunne udgøre en pilgrimsrejse. Fuji bjerget spillede f.eks. en stor rolle og den vulkanformede Fuji stil indgik i mange haver, i dag bedst kendt fra Kunanoto ved Suizen ji (Kumamoto). Fuji var også et velkendt motiv fra de populære trætryk som var en vigtig del af pilgrimsrejsen. Naturscener fra både Kina og Japan blev ligeledes brugt, bl.a. kan motiver fra Arashiyama (Kyoto), i dag bl.a. findes i Koishikawa Korakuen (Tokyo). Selvom det religiøse islæt fik mindre og mindre betydning indgik særlige stenopsætninger fra den buddhistiske billedverden og mytologi dog stadig i havedesignet.

Virkemidler

Når gæsten blev ført rundt i haven foregik det planlagt og kontrolleret. Det var nøje tilrettelagt fra havedesignerens side, hvordan landskabsscenerne skulle dukke op for beskueren og gerne som en pludselig overraskelse. Haverne var store, og de udstrålede storslåethed, sammen med idyl, harmoni, ro og enkelhed. Det opnåede de ved det storslåede landskab, der fremkommer ved kombinationen af søer og øer, de omgivende bakker og “det lånte landskab” fra det omkringliggende naturlandskab (skov, bjerge osv.). Et andet virkemiddel er gentagelsen. Gentagelse i plantevalg (typisk fyr) og gentagelse i formerne forstået som træers og buskes klipning. Graden af klipning er gradueret. Jo tættere på beskueren træerne er des mere klippede er de, og jo fjernere des mindre klippede vil de være.

Selvom haverne er store, er der mange af virkemidlerne der kan bruges, selv når vi anlægger mindre haver f.eks. med en sø, bakker, vandfald, vandløb, bro og den grønne bund. Det gælder også teknikken med at udvælge de udsigtspunkter, hvorfra haven skal ses, og dermed også teknikken med at skjule haveelementerne indtil det rette øjeblik. Enkelheden kan være det svære, da havernes åbenhed og brug af det tomme rum bl.a. er med til at skabe ro og harmonien. Skal stemningen overføres til en mindre have skal der virkelig tænkes i begrænsninger i plantevalg m.m.

Eksempler på Vandringshaver

Katsura – Den kejserlige villa – Kyoto

Villaen blev påbegyndt i 1616 og fik den form, som vi kender i dag i 1658. Her ses tydeligt hvordan tehaven bliver til en storslået og ambitiøs vandringshave med miniaturelandskaber. Karakteristisk for haven er dens enkelhed og mangel på markering af status på trods af, at haven har dannet ramme for personer med den højeste rang.

Det siges at Enshu Kobori  – guvernør i Enshu provinsen, en dygtig samurai, men også anerkendt vismand og temester,  skulle have planlagt Katsura på tre betingelser: ingen økonomiske begrænsninger, ingen tidsplan og ingen indblanding. Det er nu nok sandsynligt at prins Toshihito som var velbevandret i japansk som kinesisk litteratur fik sat sit præg. Man mener i Katsurahaven at have fundet flere træk, der er inspireret direkte af lady Murasaki’s roman fra det 11. årh.: Genji Monogatari (Historien om Genji; en lang beretning om en prins og hans elskovseventyr med rig baggrundsskildring af overklasselivet).

Selve villaen kan ikke placeres i en bestemt stilart – hvilket heller ikke har nogen betydning, ihvertfald er det en ren og harmonisk bygning af uovertruffen kvalitet og skønhed. Bygninger er dels placeret på en bakke over terræn samt hævet op på søjler for at sikre den mod oversvømmelse fra floden.

Katsura haven kan nok siges at være den mest fuldendte sø- og vandringshave. Alt er nøje planlagt så man hele tiden får besnærende glimt af villaen eller af tehusene, der er placeret rundt i haven. Trædestenene er et helt kapitel for sig.

– mange miniaturelandskaber
– snoede trædestier
– tehuse
– stenlygter langs stierne

Ritsurin – kõen garden/Park – Takamatsu

Ritsurin Koen er en landskabshave i Takamatsu, opført af de lokale feudale herrer i den tidlige Edo-periode. Haven blev påbegyndt i 1630 og var 100 år undervejs. Den blev brugt som villa have gennem 228 år. Selvom haven ikke er udnævnt til en af de tre ophøjede haver kan den sagtens måle sig med dem. De ophøjede haverer Kanazawa’s  Kenrokuen,  Mito’s Kairakuen  og Okayama’s Korakuen.

Den rummelige park har mange damme, bakker, træer og smukke pavilloner, placeret foran den skovklædte Mt. Shiun, der fungerer som en vidunderlig baggrund og et godt eksempel på lånt natur i japansk havedesign.

Haven er delt i to dele en klassisk japansk landskabshave i syd og en have i mere europæisk stil i nord. Haven er bygget op om 6 damme og 13 høje. (750.000 m2 = 75 hk. 1hk. = 1 fodbold bane).

Udtryk: Guddommelig i sit udtryk: idyl, harmoni, fred, ro, enkelhed, nærmest paradisets have.

Virkemidler:
– søerne, øerne, broerne og den grønne bund = storslået landskab
– gentagelsen i beplantningen: fyr, fyr og fyr
– gentagelsen i formerne, dels træernes klipning, gentagelsen i øerne

Adachi kunstmuseum – Yasugi

Anlagt af Kinsaku Nakane i 1970. Moderne landskabshave, som består af 4 haver: Tør landskabshave, moshave, hvid grushave og en damhave.

Stilistisk rent udtryk, æstetisk i sin fuldkommenhed. Lånt landskab, hvor en hovedvej bliver skjult.

Udtryk: det levende kunstværk i sin perfektion (i ramme), tiden står stille, tavsheden sænker sig.

Virkemidler:
– som Ritsurin: gentagelsen i klip og form
– øerne, søerne – det storslåede sceneri, men hvor det hvide grus giver et mere modernistisk indtryk.

Murin-an – Kyoto

En privat villa, der oprindeligt blev opført ved foden af Kyotos østlige bjerge i 1896 af Taisho-periodens statsmand Yamagata Aritomo, en af grundlæggerne af det moderne Japan. Haven er designet af Jihei Ogawa, bedre kendt som Ueji, der kom ud af en gammel have designerfamilie.

Murin-an er et naturskønt paradis gemt væk mellem travle gader og større berømte steder. Doneret til Kyoto City i 1941 nogle år efter Aritomos bortgang, og er nu åben for offentligheden.

Bygningerne på ejendommen, der består af en dejlig lille dam, en vandringshave samt et lille tehus, består af en to-etagers bygning i traditionel struktur, der fungerer som hovedbygningen, og en bygning i vestlig stil som er omdannet til et slags museum, der indeholder information og billeder om manden, der ejede Murin-an samt af havens designer, Ogawa Jihei. For historieinteresserede rummer anden sal i bygningen det rum, hvor Aritomo og tre øvrige politiske vigtige mænd satte sig ned for at diskutere politik før den russisk-japanske krig i 1903.

Haven er en damhave, som mest er bestemt for at blive betragtet fra huset, men som man også kan spadsere rundt i. Den har en smuk æstetik omkring et snoet vandløb og vandfald, der kan få en til helt at glemme, hvor travl verden er lige udenfor havemuren.

Andre betydningsfylde daimyou teien:

Tokyo:

Koishikawa Kourakuen

Koishikawa Korakuen er en af Tokyos ældste og bedste japanske haver beliggende i Koishikawa-kvarteret i Bunkyō, Tokyo. Haven blev opført i den tidlige Edo-periode (1600-1868) på Tokyo-bopælen for Mito-grenen af den regerende Tokugawa-familie. Ligesom sin navnebror i Okayama blev haven navngivet Korakuen efter et digt, der opfordrede en hersker til kun at nyde glæden efter at have givet lykke til sit folk.

Haven er attraktiv hele året, men især i efterårets farvesæson i slutningen af november og i begyndelsen af december. Dusinvis af ahorntræer er plantet omkring havens tre damme, som bliver til levende nuancer af orange og rød. Der findes også en lille, næsten skjult lund af ginkgo træer nær det sydøstlige hjørne af haven, som bliver gylden gule i løbet af efteråret.

Haven blev oprindeligt påbegyndt i Edo-perioden (1603-1867) af Tokugawa Yorifusa, grundlægger af Mito Tokugawa-klanen i 1629. Den er specielt fascionerende med dens selvbevidste repræsentation af forskellige kinesiske områder. Opførelsen blev afsluttet i 1669 af hans søn efter en 30 år lang byggeproces, hvor Zu Shu Shui, en eksil kinesisk lærd, var blevet konsulteret undervejs.

Den centrale dam har en horai-jima som er fyldt med koi’er. En horai-jima “skatteøen” en af de hyppigst forekommende symboler i de japanske haver. Horai-jima er et mytisk sted beboet af det udødelige, og i haven er det repræsenteret midt i dammen, som en lille ø lavet af en sten (eller gruppe af sten). Der er ingen broer, og øen er ikke forbundet med kysten på nogen måde, da Horaijima er utilgængelig for dødelige. Men hvis øen er stor nok, kan der plantes flora, som symboliserer lang levetid.  Fuldmånebroen er en stenbro af kinesisk design. Som så mange japanske designs med udenlandsk påvirkning, er denne dog en japansk have med et nik til kinesiske påvirkninger. En yatsu-hashi-bro (består af otte overlappende træ- eller stenplanker) zig-zagger sig gennem et felt af iris. Sawari-trædesten passerer nær et vandfald, og rundt om hvert hjørne udfolder overraskende udsigter sig. I dag er stedet blevet reduceret til 6,5 hektar, men det er stadig et besøg værd.

Rikugien (Iwakasi residence)

Rikugiens hovedindgangsport ligger på det østlige hjørne af parken omkring 5-10 minutters gang syd for Komagome Station på JR Yamanote Line eller Namboku Subway Line.

Rikugien betragtes ofte som Tokyos smukkeste japanske landskabshave sammen med Koishikawa Korakuen. Bygget omkring 1700 til den 5. Tokugawa Shogun. Rikugien betyder bogstaveligt talt “seks digte haven” og gengiver i miniature 88 scener fra berømte digte. Haven er et godt eksempel på Edo-periodens vandringshave med en stor central dam omgivet af menneskeskabte bakker og skovområder, alle forbundet med et netværk af stier.

Det tager cirka en time at komme rundt i hele havens netværk af vandrestier i rolig tempo. Stierne snor sig rundt om i haverne, gennem skove og åbne græsplæner og fører til flere tehuse, som er åbne for offentligheden. F.eks. Fukiage Chaya tehus langs dammens nordvestlige kyst .

Hama Rikyuu

Hama Rikyu ligger 10-15 minutters gang fra JR Shimbashi Station eller 5-10 minutters gang fra Shiodome Station på Oedo Subway Line og Yurikamome forhøjet tog.

Stedet blev Tokugawa shogunenss sommervilla i 1704 og blev navngivet Hama Rikyu i Meiji-æraen. Den omfattende vandringshave ligger i udkanten af Tokyo-bugten og omfatter den eneste tidevandsdam i Tokyo, shiori-no-ike, der skifter niveau med tidevandet. Den traditionelt indrettede have står i skarp kontrast til skyskrabere i det tilstødende Shiodome-distrikt. Haven har beskårede fyrretræer og en pæonhave. Et af fyrretræerne er over 300 år gammel og siges at være plantet af Tokugawa Ienobu selv. Nakajima-øen er forbundet med Konoji-shima-øen med en bro. Øens Tehus, Nakajima-no-chaya, byder på fantastiske udsigter.

Kanasawa

Kenrokuen

Kenrokuen i Kanazawa er med rette klassificeret som en af Japans “tre smukkeste landskabshaver” sammen med Mito’s Kairakuen og Okayama’s Korakuen. Den store grund var den ydre have i Kanazawa Castle. Kenroku-en blev udbygget fra 1620’erne frem til 1840’erne af Maeda-klanen, der styrede det tidligere Kaga-domæne (nuværende sydlige del af Ishikawa) som en typisk Daimyo have.

Kenrokuen blev åbnet for offentligheden i 1871 og har forskellige blomstrende træer, hvilket giver haven et nyt udseende afhængigt af årstiden.

Navnet Kenrokuen betyder “haven af de seks sublimiteter”, hvilket henviser til rummelighed, afsondrethed, kunstig, antik, masser af vand og stor udsigt, som ifølge kinesisk landskabsteori er de seks væsentlige egenskaber, der udgør en perfekt have. En spadseretur rundt i Kenrokuen øger forståelsen for denne landskabsteori, da området har mange vandfunktioner, broer, tehuse, træer, blomster, sten, udsigtspunkter samt skjulte områder.

Okayama

Kourakuen

Korakuen er en smuk landskabshave og Okayamas hovedattraktion, placeret lige ved siden af Okayama Castle, som kan ses fra haven som “lånt landskab”.

Den lokale feudale herre beordrede opførelsen af Korakuen i 1687 som et sted for underholdning for den herskende familie og et sted til at kunne modtage vigtige gæster. Lejlighedsvis fik offentligheden lov til at komme ind i haven.

Mito

Kairakuen

Kairaku-en er mest kendt for sine over tre tusind blommetræer.

Kairaku-en blev pågyndt i 1833 af Tokugawa Nariaki, daimyō af Mito Domain som selv designede haven. Opførelsen blev afsluttet i 1842. Kairaku-en var oprindelig beregnet til at tjene til glæde for offentligheden, hvormed Tokugawa Nariaki mente samurai-klassen. Almindelige mennesker fik kun adgang på bestemte datoer hvert år.

Kairakuen er særlig smuk i blommeblomstringssæsonen, fra slutningen af februar til marts. Haven har omkring 3000 træer med hvide, lyserøde og røde blomster. Mito Plum Festival (Mito Ume Matsuri) afholdes årligt fra midten af februar til slutningen af marts. Kairakuen har også en bambuslund, cedertræer og et to etagers Kobuntei, et traditionelt japansk hus med udsigt ud over Chinami søen.

Efter Meiji-restaureringen blev parken den japanske regerings ejendom, og Tokiwa Jinja, en Shinto-helligdom blev opført på grunden. Haven blev officielt omdøbt til Tokiwa Park i 1873. I 1922 blev det udpeget som et nationalt historisk området et sted for naturskøn skønhed. Kobuntei pavillonen brændte ned i 1945 under bombningen af Mito under Anden Verdenskrig, men blev restaureret i 1958. Parkens navn blev officielt ændret til “Kairaku-en” i 1948. Parkens samlede areal er 300 hektar.

Den betjenes fra Kairaku-en Station på JR EastJōban Line, men stationen er kun åben i blommeblomstringssæsonen. Sakurayama, kendt for sine kirsebærblomster i april, er en del af parkområdet, men er placeret på den modsatte side af togsporene.

Seishuen (Suizenji, Seishu-en) – Kumamoto

Suizenji placeret på den sydøstlige side af Kumamoto Castle blev skabt af Hosokawa Tadatoshi (1586–1641), der tog kontrol over Higo (Kumamoto) domænet i 1632. Her byggede han i 1630’erne et buddhistisk tempel kaldet Suizenji og et tehus. Suizenji Jojuen er en vandringshave (kaiyushiki teien) opført omkring en dam med vand fra Mount Aso.

Haven gengiver de 53 poststationer i Tokaido, den vigtige vej, der forbandt Edo med Kyoto i Edo-perioden, i miniatureform, herunder en lille Mt. Fuji.

To stenbroer ved indgangen stammer fra Meiji-æraen (1868-1912). Mod øst, på den anden side af søen, er et slående symmetrisk tsukiyama, eller kunstigt bjerg, der fremkalder formen af Mt. Fuji. Nord for haven ligger Izumi-helligdommen, der stammer fra 1878, året efter at Kumamoto blev brændt ned i Satsuma-oprøret. Oprørerne siges at have brugt miniaturebjerget Fuji til at montere et artilleribatteri i angrebet. Ved siden af Inari-helligdommen, som ærer høstens guddom, ligger fire lunde med blommetræer, somr blomstrer i det tidlige forår.

Suizenji ligger 30 minutters sporvognstur fra JR Kumamoto Station. Stå af ved sporvognsstoppestedet “Suizenji Koen”, hvorfra parken kan nås i en kort gåtur.

Hikone

Genguen (Genkyuuen)

Genkyuen er en vandringshave omkring en central dam og en cirkulær vandresti. Den blev opført på grund til Hikone Castle i 1677 af den lokale daimyo til underholdning for gæster og familien. Det er designet efter en paladshave fra Tang Kina.

Der er placeret fire små øer ud over dammen, som er forbundet med broer. Hikone Castles står på bakken bag haven og tjener som “lånt landskab”. En klynge træbygninger er placeret ved siden af dammen. Tidligere tjente de som underholdning for daimyoens gæster. I dag kan de besøgende nyde en kop te.

Ved siden af haven står Rakurakuen-paladset, der fungerede som bopæl for herrens familie. Det store trækompleks er i øjeblikket ved at blive renoveret. Renoveringsarbejdet er planlagt til at fortsætte indtil 2025, men det har næppe nogen indflydelse på et besøg i Genkyuen Garden.

Osaka station – Gen-Miyazono Fra Osaka station til Hikone Station En time sytten minutter (via JR Tokaido Line). Fra Hikone Station til Gen-Miyazono Ca. Ti minutters gang

Opførelsen af haven startede i 1677 og sluttede i 1679, Genkyu-en, Keyaki Goten, var en villa i Hikone Castle (1622). Det er udpeget som en National Scenery Beauty. På nuværende tidspunkt hedder haven Genkyu-en og bygningen hedder Rakurakuen. Genkyu-en er en vandringshave med en central dam med 9 broer over øer og forbjerge i dammen. Den bedste sæson at besøge er om efteråret, hvor røde og gule blade reflekteret på dammens overflade er storslåede. Især det årlige Projektørlysshow om efteråret er en tur værd.

Rekonstruerede paladsbygninger i Hikone Castle Museum

Almindelige japanske betegnelser for haver og templer:

Shinto helligdom (shrine): jinja, jingu, taisha eller –gu.
Buddhistisk tempel (tera): -in eller –an betyder et mindre buddhistisk tempel, hvor -ji eller dera betyder et større tempel.
Hondo: hoved hallen i et tempelkompleks.
Have: Niwa, teien, -tei, -en.
Park: koen

Åbn indlæg

Te-haven – roji 露地

Te-haven – roji 露地

Mange af elementerne i den japanske have som f.eks. vandbassinet, trædestenene, gangstier og stenlanterne kan føres tilbage til deres brug i tehaven. I tehaven har alle elementerne imidlertid en veldefineret praktisk funktion eller en særlig symbolsk værdi, men når vi genfinder de samme elementer i de andre havetyper som gårdhaven (tsubo niwa) og vandringshaven (kaiyu-shiki teien) har elementerne ofte en mere dekorativ funktion, selvom både den symbolske og den funktionelle funktion fortsat kan være til stede.

Teens verden

Teen kom til Japan fra Kina, hvorfra den blev indført i 801. Tekulturen passede fint med den herskende æstetik i Heian perioden, og teen blev hurtigt adopteret som en del af det æstetiske kodeks. Som en måde at udtrykke elegance, passede teen fint ind som en målestok for en persons kulturelle og sociale position. Med Tang dynastiets fald i 907 faldt interessen dog for teen i Japan for først at vende tilbage i slutningen af 12. årh.

Teens tilbagekomst skyldtes ikke mindst munken Myoan Eisai (1141-1215), som foretog to længere rejser til Kina. I 1191 vendte han hjem fra den sidste rejse, hvor han havde studeret zen i et zen kloster gennem 4 år. Udover viden om zen havde han også frø fra teplanten med tilbage. I begyndelse af det 13.årh. skrev han bogen Kissa Yoojooki, om det sunde i tedrikning, en bog som bl.a. var med til at skabe en fornyet interesse for tedrikning. Eisai grundlagde også det store Rinzai Zen tempel Kenin-ji i Kyoto, og var på den måde med til at skabe forbindelsen mellem zenbuddhismen og teen.

Dogen, der dannede Soto skolen, blev inspireret af Eisai. Han rejste til Kina i 1223 og grundlagde efter hjemkomsten Eihei-ji templet, hvor et vigtigt element i munkenes daglige praksis blev tedrikningen. Nogle templer bl.a. Kodai-ji arrangerede regelmæssigt større offentlige ceremonier, hvor der blev serveret te. Uden for templet blev der bagefter solgt te, en aktivitet som blev en del af templernes indtjening. Efterhånden indgik teen i den gaveudvekslingsordning, som var og er en vigtig del af den japanske kultur.

I begyndelsen af det 14. årh. blev te konkurrencer føjet til de almindelige adspredelser ved sammenkomster, hvor man bl.a. skulle gætte forskellige tetyper (tocha) og hvor de blev dyrket. Te sammenkomsterne, der ofte havde den lokale daimyo som vært, udviklede sig mere og mere ekstravagant og blev til løsslupne begivenheder, hvor der bl.a. blev indgået væddemål, og hvor der bl.a. deltog kunstnere, kutisaner og personer, som ønskede at komme op ad den sociale rangstige. De lavere sociale grupper begyndte også at drikke te, og organiserede egne sammenkomster i haven, køkkenet eller baderummet, hvor spiritus (saké) og spisning indgik som en naturlig del af aktiviteterne. Tedrikningen var langsomt blevet demokratiseret.

Der begyndte dog at opstå nogen misfornøjelse over teens popularitet bl.a. set i forhold til det spirituelle udbytte, som man ellers mente, var tiltænkt teen. Bla. Musoo Kokushi, (1275-1351), som skabte Saiho-ji, Tenryu-ji og Toji-in, var, som ledende figur i zen bevægelsen, yderst kritisk.

Nye tider

Med opkomsten af samuraien og samuraikulturen gennem Muromachi perioden og Heian elitens fald, ændrede opfattelsen af teen sig. Med samuraien kom der igen fokus på den fysiske som psykiske velvære. I første omgang betød det dog ikke nogen ændring i beundringen for bl.a. det kinesiske kunsthåndværk. Selvom Shogun Ashikaga Yoshimasa havde været en katalysator til starten på Onin krigen, blev han også en nøglefigur i det nye syn på teen. Kunst og kunstgenstande var i den politiske verden i høj grad tidens symbol på magt og prestige, og omfattede også udsmykningen af bygninger og borge. Noami (1397-1476), der var præst, maler og en kunstens mand, havde ansvaret for at katalogisere shogunens kunstgenstande, herunder redskaberne til tedrikning samt deres behørige brug. Noami, der også var betydende indenfor udviklingen af shoin arkitekturen, fulgte en mere acceptabel måde at servere te på, som, selvom den ikke var så beskeden som i templerne, var den ikke nær så prangende som ved de almindelige tesammenkomster.

Yoshimasa, som var opsat på at trække sig tilbage fra den politiske verden, havde i første omgang ikke nogen arving. Først i 1483 kan han trække sig tilbage til det, vi dag kender som Ginkaku-ji, Sølvtemplet, hvor han fortsatte med at være protektor for kunsten og omgiver sig med kunstinteresserede mennesker. En af disse var zenpræsten Murata Shuko (1423-1502), for hvem det var zenbuddhismen der lå bag teen, og som gav ham formålet og dybden i det at drikke te.

Murata Shukõ

Shoin-te var den teceremoni, der fandt sted med det formelle shoin rum som ramme, men Shuko foretrak hans ”stråtækte hytte” (soan), som hans shoin rum til indtagelse af te. Hytten var beskeden og lavet af enkle materialer og bevidst arrangeret, så den vakte stemning af et landligt tilflugtssted, på måde indbefattede det også, at tedrikningen eller treceremonien blev en intim affære. Hans ideale terum var 4 ½ tatami, svarende til ca. 12 m², hvilket blev standard dimensionen for tehuse. Han servede og forberedte også selv teen, hvilket ikke var almindelig praksis. Hans stil bliver af mange taget til indtægt for begyndelsen på wabicha, den teceremoni der gennemføres i overensstemmelse med wabi idealerne, den særlige raffinerede skønhed, der fremkommer med brug af materialer i deres oprindelige farver, former og struktur.

I Shuko’s forståelse var indtagelsen af te (chado, teens vej) grundlæggende et religiøst ritual og et middel i bestræbelsen efter dybfølt indsigt. Hans tilgang var jordnær og han brugte gerne mere simpelt japansk lertøj sammen med importerede redskaber, redskabernes æstetiske fortrin var det vigtigste. Heller ikke for Shuko var den kunstfærdige have en del af teceremonien. Han skabte et simpelt landskab rundt om sin stråtækte hytte, som blev gjort stemningsfuld med udsigt til bjerge i det fjerne.

Shuko havde mange disciple, specielt omkring Osaka, der var hovedhavnen i forhold til handlen med Kina. Mange af købmændene her var velhavende, og der havde udviklet sig en rig tradition og engagement i te i området.

Sen no Rikyu

Sen no Rikyu’s (1521-1591) far var en indflydelsesrig engros fiskehandler nær Osaka. Rikyu’s bedstefar havde dyrket tedrikningens kunst og havde været en del af Yoshimasas inderkreds i Ginkaku-ji. Han begyndte under navnet Sen Yoshiro at studere te ved Daitoku-ji, da han var 16 år. Han blev hurtigt opdaget af tidens temestre, som person med særlige evner og opfattelsesevne. I 1570 serverede han te for Nobunaga og blev efterfølgende en af hans tre lønnede temestre og rådgivere. Efter Nobunaga’s død indgik han i tjeneste som temester hos Hideyoshi Toyotomi, hvor han fik ansvaret for at revidere formerne og retningslinierne for teceremonien. Rikyu’s talent var, at han på en og samme tid kunne samle de forskellige tråde af sociale, æstetisk og spirituel stømninger, som naturligt fandtes i Japan: Fra den kinesiske poesi og mystik fandt han ideen om den stråtækte hytte, fra shinto fandt han interessen for renlighed og efterfølgende vurderede han med sin en zen inspirerede ligefremhed og klarhed igen teredskaberne og teceremoniuens fysiske omgivelser.

Fra at tesammenkomsterne blev afholdt i store haller bygget i den formelle shoin arkitektur, blev wabicha nu holdt i en simpel stråtækt hytte kaldet sõan – som senere udviklede sig til sukiya stilen. Tilbehøret til te sammenkomsterne blev også skiftet ud, i stedet for fin kinesisk porcelæn gik man bl.a. over til brugen af simple keramikskåle. Stemningen omkring tesammenkomsterne skiftede dermed fra ødselhed og udstillen af rigdom til tilbageholdenhed og ydmyghed.

Rikyu’s liv skulle dog ende i en tragedie. Han havde opnået en meget magtfuld position på den nationale scene på grund af hans nærhed, men også meget anstrengte forhold til Hideyoshi. I 1585 fremstod Rikyu bl.a. som tenka gosado, Japans temester. I 1590 ledte Hideyoshi en hær på 200.000 soldater til sejr ved Odawara en sejr, som bragte en ende på over 200 års borgerkrig og opstande. For at takke for sejren byggede Daitoku-ji en kunstfærdig to-etaget sanmon portal, portalen, der danner den symbolske indgang til templets hovedakse. For at påskønne hans rolle som mæcen og dermed at have sikret midler til projektet, havde man imidlertid placeret en statue af Sen no Rikyu på den øverste etage. Hideyoshi tog voldsomt anstød heraf. Han opfattede det som ringeagt, at han skulle passere under Rikyu’s fødder, når han besøgte Daitoku-ji. Efter at have været beordret i husarrest blev Rikyu på den 28. dag i den anden måned beordret til at begå rituelt selvmord (seppuku). Efter en sidste teceremoni, hvor han var omgivet af sine nærmeste assistenter, dør han for egen hånd, efter at afskedsdigtet er skrevet, i det terum, som han selv har designet og bygget. Han blev 71 år gammel. Det er uklart hvad den egentlige årsag var til Hideyoshi’s beslutning, da han havde stor respekt for Sen no Rikyu, hvilket et efterfølgende digt om Rikyu bevidner:

Fordi han dvælede
i den bundløse bevidsthed,
er han kendt
som en teens mand.

Fra Namporoku

De fire principper

Sen no Rikyu sammenfattede de fundamentale spirituelle og æstetiske principper i Chado i de fire tegn: Wa – harmoni, Kei – ærbødighed, Sei – renhed, Jaku – ro. Hans koncept på teceremoniens form, tehusets arkitektur og den tilhørende have var alle nøje underkastet disse idealer. De 4 pincipper kan dog kun realiseres efter megen praksis. Er principperne ikke en integreret del en del af den enkeltes adfærd og livsfilosofi bliver det blot en form.

Wa和 (harmoni) er det ultimative ideal for den menneskelige væren. Det er den positive interaktion mellem værten og hans gæst i en te sammenkomst eller blandt mennesker i enhver af livets situationer. Teen er fællesskabet mellem værten og hans gæst og ikke den isolerede udførelse af ceremonien. Harmoni dækker endvidere over harmonien mellem mennesker og naturen, og til noget så håndgribeligt som teredskaberne, hverdagens redskaber og livet selv. Ægte harmoni bringer fred. Nogen gange kan Wa også ses referere til Japan selv og til det at noget er japansk. F.eks washoku (和食) som betyder mad i japansk stil eller wafuku, som betyder tøj i japansk stil.

Kei敬 (respekt) er evnen til at respektere og acceptere andre, selv dem som vi er uenige med. Når vi er venlige mod andre og kan være ydmyge, kan vi modtage respekt. I teen tænker værten på gæsten og gæsten på værten. Det er den fortsatte delen og hensynsfuldhed som gør te sammenkomster succesfulde. Ideelt set er alle lige i te rummet. Det er vigtigt, at alt og alle behandles med den samme respekt, også redskaber af forskellig herkomst skal behandles på samme måde. Det er ikke værdien af en genstand der skal ikke diktere, hvordan den skal behandles. Kun på den måde kan et rent hjerte og ægte respekt blive en realitet.

Sei静 (renhed) er evnen til at behandle sig selv og andre med et rent og åbent hjerte. Det er den egentlige essens af te træningen. Det er en renhed, der ikke kommer af absolut renlighed, men af et rent hjerte. Kun med et rent hjerte, kan harmoni og respekt realiseres. Når te haven er rengjort er ens hjerte og sjæl også blevet rent. Når man bærer rent tøj eksisterer denne renhed også. Et rent hjerte er ikke prangende, men naturligt. Sen no Rikyu’s renheds ideal var havens naturlige udtryk efter at den var blevet rengjort og et par blade fra et træ var faldet ned på det velplejede mos. På den måde er der tale om en både materiel og spirituel renhed.

Jaku寂 (ro) er det punkt i den enkeltes te træning og praksis, hvor et niveau af uselviskhed er nået og som er fremkommet ved realiseringen af de første tre principper. Mens det på den ene side er det ultimative mål, er det på den anden side også begyndelsen. En ægte mester når dette højeste niveau og sætter herefter idealerne om harmoni, respekt og renhed ind i sin praksis og begynder igen med et frisk og oplyst hjerte. Først på dette tidspunkt kan livets endeløse muligheder blive realiseret.

De første tehaver

I starten var haveelementet i forbindelse med teceremonien, mere en tilføjelse til scenen end et element i en helhedsorienteret oplevelse. Hovedvægten med te sammenkomsterne var centreret om selve teen. Haven blev brugt af gæsterne til at gå omkring i, mens de slappede af. Den have Yoshimasa skabte ved Ginkaku-ji, sofistikeret som den var, forblev også ”udenfor” teceremonien. For bl.a. Shukõ skulle haven bruges med det formål at tilvejebringe en smagfuld baggrund for udførelsen af teceremonien inde i terummet. De fleste købmænd i byerne ville heller ikke have plads til en tehave, og ofte var haven blot en måde at tillade gæsterne at komme nærmere tehuset, uden at de skulle gå gennem selve huset. For de højtstående samuraier, daimyo’er og aristokaratiet var bekymringer om plads og omkostninger derimod ikke noget problem.

Tehaven – roji

Te-haven blev efterhånden designet til at komplementere ændringerne i måden at drikke te på. Haverne skød op i mange variationer, som reflekterede bredden af de samfundslag, der var involveret i opkomsten af den nye te kultur lige fra samurai- og købmandsresidenser til zen templer. I Rikyu’s vision var haven en integreret del af udførelsen af teceremonien, fra det øjeblik gæsten træder gennem indgangsporten til han løfter tebovlen for at drikke. Te-haven er som sådan ikke nogen have, men en korridor, der skal forberede gæsten til den mentale og spirituelle ro, der er nødvendig for te-ceremonien (cha-no-yu).

For Rikyu fik begrebet roji en særlig positiv værdi og blev symbol på den uberørte jord, hvor gæsten bliver spirituelt genfødt, mens han eller hun bevæger sig fra den verdslige verden til det tilbage­trukne rustikke tehus (souan cbashit-su). Rikyu satte en mindre klynge af bambus ind, hvorved der blev dan­net en sti samt et gærde af bambus. Meningen med sceneriet var, at det skulle illudere eneboeren, der lever i en simpel hytte i skovens tykning. Det simple og stilfærdige var idealet i Rikyu’s te stil. Det blev bedst udtrykt i en roji med upolerede trædesten, en enkelt stenlanterne og et lavt vandbassin til at rense sig. Jorden skulle helst være overstrøet med blade ligesom i en skov, så man ikke kunne se jorden. For at bevare den friske og rene fornemmelse skulle tehaven vandes, umiddelbart før gæsterne ankom. Denne form for æstetik kaldes wabi, som er en æstetik, der bl.a. finder det smukke og den åndelige dybde i det jævne og forarmede.

At spadsere gennem te-haven skal symbolsk føre gæsten fra det verdslige liv til den dybe afsondrethed, som kan findes i bjergenes skove. Traditionelt betyder roji gangsti eller passage, men te-mestrene gav ordet en ny og mere poetisk mening: “det duggede område” eller “den duggede sti” – et passende billede på ihvertfald Kyotos kølige og mosdækkede te-haver. Roji-niwa, sukiya-niwa eller chaniwa er andre navne der bruges for tehaven.

Der var ingen standard opbygning på haverne, men der var bestemte lighedspunkter som skabte den basale fysiske form. Te-haverne blev mest bygget i Kyoto og i de store handelsbyer og te-huset og te-haven blev oftest designet til at passe ind i et eksisterende åbent hjørne af huset og designet blev derfor naturligt en komprimeringens kunst. Mange te-haver er da også små. På Rikyuu’s tid var en roji almindeligvis udformet som ét rum eller enkelthave, også når der blev benyttet en slags midterport (chuumon). Enkelthaven blev gradvist udviklet til den dobbelte roji bestående af en ydre (soto) roji og en indre (uchi) roji. Futura Oribe, som var Rikyuu’s stedsøn, (1544-1615) tillægges almindeligvis udviklin­gen af den mere komplekse og sceniske tehave type.

I den typiske roji fra Edo perioden findes trædesten og stenbelagte stier (nobedan), der fører fra ventebænken (yoritsuki) og hele vejen til tehuset (chashitsu). Stenlanterner (tourou) er placeret rundt om i roji’en, lige­som et vandbassin arrangement (tsukubai), en mellemport samt trumf sten (yaku-ishi), der er place­ret på forskellige nøglesteder.

Roji’en – og dens vej

Vandringen gennem te-haven skal nedbryde forbindelsen med den ydre verden og haven er den korridor, der skal passeres for at forberede gæsten til den mentale og spirituelle ro, der er nødvendig for den te-ceremoni (cha-no-yo), der skal gennemføres i te rummet. Rejsen fra den ydre verden går gennem nogle tærskler, der skal frigøre gæsten fra dagligdagens bekymringer og lede ham eller hende ind i teens verden. Det sker både fysisk og symbolsk bl.a. ved forskellige porte og renselsesprocesser.

Nu findes der aldrig nogen lige vej til den dybere indsigt, og billedligt giver det sig udtryk i at vejen til te-huset aldrig er lige, den slynger sig ubemærket og stille gennem haverummet. Som gæst bliver vi ledt, eller nærmere ført igennem haven, enten ved hjælp af trædestiens anvisninger eller – ved de mere uformelle te-ceremonier – af værten, der henter os ved porten.

Trædesten – tobi-ishi

Trædestien er sammensat af flade sten, hvor hver sten er sat med velovervejet hensigt og omtanke. Trædestenene kaldes også nori-no-ishi, som betyder sten, der viser, hvor gæsten skal gå.

I Rikyu’s måde at lægge trædesten på definerede han formålet med trædestenene i tehaven som væ­rende 60 % praktisk begrundet. Mos og jordstier vil blive mudrede efter regnskyl og besværliggøre, om ikke umuliggøre, rejsen gennem tehaven. De sidste 40 % var begrundet i respekt for landskabet og handlede altså om det æstetiske udtryk. Futura Oribe definerede deri­mod trædestenene som værende 60 % for at fornøje gæsterne, altså æstetisk, og 40 % som henhørende under et praktisk formål.

Tehavens konkrete æstetik, afhænger altså også af den skole, som den konkrete have læner sig op ad. F.eks. er træde­stenene almindeligvis sat 6 cm. fra jorden i Rikyuu’s stil, men 5 cm, i Oribes stil og kun 3 cm. i Kobori Enshu’s stil. Man er dog enige om, at trædestenene skal leve en tilbagetrukken tilværelse, de må aldrig i kraft af deres form eller farve forstyrre gæsten på sin vej gennem haven.

I Chadou Kyuubunroku, en bog om teceremoni af af Fujimura Youke (1613-99), siges det, at der ikke må være en eneste sten, som ikke tjener noget praktisk formål, selv ikke for at danne et mønster. En sten på et sted, hvor den ikke tjener noget formål vil spirituelt set ikke kunne blive bragt ordentlig til live. Havens trædesten har som det ultimative mål at gøre mennesket opmærksom på en af dets mest basale aktiviteter – at gå. Det ligger i direkte forlængelse af Buddhas egen måde at meditere på, som indbefattede to faser: Den ene var at koncentrere sig om vejrtrækningen, når man sad. Den anden var at koncentrere sig om fodsålerne, når man gik. Med den tilgang knytter roji’en sig direkte til zen traditionen. Den ultimative måde at lægge verden bag sig er den fulde tilstedeværelse i nuet.

Gruppering og placering

Der er mange måder at arrangere trædestenene på. De mest almindelige er chokuuchi eller “lige linie,” niren’uchi eller “2 stens gruppen”, san-ren’uchi eller “3 stens gruppen”. Gorenuchi er en “femstens gruppe”, der er opbygget af de to forrige typer, shichi go san eller “7, 5, 3” sten mønster, shisan kuzushi er et “3 og 4 stens gruppe ” lagt i el zig-zag mønster, chidorigake er et alternativt zig-zag eller slingrende mønster, der er opkaldt efter fodaftrykket af den japanske søfugl chidori (præstekrave). Af andre mønstre kan lindes gankouuchi de “flyvende gæs (ganko) eller længere zig-zag mønster, konoha uchi eller faldende blade,” og tanzaku uchi eller den “aflange stengruppe. Når to og tre sten er sat på linie, og som modvægt med en anden gruppe af sten laver et større zig-zag mønster, kaldes møn­steret kariuchi eller “vilde gæs” fordi det minder om flugten af en flok gæs.

Roji’en – og dens vand

Vandet er et vigtigt element i alle japanske havetyper og også i te-haven. Vandet bliver dog brugt på en noget anden måde end i de øvrige havetyper. Vand, som den store dam eller den brusende flod, har intet med en roji at gøre. Vandet må nemlig ikke distrahere gæsten ved at være anmassende og påtrængende. I roji’en er vandet symbol på renhed og renselse. Vandet er ikke til stede i kraft af æstetik, men i kraft af sin symbolske værdi af renhed. Det fremgår både af værtens og gæstens handlinger. Inden gæsten ankommer, har værten vandet sine trædesten dels fordi stenene fremstår smukkest, når de er våde, men vigtigst fordi de fremstår rene. På samme måde er både haven og te-huset rengjort inden gæsten kommer. Gæsten selv udfører en rituelle renselsesproces ved tsukubaien, som er betegnelsen for arrangementer omkring vandstenen. Hænder og mund renses både fysisk som psykisk, så gæsten er parat til at drikke te med sin vært. I den buddhistiske tankegang er det sjælen, som derved er blevet renset for illusionens støv. Vandstenen, chozubachi, er placeret lavt, således at gæsten bliver nødt til at bøje sig i ærbødighed for at udføre renselsen. Skikken er taget fra shinto, hvor man renser sig i vand, før man træder ind i hellig­dommen for at tilbede guderne, traditionelt i form af et klart vandløb, kaldt mitarashi-gawa (floden for håndvaskning).

Roji’en – og dens beplantning

Når vandringen gennem roji’en skal være en stille vandring uden forstyrrende elementer – et haverum, hvor koncentrationen kan samles, har det selvfølgelig stor betydning for, hvordan roji’en beplantes. For ligesom vi ikke må distraheres af markante sten og rindende vand, således må vi heller ikke blive distraheret af træer og buske.

For at skabe en naturlig stemning af skov, består planterne i te-haven af en blanding af stedsegrønne træer og buske samt nogle få løvfældende træer – typisk acer. Blomstrende træer og buske bruges stort set ikke, men årstidens skiften kommer derimod til udtryk i løvets farver. Træerne er også med til kontrollere lysmængden i haven og til at skabe skyggevirkninger. Som modvægt til træerne, bruges stedsegrønne buske i kompositioner med særligt udvalgte sten. Bregner og småplanter er placeret så de giver en stemning af at have sået sig selv. Jorden er dækket af grøn mos, som er en naturligt forekommende vegetation i det fugtige Japan.

Futura Oribe sagde advarende: ”Ingen vil drømme om at forme eller beskære træer i rojien. At plante træer med grene og blade klippet i form eller med kunstigt bøjede grene vil ødelægge rojiens ånd”. Både Oribe og Rikyu afviste at benytte blomstrende træer. Rojihaven var ikke stedet til at udstille imponerende sten, sjældne planter eller gartnermæssig snilde. Summen af menneskelig indgriben måtte minimeres til det nødvendige. Rojihavens elementer blev derfor i høj grad funktionelt bestemt.

Beplantning i den ydre og indre have

Roji er sædvanligvis inddelt i to dele. Den ydre have, soto roji, som generelt er mere stenet og bunden mere sandet, og den er relativ lys og luftig, da beplantningen her er mere sparsom. Den indre have, uchi roji, er derimod mere grøn og giver ofte associationer til et skovområde. De enkelte sektioner i te-haven skal være afskærmet fra hinanden ved planter, hegn eller af bygningselementer, og ingen af havens elementer må virke anmassende. Fra den ydre have, hvor ventebænken befinder sig, må man eksempelvis ikke kunne skimte værten. Da haverne ofte er meget små, stiller det store krav til at få elementerne til at indgå i en helhed, men også til at få haven til at syne større end den faktisk er. Haven skal på den ene side virke tæt, men skal samtidig have den gennemsigtighed, der er karakteristisk for den japanske have.

Te-haven er altså ikke en have, der skal betragtes fra et bestemt punkt, men en have der skal understøtte gæstens vandring mod te-rummet og yde den rette baggrund for de rette tanker. Havens skønhed og æstetik skal også ses som en manifestation af værtens ånd og ærbødighed over for gæsten.

Te-huset – sukiya

Det var te-mestrene, som fik øje på skønheden i den anonyme arkitektur, og te-hus arkitekturen hentede megen inspiration fra jævne menneskers boliger, bl.a. bondehuset. Leret kom til sin ret og blev forfinet i det japanske hus, bl.a. også i farvetonerne. Te-huset, som her er skitseret, er baseret på idealet for et soh-an te-hus (egt. græshytte). Hvor man i bondehusene anvendte materialerne på en solid og fornuftig måde, blev de samme materialer forfinet i te-huset, samtidig med at man fastholdte den rustikke karakter.

Te-rummet – chashitsu

Sen-no-Rikyu foretrak det lille intime te-rum med kun to tatami-måtter, hvor det traditionelle te-rum består af 4 ½ måtte.  Tatami-måtten måler almindeligvis 1,8 x 0,9 meter. Lyset i te-rummet er dæmpet, da tagskæg og vinduer kun tillader få af solens stråler at passere. Farverne i rummet er diskret afstemte. Te-rummet er absolut tomt, bortset fra det, der midlertidigt er anbragt der, for at tilfredsstille en æstetisk stemning. De forskellige dekorationsgenstande udvælges så ingen farve eller mønster gentages.

Gæste indgangen – nijiri-guchi

Gæsteindgangen er en glidedør ca. 70 cm. høj og 60 cm. bred. Gæsten tvinges dermed til at lade sig glide ind i te-huset på hænder og fødder efter at have efterladt sit fodtøj på den forhøjede trædesten udenfor te-huset. Den symbolske mening er at demonstrere, at alle, der deltager i te-ceremonien, er lige, men samtidig også en måde, hvorpå der skabes distance til den ydre verdslige verden. Før samuraien i det gamle Japan kunne komme ind i te-rummet, måtte han lægge sine sværd fra sig på et stativ under taget. Samværet skulle foregå i en fredelig atmosfære, hvor man også undgik at tale om penge og andre verdslige ligegyldigheder.

Værtens indgange

Kyuji-guchi: Indgang fra værtens forberedelserum sker gennem en glidedør med papir, der er spændt ud over begge sider af en enkel træramme.

Sadoh-guchi: En todelt glidedør, der tillader værten at bringe større ting ind i te-rummet, hvilket er nødvendigt for nogle af te- ceremoniens stilarter.

Tokonoma

Den dekorative alkove er delvist skjult af en halvvæg, der er bygget ind i te-rummets væg. Halvvæggen har ingen funktion i sig selv. For enden af halvvæggen står en rustik træsøjle (toko-bashiraen). Det er en træstamme af en anden træsort end det øvrige træværk, og hvor kun barken er blevet fjernet. Stammen er eventuelt blevet poleret.

For at adskille tokonomaen fra gulvet er dens bund normalt hævet ca. 15 cm. På det fremkomne podie kan der ved te-ceremonien være placeret en enkel og smuk blomsterdekoration. Vasen placeres asymmetrisk så den ikke deler rummet i to halvdele. På tokonomaens bagvæg hænger der en billedrulle. Billedrullen vil afspejle årstiden i tekst eller i billede, men er der en blomsterdekoration i tokonomaen, vil billedrullen ikke gengive noget blomstermotiv.

Vinduer

Vinduerne i te-huset og deres placering havde både en praktisk og en symbolsk betydning. Dels var de placeret, så det rette lys faldt på det rette sted, dels symboliserede de f.eks. i antal eller form temaer fra den buddhistiske lære. Det kunne være ideen om de 6 øjne eller sanser, eller det runde vindue, der symboliserer sjælen. Sen-no-Rikuo begrænsede antallet af vinduer i te-huset. Han mente, at en dæmpet belysning uden distraktioner ude fra var mere befordrende for at koncentrere sindet.

Shitaji-mado: Vinduet på halvvæggen ved tokonomaen skal med det sammenflettede bambus fremstå, som var det en del væggens bindingværk. Et raffinement lånt fra de gamle lerklinede bondehuse, hvor man lod et område stå udækket, således at det sammenflettede bambus lod lyset komme ind.

Rinji-mado: Over gæsteindgangen (nijiri-guchi) er et langt retangulært vindue (rinji-mado) karakteristisk med bambusgitter (rinji) udvendig. I te-huset er vinduets bambus dog uafhængig af væggens netværk.

Ildstedet – ro

Det nedsænkede ildsted var almindelig i det japanske bondehus, hvor det var placeret midt i rummet, så man kunne sidde rundt om det. I te-huset blev ildstedet kun taget i brug i den kolde periode ellers var det dækket til, og der blev brugt et transportabel kulbækken (furo). Ildstedet eller kulbækkenets funktion er at opvarme kedlen (kama) med vandet til brug for te-ceremonien.

Vejen gennem tehaven

l basisdesignet for tehaven bliver gæsten ført fra indgangsporten til tehaven (rojimon eller rojiguchi) til den ydre ventebænk (soto koshikake). Den ydre port adskiller haven fra verdenen udenfor. Ved ventebænken har værten lagt nøglesten (yaku-ishi), det er sten, der hjælper gæsten gennem haven eller bruges til at sætte fokus på særlige elementer i havesceneriet. Ste­nene har navn efter deres placering eller deres særlige funktion. Ved ventebænken er der lagt flere sten: hovedgæstens sten (shokyaku), gæst nr. to’s sten (jikyaku), de øvrige gæsters sten (renkyaku) og medhjælperens sten (otsume), alt afhængig af antallet af gæster. Ved siden af ven­tebænken vil der være et toilet (shitabara setchin), der, til forskel fra det toilettet i den indre tehave, er til at bruge.

Mellemporten – chuumon

Fra ventebænken bevæger gæsterne sig ad den anviste trædesti og den særlige gangsti, nobedan, til mellemporten (nakamon eller chuumon). Er der flere mulige trædestier, vil værten have an­bragt en guidesten (sekimori-ishi), således at gæ­sten bliver ledt den korrekte vej. Ved mellem­porten er der, hvor man træder ind over mellem­porten (chuumon) lagt en “træde-over stenen” (norigoe-ishi). En særlig gæstesten (kyaku-ishi) er placeret før mellemporten og værtens sten (teishu-ishi) er placeret efter porten. Værtens og gæstens nøglesten ligger højere end de øvrige trædesten. Afhængig af designet på mellemporten kan værtsstenen og træde-over stenen være fordoblet eller kombineret til en større flad sten. Såfremt der er brugt en hængslet port til at skille den indre og ydre have er nori­goe-ishi stenen erstattet af en dørstopsten (tozuri-ishi).

Ved mellemporten byder værten sine gæster velkommen ved en ceremoni (mukae-tsuke). Mellemporten kan være konstrueret på flere måder, men den vil altid være simpel og enkel i sit udtryk. På begge sider af porten er der sat en beplantning, der danner en barriere eller hegn (ai-no-gaki).

Gangstien – nobedan

Det er her før mellemporten, at vi finder en nobe­dan, en særlig gangsti for tehaven. Nobedanen er i sin grundstruktur en rektangulær stensti, og den kan enten være ret eller kurvet. Den er konstrueret ved sammenlægning af et større antal mindre sten, men der kan benyttes forskellige typer af stenbelægning. Måden, de forskellige typer af sten er sammenføjet på, har betydning for den skønhed, en nobedan bliver tillagt. Nobedanen bliver til tider også kaldt for ishidatami – stentatami. Længden og bredden af nobedanen skal gøre det muligt for alle gæsterne til teceremonien, oftest 5, at kunne stå samlet, mens de bliver budt velkommen af værten. Nobeda­nen kan også findes andre steder i tehaven. Området mellem den ydre ventebænk og mellemporten kaldes soto (den ydre) roji, og området efter mellemporten er uchi (den indre) roji. Standarddesign med to haver kaldes niju roji, men der findes tehaver med flere haver.

Vandbassinet – tsukubai

Fra mellemporten bevæger gæsten sig frem mod tsukubaien, hvor gæsten vasker hænder og mund for at rense sin fysiske krop og sjæl før der trædes ind til teceremonien. Ordet tsukubai stammer fra “tsuku ban”, som betyder at læne sig for­over, og stenbassinet er netop pla­ceret så lavt, at man er nødt til at bøje sig for at bruge det. En sten med en udhuling fungerer som bassin, og en øse er anbragt til brug for gæ­sten. Vandet kan tilføres via et bambusrør fra en naturlig kilde, men kan også påfyldes af værten, før gæsten ankommer. Tsukubaien har i tehaven en veldefineret funktioon, og dermed også et veldefineret antal nøglesten: vandbassin stenen (chouzu-ishi), frontstenen (maeishi), lampestenen på venstre side (teshoke-ishi), som bruges til at oplyse tsukubaien ved om afte­nen, varmt-vand-spands-stenen på højre side (yoke-ishi), som er flad på toppen, hvor man om vinteren kan sætte kedlen med varmt vand. Kedel- stenen er lidt højere end lampestenen.

En stenlanterne (ishidoro) som regel af oribe typen, er som oftest placeret ved siden af tsukubaien.

Oprindelig blev der brugt stenlamper fra shinto shrines og buddhistiske templer, men senere ud­viklede temestrene deres egne lamper. Tehavens lamper har som regel ingen fod, men soklen er sat direkte ned i jorden, hvilket igen har at gøre med teceremoniens enkelhed. Der er sædvan­ligvis placeret stenlamper ved ventebænken, mellemporten, tsukubaien og ved sværdhylden.

Tehusets – chashitsu – nøglesten

Fra tsukubaien bevæger gæsterne sig hen til tehuset(chashitsu). Foran den lave indgang (nijiriguchi) er der lagt et antal nøglesten. Lige foran indgangen ligger en stor flad trædesten fumi-ishi, den kaldes også “den første sten” (ichiban-ishi). Når gæsten knæler, skal vedkom­mende være tæt på tehusets gulv, så stenen hjælper med at gøre entreen let. Højden af ste­nen afhænger derfor af højden på indgangen, som regel er den placeret 18 cm væk fra tehuset således at toppen er 36 cm under gulvets karm. Ved siden af fumi-ishi findes ochi-ishi eller “nedgangs stenen” som også kaldes “den anden sten” (niban-ishi), den er placeret 3 cm lavere end fumi-ishi. Nori-ishi eller “bjergstenen” er der “tredie sten” (sanban-ishi), den er 3 cm lavere end nori-ishi og er på højde med de almindelige trædesten.

Efter at have fået kaiseki, et måltid der serveres før den ceremonielle te, går gæsterne ud i roji’er igen. Til brug for denne mellempause er der op­ført endnu en ventebænk uchi koshikake, som er designet stort set som ventebænken i den ydre tehave.

Andre nøglesten – yaku-ishi

Nøglesten er placeret under sværdhylden (katanakake), ved affaldshullet chiriana, ved det ornamentale toilet sunasetchin (egt. sandtoilet) i den indre tehave (uchiroji) som symbolsk demonstrerer stedets renhed.

Herudover kan der findes

Monomi-ishi: landskabs-betragtnings-stenen. En sten fra hvilken tehuset og så godt som alle ele­menterne i tehaven kan ses. Den er sædvanligvis placeret mellem midterporten og tsukubaien, men kan nogle gange være placeret i den ydre tehave.

Kanekiki-ishi: lytte-til-en-klokke-sten, ligeledes nær ventebænken

Sute-ishi: smid-væk-stenen. En natursten som er sat på en tilsyneladende tilfældig måde for at skærpe havesceneriet. Den er placeret på et betydningsfuldt sted eller ved siden af trædesten.

Fumiwake-ishi, vendestenen, er en sten der bruges ved et skæringspunkt af stier. Den er sæd­vanligvis lidt større og højere end de øvrige sten. Nogle gange bruges tempelsten, garan ishi, men her er overfladen i samme højde som de øvrige trædesten. Når havestier deler sig i fire retninger, bruges der ikke en enkelt sten, men der sættes to sten, som sættes i to punkter.

1. Den ydre port (soto-mon eller roji-mon) 2. Toilet (setchin) 4. Ventebæk (koshikake machial) 5. Opsamlings skakt (chiri-ana) 6. Vandsten (tsukubai) 7. Brønd (ido) 8. Stråtag (soan)

Illustration:

  1. H Hovedindgang til tehaven.
  2. Den ydre ventebænk med hovedgæstens sten (l).gæstnr.2’ssten (2) og de øvrige gæsters sten samt medhjælperens sten (3).
  1. Toilet med vandbassin (l).
  2. Mellemport med dørstopsten eller “træde over sten” (1), gæstens sten (2) og værtens sten (3).
  3. Nobedan.
  4. Katsuga stenlanterne med ildtændingstenen (l)
  5. Studererum med skoplaceringssten (l) og vandbassin (2).
  6. Tsukubai med vandbassin sten en (l), frontstenen (2), lampestenen (3), varmt-vand-spand-ste­nen (4) og stenlanternen (5). I. Tehuset med l’ sten (l), 2’sten (2), bjergstenen eller den 3′ sten (3), sværdhylden med hæng-op stenen(4) og det symbolske affalds hul (5).
  7. Ydre ventebænk med lytte-til-klokken sten (1).
  8. Den indre haves ornamentale toilet med vand­bassin (1).
  9. Landskabsbetragtningsstenen, M. Løvfældende træer, oftest ahorn.
  10. Fyrretræ.

Eksempler:

Koto-in
Toji-in
Genkuen
Hogen-in
Seriryu-an
Hakaso Sonso

Åbn indlæg

Tørlandskabshaven – kare-san-sui 枯山水

Tørhave i Zuiho-in (Daitoku-ji, Kyoto)

Tørlandskabshaven – kare-san-sui: En ny havetype vinder indpas

I løbet af Kamakura perioden og i særdeleshed i Muromachi perioden begyndte haverne at skifte karakter. De store damhaver blev udbygget, men blev nu i højere grad haver, man gik rundt i. Den tørre landskabshave, kare-san-sui, kunne i disse haver indgå som et element. Samtidig skete der et skift i brugen af sten, der i stigende grad blev brugt til at beskrive scener eller allegorier fra det buddhistiske univers. Tendensen kan aflæses i havemanualen Sakuteiki, der påpeger, at man kan skabe en have uden brug af dam eller vandløb.

”Når du bygger en kare-san-sui have, skal du først udforme området, så det ligner fundamentet til et bjerg eller en grøn bakkeskråning, arranger herefter stenene, så de passer ind i dit overordnede design.”

Tenryu-ji


Haven i Tenryu-ji i det sydvestlige Kyoto er en af de første haver, der markerer skiftet fra den tidligere naturalistiske landskabsgengivelse til mere kunstneriske og symbolske gengivelser af landskabsscener. Shogun Ashikaga Takauji konverterede stedet i 1339 til et Rinzai Zen tempel som en bodshandling for at have drevet kejser Godaigo i eksil. Under templets første abbed, Muso Soseki (1275-1351), der havde tilskyndet til bodshandlingen, blev templet en af de fem Rinzai hovedtempler i Kyoto.

Det menes, at Muso har designet haven, som oprindelig var bygget i shinden stil. Muso indsatte elementer fra den tørre landskabshave. De vertikale sten i bagerst af dammen matcher ikke blot buddhistisk lærdom, men også kinesisk mytologi. Drage-port-vandfaldet, Ryumon no taki, med den symbolske karpesten, der dog i nyere tid har stået hen som et tørvandfald, refererer til et kraftfuldt treetagers vandfald ved Kinas gule flod. Ifølge den kinesiske legende forvandles en karpe til en drage, hvis den har styrke og udholdenhed nok til at svømme op ad dette vandfald. I Kina var legenden dog mest en allegori for at have bestået den strenge eksamen til den statslige administration, mens den i Japan derimod er en allegori på zen studier og om oplysthed gennem selvtræning og meditation.

Saiho-ji


Et andet eksempel er Saiho-ji. Templet ligger i vestkyoto og er mest kendt som Kokedera, Mostemplet, pga. det imponerende mosbunddække. Da Muso istandsatte templet i 1339 overgik templet til Rinzai sekten, hvor det før havde været tilegnet Jodo Buddhismen.

Damhaven menes at gå tilbage til Asuka perioden (552-770). Stedet skulle have tilhørt prins Shotoku (572-621). Han havde antaget den buddhistiske tro og beskyttede den, og ved hans død var der 48 templer og over 1300 munke og nonner. I den efterfølgende Nara periode blev der grundlagt et Amida tempel, hvor søen og haven menes at have repræsenteret Det rene Land, paradishaverne. Da Muso overtog templet, menes han at have stået for ændringen af designet på haven og opførte en del nye bygninger, bl.a. en to etages pavillon, der menes at have inspireret til Sølvtemplet, Ginkaku-ji.

I dag fremstår haven, som en vandringshave og består af to dele. Dammen med øer og de omkransende trædestier, den øvre sektion kendt for dens to klippeformationer, hører til nogle af det tidligste kare-san-sui og skulle være designet af Muso selv. Den ene ende af klippeformationerne indeholder en skildpaddeø – kame shima – den anden et tørt vandfald – kare taki. Dammen, Kogane-ike eller Ogonchi, skulle efter Muso’s foranledning være formet som kinji karakteren for hjerte (shin). Gennem tiderne har haven ændret sig og mosdækket, med mere end 120 forskellige arter, er kommet til senere. Selvom træerne, der dominerer området i dag, ikke er samtidige, har der højst sandsynligt oprindelig været træer, og i Sakuteiki fremgår træernes betydning for haven da også.

”Når Buddha prædikede, stod han under et træ. Når shinto guderne kom ned fra himlen tog de bolig i træer. Så er det ikke altafgørende, at menneskets boliger skal være omgivet af træer.”

Ændret byggestil – nye muligheder: Shoin-zukuri

De magtfulde samuraier havde i deres residenser (buke-yashiki) adopteret aristokratiets shinden stil med det tilhørende havekompleks, men i løbet af Muromachi perioden ændrede shinden-stilen sig langsomt. En afgørende udvikling gik mod en rumlig opdeling i forhold til husets funktioner. Der blev en større opdeling mellem de offentlige og private rum i hovedbygningen, noget der blev afspejlet i brugen af de særlige glidende skærme. Et tidligt element i den nye shoin stil er en ny bygning, kaisho, som er et rum til audiens, og hvor husets gæster kan underholdes. Rummet genfindes i zen templerne, som abbedens kvartér – hojo’en. Shoin er egentlig betegnelsen på en bygningslænge med en niche, der er trukket ud under det dybe udhæng for at kunne give lys til at læse og skrive. I klostrene har abbeden som regel et rum, der kaldes shoin, til brug for konversation og til at kunne læse og skrive.

Det var også i denne periode at stråmåtterne (tatami) blev almindeligt udbredte og dækkede hele gulvfladen. Sammen med de nye transparente papirskydedøre (shoji) gav det en større fleksibilitet i den måde, man kunne opdele i ude og inde.

Karakteristiske kendetegn for shoin stilen er, at det mest formelle rum har en dekorativ alkove (tokonoma), der er forskudte hylder (chigaidana), det indbyggede arbejdsbord eller disk (tsukeshoin) samt de dekorative skydedøre (chõdaifamae)

Ændret havedesign

Ændringen i arkitekturen fik også betydning for havedesignet. En af ændringerne var en ny form for indgang. Tidligere havde templerne en overdækket indgang indbygget i muren syd for hovedhallen (hondo), hvor højt rangerede personer kunne gøre deres entre. En sti gik direkte fra porten til hovedhallen over en formel gårdsplads. I shinden residensen var indgangen gennem mellemporten og hen over den sydlige gårdsplads. I begge tilfælde hindrede en have direkte syd for hovedbygningen indgangens betydning. Med shoin stilen kom man ind på området fra syd gennem en port og via en ny formel indgangsveranda (kurumayose) kom man ind i selve bygningen, senere kom en indgangsvestibule (genkan) til.

Samurai bolig (buke-yashiki). Her fra ‘Japanse Garden design’ af Marc P. Keane, (1997) s.55. Se også ‘What is Japanere Architecture‘ (1996).
1. skydedøre (shoji) 2. Haven 3. Ydre muren 4. Adgangsplads 5. Hovedporten 6. Transport tilgang (kurruma yose) 7. Service port 8. Bølget gavl (kara hafu) 9. Hovedhallen 10. Tatami

Specielt efter Onin krigen, hvor bl.a. halvdelen af Kyoto blev brændt ned, fik tørlandskabshaverne fornyet drivkraft. Genopbygningen af bl.a. tempelhaverne kunne gøres med mindre plads, tid og penge. Vand var i nogle områder blevet en mangelvare, og de tørre haver blev populære især ved de templer, som ikke havde let adgang til vand. En senere reform af tempelreglerne i 1600-tallet betød, at den sydlige have, som vendte mod det centrale meditationsrum i abbedens residens, ikke længere blev brugt til religiøse formål. Gruset, som disse områder havde været belagt med, kunne derfor bruges til opbygning af flade tørhaver. Karakteristisk for kare-san-sui haverne var netop det revne grus, der symboliserede havet eller oceanet.

Beskuelseshaven

Det indskrænkede udendørsareal, ofte et mindre rektangulært område omgivet af mure, hække eller øvrige bygninger, kombineret med nærhed til hovedhallen, opfordrede i designet af haven til at være en beskuelseshave. Haven var ikke længere noget man entrerede fysisk, men kun mentalt. Man arbejdede derfor med teknikker, der kunne få et afgrænset område, til at synes uendeligt, og hvor den zenbuddhistisk tankegang kunne bearbejdes.

Den tørre landskabshave fremstår i sin enkleste form, blot som et rektangulært areal med revet grus omsluttet af en mur, hverken mere eller mindre. En udforskning af det tomme rum. I gruset kan der være sat en sten eller tre – og vi har anden have. Rundt om stenene kan være plantet mos, og stenene kan være sat i grupper. En mere varieret stenhave fremstår. Stengrupperne kan placeres som øer i et hav, hvor en enkelt bregne eller en lille busk kigger frem tilføjer vegetation i billeduniverset. Atter en stenhave med nye elementer fremstår. Et træ kan plantes… Nuancerne er små og variationerne er utallige, men fælles for alle disse haver er udtrykket af enkelthed, renhed og beherskethed. At man med så få ingredienser (sten, grus og mos) kan skabe så stor en skønhed, ser let ud. Har man arbejdet med japanske haver, ved man, at det nemme lige præcis er det, der er så svært.

Renheden, enkelheden, tavsheden, den beskedne, men kraftfulde fremtoning var temaer, der faldt i god samklang med datidens udbredelse af zenbuddhismen. Den japanske havehistorie gennemgik da også sit helt store udviklingsspring i zentemplernes baghaver, hvor flere zenpræster blev store havedesignere.

Havedesignerne 

I Kamakura perioden blev haven udlagt af en speciel præst, ish-itate-so, hvilket betyder stenopsætningspræst. Præsterne kom oprindelig fra Ninna-ji, et tempel der tilhørte Shingonsekten, og efterhånden arbejdede de som omrejsende havedesignere. Senere blev betegnelsen mest brugt om præster fra zen templerne.

I Muromachi perioden udviklede der sig en gruppe halvprofessionelle havedesignere, der blev betegnet senzui-kawara-mono. Kawara-mono var det nedsættende ord for arbejdere af den laveste klasse. Der levede ved flodlejerne (kawara), hvilket betød, at de var uden for statens regulativer. Fra Heian tiden var de henvist til arbejdet som bødler og gravere, men også til at varetage tungere konstruktionsarbejde. I starten blev de brugt fordi de var billig arbejdskraft, men med tiden udviklede de særlige evner, ikke blot til at indsamle de særlige sten, der skulle indgå i haverne, men også af træer til nye haver. Deres særlige kunnen betød, at de bedste efterhånden fik status som professionelle have designere, bl.a. vides det med sikkerhed, at to af sådanne havedesignere var med til at bygge den berømte have i Ryoan-ji.

De kinesiske landskabsmalerier

Interessen for kunst var stor i denne periode. Den største indflydelse kom fra de kinesiske tuschmalerier fra Sung dynastiet (1127-1215), bl.a. havde kinesiske zenpræster fra midten af det 13. årh. havde bosat sig i Kamakura’s templer. Malerierne var ofte landskabsmalerier (san-sui-ga), der havde motiver som den ensomme eneboer midt i den umådelige natur, billedmotiver som appellerede til de japanske præster.

Målet for zen maleren var altid at forsøge at fange essensen af subjektet snarere end at gengive det naturtro eller fotografisk. Suibokuga betyder ”vand og tusch billeder” og henviser til hovedparten af de billeder, som blev lavet af zenmalerne gennem Muromachi perioden. Har man stiftet bekendtskab med Japans våde og tågede bjergeområder, forstår man, hvorfor det sort-hvide tuschbillede, bedre end farver, kan indfange atmosfæren og dybden i motivet.

Der udviklede sig ligeledes et abstrakt landskabsmaleri kendt som haboko, ”den henkastede tusch”. Billedet er her uden struktur, kunstneren har fanget afstande og tyngde i landskabet med nogle få grove børstestrøg. Det er her den ikke-malede flade, der skaber den tågede atmosfære, og hvor sceneriets elementer er fremkaldt af de få tuschstrøg. Det er bl.a. i disse billeder at vi konfronteres med betydningen af begreberne om tomhed (ku) og det japanske rumbegreb (ma).

De japanske præster begyndte selv at praktisere den samme maleteknik og gennem Muromachi perioden var flere zentempler bl.a. i Kyoto sponsorer for sådanne kunstnere. Malerierne var langt fra japanske landskaber. Det var berømte kinesiske landskaber fra Sung malerierne eller beskrivelserne fra poesien, som blev gen malet af japanske kunstnere, som aldrig selv havde forladt deres omegn. Malerierne var mere metaforer for religiøse billeder eller drivkraft for personlige udtryk. Maleriet oplevede sit højdepunkt med Sesshu Toyo (1420-1506), der efter sin studietid i Kina, bragte tuschmaleriets tradition, haboku, til den højeste fuldendthed.

Sesshu menes også at have skabt 4 haver. Dels i templerne Iko-ji og Mampuku-ji i den lille by Masada på Honshus nordkyst. Haven Kisekibo ligger i en bjerglandsby på Kyushu og den sidste have tilhører templet Joei-ji nær Yamaguchi i det sydlige Honshu.

Haven som et maleri

Ligesom tuschmalerierne skal haverne ses fra et enkelt fast perspektiv sædvanligvis fra abbedens hojo. På japansk zakanshiki teien: haver der skal betragtes fra et fast punkt. Tuschmaleriets teknikker indgik i haverne på adskillige måder. Havedesignerne lod det hvide lærred udgøre af det lyse grus, og som ved tuschmaleriets ikke malede dis, er det nu havens grus, som udgør det tomme rum. Designets brug af sten imiterer også tuschmaleriet. Ved at sætte stenene i det lyse grus skabes den samme stemning, som ved det ikke malede papir, selv teknikken med ”den henkastede tusch” skabes på den måde stenen udvælges og placeres. Måden stenen sættes på i forhold til hinanden skaber dybden og ved at bruge de mørke sten, det lyse grus og enkelte dybgrønne planter reduceres hele sceneriet til det sort hvide tuschmaleri.

Kendetegn for den tørre landskabshave.

Den tørre landskabshave defineres altså primært ved sin havekomposition. Det er en have, der fremstår som et abstrakt billede af et bjerg- og vandlandskab, men uden brug af vand overhovedet. Haven er tør. Vandet er symboliseret i form af det revnen grus og i nogle tilfælde af små flade sten, der kan udgøre en flod eller et vandløb. Havetypen indbefatter også stenhaver med grøn bund, hvor det flade areal med mos, repræsenterede det våde vand. Så kare-san-sui haven er altså den tørre landskabshave med en bund af revet grus eller af frodigt mos.

Denne kategorisering er selvfølgelig alt for bred til at karakterisere alle de forskellige tørre landskabshaver, vi finder i Japan. Følgende underkategorier angiver de mange variationer:

  1. Flad tør stenhave (hira-niwa-shiki karesansui). Haven er skabt på flad grund, fx. Ryoan-ji (1499)
  2. Flad tør stenhave med små bakker (jun hira-niwa-shiki karesansui). Haven indeholder et område med mindre bakker, hvor man ofte finder et tørt vandfald kare taki eller andre elementer.
  3. Tør dam-stenhave (kareike-shiki karesansui). Haven indeholder en symbolsk dam i midten.
  4. Tør flod-stenhave (kerenagare-shiki karesansui). Haven indeholder landområder, der naturligt bugter sig passende for en flod. Daisen-in (1513) er et klassisk eksempel.
  5. Bjerg tør-stenhave (tsukiyama-shiki karesansui). Haven indeholder et bjergområde oftest bygget op på den flade grund. Der er kun få eksempler på denne type i Japan.
  6. Den specielle tør-stenhave (tokushu-shiki karesansui). En kategori for det, der ikke indgår i de øvrige kategorier.

Dagligliv i Zen templet

Haven var ikke tænkt som fokus for den meditative praksis. Grusets var for lyst, og fladen af hvidt grus ville give for meget genskin til at det var komfortabelt i løbet af dagen. Renligholdelse af haven har til gengæld været en vigtig del af livet templet. Den daglige livsrytme i et zentempel, er, udover meditation, kædet sammen med en af zen livets grundprincipper, nemlig renlighed. Der blev brugt megen tid og energi på at rengøre arealerne i og omkring templet. Det gælder gulve og tatamimåtter, men også udenoms arealerne, og haven skal renses for nedfaldne blade el. spirende frø. De karakteristiske bølger og mønstre i kare-san-sui havens grus skal jævnligt reetableres. Selvom processerne er langsomme og simple, kræver de stadig en vis form for koncentration, så det udførte arbejde udføres korrekt, fredfyldt og meditativ.

Rengøringen har også en praktisk funktion. For fysisk at kunne gennemføre de perioder, hvor der mediteres i lotusstilling over flere dage, er rengøringsaktiviteterne med til at stimulere blodcirkulationen. Af samme grund benyttes der også gående meditationer, hvor munkene vandrer rundt i hele tempelområdet. Om vinteren er aktiviteterne ligeledes med til at give varme til kroppen. Vi løfter her en flig af den japanske dobbelthed. Bagved de fleste ting, findes der ofte også nogle helt praktiske begrundelser.

Teceremonien, cha–no-yu, der nåede den fornemmeste forfinelse med Sen no Rikyu (1521-1591), gjorde også sit indtog i zen templerne, hvor den skulle øge den indbyrdes fortrolighed mellem dem, der tog del i ceremonien, samt skærpe koncentrationsevnen under meditationen.

Den mentale have

Det kan være svært at træde ind i en tør landskabshave for første gang. Haven er på en gang fjern og intim, og den benævnes også “den mentale have”. Jo længere tid man opholder sig i en sådan have, vil man opdage havens mange detaljer, men også hvordan tankerne og følelserne falder til ro. Sindet bliver tømt. Gruset i haverne er meget udtryksfuldt, det har den tidløse kvalitet som sten, men er alligevel flydende og forandrer sig. Lyset, der falder på de revne bølger, kaster skygger, som hele tiden ændrer sig med solens bevægelse hen over himlen. Med et zenbuddhistisk udtryk finder man i disse haver bekræftelsen på, at selv i det lille sandkorn, gemmer hele universet i sig.

Eksempler på kare-san-sui haver

Kamakuraperiodens tidstypiske haver:

  • Tenryu-ji. (1339) Kendt for Ryu-mon-no-taki – “drageportvandfaldet.”
  • Saiho-ji (1339) også kaldt Kokedera – Mostemplet

Muromachiperiodens tidstypiske haver:

Periodens haver er kendt for kun sparsomt at bruge planter.

  • Daisen-in (1509), ligger Daitoku-ji
  • Ryugen-tei (1517) (moshave) haven ligger i Ryugen-in, Daitoku-ji (Niwa 1/2004)
  • Ryoan-ji (1499)
  • Daitoku-ji Honbo
  • Kohrin-in (1533) Daitoku-ji (Niwa 2/2004)

Momoyamaperiodens (1555-1623) tidstypiske haver:

  • Katsura Palads
  • Teskolehaverne i Kyoto.

Edo perioden:

Haverne har ofte en kontrast mellem revet grus med en sektion med mos og store planter langs en mur.

  • Hojo (Houjou) (Kobori Enshu (1579-1647)
  • Konchi-in (1632) i Nanzen-ji
  • Shinju’an (1491 justeret omkr. 1638, hvor moset er rykket ind i haverne)
  • Oubai-in i Daitokuji
  • (Tsuki no Katsura no tei (månehave) (1712), Katsura residence, Hofu)

Nutidens tidstypiske tør landskabshaver:

  • Øst haven i Tofuku-ji (1939) Havemester Mirei Shigemori.
  • Adachi Museum of Art (1970) Kinsaku Nakane
  • Ryugen-in (1980)
  • Zuiho-in, Daitoku-ji Havemester Mirei Shigemori
  • Meigetsu-in (1986) Havemester Saburo Sone, daglig kurator af Tenryu-ji.

Eksempler

Eksempel 1: Royan-ji

Den formentlig første og i hvert fald mest kendte kare-san-sui have er Royan-ji fra 1499. Templet tilhører Rinzai skolen og kaldes også for ”Drage fredstemplet”. Havens abstrakte komposition er lagt udenfor hojo hallen. Den 12 meter brede og 24 meter lange have er smukt afskærmet ved hjælp af en mur. Muren er lerklinet, og olien, som leret er kogt i, er med årene er trængt ud på overfladen. Haven består af 15 sten i fem grupper, der rejser sig op af det revne grus. Som helhed flyder de fra højre mod venstre (fremgår af mønstret i gruset). Hver gruppe er perfekt afbalanceret og står nærmest på en mindre ø af mos. Bortset fra moset er der ingen planter. Uanset hvorfra haven betragtes, kan man kun se 14 af de 15 sten på samme tid. Det er uvist, hvad sceneriet skal billedliggøre, gættene er mange: fra ”unge tigre passerer en flod” over ”øer i havet” til ”bjergtoppe, der rager over skyerne”. Det revne grus associeres oftest med havet, hvorfor det er nærliggende at opfatte de enkelte stengrupper som øer. Andre diskuterer, hvordan det lånte landskab (shakkei) skal inddrages. Skal fokus være på de omkring liggende bjerge, eller på kirsebærtræerne, der er plantet udenom muren. Dybest set er det ikke vigtigt. Sandheden ligger i den enkelte beskuers sind.

Haven er utrolig enkel og rendyrket i sit udtryk, og den kan siges at være en arketype på en kare-san-sui have. Haven opleves at repræsenterer det stadie som i zen-buddhismen kaldes satori eller oplysthed, i hvert fald forlader man som gæst stedet med ærefrygt.

 Foranderlighed

Når vi ser på haverne i dag, er vi tilbøjelige at opfatte deres udtryk som et status quo: Sådan har de altid set ud, og sådan vil de fortsat blive ved med at se ud. Det er selvfølgelig en sandhed med modifikationer. Naturen går sin gang og intet holder evigt trods den omhyggelige pleje og omsorg. Japanerne selv gør i deres brochure heller ikke et stort nummer ud af denne foranderlighed. Gennem tiden har eksempelvis brande betydet at templer og boliger har måttet genopbygges, i dag er det snarere vegetationen– især de gamle træer – der kan bukke under for bl.a. alder.

I tilfældet Ryoan-ji har den været omlagt flere gange. En brand i 1797 ødelagde alle bygningerne, og de 15 sten er først kommet til i forbindelse med genopbygningen af templet. Den første kendte beskrivelse af haven er fra omkr. 1660, hvor der nævnes 9 sten. Ældre tegninger og haveplaner viser endvidere, at der har været en overdækket korridor, der gik tværs over haven og delte den i to. Tempelbygningen foran haven skal have været ombygget og udvidet både før og efter branden. I 1680’erne angives bygningen til at være ca. 15 m og efter branden er den blevet genopført i en bredde af ca. 22 m. I den mellemliggende tid har den i en periode formodentlig været ca. 23½ m.

Eksempel 2: Daisen-in. Subtempel til Daitoku-ji

Templet kaldes også ”Den store eneboers tempel”. Have er anlagt i 1513. Haven er ca. 70 m² omkranset primært af hvide mure. Haven består af fire små haver, der fysisk er bundet sammen af verandaen rundt om templet og psykisk af deres symbolske indhold. Hovedallegorien i haven er billedet: “dybe bjerge og mystiske dale”. Et tørt vandfald – indrammet af mindre busker og små træer – symboliserer livets begyndelse. De to omgivende klipper repræsenterer henholdsvis nådens gud, Kanon, og en buddhistisk ildgud, Fudo-myoo, der straffer alt ondt. Den flade sten er den mediterende præsts sæde. Den tørre flod flyder ud i en bredere flod, der repræsenterer livets modgang og prøvelser. Floden passerer henholdsvis en skildpaddeø, der symboliserer et langt liv, samt en traneø, der symboliserer lykke.

Den tørre flod passerer en korridor (rekonstrueret i 1961), der adskiller den første have fra den næste. Her er sat en sten med form som en kinesisk junker, der nærmest bølger op og ned i det revne grus. Floden flyder videre syd om hojo-hallen til en bred flade med nøgent revent grus, som repræsenterer de buddhistiske billeder på det umådelige ocean og den evige fred. Fladen brydes kun af to mindre gruskegler. Oprindelig grus, der blev tilovers, som efterhåndener blev permanent. Den anden flodarm runder nordbygningen og passerer nogle klipper, der skal forestille store klippeskrænter.

Eksempel 3: Nanzen-ji – Hojo

Nanzen-ji tempelområdet ligger for foden af Kyoto’s østlige bjerge. Det er et stort tempelområde med store grunde og talrige subtempler. De fleste af tempelbygningerne brændte ned i forbindelse med Oninkrigen og en større genopbygning blev sat i gang i 1611. Templet var oprindelig en fratrædelsesvilla for kejser Kameyama (1249-1395) efter hans abdiceren i 1274. Recidensen blev i 1290 konverteret til et tempel på foranledning af kejseren. Det fungerer i dag som hovedkvarter for Rinzai skolen.

Hovedhaven er en kare-san-sui have og er anlagt foran hojo hallen (Dai-hojo), som blev skænket af kejser Go-Yõzei (1572-1617) og flyttet fra det kejserlige palads i 1611. Fra hojo’ens veranda betragter man haven, som er bygget op langs en lys mur og anlagt på et rektangulært areal, hvor 2/3 er dækket med lyst grus. Haven er anlagt på en smal stribe af mos, hvor der sat nogle større klipper omgivet af bl.a. formede azalier, ahorn og et fyrretræ. Efter stenenes form bliver haven kaldt “ung tiger krydser vandet” (toranoko-warashi).

Haven er tilskrevet Kobori Enshu (1579-1647). Enshu var temester, men er mest kendt for sit havedesign. Mange haver tilskrives ham, selvom det til tider kan være noget uklart, hvem der faktisk har designet haverne.

Forskellige udtryk
De tre haver er på mange måder vidt forskellige i deres udtryksformer og brug af symbolik. Men som alle kare-san-sui haver er udtrykket det abstrakte landskab. Hvor Daisen-in er meget konkret i sin symbolik og den historie, der fortælles, er Royan-ji den helt abstrakte have. Begge haver bruger sten som øer og vandfald, revent grus, der symboliserer havet med strømhvirvler. Stenene er her placeret på mos, men de kan også skyde direkte op af gruset. Haven kan være opbygget med gruset som forgrund, mellemgrunden kan bestå af et mosareal, måske kuperet med enkelte store sten og stramt formede azalier (i Danmark vil vi nok vælge buskbom) med et enkelt stramt klippet træ. Baggrunden består oftest af en mur eller et hegn, men kan også være en hel væg af træer eller buske. Variationerne er mange.

Eksempel 4: Daitoku-ji

Daitoku-ji tempelområdet, som er et omfattende tempelkompleks, hvor 20 subtempler stadig er intakte, men hvor kun de 8 er åbne for besøgende. I sin storhedstid var her mere end 30 subtempler. Daitoko-ji blev grundlagt af zenmesteren Daito Kohushi i 1319 i Murasakino, der dengang lå et stykke uden for den nordlige del af Kyoto. I dagens Kyoto er tempelområdet fuldstændig omgivet af bymæssig bebyggelse.

Daitoku-ji tilhører Rinzai-skolen, og gennem historien har Daitoku-ji haft en central position i det japanske kulturelle liv. Under Kamakura perioden vandt Rinzai zen-skolen dyb genklang hos shogunatet og krigerklassen. Mange prominente personer i den japanske kulturhistorie har studeret zen ved Daitoku-ji bl.a. Sen no Rikyo, og udviklingen af te-æstetikken er da også tæt forbundet med templet.

Subtemplerne

Templet brændte to gange ned til grunden dels i 1453 og senere i 1468 i forbindelse med Onin – krigen. Templet blev genopbygget af præsten Ikkyu og stod færdig i 1474 endnu større end tidligere. Udover hovedbygningen og hojo’en blev der bygget et subtempel for hver af zen mestrene i Dharma linien, dvs. den kæde af mester-discipel-relationer helt tilbage til den historiske Buddha.

Gennem det 16. årh. blev der tilføjet 18-19 subtempler til de eksisterende 6 subtempler. Templerne var typisk familietempler, f.eks. sponsorerede den mægtige Hideyoshi (1536-98) et subtempel for sin forgænger daimyonen Nobunaga (Soken-in) og et for sin mor (Tenzui-ji), hvilket fortæller, hvor tæt Daitoko-ji var viklet ind i datidens politiske liv.

I begyndelse af det 17. årh. blev der tilføjet yderligere 8-9 subtempler, bl.a. temestre som Kobori Enshu og Hosokawa Sansai opførte deres aftrædelsesboliger her, boliger, som efter deres død blev konverteret til familietempler. Efter 1630 blev der dog ikke tilføjet nye subtempler.

Økonomisk krise
Årene efter Meiji restaureringen (1868-1912) var økonomisk svære for Japan og hele støttesystemet til templer som Daitoku-ji ophørte. Bygninger og landområder blev solgt fra, og uerstattelige værdigenstande og kunst blev overgivet til museer og private samlere. Det siges, at op mod 80 % af alle kunstgenstande forsvandt fra Daitoku-ji i disse år. Daitoku-ji har dog stadig mange værdigenstande, og de fleste af de tilbageværende subtempler har seværdig arkitektur og smukke haver, der vidner om zen-buddhismen og kulturen om te-ceremonien i dens dannede periode fra ca. 1500 til 1650.

Ryogen-in

Ryogen-in templet er et af de ældste i Datoko-ji og grundlagt af Tokai Soboku i 1502. Templet har 4 haver, hvor Ryogin-in er den vigtigste, og af nogen tilskrives Tokai, mens andre mener, at templet og dermed haven først blev fuldendt efter Tokei’s død i 1517. Haven tilskrives derfor Soami (1472-1525), der var tuschmaler, poet og havedesigner. Han menes bl.a. at stå bag klippehaven ved Ginkaku-ji (Sølvtemplet). Hojo’en, templets meditationshal, hvor abbeden tilbragte sit daglige liv, er den ældste i Japan, og er repræsentativ for den buddhistiske arkitektur i Muromachi perioden.

Evt. billede 1-2

Haverne i Ryogen-in (haveplan haves)

Ryogin-in indeholder fire hovedhaver:

  1. Nordhaven – Ryogin-tei. Den ældste kare-san-sui have i Daitoku-ji. 1517. Muromachi (1333-1568)
  2. Sydhaven Isshidan: Tør landskabshave med revet grus, skildpadde- og traneø. 1980. Showa (1926- 1989).
  3. Gårdhaven Totekiko. Formentlig den mindste have i Japan.1958. Showa.
  4. Gårdhaven “A un”.

Ryogin-tei (nordhaven)

Den mest kendte af haverne er Ryogin-tei, ”Den syngende drages have”, der ligger inden for murene på den nordlige side af hojo’en. Haven er i tempellitteratur tilskrevet Soami, da det menes at templet blev fuldendt efter Tokei’s død i 1517, og at haven derfor blev anlagt på den tid. Soami var en meget populær gartner i Muromachi perioden. I alle tilfælde er haven en af de ældste kare-san-sui (tør-bjerg-vand) haver i Japan.

Haven præsenterer os for universet med det grønne mos, som udtryk for det store ocean og nogle klippeøer, som udtryk for bjerge. Den centrale stenformation ligger nær den bambusgule bagvæg, der skaber flot kontrast til den grønne mos. Stengruppen, der også kaldes sanzon-ishi-gumi, et trekantarrangement, der repræsenterer den buddhistiske treenighed, domineres af en høj smuk sten, der repræsenterer Shumisen, som var centret i den buddhistiske kosmologi. Havens bund er dækket af to slags mos. Et moslag der smyger sig om stenene og repræsenterer fastlandet og udenom dette et andet moslag, der repræsenterer oceanet. Det sidste mosdække menes oprindeligt at have bestået af grus, som vi kender det fra de fleste andre tørre landskabshaver.

Evt. billede 3-6

Isshidan (sydhaven)

Da Tokai, grundlæggeren af templet, opnåede satori (indsigt) – gav hans lærer ham zenmesternavnet “Ryozen-isshi-no-ken” efter hvilket den forreste have, Isshidan, syd for hojo’en blev opkaldt efter. I 1980 rådnede havens 700 år gamle hovedtræ op, og den nuværende præst Katsudo, fik haven rekonstrueret samme år i horai-san stil med tre stengrupper. På oversigtsbilledet ses en tre-stenskombination i det bagerste højre hjørne, hvor den centrale sten repræsenterer Mt. Horai. Heroverfor er der en to-stens kombination, der repræsenterer traneøen, som symbol på lykke og den centrale mosdækkede ø med to-stens kombinationen repræsenterer skildpaddeøen, som står for et langt liv. I denne moderne udgave er formerne meget abstrakte. I modsætning til f.eks. Meigetsu-in, hvor ingen er tvivl om, at vi har med en skildpaddeø at gøre.

De velsignede øer

Mt. Horai er en symbolsk version af den buddhistiske mytologi om “de velsignede øer”.  I de gamle kinesiske myter lå der langt fra Kinas kyst 5 øer beboet af mænd og kvinder, som var udødelige og levede i perfekt harmoni. Legenden fortæller, at de fløj mellem øerne på ryggen af traner, og øerne selv lå på ryggen af gigantiske havskildpadder. To af øerne forsvandt senere efter kamp med et havuhyre. Myten om “de velsignede øer” nåede Japan før buddhismen, idet de allerede nævnes i Nihon shoki, de japanske kroniker fra ca. 720 e.kr. Her fortælles det, at en af Urashimas sønner sammen med sin tilkomne kom til de velsignede øer i 478. Myten blev også en af de karakteristiske træk i den japanske have. Japanerne koncentrerede de 5 øer til en enkelt, Horai-san, og i den japanske havearkitektur blev den symboliseret som Mt. Horai øen og senere som traneøen, tsurushima, der repræsenterer lykke eller skildpaddeøen, kameshima, der repræsenterer et langt liv.

Billeder 7-12

Totekiko

Den lille gårdhave (tsubo-niwa) totekiko, siges at være den smalleste have i Japan. Haven er på kun 13 m² og lavet i 1958 af kun sten og revet grus, men også her finder vi det enkle og raffinerede havedesign, hvor det kraftigt revne grus fra Isshidan går igen. Fortællingen er her, at bølgerne fra blot en eneste dråbe vand, vil brede sig ud over hele oceanet.

Billeder: 13-14

Stenhaven Ryogin-tei A-un

Stenhaven “A-un” repræsenterer sandheden om universet og essensen af zen. “A-un” betyder ind- og udånding, himmel og jord, positivt og negativt eller kvinde og mand og disse er separeret fra hinanden. Hovedstenene er genplacerede fra Jurakudai bygget af Hideyoshi Toyotomi.

Billeder: 14-18

Billedtekster

1. og 2.: Indgangsparti. Det opretstående kan bruges som for- eller bagside.

3.: Ryogin-tei. Haven ligger smukt omkranset af de bambusgule mure, der skaber god kontrast til den grønne mos. Billedet her er taget i det tidlige forår, når mossen er frodig, ses grænserne mellem de to slags mos meget tydeligt.

4.:Ryogin-tei. Nærbillede af Ryogen-tei’s vestlige hjørne som viser en klassisk 3 stens komposition, smukt flankeret af de små buske. Her kan man tydeligt se skillelinien mellem de to mos arter, der repræsenterer hhv. land og ocean.

5.: Ryogin-tei. Sanzon-ishi-gumi. Havens centrale trekantsarrangement, der repræsenterer den buddhistiske treenighed med shumisen i midten. Et meget klassisk stenarrangement. Bemærk, hvordan stenenes blålige skær er med til at skabe dybde i arrangementet.

6.: Ryogin-tei: Nærbillede af Ryogen-teis’s østlige hjørne. Bemærk kameliaen der diskret lyser op med sine røde forårsblomster.

7.: Midterside billede. Ryogen-in. Sydhaven Isshidan: Renoveret i 1980. At træde ind i haven er ret overvældende og på trods af, at haven er meget enkel og renset for overflødige elementer virker den utrolig kraftfuld, hvilket ikke mindst skyldes de store, men utrolig smukke sten, hvor især den bagerste centrale sten rager op. Kraften går igen oceanets bølger, repræsenteret ved det revne grus. Dønningerne rundt om øerne er ligeledes markerede, og det er lige før, man kan høre bølgeslagene slå ind på klipperne. Havedesignet er stramt indkranset af den bambusgule mur, bemærk hvordan muren gentager sig i den klippede hæk bagved. Mod templet er det rektangulære rum markeret ved en regnvandsrende med sorte sten i kontrast til det lyse grus og de lyse fliser helt op mod verandaen.

8.: Isshidan. Den yderst abstrakte skildpaddeø (kameshima)

9.: Isshidan. Trestens kombinationen med det imponerende Mt. Horai. Bemærk stenenes flotte struktur.

10.: Isshidan. Traneøen (tsurushima)

11.: Indkik til Isshidan

12.: Isshidan. Indkik til Traneøen, bemærk den stramme og meget formelle trædesti og regnvandsrenden, der løber rundt om templet.

13.: Den lille gårdhave Totekiko.

14.: Den lille gårdhave Totekiko.

15.: I den ene ende af “A-un” dækker en storbladet bambus for en hvide væg. Foran bambussen ses en stenø som nærmest er skjult af en grusvold, der kunne symbolisere havets dønninger.

16.: “A-un” er en meget smal have. Gruset er revet i dybe furer parallelt med den bambusgule mur, der danner baggrund for den lille have. Langs muren er der placeret to stenøer. 

17.: Et nærbillede af en af øerne i “A-un”. Den lille lav beklædte sten er smukt omkranset af en lille busk og en bregne. Bemærk den høje grusvold, der udgør “dønningen” rundt om øen.

18.: Nærbillede af en af øerne i “A-un”. Stenen er en sokkelsten fra Jurakudai, bygget af Hieyoshi Toyotomi. Bemærk nedløbsrøret, der næsten opleves som en del af den øvrige træstamme.

19.: Ryogen-in: En lille gårdhave

Korin-in

Korin-in er et af de 20 templer, der i dag findes i tempelområdet til Daitoku-ji. Korin-in er opført under Taiei perioden (1521-1528) af Hatakeyama Yoshifusa, som et familietempel til Hatakeyama-familien. Familien var daimyo i Echizen – en provins der lå syd for Kanazawa. Templets hovedbygning blev dog genopført allerede i 1533. Templets grundlægger er angivelig præsten Shokei, den senere zenmester Butchi Daitsu, der regnes for en af Daitoku-ji’s fornemmeste præster. Templets navn, Korin, er det navn Yoshifusa, efter buddhistisk skik, fik tildelt efter sin død.

Den tørre landskabshave

Den tørre landskabshave, kare-san-sui, som ligger syd for templets hovedhal (hondo) er designet og anlagt af Nakane Kinsaku i 1960’erne på baggrund af gamle tegninger af en shoin have, som var på godset i Echizen. Nakane Kinsaku er en fremtrædende havedesigner i Kyoto og en fremragende restaurator af gamle haver. Han har også stået for Taizo-in.

Haven består af to mosbakker elegant placeret på en stor flade af revent grus. Hovedmotivet består af to opretstående klippeblokke, der nærmest er skåret ind mellem de to mosbakker, pakket ind mellem klippeblokke og stramt klippede buske. På oversigtsbilledet ses, hvordan de høje stedsegrønne buske i baggrunden skaber dybde i motivet. Bagvæggen udgøres noget utraditionelt af et lyst bambushegn. Overgangen mellem haven og templets træterrasse er altid spændende at studere, variationerne er mange. Her er brugt fliser med spidserne vendt ud mod haven.

Haverne

Følger man træterrassen rundt om templet, når man mod vest til en aflang have. Haven her er ligeledes afgrænset af revent grus, men knap så stramt bygget op. Herefter når man frem til endnu en aflang have. Meget smuk med sine kæmpe azaleaer, smukt klippet i runde, bløde former, hvor der op mod den bambusgule mur er sat grønne ahorntræer, der – iblandet en enkelt rødbladet acer, danner en skyggefuld lund. Går man videre rundt, når man frem til en meget gennemført tehave – “Kankyo-tei”.

En te-historie: Lad den grønne te rense dit sind

Ved indgangen til templet reklamerede man med, at det var muligt at nyde grøn te. Så efter at have gået rundt på træterrassen og nydt haverne, syntes vi, at havde fortjent den grønne te og måske lidt varme til de kolde fødder. I det tidlige forår er det en god ide at have skisokker på, uden sko på fødderne er både trægulve og tatamimåtter temmelig kolde. Vi havde forestillet os, at vi kunne sidde og nyde landskabshaven, mens vi drak te. Stor var overraskelsen, da vi blev vist ind i et mindre lukket rum – kun med sporadisk udkik gennem et tremmevindue til en blomstrende magnolie. Måske var tanken, at vi skulle lade roen falde over os og hellige os den grønne te, mens synsindtrykkene fra haven kunne bundfælde sig i sindet. I hvert fald blev den grønne te og den tilhørende søde kage nydt med udsøgt fornøjelse i det lille rum, siddende på den røde løber. 

Billedtekster

Billede 1: Indgangen til Korin-in. Foran indgangen er der på begge side af trædestien anlagt et stramt landskab af revent grus med en kegle ligeledes af grus, der symbolsk kunne repræsentere Horai-san, symboliseringen af “de velsignede øer”. Porten danner en smuk ramme til indgangshaven, der ligger på et lidt højere niveau.

Billede 2: Vi har netop passeret hovedporten og er på vej ind til indgangen til tempelbygningerne og haverne. Nobedanen (trædestien) er anlagt i zig zag mønster. Designmæssigt betyder det, at indgangen bliver mere spændende og nærværende, da gæsten tvinges til at være opmærksom på alle elementerne i forhaven. Nobodanen er tydeligvis meget mere formel end den foran hovedporten. Bag tremmevinduet til højre blev der serveret grøn te.  Ifølge kinesisk tradition kan de onde ånder udelukkende at kunne bevæge sig i rette linier, zig zag mønstre skulle derfor forhindrer, at vi bringer dem med ind. Hvorvidt denne forståelse også skulle gælde i Japan er noget uvist, selvom det er en god historie.

Billede 3: Oversigtsbillede over sydhaven, den tørre landskabshave (kare-san-sui).

Billede 4: Midtersidebilledet: Korin-in. Sydhaven. Subtempel til Daitoku-ji. Anlagt af Nakane Kinsaku i 1960’erne (Showa). Trods de meget retlinede klipper og de stramt klippede buske i forgrunden, fornemmer man klart, at der er tale om et voldsomt landskab. Et imaginært vandfald kommer ud mellem de to opretstående klipper. Selve udløbet er i denne vinkel skjult af en klippeblok, der ligger på tværs i havet, symboliseret af det revne grus. Bregnerne mellem klipperne er også med til at signalere voldsomhed. Halvøen til venstre med de klippede buske samt de to sten placeret ude i gruset er med til at skabe dybden i landskabet. Stenbroen (hashi) mellem de to bjergtinder fungerer symbolsk, som passagen mellem den menneskelige og guddommelige verden.

Billede 5: Nærbillede af klippeformationen. Vi ser her tydeligt stenbroen, der forbinder de to klipper eller bjergtinder.  Det var en almindelig anskuelse, at jo højere klipperne var, jo tættere var man ved det guddommelige. Klippernes stejlhed skulle på den anden side symbolisere, hvor svært det er at nå det guddommelige. Broen (hashi) fungerer som passagen mellem den menneskelige og guddommelige verden. Symbolsk repræsenterer broen således rejsen mod en højere bevidsthed eller oplysthed, som netop var målet i zenbuddhismen. Hele dette symbolske billede var et af de typiske temaer i de kinesiske landskabsmalerier og som udgjorde inspirationen for det zenbuddhistiske havdesign. På kinesisk hedder et landskab netop shan shui, der betyder bjerg/vand, men som udover at udtrykke de to dominerende naturelementer også repræsenterer yang: bjergene som de stærke, der rager op mod himlen som det mandlige, himmelske element, mens yin, det jordiske og kvindelige element er repræsenteret i det bløde og eftergivende, i jordens hvilende vand. De kinesiske billedruller var typisk udført i tusch, hvilket afspejles i de blåsorte sten, der er brugt i stenopsætningen. Billedet viser også, hvordan bregnerne mellem de to klippeblokke er med til at skabe den vildhed, som floden og vandfaldet er udtryk for.

Billede 6: Billedet viser sydhavens østlige hjørne.

Billede 7: Den vestlige sidehave. Her består overgangen mellem templets træterrasse og grusfladen en rende med sorte sten, som danner kontrast til det hvide grus, men som også fungerer som afvandingskanal fra templets tag og nedløbsrør.

Billede 8: Den sydlige have udgøres af en meget stemningsfuld lund af smukt klippede azaleaer og ahorntræer, her med en netop udsprugen rød acer.

Billede 9: Thehaven “Kankyo-tei”. Billedet viser trædestien (nobedan) fra templet og ind til thehuset gennem den mere vilde thehave (roji).

Billede 12 (bagsidebillede): Korin-in. De to gruskegler ved indgangen til Korin-in

Eksempel 5: Daikômyô-ji

Daikômyô-ji er et subtempel til Shôkoku-ji, der er et større tempelområde i det centrale Kyoto. Haven er ikke kendt, og den er ikke en betalingshave. Er man så heldig at finde templet, åbner man selv porten og ”lusker” sig ind, og smuk er denne tørre landskabshave, hvor det usædvanligt flot revne grus tager sig ekstra smukt ud i den sene eftermiddagssol, hvor skyggerne fremhæver de revne mønstre.

Haven er en tør landskabshave i helt enkelt design, hvor øer af mos og sten breder sig ud i det store ocean af revet grus. Gruset er revet fint langs havens kanter og rundt om øerne, idet rivningen angiver havets bevægelser langs kystlinierne. Haven omkranses af den enkle mur, hvor murens basis ses i grove sten, og hvor murens tag glinser i sort tegl. Muren indrammer og forstærker havens ro og harmoni. Så enkel og så smuk – kan det være flottere.

Almindelige japanske betegnelser for haver og templer:

Shinto helligdom (shrine): jinja, jingu, taisha eller –gu.
Buddhistisk tempel (tera): -in eller –an betyder et mindre buddhistisk tempel, hvor -ji eller dera betyder et større tempel.
Hondo: hoved hallen i et tempelkompleks.
Have: Niwa, teien, -tei, -en.
Park: koen

Åbn indlæg

Shogunat, daimyo’s og samuraier

Tokugawa Ieyasu

Shogunat, daimyo’s og samuraier

Trods økonomisk fremgang i Heian perioden blev kejserfamiliens og den ledende Fujiwara slægts økonomier langsomt undergravet, da man skulle skaffe jordbesiddelser til et stadigt stigende antal familiemedlemmer. Det tidligere system med kejserlig ejendomsret til jorden gik langsomt i opløsning, og aristokratiet og de religiøse institutioner tilegnede sig efterhånden store jordområder, jorde der ikke skulle betales skat, shoen, af. Statsadministrationen og dens mulighed for magtudøvelse gik langsom i opløsning, og i stedet fik man fra begyndelse af 1000 – tallet et decentraliseret styre, der meget minder om det lensvæsen, vi kender fra Europa. Lensherrerne, daimyo, nød godt af den økonomiske fremgang. Griskhed og ærgerrighed førte dog til hyppige fejder mellem lensherrerne rundt om i landet. De, der havde økonomien til det, samlede bevæbnede mænd omkring sig, og der opstod dermed en ny samfundsgruppe af krigere, samuraierne. Klostrene anskaffede sig fra omkr. 1100 ligeledes soldater for at kunne opretholde deres magtbaser og kunne nu rette angreb mod deres fjender uden at statsadministrationen havde mulighed for at gribe ind. Abdicerede kejsere forsøgte sig også med at fungere som kejsere bag kulisserne (insei-styre) i forsøg på at genrejse kejserens magt, hvilket dog ikke lykkedes. På den måde opstod der nye slægtsgrene fra den kejserlige familie. To af disse slægter var Taira og Mimamoto, der kæmpede om magten.

Kamakura perioden (1186-1392)

Efter et vellykket oprør (1180-1185) mod den magtfulde daimyo Kiyomori fra Taira klanen, lod Minamoto Yoritomo (1147-1199) sig udnævne til shogun og byggede sin residensby i Kamakura (nær det nuværende Tokyo). På den måde opstod det såkaldte shogunat, som bestod helt frem til 1868. Shogunen, der oversat betyder ”den øverste babartilintetgøre”, var i princippet kejserens øverstbefalende og havde den militære overkommando, samtidig med, at han også var en slags øverste embedsmand. Yoritomo fik i nogen grad mindsket daimyo’ernes indflydelse. Han lod de gamle administrative institutioner bestå, men udbyggede administrationen med et kollegiestyre for at mindske enkeltpersoners indflydelse. Den særlige styreform, blev kaldt bakufu (der betyder lejrstyre).

Magtkampene fortsatte dog med jævne mellemrum og krigen mod mongolerne (1274 og 1281), som kun gav udgifter og intet krigsbytte, tærede på økonomien. Krigerstanden steg i antal og jordejendommene blev delt op i stadig mindre lodder. Loyaliteten smuldrede langsomt mellem krigerne og shogunen, og de mange daimyo blev endnu mægtigere. Med et stadig mere svækket shogunat, kom det følgelig til flere konflikter daimyo’erne imellem og med den siddende shogun.

_________________________________________________________________________

Bushido – krigerens vej

Det var den denne urolige periode, der var baggrunden for at den professionelle kriger, samuraien, vandt indpas. De samuraier, som shogunen ønskede at belønne og knytte til sig, blev gjort til daimyo, lensherrer med egne len. Blandt samuraierne udviklede der sig langsomt en særlig etik, bushido – krigerens vej, en etik der beskæftigede sig med samuraiens særlige livsholdning og kampånd. Samuraiens opgave var på den ene side at kunne slå ihjel og forsvare sin daimyo, men samtidig skulle han beskytte de bønder og det arbejdsfællesskab, der var en forudsætning for, at han kunne brødføde sig selv. For samuraien gik loyalitet overfor daimyo’en frem for alt. En loyalitet der var ubegrænset. Man gik hellere i døden end overgav sig, og når nederlaget ikke var til at undgå eller havde samuraien tabt sin ære, skulle han tage sit eget liv ved at begå seppuku (opsprætning af maven).

Trods den hårde og voldsomme krigerindstilling, blev zenbuddhismen tidligt tæt forbundet med samuraiens tilværelse og tankeverden. Zenbuddhismen accepterede samuraiens voldelige og blodige profession. I zenbuddhismen skal man, når kursen først er bestemt, aldrig se sig bagud, og for zen er livet og døden to ligeværdige fænomener. De discipliner, som zenbuddhismen arbejdede med, var de samme discipliner, som skabte en god kriger: fysisk såvel som psykisk selvkontrol, meditation og fokusering for at skabe indre ro, klarhed, overbevisning og uselviskhed. Da zenbuddhismen heller ikke var intellektuel, men enkel og ligetil i sin grundholdning, hvor intuitionen var den mest direkte vej til sandheden, var det en tilgang, som passede fint ind i samuraiens begrebsverden.

_____________________________________________________________________

Kyoto Gosho – Kejserpaladset
I de blodige borgerkrige der hærgede, gik kejserpaladset Kyoto Gosho heller ikke ram forbi og lå i perioder i ruiner. Paladset blev taget i brug i 796, men allerede i 1228 var den sidste af de oprindelige bygninger forsvundet. Den nuværende rekonstruktion er fra 1855, men giver et udmærket billede af det oprindelige palads. Paladset dækker et areal på 1 x 1½ km, og i dets storhedstid var der mere end 50 bygninger, bestående af bl.a. boliger, festsale og regeringskontorer.
Paladset er et eksempel på shinden stilen, hvor bygningerne, forbundet med korridorer, samler sig omkring hovedbygningen shinden.
I kejserpaladsets hovedbygning, Shin-shinden, den store audienshal, fandt de store ceremonier som bl.a. kroninger tidligere sted. Den imponerende bygning, bliver smukt fremhævet af den yderst simple have, dantei, hvor der i det omhyggeligt revne grus, blot er plantet et appelsintræ og et kirsebærtræ, placeret på hver side af bygningens front.

Muromachi perioden (1393-1554)

To grene af kejserfamilien begyndte en strid om retten til tronen. Et forsøg på at skiftes til tronen mislykkedes. Udgangen på striden blev, at en af de kejserlige generaler, den ærgerrige Ashikaga Takauji (1305-1358), formåede at nedsætte sig som shogun og at indsætte en ny kejser, så Japan i perioden 1336-92 var delt mellem to kejsere. Ashikaga slog sig ned i kejserhovedstaden Kyoto (i Muromachi kvarteret, hvilket gav navn til perioden), samtidig udstationerede han vice-shoguner i Kanto regionen, hvor bl.a. Kamakura lå.

Selvom det lykkedes at indgå forlig fortsatte magtkampene, og i 1467 brød der decideret borgerkrig ud, Oni krigen. Krigen varer i 10 år, men i realiteten fortsatte borgerkrigen frem til 1600, med ustandselige kampe mellem de tidligere daimyo, der nu betragtede sig som selvstændige konger. Selv kejsertronen stod i perioder tom på grund af pengemangel.

I løbet af denne urolige periode foregik der samtidig en udvikling af både landbruget og handelen, nye byer skød op og handelen med Kina voksede. Bønderne fik endda en vis andel i den økonomiske fremgang og fik en relativ større frihed end tidligere bl.a. begyndte de at flytte sammen i landsbyer.

Edo perioden (1600-1868)

Med sejren ved Sekigahara den 21. oktober 1600 lykkedes det Tokugawa Ieyasu (1543–1616) at samle landet, hvilket blev starten på Edo perioden, der varede frem til 1868. Den afgørende kamp begyndte dog allerede i 1560, hvor Oda Nobunaga (1534-1582) indtog Kyoto. Han formåede fuldstændigt at knække de religiøse ordeners militærmagt. Bl.a. blev Tendai sektens store tempelkompleks Enryaku-ji på bjergryggen Hiei-san udenfor Kyoto med mere end 3800 bygninger brændt ned i 1571 og mere end 20.000 munke blev dræbt. Nobunaga blev dog myrdet i 1582. Da der udbrød strid i det regentskab, som var sat ind for at varetage den mindreårige arving, overtog Nobunga’s dygtigste general Hideyoshi (1536-1598) magten. Hideyoshi fortsatte Nobunaga’s værk og tvang efter nogle år daimyo’erne til underkastelse. Han var som enehersker også en stor bygherre og lod bl.a. opføre en mægtig borg i Osaka og en mindre i Kyoto, hvor han også lod opføre et stort palads. I Kyoto lod han endvidere rejse en kæmpestatue af Buddha, den blev dog ødelagt få år senere ved et jordskælv. En beslutning om at erobre Korea forfejlede, og tropperne blev efter nogle år trukket hjem, og i 1598, samme år som Hideyoshi døde, blev der sluttet fred.

Tokugawa Ieyasu blev indsat som en af de fem regenter, der skulle regere for den mindreårige Hideyori.  Regenterne blev også denne gang uenige, og Ieyasu kom i krig med alle de mægtige daimyo’er. Efter sejren i 1600 lod han sig i 1603 udnævne til shogun og opførte en stor borg ved den lille fiskerby Edo – det senere Tokyo. Inden han dør i 1616, når han at uskadeliggøre Hideyori. Ieyasu havde da allerede overgivet shogun embedet til sin søn Hidetada i 1605, derved var der banet en sikker vej for Tokugawa slægten.

Forskellen på de tre store herskere, som forenede Japan og som var forudsætningen for dannelsen af det mægtige Tokugawa Bakufu, er blevet symboliseret i denne lille anekdote: Stillet overfor et fuglebur med en nattergal, der ikke vil synge, ville Nobunaga dræbe fuglen, Hideyoshi ville tvinge den til at synge, mens Ieyasu tålmodigt ville vente på, at den begyndte at synge.

Japans isolation

I midten af 1500-tallet kom de første europæere til Japan og med dem kristendommen. I begyndelsen eksisterede der en fredelig sameksistens med de japanske herskere. Europæerne kom bl.a. med ny teknisk viden som musketten, og de kristne kunne bruges som modvægt til den dominerende buddhisme. Hideyoshi ændrede dog holdning til de kristne på baggrund af en mere aggressiv missionsbølge fra de spanske franciskanermunke. Han frygtede, at spanierne ville forsøge at erobre Japan, som de havde erobret Filippinerne. Efterfølgende nærede Ieyasu derfor en begrundet bekymring for missionærernes intentioner og for udbredelsen af kristendommen. I 1612 indførte han en lov, der påbød de kristne missionærer i de store byer at forlade landet sammen med de japanere, som ikke ville afskrive sig den kristne tro. I 1613 blev loven udvidet til at gælde hele Japan. Selvom de kristne handelsskibe fortsat uhindret kunne anløbe Nagasaki og Hirado, var det med de stigende restriktioner kun Hollænderne, det fortsat lykkedes at holde sig på god fod med japanerne.

Missionærerne standsede ikke deres aktiviteter, men blev blot mere fanatiske. I 1637 gjorde mere end 30.000 kristne på Kyushu oprør og forskansede sig på en fæstning på halvøen Shimabara tæt ved Nagasaki. Oprøret blev efter en længere belejring slået ned bl.a. hjulpet af et Hollandsk krigsskib, der beskød de indesluttede kristne.

Efter opstanden blev der indført en lov, der forbød japanerne at forlade Japan eller vende tilbage fra udlandet. Overtrædelse af loven blev straffet med døden. Alle udlændige blev udvist og kun Hollænderne fik lov til at opholde sig på en lille ø ved Nagasaki. Konsekvensen af denne politik blev på den ene side, at Japan i de næste hundrede år blev isoleret fra den øvrige verden, men samtidig blev det en fredelig periode uden krig.

Åbn indlæg

Paladshaven – shinden-zukuri teien 寝殿造庭園

Model af Higashi Sanjō-dono, et typisk shinden-zukuri arkitektonisk kompleks (som ikke længere eksisterer).
1. Shinden (寝殿), 2. Kita-no-tai (北対), 3. Hosodono (細殿), 4. Higashi-no-tai 東対, 5. Higashi-kita-no-tai (東北対) 6. Samurai-dokoro (侍所), 7. Watadono (渡殿), 8. Chūmon-rō (中門廊), 9. Tsuridono (釣殿)

Paladshaven – shinden-zukuri teien

FAKTABOKS

De mange hovedstæder
For shinto religionen spiller rituel renhed en stor rolle, og der kræves særlige renselsesprocesser, når man har været i berøring med noget urent som affald, fødsel, blod og død. De kejserlige paladser blev derfor traditionelt genopbygget efter en regents død, og det nye samfund der groede op omkring paladset udviklede sig mere eller mindre tilfældigt. Efterhånden blev det en bekostelig affære med den voksende administration, særlig efter den fuldstændige omlægning til en kinesisk samfundsmodel, der blev sat i gang efter 604. Da hele landet kom under kejserens kontrol, besluttede man at finde et permanent sted for hovedstaden og kejserinde Gemmyo flyttede hovedstaden til Nara (Heijo-kyo) i 710, hvor den blev den femte hovedstad bygget indenfor 100 år. Det magtfulde præsteskab i Nara var dog ved at overtage tronen, og for at komme ud af præsteskabets kløer besluttede Kejser Kammu endnu en gang at flytte hovedstaden. Først til Nagaoka i 784, men da man troede at ondskab havde indtaget stedet, flyttede man i 794 hovedstaden lidt nordligere til Heian (Heian-kyo: ”Hovedstaden for fred og stilhed”), det nuværende Kyoto, som forbliver hovedstad frem til 1868.

Med udnævnelsen af den første shogun i 1185 blev kejserens magt hurtigt indskrænket og statsadministrationen (Bakufu) blev flyttet til shogonatet i Kamakura (syd for det nuværende Tokyo) i 1185. Her forblev det frem til 1336, hvor magten blev flyttet tilbage til Kyoto, for i 1603 at blive flyttet Edo – det nuværende Tokyo – da Tokugawa Ieyasu fik etableret bakufu’en efter at have gjort en ende på borgerkrigen og samlet Japan med sejren ved Sekigahara i 1600. Edo udviklede sig hurtigt til en myldrende garnisons- og handelsby og passerede i 1721 1 million indbyggere. Efter den officielle åbning af Japan overfor især vestlig handel i 1854 og de efterfølgende uroligheder mod shogunatet flyttede Kejser Meiji (1852-1912) i 1868 hans hof og dermed hovedstaden til Edo og byen får navnet Tokyo, ”Den østlige hovedstad”. Tokyo har siden været Japans hovedstad.

Den kinesiske indflydelse

552 er bredt accepteret som året, hvor Japan for alvor begyndte at kopiere Kina’s meget forfinede kultur. Det var også året, hvor buddhismen officielt når Japan. Indflydelsen fra Kina var særdeles stor på alle områder af samfundslivet: statsadministration blev omdannet efter kinesisk konfuciansk system, den kinesiske kalender blev indført, skattesystemet og den økonomiske struktur, religion og kunst. Reformer, som hang sammen med en tæt forbindelse til det kinesiske hof i særdeleshed efter at Tang–dynastiet kom til magten i 618. I første halvdel af Heian perioden (794 -897) er arkitektur og havedesign en genfortolkning af kinesisk kultur. Indflydelsen stoppede dog brat i 894, 100 året efter grundlæggelsen af hovedstaden Heian, hvor Japan, kort før Tang dynastiets kollaps, afbrød alle diplomatiske og kulturelle forbindelser med Kina. I anden halvdel af Heian perioden (897 – 1185) foregik der en mere selvstændig tilpasning af den kinesiske kultur med bl.a. en friere og mere asymmetrisk byggestil.

Kinesisk kosmologi

Det var reglerne for den kinesiske kosmologi eller Feng Shui, der dikterede placering og geografisk orientering af Heian i landskabet. Det var bl.a. vigtigt, at samspillet mellem de 4 guder blev perfekt: Den blå drage, der symboliserer visdom og dannelse, den sorte landskildpadde, der skal give beskyttelse og sikkerhed, den røde Føniks fugl, der giver udsyn og overblik, og den hvide tiger, der med sin fysiske styrke kan forsvare os. Det var helt de samme regler, der styrede havernes opbygning i det kejserlige kompleks og i de adelige paladser. Reglerne for at overholde de kosmologiske regler var strenge. Det var ikke bare den enkeltes lykke og velfærd, men hele samfundets fremtid, der var afhængig af, om man havde gudernes gunst.

Paladshaven – shinden-zukuri teien

Den arkitektoniske stil, shinden-zukuri, som dominerede i Heian perioden, var stram og symmetrisk. Den er opkaldt efter hovedhallen, shinden, som lå i centrum af paladskomplekset. Komplekset var bygget op efter et ”armlæns design”. To åbne, men overdækkede korridorer, førte fra hovedhallen til to symmetriske sidehaller. Herfra ledte to overdækkede gangveje, sydvendt mod dammen, til en fiskepavillon, tsuridono, på den ene side og en forårspavillon, izumidono, på den anden side. Begge pavilloner stod lige ud til vandkanten. Halvvejs på den dækkede gangvej gav midterporte, watadono, adgang til den indre gårdsplads. I det kejserlige palads var der tillige en ceremoniel sydlig indgangsport.

Oversigt over paladshaven
1. Vest porten 2. Fiske Pavillionen (tsuri dono) 3. Korridor med inder port (chumono) 4. Vest hallen (nishi tainoya) 5. Mesterens hal (shinden) 6. Syd porten (nantei) 7. Øst hallen (higashi tainoya) 8. Snoet vandløb (yarimizu, kyokusui) 9. Korridor med indre port (chumonro) 10. Øst porten 11. Nydelsens pavillion (izumi dono) 12. Buet bro (soribashi) 13. Cental øen (nakajima) 14. Dam
(Fra Teiji Itoh: The Gardens of Japan, 1998, s. 27)

De to overdækkede korridorer indesluttede sydhaven – nan-tei, som var anlagt som en stor åben og hvid grusplads, symbol på æstetisk og åndelig renhed. Da de tidlige kejsere både var religiøse og politiske herskere, var paladshaven reserveret til både religiøse og statslige formål. Når pladsen var tom, var det stedet for farverige hofritualer, og når den var hvid, dannede den plads for bl.a. religiøse danse. Der blev også afholdt mere verdslige aktiviteter som bl.a. bueskydning, hanekampe og poesikonkurrencer.

Søhaven – enchi

Efter pladsen og lidt spredt bevoksning kom den irregulære ofte oval formede sø, enchi, der kunne fylde halvdelen af haven. Senere i perioden blev denne del af haven udvidet med store damme. Vandet blev tilført fra en kanal, yarimizu, der løb ind fra nord øst, og som var udformet som et naturligt vandløb med sten og klipper. Dammen kunne have op til tre øer, nakajima, der var forbundet med broer, en buet bro, soribashi, på nord siden og en flad bro, hirabashi, på sydsiden. Øerne var symbol på det uberørte land fra den buddhistiske billedverden, og broerne blev symbol på, at frelse var mulig for alle.

Man spadserede ikke rundt i haven. Haven blev betragtet fra verandaen eller man sejlede rundt i søen i drage både. Når der blev holdt fester blev søen og øerne brugt som scener for de optrædende musikere. En meget populær fest hos hoffet og adelen var kyokusui no en: Det snoede vandløbs fest. Deltagerne blev oplinet på begge sider af havens snoede vandløb, hvor man komponerede digte over et årstidsbestemt tema, mens man forsøgte at indfange tynde kopper med risvin, der flød med strømmen.

Vandets løb var vigtig, hvilket fremgår af den formodentlig ældste havemanual Sakutei-ki skrevet i anden halvdel af det 11. årh.:

”For at være sikker på en god fremtid, må vandet flyde ind fra øst, passere under husets gulv og flyde ud sydvest. På denne måde vil vandet fra den blå drage vaske alle djævleånderne fra huset og haven og bære dem til den hvide tigre”.

Gårdspladshaven – tsubu niwa

I stærk kontrast til den formelle og ceremonielle sydhave, var der en smal indre gårdspladshave, tsubu niwa, som kunne findes mellem det lange rektangulære arrangement af bygninger nord for shinden-den. Intim i størrelsen med en uformel karakter og ofte blot beplantet med en enkelt plante eller planteart. De adelige damer, som havde rum ud til disse gårde, blev ofte kaldt ved de plantenavne, der dominerede disse gårdhaver. Nogle gange blev planterne også brugt som dekorativt motiv i rummene.

(Kommer: Billeder fra Murin-an, som eksempel på hvordan de tidlige tsubu niwaer formentlig så ud.)

Paladser for tilbagetrukne herskere

Siden Nara tiden (645-784) var det almindeligt, at adelen byggede deres villaer og haver i udkanten af byen. Her kunne de slippe for byens indespærring i de urbane parceller, og de kunne designe deres huse og haver mere frit. Fra Heian periodens start var disse bebyggelser blevet kaldt rikyu – løsrevne paladser – eller sento-gosho – paladser for tilbagetrukne herskere.

Heian adelen var optaget af at efterligne dagens kinesiske mode, og de formede deres egen have, som i det kejserlige palads. Sydhaven havde dog ikke de tomme sandede overflader, de var forbundet med udvidede haver mod syd og udvidet med store damme med en eller flere øer forbundet med bue broer.

Ingen af disse haver har overlevet op til i dag, man der er fortsat eksempler på søhaver i forbindelse med buddhistiske templer, de såkaldte paradishaver (joudo teien). Shinden haverne blev ofte konverteret til paradishaver efter at deres ejer var død.

Senere i 1600 tallet fik de kejserlige villaer, som Katsura Rikyuu og Shugakuin Rikyuu, så vel som mange store daimyo haver, damme, som man kunne besejle, spadsere i eller blot betragte. På grund de mange funktioner var disse haver omhyggeligt designet med et antal udsigtspunkter, hvorfra beskueren visuelt kunne blive stimuleret.

(Kommer: Billeder fra Heian Shrine)

Heian Shrine – Kyoto
Templet er bygget i 1895 for at fejre 1100 års dagen for Kyotos grundlæggelse. Bygningerne er kopier i 5/8 størrelse af det kejserlige palads i Heian-perioden. Den store have, der omgiver templet, har, selvom den også afspejler datidens smag, mange træk fra Heian perioden, og stilen på den kinesisk inspirerede bro – Taihei-kaku – refererer til Heian periodens karakteristiske vand pavilloner.

Paradishaverne – joudo teien
De tidlige buddhistiske templer fulgte stort set de verdslige modeller, men i templerne var den indre gårdsplads blottet for haver. Det begyndte at ændre sig i det 11. årh. med Fijuwara slægtens prinser. De nye templer søgte at efterligne shinden arkitekturen og ofte var templerne også aristokratiske shinden residenser, der var blevet konverteret. Tempelhaverne blev set som en repræsentation af det rene land – paradis. Et kendetegnet for paradishaverne er lotus dammen, som symboliserer lotusdammen i Amida Buddha’s vestlige paradis, hvor sjælene bliver genfødt. Hvor haverne ellers havde baggrund i adelens underholdning, fik de her en religiøs fremtræden.

Det Rene Land Skolen (Jōdoshū) var en japansk buddhistisk skole, grundlagt af Honen (1133-1212) i 1175. Ved at prædike, at frelsens eneste eksistens var et liv ude i fremtiden og et sted langt væk, tilskyndede han til en holdning af resignation, ligegyldighed og en længsel efter at flygte, en holdning der bredte sig i det japanske samfund i det 11. århundrede.

Opblomstring af kunsten

I stedet for at føre til en håbløs fiksering resulterede den verdslige kedsomhed og religiøse fortvivlelse i Heian perioden paradoksalt til en opblomstring af kunsten. Den skabte noget af det fineste poesi og noveller i japansk litteratur – f.eks. Genji Monogatari (Fortællingen om Genji) skrevet mellem år 1001 og 1020 – og nogle af de mest smukke skulpturer og haver. Poesi gennemstrømmede alle dele af det aristokratiske liv i perioden. Poesien var spækket med billede fra naturens verden på en måde, så de personlige følelser blev udtrykt gennem billeder fra naturen. De samme billeder, som blev brugt i poesien, blev også formidlet i haverne. Haverne var formodentlig mere udlagt som en samling af poetiske billeder end en sammenhængende komposition.

(Kommer: Billeder fra Boydo-in)

Byodo-in – Kyoto
Pragten i Heian visionen af paradis kan stadig glimtes i Uji udenfor Kyoto. Byodo-in – lighedens og upartiskhedens tempel – blev bygget i 1052 af Fujiwara no Yorimichi på bredden af Uji floden. Templet var centreret helt rundt om Hoo-do – den utrolige Phoenix hal. Inden i Phoenix hallen var en stor statue af Buddha. Efter de kosmologiske betragtninger skulle den vende mod øst, og hele komplekset var orienteret øst-vest. Fra historiske kilder vides det, at Buddha statuen blev tilbedt fra en platform i søen, og tilbederne vendte ansigtet mod vest, i den retning Amida Buddhas renhedens land efter overleveringen skulle ligge. Musikere ville spille fra dekorerede pramme der flød på vandet. Dammen har ændret form flere gange i dens historie, men har fortsat udfyldt sin originale funktion: at spejle den elegante symmetri i tempel arkitekturen i vandet.

Almindelige japanske betegnelser for haver og templer:

Shinto helligdom (shrine): jinja, jingu, taisha eller –gu.
Buddhistisk tempel (tera): -in eller –an betyder et mindre buddhistisk tempel, hvor -ji eller dera betyder et større tempel.
Hondo: hoved hallen i et tempelkompleks.
Have: Niwa, teien, -tei, -en.
Park: koen

Rul til toppen