Kategori: Grundelementerne

Beplantning i den japanske have

Beplantning i den japanske have – en introduktion

Beplantning

Beplantningen i den japanske have afhænger i høj grad af den havetype, du har valgt at tage udgangspunkt i, men så sandelig også af din personlige smag. Det at skabe en have er i høj grad en måde at udtrykke sin personlighed på. Lige så stor forskel der er på danske haver, lige så stor forskel er der på japanske haver, og den ene kan være lige så god som den anden. Når du laver have, er det vigtigt at bruge din intuition og at give haven et personligt udtryk. Den gode have er i højere grad bestemt af personlighed og sjæl frem for at være bestemt af plantearter. Når det er sagt, skal det også siges, at der er nogle mere præcise retningslinier for brug af planterne i den japanske have.

Valg af planter

Nogle gange er det mere anskueligt at sige, hvad en japansk have ikke er, end hvad den er. Først som sidst: En japansk have er ikke en rosen- eller staudehave, så du kan ligeså godt tage skridtet med det samme og forær dem til naboen. Hermed også sagt, at en japansk have er en grøn have. Det er løvets farvenuancer, der giver farvespillet og afspejler årstidernes skiften. Idealet kunne være, at kun én busk eller ét træ blomstrer ad gangen. I plantevalget er det derfor løvets farve og karakter samt buske og træers grenbygning og form, der er vigtigt. For mere detaljerede plantelister henvises til foreningens litteratur.

Når du skal vælge planter, skal du gøre dig klart, hvad du har brug for. Du skal tage stilling til, om der er tale om en stedsegrøn eller en løvfældende plante, og så skal du tage stilling til, hvilken højde i haven planten skal udfylde.

Den stedsegrønne plante: Den er oftest robust, den er god til at danne baggrund gennem hele året. Ved klipning bliver den tit meget skulpturel, hvorfor den også egner sig som solitært dekorationstræ. Men husk at købe træerne i den færdige højde, du ikke kan gå og vente på den fornødne tilvækst, tiden skal du bruge til at forme dit træ. Desuden får du træer med en vis stammetykkelse (alder).

Den løvfældende plante: Den vil virke let. Hvis flere står sammen, kan de give indtryk af en let skov, den giver endvidere mulighed for at sollyset slipper igennem (særlig hvis den bliver klippet) og giver hermed et spændende skyggespil. Ikke mindst vil den løvfældende plante hele tiden afspejle årets gang.

Havens tre planer

Haven kan med fordel inddeles i tre planer som angiver nærhed og fjernhed i forhold til betragteren: Forgrund, mellemgrund og baggrund. At arbejde med disse planer betyder, at du arbejder med perspektivet i haven, dermed kan du f.eks. få haven til at virke meget større end den virkelig er.

Forgrunden:

Her vil det stedsegrønne træ kunne gøre sig som solitærplante, såfremt det er formet og stramt klippet. Generelt vil det være sådan, at jo tættere du er på huset (eller betragteren), jo mere klippede er dine planter. Jo tykkere stammer du har i forgrunden, des mere vil du fremhæve perspektivet i haven. Perspektivet kan yderligere forstærkes ved brug af farver. De gulgrønne planter placeres i forgrund og mellemgrund, mens de blågrønne planter placeres i baggrunden.

Mellemgrunden:

Her vil de stedsegrønne planter typisk være med til at skabe rum, hvis de f.eks. plantes på tværs af haverummet og evt. opstammes, således at der bibeholdes en vis gennemsigtighed til rummet bagved. Mellemgrunden vil i øvrigt være scenen, hvor de løvfældende træer kan udfolde sig. De er stemningsskabere både i forhold til lys og skygge, men også i forhold til årets gang, som altid er meget nærværende i den japanske have.

Baggrund:

Her vil de store stedsegrønne træer gå ind og være dækkende og give tæthed, så vi får oplevelsen af at være adskilt fra den øvrige verden. Dette er specielt vigtigt, hvis man ikke har et lånt landskab, man kan trække med ind i haven. Træerne i baggrunden vil typisk være mindre klippede – enten for at danne naturlig baggrund for haven eller for at give en naturtro overgang til det lånte landskab. Typisk vil det være de større stedsegrønne træer, vi bruger i baggrunden, hvor de løvfældende træer kan placeres umiddelbart foran, og de vil hermed bløde den noget bastante baggrund op.

 Havens 3 højder

Vi opererer med 3 højder i haven, som vi her vil betegne havens gulv, vægge og loft. For at opnå gentagelsen, roen og harmonien i haven, kan det være formålstjenligt kun at vælge én planteart til at udfylde hvert højdeniveau. Dette skal dog tages med et gran salt, men da begrænsningens kunst nok er den sværeste overhovedet, kan det være en god rettesnor. Ofte falder vi for den ene yndefulde solitærplante efter den anden. Pas på, haven har som regel kun plads til ganske få af disse.

Fig 1. Havens 3 højder. 1: Havens Gulv 2a: Lav overgang mellem bund og “pudehøjden” 2b: “Pudehøjden” 2c: Buskhøjden. 3: Havens loft. Illustrationen er fra Introduktionshæftet, Foreningen Japansk inspirerede haver, 2001.
 Havens gulv

Valget af bunddækkeplanter er undtagelsen, der bekræfter reglen. I bunden er valgt alt, der ikke overstiger 4-5 cm. i højden, og som kan gro de ønskede steder. Bunddækket er meget afhængig af havens mikroforhold, så frem for at satse på én art får du større glæde af flere forskellige arter, som du lader gro, hvor de naturligt klarer sig godt. Variationen i plantevalg giver også en spændende farvevariation i bunddækket. Du kan f.eks. bruge den gule firling til at give illusionen af solstrejf. Af andre bunddækkeplanter kan nævnes minigummipuden, minitrædebregne (cotula minima), anaria og grøn firling.

Eksempler på bunddække planter: se nedenfor.

Havens vægge

a) Lav overgang mellem bund og “pudehøjden”: For at skabe overgang mellem den helt flade bund og det kuperede “pudeniveau” er valgt kun at bruge en art nemlig den krybende ene (nana), som smukt slynger sig langs jorden og rundt om stenene, hvilket gør den meget brugbar overalt i haven.

b) “Pudehøjden”: De smukt formede puder er meget karakteristiske for den japanske have. I Japan bruges udelukkende azalier. Azalien er dog kun halvstedsegrøn og har svært ved at nå de ønskede størrelser i Danmark, hvorfor vi her ofte supplerer med buskbom eller lignende.

Azalierne er dog en dejlig plante og absolut brugbar i den japanske have, men brug farverne varsomt. Hold dig for eksempel kun til én farvenuance, således at du ikke falder for fristelsen til det store farveorgie. I Japan klippes blomsterne i øvrigt af, når det passer med klipningen. Pas på med at få klippet dine puder i den rette facon. Puderne skal ikke være kugleformede, men snarere champion formede, hvilket gør dem mere harmoniske og bløde. En pude står sjældent alene. Plant mindst 3, gerne 5 og helst 7 af gangen. Flere puder sammen fremhæver hinanden.

c) Buskhøjden: Det er her kunsten at klippe træer kommer på prøve, for i denne højde finder vi de smukt klippede buske og småtræer. Både stedsegrønne og løvfældende planter er brugbare. Næsten alt i stedsegrønt kan bruges, hvis blot du har næse for at finde en god stamme. Klip, bind og bliv dygtig. Meld dig evt. til et bonsaikursus for at lære de basale teknikker. Indenfor de løvfældende arter er den små bladede dværgacer (Acer palmatum) altid smuk og brugbar uden de store kneb, ligeså Pieris Japonica.

Havens loft

Vigtigt: Fæld ikke dine gamle træer, det tager mange år at få dem erstattet. Prøv hellere at beskære dem f.eks. ved at opstamme og tage toppen. Når du er blevet dygtig til at klippe og forme dine små træer, kan du gå igang med de store. Modet kommer med tiden og øvelsen. Et stort voldsomt træ som ikke synes synderlig japansk, f.eks. et dansk æbletræ, kan ved den rette beskæring give en fin japansk stemning med sit grønne løv som loft.

Havens store træer har en uvurdelig betydning i den japanske have. Det kan ikke understreges kraftigt nok, da vi ofte misvisende tror, at en japansk have består af små bonsaitræer. De store træer skaber den nødvendige intimitet og stemning, de skaber lysgennemfaldet og bringer solen ind i haven i kraft af skyggevirkningerne. En have uden store træer giver sjældent udtryk for alder eller sjæl, som måske er den væsentligste kvalitet ved den japanske have.

Eksempler på bunddækkeplanter

Eksemplerne på bunddækkeplanter er nemme og til at finde på planteskolerne m.fl. Men husk at bunddækkeplanter kun gror der, hvor de kan lide at være. Det kan derfor tage tid at få skabt den grønne bund i haven. Fuglene kan også lide bunddækket, hvorfor processen også kan trækkes ud.

Azorella – gummipude
Familie: Apiaceae/Skærmblomstfamilien
Generelt: Flot og tæt bunddække, der virker gummiagtig, og har en intens skinnende farve, gummipuden er helt flad og stedsegrøn. Breder sig rimeligt hurtigt. Kan formeres ved stikling/deling. Nem.

A. trifurcata – vokser i sol/halvskygge. Uanselige gule blomster i juni. Denne type breder sig hurtigst, men også den der er mest løs i vækstformen.

A. trifurcata “Minima” – den er tættere end trifurcata’en og virker derfor mere intens grøn. Lægger sig flot op ad trædesten og granit.

Cotula – trædebregne
Familie: Asteraceae/Kurvblomstfamilien
Generelt: ca. 80 arter. Alle med små og dybt fligede, let hårede blade. Kan blive lidt trist om vinteren, men vender fint tilbage. Delvis stedsegrøn, breder sig meget hurtigt via krybende stængler der slår rod. Formeres ved deling. Nem.

C. squalida + C. dioica – vokser i sol/halvskygge, god til hurtigt at dække jorden. Ikke for humusrig jord. 5-10 cm høj.

C. minima – meget lille og fin plante. Frisk grøn, max. 1 cm. i højden. Kan være lidt frostfølsom. Breder sig rimeligt, men ikke som de andre typer.

Minuartia
Familie: Caryophyllaceae/Nellikefamilien
Et flot bunddække, der kan brede sig rimeligt, når den først har fået fat. Den kan dog være lidt svær at få fat i. Formeres ved deling. Bliver brun/grøn om vinteren. Nem.

M. graminifolia – Minder om mos, og har en pudeformet karakter, der ligner bølger i måden at vokse på. Trives i sol og i mager jord.

Neopaxia – New zealandsk græs
Minder om almindeligt græs, men skal ikke slåes. 1-3 cm høj med små hvide blomster i juni/juli. Hårdfør. Formeres ved deling. Nem.
Den breder sig hurtigt. Kan tåle fuld sol, men skal dusches i tørre perioder. Den kan, ligesom en græsplæne, få pletter der går ud, men som den kommer fint igen. Er god til ‘øer’, da den grønne farve og tætheden står flot mod granit skærver.

Opipogon – slangeskæg
Familie: Lilaceae/Liljefamilien
Stedsegrøn tueformet plante med græsagtigt udseende. Meget brugt i Japan. Stedsegrøn. Formeres ved aflæggere. Hårdfør. Kan være lidt svær at finde. Nem.

O. planiscapus “Nigresens” Flot med næsten sorte blade. Den breder sig ved jordstængler. Plantes i fuld sol for den mørke farves skyld.

O. jaburan caeruleus – mondogræs. Også tæt tueformet med dybgrøn. Bladene bliver 3-7 cm lange. Kan blomstre med klokkeformede violette blomster.

Sagina subulata – firling
Familie: Caryophyllaceae/Nellikefamilien
Der findes 2 typer. en grøn og en lysegrøn. Trives i almindelig havejord. Bliver lidt trist i vinteren, men danner et pænt tæppe. Formeres ved deling. Nem.

S. subulata, får små hvide blomster. Har en flot grøn farve. Bliver 3-5 cm. Grøn.

S. subulata “Aurea” lysegrøn, også 3-5 cm høj og tæppedannende.

Saxifraga – stenbræk
Familie: saxifragaceae/Stenbrækfamilien
Der findes utal af forskellige typer af saxifraga. Ulempen ved nogle typer er, at de kan lave huller, hvor de går ud. I japanske haver er der bedst erfaring med “Kingii”. Formeres ved deling. Bedst i halvskygge. Nem.

S. hypnoides var. egemmulosa “Kingii”, er friskgrøn, hurtigvoksende. Kan godt lide en sphagnum blandet jord. Danner et sammenhængende lidt bølget tæppe.

Thymus – timian
Familie: Lamiaceae/Læbeblomstfamilien
Der findes ca. 350 arter. Kendetegnene er bl.a. den specielle duft. Mange typer er lave, måttedannende. Bierne er glade for timianen’s duft. Formeres ved stikling eller deling. Stedsegrøn. Nem.

T. praecox “Minor” helt flad, mørk grøn. Langsomvoksende med meget små blade. højde 3-5 cm med blomst, som er lilla.

T. praecox var. “Pseudolanuginous” lodden timian, lilla blomst, 5-7 cm. incl. blomst.

T. serphyllum “Albus” lysegrønne blade og hvide blomster. 5-7 cm incl. blomst.

Husk altid at rense dit bunddække for nedfaldne blade specielt i efteråret, da planterne ellers med stor sandsynlighed vil rådne.

Åbn indlæg

Rummet i den japanske have

Tips til at skabe haverum

  • Beslut dig for, hvorfra haven primært skal ses. Som oftest vil det være fra din havestue eller et andet sted, hvorfra du gennem året vil kunne betragte din have indendørs.
  • Lav din have lille og intim. Som i mange af livets øvrige forhold er kvalitet bedre end kvantitet. Opdel evt. haven i mindre områder ved hjælp af hegn og vegetation.
  • Adskil din have synligt fra de øvrige omgivelser. Kan gøres ved en havemur, skærmhegn eller tæt stedsegrøn vegetation. Det giver rammen om dit “kunstværk” og giver god effekt til tonen i din valgte havetype – f.eks. det lukkede rum om zenhaven og det åbne bambusstakit om te-haven.
  • Skab perspektiv og dybde i haven. Ved at opstamme dine træer bibeholder du dybden i haven.
  • Markér havens planer i forgrund og mellemgrund ved at opsætte åbne og lave hegn på tværs af haven. Store sten er også med til at markere havens perspektiv.
  • Brug mange stedsegrønne træer, da de også om vinteren vil fremhæve havens dybde og perspektiv.
  • Vegetation med mørke farver (blågrønne) virker fjerne og lyse farver (gulgrønne) nære. En vigtig ting at huske, når du arbejder med havens dybdevirkning.

Indhegning

Det der bl.a. skaber den karakteristiske atmosfære, der knytter sig til den japanske have er den specielle udnyttelse af rummet. Havens rum bliver skabt ved brug af indhegning og afskærmning samt af de tilhørende indgange. De fleste japanske haver er indhegnet, det kan være for at afskærme mod den omgivende bebyggelse eller lignende, men som oftest benyttes indhegningen som en ramme om selve haven. Indhegningen kan bestå af en egentlig mur, bambushegn eller vegetation. Ud fra denne ramme kan det kontrolleres, hvordan haven skal betragtes og i hvilken grad omgivelserne skal indgå i oplevelsen.

Et hegn kan være med til at lede den retning øjet skal se. Hvis ikke indhegningen var der, ville haven blive sidestillet med omgivelserne og de skabte illusioner i havens perspektiv ville bryde sammen. Netop i manipulationen med perspektiv og proportioner kan havens elementer som bakker, sten og træer gøres nære eller fjerne, større eller mindre. Den japanske have er jo ofte en miniatureudgave af et naturligt landskab med klipper, bakker og søer.

Indhegning som ramme

Japanske haver ses ofte gengivet inde fra huset, hvor f.eks. skydevægge, gulv og loft indrammer netop det udsnit af haven, som havedesigneren ønsker at beskueren skal se. Den samme effekt kan fås ved at bruge, gerne halvgennemsigtige, hegn og opstammede træer som en del af den ramme haven skal ses igennem. Indramningen kan være med til at gøre oplevelsen mere intens og overskuelig end det store panorama billede samt sætte fokus på et enkelt element eller parti i haven. En sådan indramning gør at haven kan opleves som et uafhængigt stykke kunstværk i lighed med et maleri. Ofte indgår der i den japanske have også bestemte udsigtssteder, hvorfra haven bedst betragtes. Ligesom et bonsaitræ har en forside og en bagside kan haven også være designet til at skulle ses et bestemt sted fra. Det gælder i mindre grad for vandringshaven, hvor haven skal kunne beses fra alle retninger.

Hegn

Den japanske have er aldrig helt afskåret fra den omliggende verden. Et hegn, en mur eller en hæk fungerer mere som en et bindeled mellem haven og det, som ligger udenfor. Den omgivende natur kan inddrages og blive en del af haven, som et lånt landskab (shakkei). Et lånt landskab kan være et risikabelt element, såfremt man ikke har ejendomsretten over det, og genboen kan måske beslutte sig for at fælde sit gamle træ. Højden, placeringen og gennemsigtigheden i havens hegn eller mure afhænger af, i hvilken grad udsynet skal sløres eller åbenbares. Hegn i selve haven er ofte lavet i øjenhøjde, således at betragteren netop aner, hvad der befinder sig på den anden side, på samme måde kan gennemsigtigheden i hegnet bruges. Jo mere åbent et hegn er jo lavere vil det normalt være. Hegnet skal også tilpasses højden af de planter der er både indenfor og udenfor haven. Nogle mure eller skærmhegn har som funktion at give relief til det foranliggende haveparti. De såkaldte ærmehegn (sode-gaki) bruges til at forbinde bygninger med haven og står i en ret vinkel ud fra bygningens væg. De bruges også til at kontrollere, hvor meget udsyn betragteren skal have f.eks. fra en veranda. De forskellige hegn er enkle, lavet uden brug af søm, og altid meget dekorative i sig selv.

Indgange

Indhegningen har sit modstykke i indgangen. Indgange kan bruges til at forbinde haven med omverdenen, til at fortælle, at når du passerer denne port, så lægger du for en stund dine verdslige gøremål bag dig. Indgange fungerer også til at forbinde de forskellige rum eller overgange i haven. I tehaven bruges indgangene ikke bare som en fysisk overgang fra et haverum til et andet, men som overgangen fra en psykisk tilstand til en anden mere spirituel tilstand.

Havens tre planer

At lave en japansk have kan sammenlignes med at male et billede. Der er en forgrund, en mellemgrund og endelig en baggrund. Det er mellemgrunden der deler og definerer, hvad der i øvrigt opleves som nær og fjern. De tre planer kan også ses som en balance mellem det todimensionale (det plane) og det tredimensionale (det rumlige). Forgrunden kan være helt flad f.eks. kun dækket af revet grus, mellemgrunden kan bestå af smukt formede buske med enkelte træer og sten. Overgangen til baggrunden kan være en mur eller et grønt hegn herefter inddrages det lånte landskab som står mere vildt. Baggrunden kan også være en tær mur af stedsegrøn vegetation. En regel i havens opbygning er, at jo nærmere huset des mere klippede eller kultiverede er de tilhørende træer og buske og jo længere væk des mere vild eller uklippet er vegetationen.

Havens “ma”

I den japanske haves rum arbejdes der også med, hvad vi almindeligvis vil kalde overraskelsen, hvor et indtryk pludselig bliver meget intenst i og med at det er uventet – i musikken kan det sammenlignes med brugen af en pludselig pause, der gør stilheden særlig intens. Den tilstand der opstår, når alle sanser bliver stimuleret samtidig i tid og rum kaldes på japansk for ma Denne specielle intensitet kan man få i den japanske have, når man pludselig står ved havens flotteste udsigtspunkt, som ellers har været skjult af et hegn eller når zen-haven, kun dækket af revet grus måske med en enkelte klippe, åbenbarer sig bag den omgivende mur. Det er derfor, den japanske have altid virker spændende, intet bliver røbet med det samme, men havens partier er skjulte eller delvis skjulte, som gæst skal du på opdagelse og lade haven komme til dig.

Rul til toppen