I sporet på Murakami – 2023

‘I sporet på Murakami’ med Ichiban Travels og Mette Holm, november 2023.

Med Haruki Murakamis roman “Mordet på kommandanten” som indgang til Japan.

”Når jeg oversætter Murakamis romaner, forsvinder jeg ind i bøgernes verden, og da jeg oversatte hans roman ‘Mordet på kommandanten’, kom jeg på den vildeste rejse. Jeg fulgte med ham på et roadtrip til det nordlige Japan, og jeg nærmest boede sammen med ham i Odawaras bjerge. Jeg har i den forbindelse gjort mig mange tanker om, hvad portrætkunst og japansk kunst egentlig er. Min litterære rejse og tankerne omkring kunst har inspireret os til at skabe en rejse til et Japan, som kun få rejsende møder.”

Mette Holm,
Haruki Murakamis danske oversætter

Haruki Murakami er en japansk forfatter, som skriver både essays, noveller og romaner. Nogle af Murakamis kendte værker er Kafka på stranden og En vild fårejagt. Romanen Mordet på kommandanten, der udkom på dansk i 2018, danner inspirationsgrundlag for vores rejse ‘I Murakamis fodspor’. Murakamis bøger er oversat til dansk af Murakamis faste oversætter, Mette Holm, som også var vores rejseleder sammen med Tilde Hjortshøj fra Ichiban Travel. Mette Holm har en kæmpe viden om Murakamis forfatterskab samt japansk litteratur og kultur i det hele taget.

Om hendes oversætter karrierer har Mette Holm fortalt hvordan ’tilfældigheder’ bringer en videre: “Det hele begyndte med et studenterjob på japansk informationscenter, mens jeg læste Japansk sprog og kultur på KUA, hvor jeg af og til hjalp DR med at anbringe teksterne på japanske film, som de tekstede efter engelsk manus,” 

Et overblik over vores rejse
Vi besøgte Kobe, hvor Murakami voksede op, var i Odawaras bjerge, hvor maleren fra Mordet på kommandanten boede, så forskellige former for kunst – mødte en moderne Nihonga-maler i Kyoto, så et templet nær Niigata, der nær var blevet bandlyst grundet sine lystslupne Nihonga dekorede facader, en arkitektonisk perle midt ude i naturen og en tunnel, der leger med lyset. Vi besøgte et tempel, hvor munke var så dedikerede til den højeste oplysning, at de frivilligt lod sig blive til mumier. Vi besøgte provinsbyen Kiryu, hvor Mette Holm har boet flere gange, og vi var på cykeltur rundt i Tokyo og besøgte steder, der vækker minder om Murakamis øvrige romaner. Vi sluttede af med en hel uge for os selv i Kyoto, hvor vi så en masse templer og tempelhaver i Kyoto og omegn. Vejret var stort set med os under hele turen (blot 2 halve regnvejrsdage) og i vores sidste uge i Kyoto toppede efterårsfarverne.

Vores program dag for dag

Dag 1 – torsdag den 9. november. Rejsedag.

Vi mødtes i Københavns lufthavn kl. 11:20 hvor Mette Holm tog imod os ved Emirates’ check-in skranke. Kl. 14:20 fløj vi fra Københavns Lufthavn. Ankomst til Dubai kl. 23:45. Flyvetid 6 t. 25 min. Afgang fra Dubai kl. 03:05, ankomst til Osaka, Kansai lufthavn kl. 17:05. Flyvetid 9 t. Tiderne er lokaltider. Der er 8 timers tidsforskel mellem Danmark og Japan og 3 timer mellem Danmark og Dubai.

Vi var udover Mette Holm og Tilde Hjortshøj ialt 12 personer, der skulle rejse sammen de næste 14 dage. Det viste sig at være en rigtig hyggelig gruppe på 4 mænd (hvoraf den ene var Tildes mand) og 8 kvinder.

Dag 2 – fredag 10. november. Ankomst til Kobe sen eftermiddag.

Vi ankom til Osaka, Kansai Lufthavnen kl. 17:05. Udtjekningen gik gnidningsløs uden at vi skulle vente på kufferterne. Vi blev hentet af Tilde og kørt i vores første bus til vores hotel i Kobe. Efter at have sat vores bagage på vores værelser gik vi ind til Chinatown i Kobe og spiste aftensmad på en yakiniku restaurant, hvor vi fik det berømte Kobe-kød. Man kunne få fisk, hvis ikke man spiste kød. Kobe er også byen, hvor Murakami voksede op, og hvor hans tidlige romaner finder sted.

Vi blev indkvarteret på Hotel Monterey: 2-11-13 Shimoyamate-dori, Chuo-ku. Her var mulighed for fællesbad og sauna, hvilket vi dog ikke gjorde brug af, vi var for trætte efter at have rejst i hvert fald i 22 timer. Men senere fandt vi ud af, at netop derfor ville det have været en nydelse.

Dag 3 – lørdag 11. november. Fra Kobe til Kyoto via Jordskælvsmuseet i Kobe og Shidare Observatoriet i Rokko bjergene

Kufferterne blev pakket i vores bus, som først kørte os til Jordskælvsmuseet i Kobe. Da det var et vidunderligt vejr, kunne vi nyde Hyogo Art Museum udefra, før vi besøgte jordskælvsmuseet.

Vi blev indlogeret på Hotel Resol Kyoto Kawaramachi Sanjo: 59-1 Daikokucho, Nakagyo-ku.

Dag 4 – søndag 12. november. Gion, Sannenzaka, Kiyomizudera, Maruyama Park, Chionin og Anyoji, hvor Haruki Murakamis farfar var præst

Vi startede dagen med morgenmad i hotellets restaurant og derefter tog vi på en gåtur gennem geisha-distriktet Gion og op gennem gågaden Sannenzaka til det velbesøgte tempel Kiyomizudera. Herfra gik vi videre gennem Chion-in og besøgte templet Anyo-ji, hvor Haruki Murakamis farfar var præst, da Murakami var barn.

Gion, som er Kyotos mest berømte geisha-distrikt, ligger omkring Shijo Avenue mellem Yasaka-helligdommen i øst og Kamo-floden i vest. Her findes butikker, restauranter og ochaya (tehuse), hvor geiko’er (Kyoto dialekt for geisha) og maiko’er (geiko lærling) underholder.

Gion tiltrækker turister med sine mange traditionelle træ machiya købmandshuse. Ejendomsskatterne var tidligere baseret på gadefacaden, hvorfor husene blev bygget med smalle facader kun fem til seks meter brede, men til gengæld strækker de sig op til tyve meter ind fra gaden. Traditionelt havde man ofte en lille have (tsubo niwa) midt inde i boligen. I den varme sommer var den med til at skabe luftcirkulation og køle ned.

Fra Gion kom vi via Sannenzaka frem til Kiyomizudera. Sannenzaka er en smal skrånende stenbelagt gågade og turistattraktion, der er fyldt med omkring 60 butikker og restauranter, der sælger traditionelle Kyoto-produkter og mad.

Yasaka Pagoden ses for enden af Sannenzaka. Pagoden er den sidste resterende struktur af et tempelkompleks fra år 589 kendt som Hokan-ji templet i daglig tale som Yasaka-no-to (Yasaka Pagoden). Den er 46 meter høj og har 5 etager. Pagoden blev oprindeligt bygget af den kejserlige prins Shotoku og siges at have været inspireret af en drøm.

Kiyomizudera (“Pure Water Temple”) er et af de mest berømte templer i Japan. Grundlagt i 780 ved Otowa-vandfaldet i de skovklædte bakker øst for Kyoto. Navnet kommer fra efterårets rene vand. Templet var oprindeligt forbundet med Hosso-sekten, en af de ældste skoler inden for japansk buddhisme, men dannede sin egen Kita Hosso-sekt i 1965. I 1994 blev templet føjet til listen over UNESCOs verdensarvssteder.

Daikokuten er en af de syv heldige guder i japansk mytologi, der bringer velstand og formue til mennesker i hele Japan. Han er en japaniseret udgave af den indiske gud Mahakala. Som guddom for held og lykke er han en vigtig guddom i husstanden, også kendt som guden for de fem korn.

Kiyomizudera er mest kendt for sin træterrasse, der stikker ud fra hovedhallen 13 meter over bjergsiden. Terrassen giver en flot udsigt over de mange kirsebær- og ahorntræer nedenfor, som bryder ud i et hav af farver på det perfekte tidspunkt om foråret og efteråret, med Kyoto i det fjerne. Hovedhallen, er sammen med terrassen bygget uden brug af søm, og huser templets vigtigste genstand for tilbedelse, en lille statue af Kannon med de elleve ansigter og tusind arme.

Kannon er det japanske navn for bodhisattvaen Avalokiteshvara, som i Japan er hunkøn. I Kina går guden under navnet Kuanyin eller Guanyin. Sammen med Jizo er hun meget populær og symboliserer uendelig medfølelse (karuna, en grundlæggende værdi i buddhismen). Hun er de gravide kvinders og mødres foretrukne buddhistiske guddom. I populær japansk buddhisme er hun Amida Buddhas hjælper. Hun er i stand til at antage 33 manifestationer for at frelse mennesker i forskellige situationer, og hun afbildes ofte med 11 ansigter og mange arme, som symboler på hendes hjælpsomhed.

Herfra gik vi gennem Maruyama Koen til Chionin. Området bestod tidligere af flere templer, der dog blev ødelagt af brand. Området blev omdannet til en offentlig park i 1871 i den tidlige Meiji-periode og åbnet for offentligheden i 1886. Maruyama Koen blev designet af Ueji VII (som også designede Murin-an haven i Higashiyama-området). Det er et centralt sted i Kyoto, når kirsebærtræerne blomstrer (Sakura) i Kyoto i april måned og fejres med Hanami arrangementer. Parkens hovedattraktion er på det tidspunkt det grædende kirsebærtræ (shidarezakura), der bliver oplyst om natten. Der er også travlt nytårsaften.

Shichi-Go-San (bogstaveligt “syv-fem-tre”) er en traditionel festival i Japan for tre- og syvårige piger samt tre- og femårige drenge, som afholdes den 15. november hvert år. Skikken praktiseres bl.a. ved at drenge og piger i de angivne aldre klæder sig særligt på, drengene bærer don haori-jakker og hakama, mens pigerne bærer kimono under besøget i et tempel. Skikken går tilbage til Heian perioden og afspejler, at det ikke var en selvfølge at børnene overlevede.

Chionin er hovedkvarteret for Jōdo-shū (Pure Land Sekten) grundlagt af Hōnen (1133–1212), der proklamerede, at sansende væsener genfødes i Amida Buddhas vestlige paradis (rent land) ved at recitere nembutsu, Amida Buddhas navn. Hōnens barndomsnavn var Seishimaru. Da han var ni år gammel, var hans fars bopæl målet for et natligt angreb. Hans far Uruma Tokikuni blev skudt under et overraskelsesangreb, og efterlod følgende testamente til Seishimaru på sit dødsleje: “Hvis du hævner had med had, vil der aldrig være en ende på hadet i menneskenes verden. Med et åbent hjerte, der har overgået had, søg den buddhistiske vej, hvorigennem alle mennesker bliver frelst.”

Det oprindelige tempel blev bygget i 1234 af Hōnens discipel, Genchi (1183–1238) til minde om sin herre og fik navnet Chion-in. Templet har Japans største tempelport og templet har skydedøre med malerier af krysantemum og spurve, men fuglene var imidlertid malet så levende, at de kom til live og fløj væk, se mere her. Alle tagbjælker er udskåret med familien Tokugawa-familiens familiemærke: tre stokroseblade. En af arkitekterne, der hjalp med at genopbygge templet efter branden i 1633, placerede en paraply i bjælkerne for at hjælpe med at bringe regn og derved afværge ild.

Chion-in er også hjemsted for Japans største tempelklokke, der vejer 74 tons. Den blev smedet i 1636. Der slås kun på den to gange om året, en gang til minde om grundlæggeren af Jodo buddhistiske skole Honen i april og natten mellem 31. december og 1. januar for Joya no Kane. Det kræver 17 præster for at få den til at give lyd fra sig. Der er kun tre klokker af denne størrelse i Japan, de to andre er placeret i Hoko-ji (Kyoto) og Todai-ji (Nara).

Anyo-ji er et lille tempel beliggende i centrum af Shinkyo-Gokudori. Tempelområdet var oprindelig meget større, men dele af templets ejendom blev en del af Maruyama Park, da den åbnede i 1886. Det lille Butsu-den (statuerum) er åben i dagstimerne, så man kan bede til eller blot betragte det udsmykkede Butsu-dan (buddhist alter) indeni. Generelt vender lotusbladene på bunden af Buddha-statuerne opad, men her er det modsat, lotusens kronblade vender nedad. Det siges, at det er for at vise, at kvinder også kan øve sig og opnå succes. En lille kirkegård flankerer templet ved sin vestlige skråning, og kan være badet i orange lys sidst på eftermiddagen. En ældre og mere atmosfærisk kirkegård findes på bagsiden af templet og trækker op i bjergene bagved.

Ved Anyoji kan man forestille sig, hvordan Murakami som barn sad på en stol i andagtsstuen og læste i en bog, mens han af og til kælede med en kat eller kiggede ud over de smukke bjerge og Kyoto by. En beretning om Murakamis far og farfar har Haruki Murakami udgivet her: At efterlade en kat.

Dag 5 – mandag 13. november. Med shinkansen til Odawara og besøg på Enoura Observatory anlægget

Vi rejser fra Kyoto med shinkansen til Odawara, hvor portrætmaleren i Mordet på Kommandanten søger tilflugt efter at være blevet forladt af sin kone. Vores bagage sendes i forvejen, og er først fremme to dage senere i Murakami by. Ved ankomsten til Odawara Station samles vi op af en bus til vores videre færd.

Enoura Observatory i Odawara er et smukt anlæg placeret ved den ydre kant af Hakone-bjergene og med udsigt ud over Sagami-bugten og Stillehavet. ‘Kunstinstallationen’ vækker masser af associationer til Murakamis værker generelt og til ‘Mordet på kommandanten’ mere specifikt. Her finder vi den mørke tunnel og en masse mystiske sten, der synes at udstråle særlige energier. Galleriet, der får en til at tænke på Menshiki, den farveløse genbo, udsigten ud over Stillehavet og bjergene, hvor farver og lys konstant skifter, og ikke mindst brønden, der glimter i regnvejr.

Samtidskunstneren Hiroshi Sugimoto etablerede Odawara Art Foundation i 2009 for at fremme udviklingen af japansk kultur og samtidig anlægge et internationalt perspektiv. Med sin fine beliggenhed er Enoura-distriktet i Odawara et dyrebart stykke af Japans naturarv med et landskab af bemærkelsesværdig skønhed og bevaret i uspoleret tilstand. Odawara Art Foundations Enoura-observatorium, åbnede for offentligheden oktober 2017.

Hiroshi Sugimoto, grundlæggeren af Odawara Art Foundation fortæller følgende om sit projekt:

“Hvad hvis Tokugawa-shogunatet havde valgt Odawara som sin magtbase i stedet for Edo? Da Tokugawa-klanen flyttede til Kanto-regionen omkring 1600 efter at Odawara-slottet faldt i hænderne på Toyotomi Hideyoshi i 1590, ser det ud til, at Odawara, det tidligere magtsæde for Kanto’s mest magtfulde og fremtrædende klan, Hojo-klanen, ville have været det mest attraktive sted for Tokugawa-shogunatets eget slot. Men den første shogun, Ieyasu, valgte Edo, dengang blot en søvnig landsby, uden tvivl fordi han ønskede en ren tavle til udvikling af en ny by. Jeg er dog sikker på, at Odawara må have været en fristende mulighed for Ieyasu, da der allerede var et storslået slot lige til at inddrage. Hvis han havde valgt det, ville Odawara i dag have været Japans hovedstad, et krat af skyskrabere, der konkurrerer med Manhattan eller Hong Kong, og det, vi kalder “Tokyo”, ville ikke have være andet end den middelmådige, provinsielle kystby Edo. Personligt er jeg glad for, at Ieyasu tog den beslutning, han gjorde. Hvis Odawara var blevet hovedstaden, ville dens vidunderlige natur have være fuldstændig ødelagt, og jeg ville ikke have haft det primære møde med havet som min første erindring.“

“Som om styret af en usynlig hånd blev jeg tiltrukket af dette sted af erindringer. I en spredt mikan (dvs. uden kerner) citruslund i Enoura etablerede jeg Odawara Art Foundation med det formål at formidle essensen af japansk kultur til et bredere publikum. Mens Odawara blev forbigået til fordel for Tokyo som stedet for Japans hovedstad, har Odawara potentialet til at være hovedstaden for udbredelsen af vores kultur til verden. Det skyldes, at den japanske kulturs unikke karakter, en kontinuerlig arv, der går tilbage til den forhistoriske Jomon-periode, er at være kunsten i at leve i harmoni med naturen. Det japanske folk udviklede en unik kultur, der inkorporerede tilbedelse af utallige guder og ånder i det naturlige rige. I dagens dystre verden af grasserende materialisme og forbrugerisme, hvor så meget af den naturlige pragt er blevet ødelagt, er det en genoplivning af disse gamle japanske traditioner, vi har mest brug for.“

Alle i gruppen fik taget et portrætbillede af Mette Holm på deres yndlingssted i anlægget.

Vi bliver indlogeret på Ryokan Seiransou:  679 Miyakami, Yugawara Town, Ashigarashimo-gun, Kanagawa. Her overnatter vi på japansk stil på futoner og tatami-måtter og bader i onsen, de naturlige varme kilder, både indenfor og udenfor. Den første aften spiser vi kaiseki, japansk tasting-menu, på stedet.

Dag 6 – tirsdag 14. november. Tur i bjergene og Odawara by

Om formiddagen tog vi på en vandretur op i bjergene ved Makuyama Park, for at opleve den smukke natur og de bløde bjerge. Bjørne så vi ingen af, men måske hørte vi en i baggrunden !?! Makuyama er også kendt for sin blommeskov, der blomstrer i marts måned.

Efterfølgende tog vi ind til Odawara by, hvor portrætmaleren i Murakamis roman underviser.

Odawara borgen (Odawara-jō) er en rekonstruktion bygget af armeret beton i 1960 på stenfundamentet af den tidligere højborg. Der har været befæstninger på eller omkring slottets nuværende placering tilbage fra Kamakura-perioden (1185–1333).

I det 15. århundrede byggede Omori-klanen en højborg. Da Hojo Soun erobrede området i 1495, blev slottet gradvist udbygget. På Hojo-klanens storhedstid kontrollerede de det meste af Kanto-området sammen med flere støtteborge.

Odawara-jō stod over for tre store angreb: fra Uesugi Kenshin i 1561, Takeda Shingen i 1569 og Toyotomi Hideyoshi i 1590. Den sidste belejring af Toyotomi Hideoyoshi blev afslutningen på Hojo-klanens overherredømme, og slottet blev overdraget til Tokugawa Ieyasu. Op til belejringen havde Hojo bygget en stor defensiv ring, kaldet Sogamae, bestående af over 9 km skyttegrave og dæmninger.

Meiji-regering, der blev dannet i 1860, beordrede at alle de tidligere feudale befæstninger blev nedlagt, også Odawara-jō (1870-1872). I 1893 blev stenbasen til den tidligere tårnbygning grundlaget for en Shinto-helligdom, Ōkubo Jinja, dedikeret til ånderne fra generationerne efter Ōkubo daimyō. Tokugawa Ieyasu udnævnte ved sin overtagelse af slottet, sin vasal Okubo Tadayo til slotsherre. Han skulle bl.a. reducere slottets størrelse fra Hojo-tiden, da det repræsenterede en trussel mod Tokugawas magt. Okubo-familien herskede over Odawara i hele Edo-perioden bortset fra en kort periode i 1700-tallet.

I 1901 blev Odawara Imperial Villaen bygget inden for området, men blev ødelagt ved jordskælvet i 1923, hvilket fik mange af stenene på borgens volde til at kollapse. Tidligere store jordskælv tilbage i 1782 og 1853 havde også voldt store ødelæggelser. Først i 1930’erne blev genopbygningsarbejdet begyndt, og stedet blev udpeget som “National Historic Site” i 1938.  

Vi havde tidligere suset forbi Mt. Fuji med shinkansen, men da var toppen af vulkanen pakket ind i skyer, men i dag kørte vi en lille omvej med vores bus, for at få udsyn til Fuji, som stod helt klar denne eftermiddag. Senere så vi Fuji snedækket fra hotellet i Tokyo.

Fujisan er for japanerne ikke blot et nationalt symbol, men også et helligt bjerg og en central kami, dvs. en hellig kraft, der indgyder ærefrygt. Det religiøse aspekt kommer specielt til udtryk i religionen shinto, men også i den japanske buddhisme og i en række japanske nyreligiøse bevægelser. Den er også et yndet mål for pilgrimme. For en pilgrimsvalfart findes ti stationer eller stadier undervejs med vigtige helligdomme placeret ved foden af og på siderne af bjerget.

Fujisan indgår også i megen kunst. De fleste danskere kender formentlig Hokusai Katsushika (1760-1849) serie: “Fugaku Sanju Rokkei” (“Seksogtredive udsigter til Mt.Fuji”). Jeg selv har denne plakat hængende over mit skrivebord:

Om aftenen spiste vi middag på en fransk restaurant på en af Murakamis yndlings restauranter ‘Cafe du Chenin’. Vi blev mødt af et velkomstskilt skrevet på dansk.

Mændene kunne slutte dagen af med at bade i onsen, de naturlige varme kilder, på vores Ryokan, det er ganske behageligt og afslappende efter en lang dag. Kvinderne havde først adgang til den udendørs onsen næste morgen.

Dag 7 – onsdag 15. november. Murakami by med sake smagning og tørring af laks

Vi forlader vores Ryokan med tatamimåtterne i det traditionelt indrettede værelse, badning i den udendørs Onsen med 42 grader varmt vand morgen og aften. Pragtfuld traditionel japansk morgen og aftensmad, som er overordentlig smukt anrettet og tilberedt.

Vi kører fra Odawara med shinkansen mod Tokyo og skal skifte til en anden shinkansen til Niigata og herfra op til Murakami by, der ligge ud til Det japanske Hav ca. 150 km nordvest for Niigata. Det er nemt, når vi rejser uden stor den store bagage. Vi skal bla. til sake smagning – det lyder jo helt ok….

Murakami-by er kendt for sin sake (鮭), som betyder laks, og sin sake (酒), som betyder risvin, og som også kaldes for sake på dansk.

Vi startede med sake bryggeriet Taiyo. Murakami har været et blomstrende bryggeriområde i mange år. Den ældste af de 14 oprindelige lokale kura (bryggerier) har været i drift siden 1635. Taiyo Sake Brewerys historie begyndte, da de 14 lokale kura fusionerede til et selskab i 1945. Selve den japanske sake historie går 2000 år tilbage selvom teknikkerne bag har ændret sig undervejs.

Taiyo’s gennemsnitlige rispoleringsforhold er under 60% (hvilket betyder, at 40% af kornet formales væk, hvilket efterlader et korn med 60% af dets oprindelige størrelse), mens landsgennemsnittet er 70%. Taiyo’s usædvanligt høje poleringsforhold betyder, at de fleste stoffer, der forårsager ubehagelige smage og aromaer fjernes. Som et resultat giver den resterende stivelse af høj kvalitet en let og forfriskende smag. De skriver selv at: “TAIYOs sake kan kortfattet beskrives som sprød og tør. Den har en lettere og mindre sød smag end landsgennemsnittet, med en delikat aroma og smag. Denne underspillede karakter kan fremhæve nydelsen af måltider og samtidig repræsentativt vise ægte skønhed og storhed af Niigata Sake inden for den japanske kost.“

Vi smagte mange slags sake. Fra tagskægget på sake bryggerier blev der hængt en grøn sugidama op for at indikere, at ny sake er gjort klar. Sugidamaen er lavet ved at forme sugi (Cryptomeria) blade til en kugle. Kuglen, der hang uden for bryggeriet, viste os, at den nye sake netop var blevet brygget. Når kuglen bliver brun, er saken færdig og kan drikkes. Det er en fin drik med en alkoholprocent på 15% produceret af god ris, rent vand og gær …

Shiobiki laks er et ikon for byen, og meget af Murakamis velstand kan spores tilbage til disse laks. Fisken var så vigtig for befolkningen i området, at mange mennesker omtalte beboerne i Murakami som “laksens børn”.

Kystområderne i Det Japanske Hav er et vigtigt sted for laksegydning, og hvert år udsættes over otte millioner laks i floden, men blot lidt over 30.000 laks vender tilbage til Miomote-floden efter at have tilbragt år ude på havet. Miomoste-floden, løber gennem den midterste del af Murakami. Murakami var den første by i verden, hvor lakseformering fandt sted tilbage i 1700-tallet.

Vi besøgte virksomheden Kikkawa, som er en smuk og traditionel laksebutik, hvor man hvert år tørrer rigtig mange af de flotte laks, der om efteråret fanges i byens flod. Det er kun han-laksen, der tørres, og fordi den værdsættes så højt, hænges den op i halen og ikke i hovedet. Den må ikke føle, at den bliver henrettet, og maven skæres heller ikke helt igennem, når den renses, for ingen skal tro, at den har begået seppuku (dvs. selvmord ved at sprætte maven op).

Sennensake Kikkawa arbejdede oprindeligt som risgrossist og japansk sake-brygger, men omkring 1960 startede han en virksomhed relateret til laks. Han fornemmede at den traditionelle laksekultur var ved at gå tabt. Nu sælger de en række produkter, der bruger laksen i sin helhed, herunder grillet laks, lakserogn gennemblødt i sojasovs og Miso. Området bag butikken har mere end 1000 laks hængende ned fra loftet. Ved at tørre dem på denne måde kondenserer det lækkerheden og forbedrer holdbarheden.

Den unge kvinde, der fortalte om Kikkawa, sagde, at de ophængte laks er nogle af de flotteste fyre, og at det er vigtigt, at de ser godt ud, når de skal forføre hunlaksene. På japansk kaldes de for ikemen (イケ面 – labre laks), og gruppens lille flok af flotte fyre stillede selvfølgelig gerne op til et foto sammen med de andre labre laks.

Haruki Murakami har været mange gange i Murakami by for at deltage i byens Triathlon, hvilket han skriver om i ‘Hvad jeg taler om, når jeg taler om at løbe’. Kan det blive mere murakamisk? som Mette Holm udtrykte det.

Tilbage på vores hotel, der ligger ud til kysten, med onsen-bade og udsigt udover Det japanske Hav mødtes vi for at tale om ‘Mordet på komandanten’, samt fik en dejlig frisk blomme cocktail.

Senere spiste vi en fin fælles japansk middag på Hotellet.

Vi blev indlogeret på Senami View Hotel: 3-5-38 Senami Onsen, Murakami, Niigata 958-0037

Dag 8 – torsdag 16. november. Shingontemplet Saishoji og den mumificerede munk, Kokujoji og nihongamalerierne, Kiyotaki-tunnelen og Kiryu by

Fra Murakami by kører vi ind i bjergene til provinsbyen Kiryu.

Vi startede dog dagen med at køre til shingon templet Saisho-ji oppe i Nagaoka nær Niigata (3471 Kamiiwai, Nagaoka, Niigata), hvor vi under en formel ceremoni fik lov til at se deres mumie, munken, Kochi Hoin eller Mummy Buddha, der mumificerede sig selv for 660 år siden, og som nu i al evighed beder for os mennesker i skikkelse af en sokushinbutsu. Kochi er den ældste af Japans sokushinbutsu, eller “buddhistisk mumie”, buddhistiske munke der efter askese, blev mumificeret, mens de var i live. Templet er fra 733 tallet grundlagt af Gyoki.

Kochi Hoins liv og legende. Kochi blev født i slutningen af det 13. århundrede i Shimosa-provinsen (nutidens Chiba-præfektur). Legenden fortæller, at han levede et liv i synd og selvmedlidenhed, og forsømte sin gravide kone og søn for at besøge fornøjelsesdistrikterne. Efter at være blevet fornægtet af sin far, døde hans kone, efter at hun fødte deres anden søn, som blev båret bort af en ulv.

Rækken af tragedier fik Kochi til at begive sig ud på en pilgrimsrejse gennem Dewa Sanzan og Oshu-provinsen (der dækker den moderne nordlige Tohoku-region), hvor han stødte på sin afdøde kones spøgelse. Han gennemgik også syv års træning på Mount Koya i Wakayama, før han vendte tilbage til Niigata for at finde sin far død og hans ældste søn forældreløs.

Den ældste søn blev hans discipel, og da de kom tilbage til Koya-bjerget, blev de begge genforenet med den yngste søn, som ikke var blevet bortført af en rigtig ulv, men snarere af en inkarnation af Buddha. Et møde med hans afdøde forældres spøgelser drev Kochi til at begynde den asketiske træning, der var nødvendig for at blive en sokushinbutsu. Han steg op til ‘den evige meditations rige’ i 1363.

Processen med selvmumificering er lang og vanskelig og tager mindst tre års forberedelse før døden. Da man kun får én chance for selvmumificering, brugte nogle munke op til elleve år på at følge det strenge, ensomme bjergliv. Efter deres sidste cyklus fjernede de maden helt og drak kun saltvand i de sidste hundrede dage af deres liv. Kosten bestod af nødder, rødder og fyrbark. Det tjente det dobbelte formål at både genoplive ens verdslige lidenskaber og nedbryde asketens kropsfedt, forhindre nedbrydning og lette mumificeringen.

Når de følte at kroppen begyndte at dø fik de en kop te fremstillet af Toxicodendron verniculum træbark, som indeholder det samme toksin, der findes i poison ivy – en allergifremkaldende plante. Herefter blev de sat ned i en fyrkasse på bunden af et 3 meter dybt hul i jorden. Kassen blev derefter begravet i et lag trækul med kun et lille bambusstrå i låget til luft, og munken blev efterladt til at meditere indtil døden indtræf. Tusind dage senere, forudsat at der ikke var råddenskab, ville munken blive erklæret en sokushinbutsu og indskrevet i templet.

Selvmumificering er ikke udbredt inden for buddhismen, men det eksisterede blandt munke i Kina, før konceptet med tiden fandt frem til Japan, hvor det særligt var aldrende munke inden for religionen Shugendo, der begyndte at dyrke selvmumificering. Dette blev særligt udbredt i Tohoku-regionen fra 1600-tallet og frem til slutningen af 1800-tallet, hvor rituelt selvmord blev forbudt, men der er eksempler på munke, der stadig valgte at lade sig selvmumificere ind i det 20. århundrede. I dag findes der officielt stadig 18 af disse mumier, som er blevet bevaret rundt omkring i Japan. Nogle templer viser dem frem for offentligheden, mens andre derimod vælger at holde dem gemt. Yamagata-præfekturet er særligt kendt for sine selvmumificerede munke, så her finder man 8 af de 18 mumier, mens der er 4 i Niigata-præfekturet. De resterende seks mumier findes fordelt i følgende præfekturer: Fukushima, Kanagawa, Kyoto, Gifu, Nagano og Ibaraki.

I en af tempelhallerne var et udstillingsrum med røntgenbilleder af Mummy Buddha. Der var også udstillet et gråt kranium hvilende på en hvid bomuldspude. En mand var blevet straffet med halshugning, for at have stukket mumien Buddha for hundreder af år siden. To gigantiske guddommelige ulve står i en glaskasse. Længere inde findes, hvad der ligner en mumificeret kat, men templet insisterer på, at det er et “tordendyr”. Der var også andre fine kunstværker og billedruller.

Vi fortsatte videre til det nærliggende tempel, Kokujo-ji, som er det ældste tempel i Niigata. Kokujo-ji blev opført i 709, efter at kejserinde Genmei havde en guddommelig åbenbaring fra Okami (den store gud) i Yahiko-helligdommen. Templets ypperstepræst var så frustreret over, at der kom så få mennesker i templet, at han fik Ryoko Kimura, en ung, kvindelig nihonga maler, til at male en række billeder af kendte historiske skikkelser. Værket der blev opsat i 2019 kaldes “Ikemen Sensual Picture Scroll“. Billeder fra opsætningen ken se her.

Ryoko Kimura er en moderne japansk maler, der har specialiseret sig i erotiske mandlige malerier. Billederne i templet udsprang af en ide om, hvordan det ville være, hvis de fem karakterer, der er knyttet til templets historie, alle fra forskellige epoker, blev bragt sammen for at eksistere sammen på samme tid.

Hovedaktørerne er: Amida Nyorai, også kendt som Buddha af det uendelige lys den vigtigste Buddha i det rene lands buddhisme; Uesugi Kenshin (1530-1578), en stærk daimyo; Ryokwan (1758–1831), eneboermunk; Shuten-doji, en mytisk dæmon; Minamoto no Yoshitsune (1159-1189), en magtfuld militær kommandør; og Benkei (1155-1189), en japansk krigermunk.

Tempelmalerierne gav anledning til store kontroverser. Motivernes delvise nøgenhed og kærlige samvær var ved at få tempelforeningen til at smide templet ud af foreningen, så det ikke længere kunne fritages for skat. Situationen blev kompliceret ved at Kokujoji er udpeget som en kulturel ejendom af Tsubame City Board of Education, hvilket rejste spørgsmålet om, hvem templet tilhører, og hvem der har indflydelse på, hvad der sker med det.

Ypperstepræsten i Kokujoji mener, at der er en god grund til at beholde vægmalerierne, da de tiltrækker folk til templet. Kokujoji er allerede kendt for sin “flammende mindehøjtid”, en ceremoni, hvor præsterne har oprettet en dedikeret webside på templets hovedwebsted. Her kan tilhængere bidrage med deres egne onlineoplevelser med trolde og flammer til den rensende åndelige ild. Så templet ved, hvordan man tilpasser sin århundreder gamle arv til moderne tilhængerne.

Der har været forlydender om, at vægmalerierne vil blive fjernet efter den offentlige visning af relikvier i templet, der var planlagt til efteråret 2023, efter anmodninger fra Tsubame City Board of Education. Templets ypperstepræst, Kotetsu Yamada, har om billedernes fremtid udtalt:

“På grund af det fugtige miljø omkring templet var vi bekymrede for, om vægmaleriet ville blive muggent og ormædt, så vi troede oprindeligt, at det ville blive vist indtil udstillingen af relikvier i efteråret. På grund af forskellige årsager blev udstillingen af relikvier imidlertid udsat til hestens år om fem år (2026). Der er dog bekymring for, at vægmaleriet bliver nedslidt inden for de fem år, hvis det efterlades som det er, så vi overvejer at fjerne det til foråret, men det kan stadig ses indtil slutningen af Golden Week.

Uanset hang billederne der, mens vi var der november måned, om de fortsætter med at blive hængende kan være usikkert, men altså primært ift. deres bevarelse.

Sengendo Suspended Bridge så vi ikke, men den ligger ca. 3 minutter ned fra parkeringspladsen. Den røde svingbro ligger på skråningerne af Mt. Kugami, hjemsted for den berømte eremitmunk Ryokan, med en længde på 124 m. forbinder den Mt. Asahi-observatoriet og Gogo-an, Ryokans eremitage. Broens navn er taget fra dalen, den krydser, Sengando Valley. Med 35m over dalbunden, er det et perfekt sted at se det grønne forår, efterårsløvet og vintersne. Men på en rejse kan man ikke nå alt.

Efter at have passeret de japanske alper med snedækkede toppe, nåede vi frem til Kiyotsu Gorge Tunnel, en tunnel passage på 750 meter, der skærer gennem karakteristiske klippeformationer og tilbyder panoramaudsigt over en af Japans tre store kløfter. Sammen med Kurobe Gorge (Toyama Prefecture) og Osugi Valley (Mie Prefecture) regnes Kiyotsu Gorge som en af de tre store kløfter i Japan. Den enorme klippeformation, der stiger op over Kiyotsu-floden, skaber en stor V-formet canyon.

En stenfaldsulykke i 1988 på Kiyotsu-bjergstien, der løber fra Kiyotsukyo Onsen til Yagizawa langs Kiyotsu-floden, betød at trafik på stien har været forbudt. For at give folk mulighed på en sikker måde at nyde canyonens skønhed uden at gå på kompromis med dens navn som nationalpark, blev der i 1992 påbegyndt en vandretunnel til en pris af ca. 2 milliarder yen. I 1996 åbnede Kiyotsu Gorge Tunnel. Antallet af mennesker, der besøger tunnelen er dog faldet med tiden.

I forbindelse med “Echigo-Tsumari Art Triennale”, der blev afholdt en gang hvert tredje år i Tokamachi City og Tsunan Town blev MAD Architects som en del af 2018-programmet inviteret til at genoplive Kiyotsu Gorge Tunnel. Ved at trække på naturens ‘fem elementer’ (træ, jord, metal, ild, vand) transformerede MAD punkter langs den historiske tunnel ved at realisere flere arkitektoniske rum med kunstnerisk atmosfære. Designene gentænker forholdet mellem mennesker og natur og søgte at forbinde de lokale og besøgende med områdets majestætiske skønhed.

De charmerende Nihonga billederne på Kokujoji‘s porte, sammen med den fredfyldte statue af den mumificerede munk på Saishoji inspirerede gruppens herrer til at stille op som turens ikemen i en udvidet udgave af Olsen-banden for enden af Kiyotsu-tunnelen. Publikum var begejstrede eller også ventede de på selv at komme ud og tage selfies for enden af tunnelen.

Dagen sluttede i Kiryu, hvor der blev spist en fornem japansk middag, nærmest i et smukt traditionelt japansk hjem, omdannet til et mindre spisested. Meget elegant og hyggeligt. Værten kørte efterfølgende et par af gæsterne tilbage til hotellet. Det kaldes service. Der huserede lidt forkølelse i gruppen, så det var et par taknemmelige mennesker. Vi andre spadserede tilbage gennem en meget stille provinsby. Mætte og veltilfredse efter en lang dag.

Vi var indlogeret på Hotel Toyoko Inn Kiryu: 2-1810-18 Tomoecho, Kiryu, Gunma 376-0021

Dag 9 – fredag 17. november. Kiryu, Væveriet OLN og en anderledes jazz og bluesbar.

På den sidste dag i Kiryu kom der for første gang regn og i store mængder, dog kun frem til kl. 13. Morgenturen op i bjergene måtte vi desværre droppe, men det var nu også OK at få lov til at sove lidt længere. En cykeltur rundt i området på el-cykler måtte desværre også aflyses.

Grundet regnen tog vi bussen ud til OLN, et nyskabende væveri, der bygger på de gamle væve traditioner. Yoshihiro og Shinobu væver stadig obier, men de er moderne og passer til en mere nutidig livsstil. Og så væver de meget flotte tørklæder.

De skriver på deres website:
“Vi bruger gammeldags shuttlevæve af jacquard-typen til at væve vores obi i dette land, der har produceret tekstiler i over 1.300 år. Alle Orun-tekstiler bliver også lavet på denne lille tekstilfabrik. Fordi tekstilarbejde involverer en bred vifte af arbejdsprocesser, var der mange specialiserede håndværkere til hver proces. Men efterhånden som befolkningen ældes, og virksomhederne lukker ned en efter en, forsvinder de teknologier, som vi har satset på, gradvist. Af denne grund har vi opsøgt og lært af en række dygtige håndværkere, ikke kun inden for design og vævning, men også inden for justering af væve, reparation og teknikker indenfor tekstildesign. Med hjælp fra mange mennesker fortsætter denne læring også i dag. Og nu, gennem OLN’s aktiviteter, tilegner vi ny viden, teknik og erfaring, som hjælper os med at fortsætte med at leve i tekstilindustrien. Vi tog et skridt videre fra tekstilindustrien, som havde været helt afhængig af lokale grossister. Ved at arbejde med mennesker uden for kimonoindustrien er vi i gang med at realisere vores drøm om ‘en lille, men selvstændig tekstilindustri.’

OLN blev startet i 2014 af et par, der væver kimono obi på Isei Textiles i Kiryu City, Gunma Prefecture. OLN er varemærket for husholdningsartikler, sjale og obi’er til at “farve vores daglige liv med tekstiler” og er navnet på en aktivitet til frit og oprigtigt at tænke på og praktisere tekstilindustriens fremtid.
Isei Textiles blev etableret i 1953. Da antallet af ansatte var højt, var der omkring 50 personer. Men det er alt i fortiden. Tradition og historie er ikke søde nok til at blive spist. Virkeligheden er bitter. Det er en voksen smag. Så vi besluttede, at vi ikke ville se os tilbage, og gjorde det til vores nuværende hjemsted i naturlig størrelse.

Turen til det gamle væveri var spændende med æstetik og design i højsædet. Der blev også købt forskelligt ind i butikken bl.a. halstørklæder.

Mette Holm og japanske tekstiler: Som femtenårig var Mette Holm på ferie i Frankrig og blev fascineret af gobelinerne i Auvergne. Hun lærte at væve og tale fransk. Hun vendte tilbage til Frankrig på et længere ophold i en alder af 20 år. Her læste hun en japansk roman og besluttede at specialisere sig i japanske tekstiler. Rejsen til Japan gik atter gennem sproget med masser af tekstiler og knudrede omveje, men det hele endte med litteraturen som omdrejningspunkt og som det tæppe, der væves, når japansk oversættes til dansk og en fremmed kultur formidles gennem det skrevne ord. Hun har af flere omgange boet i Kiryu.

Den sidste aften fik nogen af os en speciel oplevelse i en jazz og blues bar, hvor de lokale kunne komme og øve sig med mere trænere musikere. Da vi lige havde accepteret konceptet, og musikerne havde overgivet sig til, at der sad en flok turister, fik vi alle en lille fest.

Dag 10 – lørdag 18. november. Tokyo

Det er dagen, hvor vi tager til Tokyo. Vi blev hentet af vores bus og kørt til hotellet i Aoyama-kvarteret, hvor mange af Murakamis romaner foregår, og hvor Meiji Jingu Baseball-stadion ligger. Det var her, Murakami fik en slags åbenbaring om, at han skulle skrive en roman. Det var også her, hvor vores maler i Mordet på kommandanten boede sammen med sin kone. De to Kirin-statuer foran Meiji Memorial Picture Gallery har formodentlig inspireret Murakami til enhjørningerne i ’Hardboiled Wonderland og Verdens Ende’.

Meiji Jingu Stadium åbnede i 1926 og kan rumme 37.933 tilskuere. Meiji-helligdommens ejendom er hjemmebane for Tokyo Yakult Swallows professionelle baseballhold. Det er også vært for college baseball, herunder Tokyo Big6 Baseball League og Tohto University Baseball League. Ombygningsplaner kræver dog, at både stadion og det tilstødende Chichibunomiya Rugby Stadium rives ned og erstattes med nye faciliteter. Chichibunomiya Rugby Stadium blev opført i 1947 og blev først kaldt Tokyo Rugby Stadium. I 1953 blev navnet ændret til Chichibunomiya Rugby Stadium. Stadionet fungerede også som et sted for fodboldkampe under Sommer-OL 1964.

Meiji Jingu Stadium er også omtalt i novellen ‘Yakult Swallows digtsamling‘ af Haruki Murakami, fra novellesamlingen Første person ental fra 2020. En mand ved navn Haruki Murakami beskriver sin kærlighed til Tokyo Yakult Swallows baseballhold. Mens han er på deres Jingu Stadium i Tokyo, begynder han at skrive poesi. Struktureret som en række epigrammer. Historien udvisker grænserne mellem fiktion og faglitteratur, da bogen med titlen Yakult Swallows digtsamling er opdigtet af Murakami til brug for fortællingen.

Om aftenen besøgte vi i bedste Murakamistil jazzbaren ‘Body & Soul’. Her fik vi aftensmad og hørte Pat Grinn’s kvartet, der bla. spillede Charlie Parker og Duke Ellington. Ejeren af stedet fru Kyoko Seki var selv aktivt til stede og havde selvfølgelig køkkenforklæde på. Hun er i dag over 80 år, men har været en vigtig figur på den japanske jazzscene i mere end 50 år.

Body & Soul (https://www.bodyandsoul.co.jp/) blev etableret i 1974 som en af de første jazzklubber, der åbnede op, da jazzen først kom til Japan. Den blev I 2015 kåret som “et af verdens bedste jazzsteder” af USA’s berømte og historiske jazzmagasin DOWNBEAT. Trods at klubben har flyttet lokation er den stadig i front på Japans jazzscene. Det blev en intens aften med intens jazz.

Vi blev indkvarteret på Tokyu Stay Aoyama Premier Hotel: 2-27-18 Minami-aoyama, Minato-ku, Tokyo 107-0062

Dag 11 – søndag 19. november. Tokyo, heldagscykeltur

31 km heldagscykeltur rundt i Tokyo. En tur gennem det centrale Tokyo ud til Yotsuya blandt andet inspireret af Toru og Naoko’s gåtur i Norwegian Wood fra Yotsuya-station til Komagome. Vi kører med Tokyo Great Tours, som kan anbefales til alle, der tager til Tokyo. Man oplever virkelig byen på en god måde på to hjul.

At suse gennem Tokyos både små og store gader var både en spændende og udfordrende rejse. Først med undergrundsbanen ud til cykeludlejningen og så finde en cykelhjelm i rette størrelse. Fine cykler med 8 gear og håndbremser. Jo, der er mange bakker gemt i Tokyo. Ringeklokker bruger man ikke, trods at man også cykler på fortovene med til tider mange mennesker.

Det kræver koncentration at cykle her, især når man også bliver nysgerrig på det man cykler forbi – huse, mennesker, biler og andre små detaljer. Tror det blev til 36 km. i vores gruppe denne søndag med fine indlagte pauser og en masse steder, der kunne være spændende at vende tilbage til.

Igen var det blot en brøkdel af en by på størrelse med Sjælland, vi har set.

Yasukuni-jinja

Vi besøgte Yasukuni-jinja, hvor der var familier, der fejrede børnenes 7-5-3 (shichi-go-san), års alder ved at give dem kimono på og besøge den nærmeste helligdom.

Yasukuni-jinji, en Shinto-helligdom beliggende i Chiyoda, Tokyo. Yasukuni-jinji blev grundlagt af kejser Meiji i juni 1869 med det formål at mindes og forankre dem, der er døde i krig for deres land og ofrede deres liv for at hjælpe med at opbygge grundlaget for et fredeligt Japan. Ånderne fra omkring 2,5 millioner mennesker, der døde for Japan i de mange konflikter er nedfældet i Yasukuni-helligdommen i form af skriftlige optegnelser, der noterer navn, oprindelse og dato og dødssted for alle indskrevet. Det gælder hændelserne fra Boshin-krigen 1868-1869 til de to kinesisk-japanske krige, henholdsvis 1894-1895 og 1937-1945 og den første Indokina-krig fra 1946-1954, herunder krigsforbrydere. Helligdommens formål er blevet udvidet gennem årene til at omfatte dem, der døde i krigene, der involverede Japan, der spænder fra hele Meiji- og Taishō-perioderne og den tidligere del af Shōwa-perioden.

Rikugien

Rikugien betragtes ofte som Tokyos smukkeste japanske landskabshave sammen med Koishikawa Korakuen. Anlagt omkring 1700 af den 5. Tokugawa Shogun. Rikugien betyder bogstaveligt talt “seks digte haven” og gengiver i miniature 88 scener fra berømte digte. Haven er et godt eksempel på Edo-periodens vandringshaver med en stor central dam omgivet af menneskeskabte bakker og skovområder, det hele forbundet med et netværk af stier.

Ginza Yanaka – en livlig gade i Tokyos shitamachi (Downtown) Her fik jeg købt en mindre Budhidharma (se mere nedenfor). En gade som vi vendte tilbage til et par dage efter. Herfra tog vi et smut forbi Ueno Koen (Park).

Lidt indtryk fra tilbageturen. Langs floden mødte vi en enkelt hjemløs mand, tror højst vi aktivt så to hjemløse, mens vi var i Japan.

Dag 12 – mandag 20. november. Tokyo. Toilettur og et drama

Mandag er det planen at udforske Tokyo, shoppe og opleve storbyen på egen hånd i dag. Om formiddagen er der indlagt en gåtur i Shibuya, hvor vi skal se Tokyo Toilet projektet. Vi skal se syv af de fine, opfindsomme toiletter i Shibuya, hvor kommunen ville opgradere bydelen ved at forbedre toiletforholdene. Man hyrede 16 arkitekter fra hele verden bl.a. Kengo Kuma, Shigeru Ban og Ando til at gøre det at gå på toilettet til en oplevelse under navnet The Tokyo Toilet.

Først lidt fra vejen til toiletstarten:

Toiletter, et symbol på Japans verdenskendte gæstfrihedskultur, som det hedder på https://tokyotoilet.jp/en/. Her kan man se de 17 offentlige toiletter, som blev redesignet i bydelen Shibuya. Det er selvfølgelig kun en start i og med at Tokyo er på størrelse med hele Sjælland og har et indbyggertal på 38. mill.

Alle toiletterne er udstyret med Washlet toiletter, dvs. de har varme i sædet samt skylle og tørre funktion. Alle steder er der adgang for kørestolsbrugere. Stomi faciliteter er tilgængelige på nogle af toiletterne. Har du mindre børn, er der mulighed for at placere ham eller hende i en småbørnsstol uanset om det er hos mændene eller kvinderne.

Renlighed er vigtig, hvorfor der er rengøring tre gange om dagen; en større rengøring udføres en gang om måneden og en særlig grundig rengøring en gang om året.

Det hele kan selvfølgelig kun fungere ordentlig, hvis det sker i samarbejde med brugerne. Offentlige toiletter tilhører alle. Hvorfor det altid er vigtigt at være opmærksom på den person, der vil bruge anlægget efter dig, som det hedder. Det er generelt en dyd, som de fleste japanere behersker.

I Danmark mangler vi både toiletterne som stille og roligt forsvinder alle steder, men vist også den grundlæggende respekt for hinanden. Mænd med prostata udfordringer oplever eksempelvis regelmæssigt et stort behov for et toilet – som er hvor? Ingen steder. Og ofte skal man betale for at kunne bruge dem, der så er !!! I Japan er det generelt ikke noget problem, der er toiletter og de er rene.

Se den lille video:

https://youtu.be/TjouGyWXVM0?si=TvNGOCDTINQWD4m0

Et drama: Vi nåede dog blot det første toilet, for Kirsten stod lige på hovedet på en af stierne på vej til det næste toilet. Vi måtte køre i taxa tilbage til hotellet for at finde ud af, hvor alvorligt det var. Hun burde have slået fortænderne i stykker, brækket næsen og knækket sine briller og helt sikkert en hjernerystelse. Vi og ikke mindst Kirsten var heldige. Det blev til blå mærker, en flænge i hagen og selvfølgelig ondt i hovedet, så der skulle skrues ned for tempoet. På en rejse kan man ikke planlægge sig til alt, der vil altid ske noget uforudset.

Undervejs kom den øvrige gruppe igennem fine beboelseskvarterer, en lille helligdom med børn i kimonoer, og sluttede af med en traditionel Japansk frokost i Ebisu.

Dag 13 – tirsdag 21. november. Tokyo. Meiji Jingu, Ginza Yanaka og Nizo Jinja

Der er sightseeing på egen hånd i Tokyo. Vi tager bl.a. hen til den nærliggende park og tempelområde Meiji Jingu samt tilbage til Ginza Yanaka og hvor vi så Nizo Jinja.

Meiji-jingu blev bygget til ære for kejser Meiji og kejserinde Shoken. På dagen for indvielsen, den 1. november 1920, besøgte omkring en halv million japanere helligdommen, som blev renoveret i 2016. I dag er helligdommen især populær under nytårsfestlighederne, hvor i gennemsnit 3 millioner japanere kommer for at bede.

Meiji-jingu er et enormt Shinto-kompleks hvor man tager en tur gennem den kejserlige have (Meiji Jingû Gyoen), ved at passerer gennem den første store torii port.

Efter have passeret sake- og vintønderne passeres Torii porten op mod templet, hvor der var Chrysanthemum festival, Kikkaten. Cederskoven omkring helligdommen består af træer doneret fra hele Japan og verden – alle plantet for at danne et hvilested for kejserens og kejserindens sjæle.

Yoyogi Park er en stor offentlig park beliggende lige op til Meiji-helligdommen. Yoyogi Park er den femte største af storbyparkerne og er opdelt i distrikt A, som er en skovpark på tværs af vejen, og område B, som har et atletikstadion og en udendørs scene. Området var tidligere hærens Yoyogi Parade område, og senere efter krigen stedet for det amerikanske militærs logi. Efter Tokyo Olympiske Lege blev området til en park.

Japanerne opholder sig i Yoyogi park i timevis for at slappe af, nyde en picnic, tilbringe lidt tid med en kæreste eller venner, eller blot gå eller cykle. Dammen giver en forfriskende luft, især om sommeren, når det er meget varmt i Tokyo.

Om eftermiddagen tog vi op til Ginza Yanaka. Tilfældigt mødte vi et par danske piger, som anbefalede os at gå op og se Nizo Jinja.

Nezu Jinja er en Shinto-helligdom, der går tilbage til Edo-perioden, beliggende i Bunkyo Ward. Den er berømt for sin azalea bakke med dristige farver hvert forår under Tsutsuji Matsuri festivalen. Flere velbevarede bygninger, herunder hovedhallen, er udpeget som vigtige kulturelle bygninger i Japan.

Legenden fortæller, at dens konstruktion oprindeligt går to årtusinder tilbage i tiden, var til ære for Susanoo-guden, initieret af prinsen og helten Yamato Takeru. I 1705-1706 flyttede shogun Tsunayoshi templet til Nezu, dets endelige placering tæt på Ueno Park.

Den japanske historie er kendt for sine mange krige og brande. Da templet forblev uberørt af jordskælvet i Kanto i 1923 og brandbombningen af Tokyo i 1945, er Nezu-helligdommen en af de ældste i Tokyo. I 1868 betragtede Meiji-kejseren det som en af “Tokyos top ti helligdomme” (Læs f.eks. Natsume Sosekis debut roman ‘I am a cat’.)

Mange af Nezu-jinjas strukturer er blevet udpeget som vigtige kulturelle egenskaber i Japan. Træarkitekturen stammer fra Gongen-stilen (eller Ishinoma-zukuri) kendt i Nikko Toshogu-helligdommen. Det findes i hovedhallen (Honden), tilbedelsespavillonen (Haiden), offerhuset (Heiden) og også i de store porte (Karamon og Romon). Templets største tiltrækning er måske den lille røde torii-tunnel, som på bakken skaber en natur port sti lig den i Fushimi Inari Taisha.

Kl. 17:00 mødtes vi på hotellet og følges ad til afskedsmiddag på en klassisk Tokyo fiskerestaurant. Den øvrige gruppe på nær os og en af de øvrige deltagere kører efterfølgende til lufthavnen.

Vi overnatter fortsat på Tokyu Stay Aoyama Premier, men spiser vores morgenmad på spisestedet tilknyttet hotellet. Ikke noget at skrive hjem om. De øvrige dage havde vi spist morgenmad på en dejlig fransk inspireret Cafe/spisested ‘Citron’ lige ved siden af hotellet. At vi senere i Kyoto hver dag skulle indtage vores morgenmad på en helt igennem Fransk Cafe ‘Poul’, kunne vi ikke vide.

Dag 14 – onsdag 22. november. Tilbage til Kyoto – nu på egen hånd

Vi fortsætter turen med at rejse til Kyoto. Turen med shinkansen blev også et farvel til Mt. Fuji, men på denne dag helt klar og uden skyer.

Vi skal bo på Guesthouse Miyabi Kyoto Nakagyo-Ku Umetadacho 20-1, Kyoto. Vi booker os ind ca. kl. 14. Det er et betjeningsløst guesthouse, dog med en vicevært, som vi havde gavn af, da vi skulle finde ud af, hvor vores nøgle egentlig var gemt henne.

Se kortet HER. Vi bor 600 meter fra Karasuma Station og tæt ved en masse templer og museer. Museerne sprang vi dog over.

• Nishi Hongan-ji Temple 2 km Se også HER
• Nostalgic Architectural Structure at Sanjodori 100 m
• Nishiki Market Shopping District 450 m
• Gallery of Kyoto Traditional Arts & Crafts 150 m
• Kaleidoscope Museum of Kyoto 200 m
• Miyai Furoshiki & Fukusa Gallery 250 m
• Heian Shrine 2.2 km
• Nanzen-ji 3 km.
• Filosofstien, der ligger nord for Nanzen-ji
  Du finder alle 3 HER
• 7-Eleven Kyoto-Muromachi-Sanjo 250 m
• The Museum of Kyoto 200 m

Første dag blev udover afrejsen fra Tokyo brugt til sonderinger i vores nye hood. Vi besøger bl.a. Rokkaku do templet. Spiste på restaurant Din’s, hvor vi havde spist under vores første besøg i Kyoto. Tjeneren blev ret overrasket. Ved afregningen fik vi et rabatkort på 10 %.

Rokkakudo-templet (Chohoji), fødestedet for ikebana, den særlige japanske kunst at udforme blomsterdekorationer på, er formelt kendt som Shiunzan Chohoji-templet. Shotoku Taishi (Prins Shotoku) besøgte først stedet for det nuværende tempel, dengang et ubeboet område, hvor han søgte efter tømmer til opførelse af Shitennoji-templet i Osaka. Det siges, at Buddha talte til Prinsen i en drøm; prinsen byggede derefter et sekssidet tempel  i 587 (“rokkaku” betyder sekskantet på japansk), som omslutter amuletten “Nyoirin Kannon” (barmhjertighedens gudinde)”, som han bar. Prins Shotoku var en nøglefigur i udvidelsen af buddhismen i Japan i slutningen af det 6. århundrede. De nuværende tempelbygninger stammer fra 1876, Japans Meiji-periode.

Det siges, at Shotoku Taishi havde badet i en dam på nordsiden af Rokkakudo-templet. De buddhistiske præster, der lavede blomsterofringer morgen og aften ved templets buddhistiske alter, boede nær denne dam (det japanske ord for dam er “ike”), i en lille hytte (kaldet “bo”). Af denne grund begyndte folk at kalde præsterne ved navn “Ikenobo”. Ono-no-Imoko, der tjente Shotoku Taishi, siges at være blevet buddhistisk præst og boede her.

I Muromachi-perioden (15.-16. århundrede) forvaltede Ikenobo templet, og Senkei Ikenobo og Senno Ikenobo spillede aktive roller i udviklingen af ikebana, og etablerede stillingen som rektor for “kado” eller ikebana. Efterfølgende generationer af Ikenobo-rektorer har tjent som hovedpræster for templet.

Eftermiddags kaffen indtog vi i den nærliggende Starbuks Cafe, hvor man kunne se ind til Rokkakudo-templet. Julen nærmer sig, og der anes en opstilling af rensdyr samt julemandens slæde.

Dag 15 – torsdag den 23. november. Kejser-paladset, Sølvtemplet og den smukke Filosofsti

Vi besøger Kejser-paladset og Sølvtemplet, som ligger oppe ad bjerget. Efterårsfarverne er lige nu på deres højeste.

Kyoto Imperial Palace og Park

Imperial Palace er omgivet af en vidtstrakt park med et indbydende landskab af træer og åbne plæner. Perfekt til picnic, spadser ture og sport. Der er gratis adgang til parken. En god ide er at besøge damhaven i den sydlige del af parken med koi’er (karper). Her findes en også en cafe. Parken gør sig bedst om foråret, når det er kirsebærblomstringstid. Den er omgivet af Teramachi-dori og Karasuma-dori mod øst og vest og Marutamachi-dori mod nord og syd.

Kyoto Imperial Palace

Kyoto Imperial Palace. Haven ved Imperial Palace, eller Gosho, er en Edo vandringshave anlagt i 1569 med en stor dam, ca. 7000 m2 stor, designed af Kobori Enshu (1579-1647). Langs bredden af dammen er lagt mørke, flade, runde sten, nogle gange kaldt kastanjesten, som omhyggeligt er lagt ud for at give en følelse af vidder og fredfyldthed.

Det originale Imperial Palace (Kyoto Gosho) blev bygget i 794, og har, ligesom phoenix, gennemgået adskillige genfødsler efter ødelæggelser af brande. Den nuværende bygning, liggende på den anden side og mindre end originalen, blev konstrueret i 1855 og består af flere strukturer, der afspejler de arkitektoniske stilarter i forskellige perioder. Ceremonier relateret til kroningen af en ny kejser og andre statsfunktioner afholdes stadig her.

Havens primære udtryk er den store dam med øer og gangbroer, hvis nordlige og sydlige segmenter blev forbundet med en kort kanal i 1747. Norddammen, Gonaitei, blev udvidet og ombygget fra 1684 til 1688; Syddammen, Oikeniwa er kendt for sin ekspansive “Ocean kyst” med afrundede sten og kirsebærtræer, en søkant af blandede naturlige og huggede sten og en separat, diskret dæmning af kvadrerede sten. Dammen indeholder en række maleriske øer og seks broer i flere stilarter, herunder en med en imponerende blåregn espalier opført i 1895.

To tehuse fuldender haven: Seika-tei, i den sydlige ende af den sydlige dam; og Yushin-tei på den vestlige side af den nordlige dam.

Vejen op til Ginkaku-ji eller Sølvtemplet blev lidt længere end vi lige havde forestillet os, da man alligevel hurtig kan komme lidt på afveje. Fra Imperial Palace skulle vi krydse Kamo floden

Ginkaku-ji (Sølvtemplet)

Ginkaku-ji (Sølv Pavillonen) er et Zen-tempel langs Kyotos østlige bjerge (Higashiyama). I 1482 opførte shogun Ashikaga Yoshimasa sin pensionistvilla på grunden til det nuværende tempel, kopieret efter Kinkakuji (Golden Pavilion), som var hans bedstefars pensionistvilla ved foden af Kyotos nordlige bjerge (Kitayama). Villaen blev omdannet til et Zen-tempel efter Yoshimasas død i 1490.

Som pensionistvilla for en kunstbesat shogun blev Ginkakuji et center for nutidig kultur, kendt som Higashiyama-kulturen i modsætning til Kitayama-kulturen i hans bedstefars tid. I modsætning til Kitayama-kulturen, som forblev begrænset til de aristokratiske kredse i Kyoto, fik Higashiyama-kulturen en bred indflydelse i hele landet. Kunsten blev udviklet og raffineret i løbet af tiden og omfattede te ceremoni, blomsterarrangement, noh teater, poesi, have design og arkitektur.

I dag består Ginkaku-ji af et halvt dusin tempelbygninger, en smuk moshave og en unik tør sandhave. Haven opleves ved at spadsere langs en cirkulær rute rundt om grunden, hvorfra haver og bygninger kan ses.

Ginkaku-ji’s moshave, har damme med øer og broer, små vandløb og forskellige planter. En sti fører op ad en bakke bag bygningerne, hvorfra der er en flot udsigt ud over hele tempelområdet og byen.

Filosofstien

Vi gik hjem mod byen af den gamle og smukke Filosofsti. Stien er opkaldt efter en filosof, Kitaro Nishida, der gik hyppige meditative vandreture langs denne nu populære turiststi.

Mirokuin, et lille buddisk tempel ud til Filosofstien.

Inden vi nåede ned til vores metro station kom vi forbi den nedlagte jernbane, Keage hældningen, som flittigt bliver brugt som et romantisk sted til at tage selfies. Biwako sosui, Biwa-kanalen, blev bygget i Meiji perioden, da der både var industriel og demografisk nedgang. Keage hældningen forbandt Biwa-kanalen med Kamo-floden for at transportere varer og passagerer fra Biwa søen til Kyoto. Hertil kom opførslen af et kraftværk. Keage hældningen var i brug som bådtransport mellem 1891 og 1948. Med en længde på 582 meter var Keage-hældningen på det tidspunkt den længste hældningsbane i verden. Den muliggjorde at både kunne passere højdeforskellen på cirka 36 meter uden at skulle losse sin last. Båden blev flyttet over på en vogn og herefter transporteret efter det samme mekaniske princip, som ved svævebaner. Skinnerne på hældningen er bevaret som de var, og man kan gå langs dem. Er særlig populært sted i foråret, når der er kirsebærblomster, men også med efterårets røde farver.

På vejen hjem fandt vi den skønne Ueshima cafe i butiksarkaden nær Shiyakusho Mae, hvor vi trætte satte os og fik varm lemonade. Her kan man trække sig helt tilbage med lyden af stille musik og udsigt til den fine gårdhave. Den blev et fast holdepunkt efter en oplevelsesrig dag.

Dag 16 – fredag den 24. november. Ninjo Castle og en indkøbstur til bl.a. SouSou og en malerbutik

I dag var det handledag, Kirsten skulle bl.a. finde en SouSou tøjbutik. Men også en malerbutik som Nihonga maleren havde anbefalet med særlige stænger til at lave lim til papir med. Vi startede dog med at besøge det nærliggende Ninjo Castle.

Ninjo Castle

Nijo Castle blev bygget i 1603 som residens for Tokugawa Ieyasu, den første shogun i Edo-perioden (1603-1867). Hans barnebarn Iemitsu afsluttede opførslen af paladset 23 år senere og udvidede slottet yderligere ved at tilføje en fem-etagers borg. Borgen tjente som Kyoto-residens for Shogunen ved de sjældne lejligheder, hvor han besøgte den kejserlige hovedstad.

For at sikre sig mod forræderi, lod Ieyasu de indendørs gulve anlægge som “nattergalegulve” (ubudne gæster blev opdaget med de talende (knirkende) brædder), og indrettede hemmelige rum, hvor livvagter kunne stå på vagt og springe frem ved den mindste støj. Fans af ninja-film vil øjeblikkelig genkende disse elementer.

Karamon Gate fra Momoyama-tiden, var oprindelig en del af Hideyoshi’s Fushimi-borgen, viser mesterlige træskærerarbejder og metalarbejde. Efter at være gået gennem porten, kommer man til Ninomaru Palace, som er fordelt over fem bygninger med adskillige værelser. Adgangen til bygningerne afhang oprindelig af rang – kun dem af højeste rang havde adgang til de indre bygninger.

Indkøbsturen til SouSou, der forhandler japansk produceret tøj.

Dag 17 – lørdag den 25. november. Tenji-San loppemarkedet

Lørdag var vi på det store Tenjin-San loppemarked ved Kitano Tenman-gu – Shrine i den vestlige del af Kyoto, det afholdes den 25. i måneden, som er dødsdagen for templets grundlægger. Markedet kom til for over 400 år siden. I dag åbner det ca. kl. 6 og lukker kl. 18. Her kan købes alt fra smykker, ure, kimonoer, spisepinde, keramik og meget, meget mere. Kirsten fik lige noget spændende japansk tøj og jeg fik en stor træ Bodhidharma eller Daruma. Jeg så kun to af dem, mens vi var i Japan – jeg købte dem begge. Formiddagen var desværre lidt regnfuld.

Kitano-Tenman-gu-Shrine

Kitano-Tenman-gu-Shrine er en stor Shinto-helligdom, der ligger i udkanten af det maleriske Kamishichiken Geisha-distrikt. Helligdommen blev opført i år 947 af den daværende kejser til ære for Sugawara no Michizane, en lærd politiker, der repræsenterer den midterste Heian-periode (794 – 1185). Kitano Tenmangu er den allerførste helligdom i japansk historie, hvor en faktisk person blev indskrevet som en guddom. Han er kendt som “landbrugets gud”, “gud for ærlighed og oprigtighed”, “gud for at fjerne falske anklager” og “gud for scenekunst.” Han er dog bedst kendt for at være “akademikernes gud.”

Sugawara no Michizane er en historisk person, der læste digte i en alder af fem år og skrev kinesiske digte som 11 årig. Hans overlegne talenter førte til udbredelsen af “Tenjin-troen” i hele Japan. Der er så mange som 12.000 helligdomme, der er dedikeret til Sugawara no Michizane i Japan, men Kitano Tenmangu-helligdommen er den oprindelige og hoved helligdommen. Den dag i dag kommer mange studerende, som beder om at bestå deres eksamener med gode resultater, eller personer, der ønsker at forbedre deres evner. De gnider bl.a. på en af de hellige sten- eller bronceokser, der findes foran helligdommens hovedhal. Handlingen skal efter sigende øge eksamensresultater. Helligdommen er også kendt for sin blomme plantage, der blomstrer i begyndelsen af marts.

Templet er også kendt for sin ume (blommetræer) frugtplantage, der blomstrer fra februar til marts. Selvom Japan er mest berømt for sine kirsebærblomster, er blommeblomster lige så udsøgte, men tiltrækker nok mere de lokale.

På vejen hjem rundede vi Kamishichiken Geisha-distriktet med besøg på et lille hyggeligt te hus inden vi tog toget tilbage til vores guesthouse.

Dag 18 – søndag den 26. november. Myoshin-ji og Ryoanji tempelområderne samt Wonder Cafe

Vi tager på tempeltur i et Kyoto med smukt efterårslys og farver til Myoshin-ji tempelområdet og Ryoanji.

Myoshin-ji

Myoshin-ji ligger i det nordvestlige Ukyo Ward små 5 minutters gang fra Hanazono Station. Der er et af store tempelkomplekser i Kyoto. Myoshin-ji blev grundlagt i 1337 under Kamakura. Efter en kort periode med kontrol fra Nanzen-ji brød Onin-krigen ud, og Myoshin-ji blev brændt ned i 1467. Det blev genopbygget 10 år senere og udvidet ved at købe jord fra den nærliggende Ninna-ji i 1509. Myoshin-ji tilhører Rinzai-skolen. Her findes 46 subtempler, men kun få af dem er åbne for besøgende.

Det er kun få bygninger i hele komplekset, der hører til hovedtemplet, men de er lette at få øje på, da de ligger på række i en midt gående nord-syd akse. Først den sydlige hovedport, derefter “Hojochi” (dam med bro), derefter “Sanmon” (den tredobbelt port), derefter to haller Butsuden (Buddha Hall) og Hatto (Dharma Hall) og endelig hovedhallen (Hojo) residens for templets abbed.

Hatto er et stort auditorium. Træet til dets søjler (8 meter høj) blev båret ned fra Mt. Fuji. Her findes et berømt loftmaleri af en drage udført af Tanyu Kano (1602-1674) i Edo-perioden.

Akechiburo (Akechi Bath) siges at være bygget af munken Mison Song (Mitsuhide Akechis onkel) med det formål at sørge over Mitsuhide Akechi. Mitsuhide (1528-1582) var en samurai, som den 2. juni 1582 pludselig angreb sin herre, Oda Nobunaga, der opholdt sig i Honno-ji-templet i Shimogyo Ward, Kyoto, og tvang ham til at udføre harakiri. Men kort efter, den 13. juni, blev Mitsuhide selv besejret ved Yamazaki (Mt. Tennozan) af Toyotomi Hideyoshi. Han skulle efterfølgende selv være blevet angrebet af bønder, og hårdt såret udførte han harakiri, hvorefter en af hans følgere halshuggede ham.

Hvad gør den historie vigtig: Nobunaga Oda var en japansk lensherre, den første af tre hærførere, der samlede Japan efter sengokuperiodens kaos. Han erobrede i årene 1560-1582 en tredjedel af det daværende Japan, og han blev berømt for sine strategiske evner og berygtet for sin brutalitet. I 1568 indtog Odas tropper Kyoto, og i 1573 afsatte han Ashikaga-shogunen. Blandt fjenderne var buddhistiske grupper, der havde rødder i Jodoshinshu, Shingon og Tendai. Da Tendais hovedtempel på Hiei-bjerget i 1571 modsatte sig Oda, lod han det afbrænde, hvorved 3000-4000 munke skønnes at være omkommet. Den religiøse modstand gav Oda grund til at støtte kristendommens udbredelse. Det endte med at han blev myrdet af Mitsuhide Akechi, en af sine betroede mænd.

Taizō-in

Taizō-in ligger lige vest for den sydlige indgang. Templet blev grundlagt i 1404 af den tredje leder af Myōshin-ji, Muin Sōin. Det oprindelige kompleks gik tabt i Ōnin-krigen, og de nuværende bygninger blev opført efter 1600.

Motonobu tørhaven på vestsiden af abbedens kvarter går tilbage til slutningen af Muromachi-perioden (1393-1568). Den er designet af Kano Motonobu, (1476-1559) en fremtrædende maler. Den centrale del af haven symboliserer et vandfald og Horai Island – en af de fem mytiske kinesiske øer, hvor man mente, at de udødelige levede. Haven repræsenterer Mount Horai, med et tørt vandfald, en bro samt en skildpadde- og traneø.

Landskabet i haven forbliver det samme hele året rundt, da det hovedsageligt består af stedsegrønne træer som kamelia og japanske fyrretræer.

Baggrunden for de tørre landskabshaver, som en del af Hojo er, at de kunne spille en rolle som et middel til at repræsentere ikke kun naturen som bjerge, floder og oceaner, men også hele universet inden for et begrænset rum.

Inyou no Niwa‘en, en lys Yang og en mørk Yin tørhave der ligger side om side, repræsenterer forestillingen om dualiteten i den buddhistiske lære. Imellem de to haver er der for mere end 50 år siden plantet en Benishidare-Zakura (kirsebærtræ). Det siges, at kirsebærblomsterne i april måned er noget særligt, når de ses mod det mørke grus i Yin haven. Især når bladene på kirsebærblomsterne begynder at falde. Det er stativet til kirsebærtræet der kaster skyggerne.

Yoko-en, designet af Nakane Kinsaku. Damhaven, blev påbegyndt i 1963 og færdiggjort i 1966, den har vandløb med vandfald, buske, træer, stenanlæg, der slutter i en dam. Yoko-en betragtes som en af Showa-periodens (1926-1989) fineste haver.

Daishin-in

Daishin-in indeholder en Karesansui (tør landskabshave) og en pæonhave. Templet ligger op til de to buddhistiske templer Fukujuin-templet og Gyokuhouin-templet, og er åben hele året for besøgende. Daishin-in driver også et unikt logihus og bevarer dermed essensen af sin fortid, hvor munke fra hele Japan søgte tilflugt her.

Templet blev først åbnet i 1479 af Hosokawa Masamoto, chefadministratoren for Ashikaga Shogunate, i Dashin-in-cho, Kyoto. Templet gik tabt under Onin-krigen. I 1497. Da templet blev flyttet til Myoshin-ji, blev det til et af undertemplerne. Hovedhallen og indgangspartiet blev bygget i Kan’ei-perioden (1624-1643).

Den lille tørhave, Auniwa, blev skabt af Kinsaku Nakane i Showa-perioden. Mossen, det hvide sand og beskæringen gør denne detalje lidt svær at se, men stenene skal udtrykke en drage, der stiger op til himlen. Haven spiller på den måde rollen som en anden hovedhal. Der er plantet mange Lagerstroemiaer, Crape myrtle, for at give haven farve og kontrast. Tør haven syd for hovedsalen Kiriishi no Niwa har et karakteristisk blomsterbed i midten.

Keishun-in

Keishun-in ligger i den nordøstlige kvadrat af Myoshin-ji og er et af de få templer i Myoshin-ji der har åbent hele året.

Keishun-in blev grundlagt i 1598 af Hidenori Tsuda, den anden søn af Nobutada Oda, den ældste søn af Nobunaga Oda, som Gisei-in Temple.

Senere blev mange bygninger såsom den nuværende hovedpræsts kvarter (templets hovedhal), præstekvarter og studie bygget af Ishikawa Sadamasa. Han tjente både Toyotomi-familien og Tokugawa-familien, og var den første kriger, der dræbte en fjende i slaget ved Sekigahara. Bygningerne er opført omkring 1600-tallet.

De fire haver skabt i Edo-perioden af Kobori Enshus discipel, Tamabuchibo, repræsenterer processen for en person, der går ind i buddhistisk praksis for at blive oplyst: “Seijo” (renhed), “Wabi” (skønhed) “Shii” (tanker) og “Shinnyo” (oplysning). Azaleaerne blænder om foråret, og efterårs ahorn med røde blade farver haven i det sene efterår.

Undervejs kom vi til Wonder Cafe. En cafe fyldt med retro ting og dejlig mad. I Tokyo fik vi ikke set alle de fine arkitekttegnede toiletter på vores “toilettur”, men her så vi et fantastisk wc med blinkende lys og en radio, der kørte et japansk program – det kan ingen arkitekt vist gøre efter – en cafe der trak smilet frem.

Dag 19 – mandag den 27. november. Saiho-ji / Kokedera eller blot Mostemplet, Jizoin, Arashiyama området og Tenryu-ji

Inden vores afrejse havde vi bestilt tid til at besøge Saiho-ji / Koke-dera eller blot Mostemplet. Vi nåede frem i god tid incl. togskift og 20 min. gang. Altid lidt spændende, når man ikke har prøvet det før og har en fast tid.

Saihoji – Kokedera – mostemplet

Saihoji-templet er et zenbuddhistisk tempel, der mest er kendt for sine moshaver med efter sigende over 120 mosarter, hvorfor templet også går under navnet Kokedera, som betyder mostemplet. Dets officielle navn er dog Koinzan Saihoji.

Inden vi overhovedet fik lov til at træde ind på området, skulle vi kopier et sutra, som blev udleveret i hovedhallen sammen med en kalligrafi tuschpen. I det hele taget blev der gjort meget ud af at fortælle de besøgende, at templet var et sted, hvor man var stille og til stede sammen med de indtryk, man fik ved at være der. En meditativ oplevelse sammen med acernes smukke røde efterårsfarver, mosset, stilheden osv. At kunne sidde ned og blot falde hen i fordybelse. En perfekt oplevelse.

Saihoji-templet blev grundlagt i 700-tallet, men stedet og dets bygninger blev misligholdt, så i 1339 valgte man at ansætte den kendte landskabsarkitekt Muso Soseki til at forbedre templet, så det kunne blive gjort til et zen-tempel. Bygningerne blev dog ødelagt under Onin-krigen hundrede år senere, men templet blev på ny genopbygget. Majoriteten af de nuværende strukturer er dog moderne rekonstruktioner fra 1900-tallet.

Moshaven ligger på den østlige tempelgrund, hvor den er arrangeret som en cirkulær vandringshave centreret om den gyldne dam, ōgonchi. Dammen er formet som det kinesiske tegn for “hjerte” eller “sind” (心, kokoro) og indeholder tre små øer: Asahi, Yūhi og Kiri. Selve haven indeholder tre tehuse: Shōnan-tei, Shōan-dō og Tanhoku-tei.

Moshaven var ikke en del af det oprindelige design – tværtimod er templets mest karakteristiske træk et resultat af mangel på vedligeholdelse af dets haver. Mosset begyndte at gro, efter at området i løbet af Edo perioden blev oversvømmet, men nu er det blevet et dominerende kendetegn, som man forsøger at bevare. Det resulterede blandt andet i, at man i 1977 valgte at lukke templet af for offentligheden og begrænse antallet af besøgende, fordi man var bange for, at tilstrømningen af mennesker ville skade mosvæksten.

På vejen videre til Jizo-in tog vi en velsmagende kop kaffe og kage i den delikate nærliggende ‘Bambus café’.

Jizo-in

Jizo-in / Take-no-dera eller bambustemplet. Det kaldes også ‘Fattigmands mostemplet’ hvilket gav mening i dag efter besøget i mostemplet. Jizo- har jeg set tidligere, mens mostemplet var første gang.

Jizō-in er et lille fint tempel få minutter fra Saihō-ji, mostemplet, men overses ofte af turister. Det blev bygget som et tempel for den buddhistiske Rinzai-skole i 1367 af Hosokawa Yoriyuki (1329-1392), overhoved for den regerende familie. Den grundlæggende præst var Musō Soseki. Som de fleste af Kyotos templer og paladser blev Jizo-in ødelagt af brandene i Ōnin-krigen mellem 1467-77, men blev genopbygget i Edo-perioden (1603-1868) .

Templet kaldes også bambustempel eller take-no-tera. En bambuslund vokser rundt om templet og skaber en mystisk atmosfære. Jizo-in har fået sit navn fra den Buddhistiske bodhisattva, Jizo, guddommen der beskytter børn. I haven ligger der spredt 16 “arhats”, asketer der var disciple af Buddha. Her er få besøgende, så det kan være et god sted til blot at sidde og filosofere, mens man kigger på den gamle have.

Arashiyama

Kortet finder du HER.

Herfra tog vi videre med toget til Arashiyama Station lige syd for floden for bla. at se den meget omtalte bambuslund. Hovedgaden i Arashiyama var, sammen med den berømte Togetsu-kyo bro, som danner hjertet af Arashiyama, proppet med mennesker. Vi troede vi havde taget fejl af dagene, men det var mandag. Turister, ældre og unge japanere, samt piger i kimono. I et område af floden var der fyldt med robåde som i et Tivoli. Her var masser af boder m.m. Noget af en kontrast til Mostemplet. Jo, der var en bambuslund med bambus, men den blev næsten væk i menneskemængden.

Man kunne have besøgt Kameyama-koen Park inden vi krydsede floden, hvor der bl.a. findes vilde japanske makak aber. Vi søgte i stedet ind i Tenryu-ji-templet.

Tenryu-ji

Vi gik ind Tenryu-ji, et af områdets store templer. Også her var der selvfølgelig mange mennesker, men det var dog muligt at opleve den meget smukke have og sø omkranset af røde ahorn og fine japanske koier (karper) som svømmede stille rundt blandt stenene i søen. Trods de mange mennesker var det muligt blot at sidde og lade den smukke have synke ind.

Tenryū-ji blev opført i 1339 af den regerende shogun Ashikaga Takauji. Takauji dedikerede templet til kejser Go-Daigo, som netop var gået bort. De to vigtige historiske figurer plejede at være allierede, indtil Takauji vendte sig mod kejseren i en kamp om overherredømme over Japan. Ved at bygge templet havde Takauji til hensigt at berolige den tidligere kejsers ånder.

Tenryu-ji’s bygninger gik gentagne gange tabt i brande og krige gennem århundrederne, og de fleste af de nuværende haller, herunder hovedhallen (Hojo), tegnesalen (Shoin) og tempelkøkkenet (Kuri) med sit karakteristiske lille tårn, stammer fra Meiji-periode (1868-1912).  I 1877, da Tenryu-ji stadig var i færd med at blive genopbygget efter en krigsbrand i 1864, blev det meste af de fire kvadratkilometer agerjord, der ejes af templet i Sagano-distriktet, konfiskeret af Meiji-regeringen. Det efterlod Tenryu-ji med mindre end en tiendedel af den ejendom, den tidligere havde ejet. I dag fungerer templet som et af hovedkvartererne for Rinzai-skolen.

Navnet “Tenryū-ji” blev foreslået af Ashikaga Tadayoshi (bror til shōgun Ashikaga Takauji) efter en drøm, han havde om en gylden drage, der fløj ind i himlen fra floden lige syd for templet. Tenryū-ji’s smukke landskabshave og Sōgen dammen, berømt for sin brug af shakkei (lånt landskab), blev anlagt af Musō Soseki, en fremtrædende Zen-mester og den første abbed. Tenryū-ji er også kendt for Sky Drage-maleriet i Dharma-hallens loft (det så vi desværre ikke i al virvarren) og for at give de besøgende mulighed for at deltage i traditionel buddhistisk praksis som meditation og sutra kopiering.

Havens to af hovedattraktionerne kan ses fra verandaen. Det er stengruppen med de 7 sten i dammen, og det er brugen af lånt landskab. Tenryu-ji skulle være den ældste have, som stadig eksisterer i Japan, med dette koncept.

Ved foden af vandfaldet i Tenryu-ji, er en stor sten, som betegnes “Karpestenen”. Denne sten genkalder den kinesiske legende, hvor en karpe kæmper sin vej op ad det voldsomme vandfald og gennem strømhvirvler for at nå op til toppen og lade sig forvandle til en drage, det kinesiske symbol for kejser. Således repræsenterer karpen (Koi) udholdenhed og beslutsomhed.

Herefter kunne vi mættet af indtryk tage tilbage til Kyoto og besøge vores ynglings cafe/the-sted, og trække os tilbage fra mennesker og larm.

Dag 20 – tirsdag den 28. november. Ohara med bl.a. Sanzen-in

I dag går turen op i til Ohara i det nordlige mere bjergrige Kyoto. Vi syntes derfor lige vi ville forkæle os selv med en lille citronkage og en ekstra kop kaffe efter vores morgen crossant. I Tokyo var vores morgen spisested fransk inspireret. Her i Kyoto blev den gennemført fransk hos ‘Poul’. Det viste sig at dagen bød på formiddagsregn oppe i bjergene – så det var OK med kagen, som smagte himmelsk.

Ohara

Siden gammel tid er Ohara, blevet betragtet som et helligt sted af Jodo-skolens tilhængere. Japanesewiki skriver bl.a. om Ohara, at det er navnet på et lille bassin beliggende i opstrømsregionen Takano-gawa-floden ved den vestlige fod af Mt. Hiei i den nordøstlige del af Sakyo Ward.

Ohara blomstrede som et udvekslingssted på Wakasa Kaido vejen, der forbandt Heian-kyo (Kyoto) og Wakasa Bay Ohara blev også brugt som en flugtvej fra Kyoto i tider med krig og politiske stridigheder, og siden oldtiden var Ohara også kendt som et sted, hvor man kunne gå ind i det buddhistiske præstedømme eller trække sig tilbage fra samfundet.

Senere blev Ohara kendt som stedet, hvor der blev produceret brænde og trækul, som Oharame (kvinderne i Ohara) bar til Kyoto for at sælge. Ohara blev efterfølgende også kendt for sine specielle produkter som shibazuke (hakkede saltede syltede grøntsager), te og hvedemel. Men også miso er Ohara berømt for. Der er over hundrede forskellige typer miso. Den lokale Saikyo miso skulle have en fantastisk sød smag og være en gourmet miso, så den normalt bruges til saucer i stedet for suppe.

I den tidlig-moderne periode bestod Ohara-go forstæden af 12 landsbyer, men i 1883 fusionerede de otte centrale landsbyer til landsbyen ‘Ohara-mura’, og da by-byområde-landsby-systemet blev vedtaget i 1889, blev de resterende fire landsbyer fusioneret til Ohara Village. I 1949 blev Ohara Village indarbejdet i Kyoto Citys Sakyo Ward.

Vejen op til Sanzen-in har butikker og restauranter, der servicerer de besøgende.

Sanzen-in

Ohara området har været kendt som Gyozan i mere end tusind år. Det er fødestedet for Shomyo (buddhistisk sutra sang) og kendt som et hellig sted for Jodo tilhængerne (Pure Land Buddhismen) blandt Nembutsu-Hijir (Tiggermunkene).

Sanzen-in blev oprindeligt etableret i 784 som en eremitage for Saicho (767-822) eller Dengyo Daishi, da han grundlagde Enryaku-ji på Mt. Hiei, Shiga Prefecture. Han blev betragtet som en af de største buddhistiske patriarker. Templet, også kendt som Kajii Monzeki eller Nashimoto Monzeki, er et af de fem Tendai Monzeki-templer, og nogle medlemmer af den kejserlige familie var tilknyttet templet gennem hele dets historie. Det blev officielt navngivet Sanzen-in i 1871.

Sanzen-in blev grundlagt af munken Saicho, der introducerede Tendai-buddhismen til Japan i 804. Det er et monzeki-tempel, et tempel med buddhistiske præster af aristokratisk eller kejserlig slægt. Et eksempel på et monzeki-tempel i Kyoto er Daikaku-ji.

Efter at være kommet ind i templet gennem hovedporten, passerer den besøgende en række forbundne tempelbygninger. Den første store bygning er Kyakuden (gæstesalen), viser værker af japansk kalligrafi og malerier på skydedørene (fusuma). Bygningen åbner op mod Shuheki-en, en traditionel japansk have, der har en lille dam og en bakke med bla. en stenpagode.

Forbundet med Kyakuden ved en korridor viser Shinden (hovedhallen) statuer af tre buddhistiske guddomme, hvor den centrale figur af Amida Buddha flankeres af ledsagerne Kannon og Fudo Myoo. Fra Shinden kan man nyde udsigten ud over Sanzen-in.

Efter at have nyt udsigten, går man gennem moshaven. En rolig atmosfære gennemsyrer haven, og der er en række morsomme Jizu stenstatuer, som kigger op fra mosset. Jizo Bodhisattva er en guddom, der beskytter børn og jorden og er et symbol på fred. Mon ikke en af de små Buddha-figurer kunne dukke op i et af Kirstens kommende mosmalerier – vi får se?

Ojo Gokuraku-in Hallen ligger midt i moshaven og er den ældste tempelbygning i Sanzen-in. Ifølge tempellegenden blev hallen bygget af præsten, Eshin Sozu (Genshin) i 986 sammen med hans søster Anyo-ni, som et mindesmærke for deres døde forældres sjæle. Eshin Sozu, er kendt for skriftet, Ojo-yoshu, og er krediteret for at perfektionere Tendai-Jodo-sekten. Formen på loftet i hallen var designet som skroget af et skib for at kunne rumme Amitabha Trinity (en national skat), som var højere end selve hallen. Loftet blev dekoreret med fuldfarvede skildringer af bodhisattvaer og himmelske jomfruer, der flyver op i himlen. Her findes ligeledes en statue af Amitabha, der sidder og tilbyder Raigo-in (velkomsthåndbevægelse) i midten, sammen med de to guddomme, Kanzeon på den ene side og Seishi på den anden.

På vej til Jikko-in:

Jikko-in (subtempel til Shorin-in)

Jikkō-in, subtempel til Shorin-in, er et lille tempel beliggende nær det store Sanzen-in i Ōhara. Ved besøget er inkluderet en kop grøn te med sødt tilbehør, der indtages, mens man ser ud over haven eller på de instrumenter, der bruges i shōmyō. Shōmyō er en særlig japansk stil af buddhistisk sang, der hovedsageligt bruges i Tendai- og Shingon-sekterne.

Jikko-in blev opført i 1013 af munken Jakugen og blev flyttet til sin nuværende placering i 1919. Oprindelige var templet placeret nær Ohara-mausoleet, hvor gravene til kejser Go-Toba og Juntoku befinder sig. Kyakuden (gæstehallen), som man kommer ind ad, blev opført i 1920.

Haven på den sydlige side af Kyakuden kaldes “Keishin-en” og blev anlagt i den sene Edo-periode. Det er en damhave centreret omkring Shinji-ike, der får sit vand fra Ritsugawa-floden. Dammen sammenlignes med Sanzu-floden og bjergene på den modsatte bred repræsenterer paradis, Pure Land, med trimmede og arrangerede planter og træer.

Haven på den vestlige side af gæstehallen var tidligere en del af Rikakuin-templets område. Siden fusionen med Jikko-in har successive abbeder skabt og vedligeholdt haven. Haven har en åben atmosfære med Oharas bjerge som et lånt landskab. Kirsebærtræet “Fudanzakura”, som var plantet i midten af haven, er en meget sjælden sort. Den blomstrer fra det tidlige efterår til om foråret. Om efteråret kan man derfor nyde både kirsebærblomster og efterårsblade på samme tid. Selv i den kolde vinter kan sne og kirsebærblomster nydes.

Hosen-in

På vej til Hosen-in.

Hōsen-in fungerede oprindeligt som præstekvarter for det nærliggende Tendai-sekt tempel Shōrin-in, opført i 1013, og kendt for sin praksis med musikalsk buddhistisk chanting, shōmyō. Dens nuværende arkitektoniske stil dateres til Muromachi-perioden, de eksisterende bygninger menes at være blevet rekonstrueret i Edo-perioden.

Den første have vi møder er en lille vandhave.

Det lille vandfalds arrangement.

Når vi kommer ind i hovedhallen, hvor vi også får vores matcha te med sødt tilbehør præsenteres vi for det 700 år gamle 5 nåle fyrretræ, som er symbolet for Hosen-in. Fyrretræet er berømt for sin form, der ligner Mount Fuji og for dets nåle. I den anden ende af tatami rummet er der udsigt ud over dalen.

Man skal huske at lægge mærke til loftet med de blodige træplader. Det overså vi dog. Det blodbestænkede Chi Tenjo træloft er minder fra Fushimi-jo, konstrueret ved hjælp af de olieagtige, blodige gulvbrædder efter et stort rituelt selvmord, for at pacificere de fortabte sjæle. Bagggrunden var et slag på borgen Fushimi, hvor Torii Mototada forsvarede fæstningen gennem elleve dages lang belejring mod en overlegen styrke. Der skulle købes tid for at hans herre Tokugawa Ieyasu kunne samle sine styrker. I undertal og var ved at miste borgen samlede Torii sine resterende soldater i hovedbygningen og begik rituelt selvmord i stedet for at blive fanget af fjenden.

To stykker bambus, engawa, stikker op fra verandaen ved siden af en tsukubai. Når man placerer sit øre ved bambusrøret kan man høre beroligende lyde genereret af en suikinkutsu, – en keramisk gryde.

Shorin-in

Shorin-in blev grundlagt af munken Jakugen i 1013, en tilhænger af Tendai-munken Ennin (794-864), posthumt kendt som Jikaku Daishi. Det var Ennin, der introducerede de buddhistiske salmer og chanting kendt som shomyo til Japan efter sit besøg i Kina fra 838-847. Da han vendte tilbage, blev Ennin den tredje abbed i Enryaku-ji på det nærliggende Mt. Hiei.

Med etableringen af Shorin-in, Hosen-in, Jikko-in og senere Raigo-in blev Ohara centrum for shomyo i Japan, og abbederne i disse templer har dedikeret sig til at udforske og udvikle det.

Shōrin-in’s formelle navn er Gyozan Ōhara-dera. Selvom Shōrin-in ofte overses, da hovedhallen let kan ses uden at gå ind på området, indeholder templet nogle smukke buddhistiske statuer i den enkle hovedhal genopbygget i 1778.

Det var almindeligt, at munke dengang mødtes og diskuterede filosofiske punkter i den buddhistiske lov. I 1186 havde Kenshin, en Tendai-munk, der levede i afsondrethed i Ōhara, opfordret Hōnen, (som senere skulle grundlægge ren land buddhisme), til at diskutere fordelene ved nenbutsu praksissen, der lovede frelse til det rene land, Amitabha, for dem, der blot oprigtigt påkaldte sig guddommeligheden. Shorin-in var vært for dette møde, hvor Kenshin og andre Tendai-lærde samt Ōhara-præster udspurgte Hōnen om skrifterne og støtten til nenbutsu i en hel dag. Grebet af lidenskab skulle Kenshin have fået alle til at synge nenbutsu i hvad overleveringen fortæller i hele tre dage og tre nætter.

Indtryk fra turen tilbage til busstoppestedet. Vi glemte at dreje til højre et sted og måtte gå en større omvej. Vi fik set lidt mere, men blev også lidt mere fugtige, da det var en småregnende eftermiddag.

Dag 21 – onsdag den 29. november. Nanzenji tempelområde – Hjemrejse

Vi skulle forlade vores Guesthouse i Kyoto senest kl. 10 og om aftenen køre fra Kyoto station kl. 19:30 med Haruka Expressen, lufthavnstoget til Kansai lufthavn i Osaka. Flyet fra Emirates skulle lette kl. 23.30 fra lufthavnen med me5llemlanding i Dubai. Så det var en længere dag, der ventede forude.

Vi tog toget til Nanzen-ji tempelområdet og så nogle af de smukke tempelhaver der. De smukke efterårsfarver får også japanerne op af stolen. Vi var imponeret over de mange pensionister, hvoraf nogle havde endog meget svært ved at komme rundt trods stokke og andre støttemidler, men efterårsfarverne skal opleves.

Nanzen-ji tempel område er et af de skønneste tempelområder i Kyoto med en akvædukt, en enorm Sanmon Port, med sine store grunde og adskillige subtempler. Det begyndte som en fratrædelsesvilla for kejser Kameyama, men det blev dedikeret som Zentempel ved hans død i 1291. Borgerkrigen i det 15. århundrede ødelagde dog de fleste af templerne, og de nuværende bygninger dateres til det 17. årh. Nanzen-ji fungerer nu som hovedkvarter for Rinzai skolen.

Konchi-in

Konchi-in er et undertempel til Nanzen-ji-tempelkomplekset. Templet blev bygget i begyndelsen af det 15. århundrede af shogun Ashikaga Yoshimochi. I 1605 blev det flyttet fra det nordlige Kyoto til sin nuværende placering i Nanzen-ji-tempelkomplekset. Et par år senere, mellem 1611 og 1632, blev haven bygget som forberedelse til shogunens besøg. Det er ret sikkert, at den berømte havedesigner og temester Kobori Enshu har skabt haven. Mange haver omkring Kyoto er tilskrevet ham, men i modsætning til disse er skabelsesprocessen for denne have i Konchi-in meget veldokumenteret.

Haven har tre hovedafsnit: vandhaven, den tørre landskabshave og tehaven. Hver have tilbyder en forskellig oplevelse og viser skønheden i japansk natur.

Gennem indgangen, fører stenbelægninger os op til en ydre have med en dam, stenbro og torii port. Onari-mon porten viser ind til Toshogu-helligdommen på templets område. Den er en af de tre Toshogu-helligdomme i Japan. Toshogu-helligdom er et mausoleum, hvor der bedes for Tokugawa Ieyasu (den første Shogun i Tokugawa Shogunate). Helligdommen indeholder både Shinto og buddhistiske elementer.

Via en trappe og en sti føres vi ned til Tsuru-Kame haven, som breder sig ud i forgrunden.

Tsuru-kame haven

Have blev designet af Kobori Enshu (1579-1647) omkring 1630, men det var en talentfuld gartner ved navn Kentei, der ledede konstruktionen. Enshu planlagde haven i mindste detalje, og Kentei bragte den præcist til live. Enshu ønskede at udtrykke ideen om en båd og havet med det hvide sand foran haven. Set fra et rum før haven, er det meste af sandhaven ude af syne og det er de beskårne træer og en gruppe små klipper, der træder frem. Træerne skal fremhæve dybden af bjergene og en dyb afsondret dal. En stor flad sten i midten tjener som en tilbedelsessten, hvor folk (ved særlige lejligheder) kan bede til Toshogu-helligdommen hen over træerne. En stor stengruppe til højre repræsenterer en trane (tsuru), og stengruppen til venstre symboliserer en skildpadde (kame). Begge elementer symboliserer lang levetid og lykke. Desuden brugte Enshu ideen om et et-punkts-perspektiv i haven, et koncept, han måske havde lært af kyndige europæiske missionærer. En stenlanterne midt i haven har rollen som fokuspunkt. De store grupper af sten på begge sider, med mindre klippeformationer i midten, skaber en oplevelse af stor dybde.

Kobori Enshu og hans tilgang til havearbejde

Kobori Enshu blev født i 1579 i en samuraifamilie, der tjente den fremtrædende regent Toyotomi Hideyoshi. I en alder af 14 år begyndte han at praktisere Zen-meditation og lære cha-no-yu (Teens vej). Efter Hideyoshi død, tjente han Tokugawa Ieyasu og blev derefter udpeget til at være specialist i offentlige konstruktioner, herunder haveplanlægning. Han arbejdede på Nikkos Tosho-gu-helligdom, Kyotos Nijo-jo-borg, Nanzen-jis Hojo-have og Edo-jo-borgen samt andre vigtige bygninger og haver under shogunatet.

Enshus æstetiske sans udtrykkes generelt som kirei sabi, som er forskellig fra det traditionelle koncept sabi (enkel, stille, dyb, døende …) Hans sans for skønhed var lys, elegant og farverig. Derudover satte han med sin viden om klassisk japansk og kinesisk litteratur mange af de nyeste elementer, der blev bragt til Japan fra fremmede lande, ind i sine arrangementer.

Enshu efterlod en smuk sætning, der viser hans filosofi om cha-no-yu.

“Når det sner, sæt en rød blomst (af abrikos) i en vase.”

Grundlæggende er et traditionelt te-rum enkelt og mørk. I cha-no-yu, nyder gæsterne at se på inventar i det lille rum, mens de venter på, at værten kommer. Den store temester, Sen no Rikyu, satte intet ud på en snedækket dag, for ham ville sneen i sig selv være nok. Men Enshu var anderledes. Når det sneede, mente han, at en rød blomst netop ville blive til et hjerteligt lys i hjertet på gæsterne, der lige havde gået på en kold smal sti op til det farveløse te-rum.

Tenju-an

Templet er placeret ved siden af Sanmon porten, fire minutters gang fra Nanzen-ji.

Tenju-an er et undertempel til Nanzen-ji. Indgangen til templet ligger syd for Nanzen-ji’s store Sanmon-port. Bortset fra i november med efterårsfarverne skulle der være overraskende stille.

Tenju-an blev grundlagt af Kokan Shiren i 1339 som gravsted for Mukan Fumon, en grundlægger til Nanzen-ji. Templet blev ødelagt under de mange krige i Sengoku-perioden (fra 1467 til omkring 1573), men blev restaureret i 1602 af militærkommandøren og digteren Yusai Hosokawa. Bygningerne er ikke åbne for besøgende, men det er haverne.

Først og fremmest er det “Hojo haven” (østhaven). Templets østhave er præget af de diamantformede tatami-sten (trædesten) omgivet af mos og anlagt af Enshu Kobori.

Efter at have forladt østhaven, er næste stop den sydlige shoin have (læsehallen), en vandringshave med en sti rundt om en central dam omgivet af japanske cedertræer og ahorn.

Inden vi stødte på vores spisested, opdagede vi på Marishiten-do og vildsvinene.

Marishiten-do

Marishiten-helligdommen, også kendt som Marishiten-do. Det er et lille tempel, der forankrer den indiske gudinde for lys kendt som Marishiten på japansk. Hun er ofte afbildet som enten ridende på et vildsvin eller siddende i en vogn, der trækkes af orner, og på templets grund er mange statuer af vildsvin. Statuerne er altid sat op parvis.

Frokost indtog vi på en lille cafe.

Zenrin-ji – Eikan-dō

Eikan-dō formelt kendt som Zenrin-ji, er hovedkvarteret for Seizan-Zenrin-ji-grenen af Jodo-sekten (det rene land) i japansk buddhisme. Templet er placeret nord for Nanzen-ji og er kendt for sine efterårsfarver.

En hofadelsmand fra Heian-perioden (794-1185) donerede sin villa til en præst, der konverterede den til et tempel under navnet Zenrin-ji (“templet i en rolig lund”). Da Zenrin-ji oprindeligt blev grundlagt, tilhørte det Shingon-sekten, og dens første hovedpræst var en discipel af den store Kobo Daishi, sektens grundlægger.

I det 11. århundrede havde Zenrin-ji en populær ypperstepræst ved navn Eikan, efter hvem templet populært kaldes Eikando. Eikan krediteres for at have erhvervet templets hovedgenstand for tilbedelse, en usædvanlig statue af Amida Buddha med hovedet vendt sidelæns. Ifølge legenden gik Eikan en dag gennem templet, hvor statuen, der oprindeligt vendte fremad, vendte hovedet mod præsten og talte til ham.

I det 13. århundrede konverterede en senere ypperstepræst templet til Jodo-sekten (det rene), da han var blevet imponeret af sektens grundlægger Honen, hvis mausoleum ligger ved det nærliggende Chion-in.

Templet blomstrede indtil Onin-krigen (1467-1477), der rasede i Kyoto i ti år. Under denne krig blev Eikando fuldstændig ødelagt og forblev i ruiner indtil omkring 1472. Dens ypperstepræster helligede sig restaureringsarbejdet i flere generationer. Det blev fuldt rekonstrueret i begyndelsen af det 16. århundrede.

I tidlig moderne tid faldt Eikando i ruin igen. Den tidlige Meiji (1868-1912) regerings politik var at fremme Shinto som Japans statsreligion og til gengæld forsømme buddhismen. Denne politik resulterede i ødelæggelsen af et stort antal templer og buddhistiske statuer i hele Japan.

Eikandos hovedbygninger er bygget langs bunden af bjergsiden og er forbundet med overdækkede trækorridorer.

Den første bygning, som man kommer ind i, er Shakado (Hallen for den historiske Buddha) med en lille stenhave og smukt malede skydedøre (fusuma). Når man går gennem korridorerne, passerer man også Miedo, der opbevarer Jodo-sektens grundlægger Honen og Amidado (Amida Hall), som huser templets vigtigste genstand, den sidelæns vendte Amida statue.

Eikandos mest genkendelige bygning er Tahoto-pagoden, som ligger i skoven oppe på bjergsiden over templets andre bygninger. Pagoden som er i Tahoto-stil er en to etagers struktur, hvis basis er firkantet og hvor overbygningen er rund. Man kan op i pagoden, hvorfra man kan betragte hele tempelområdet og Kyoto.

Hojo dammen. De små vandløb der løber gennem templets grund forbinder sig til hoveddammen, hvor en lille helligdom er placeret på en ø.

Så går det tilbage til Kyoto efter de sidste glimt af haver, farver og jizuer.

Om eftermiddagen er vi tilbage til vores lille hyggelige kaffe / te sted i Kyoto, Precious Coffee Moments, og får for sidste gang vores store kop varme lemonade med en citronskive i, mens vi nyder den lille have og den stille musik. Vi henter vores kufferter i bagageboksen kl. 17 og får prajet en taxa til Kyoto hovedbanegård. Vores tog til Kansai lufthavn går kl. 19 og efter knap 1½ time er vi i lufthavnen, med indtjekning og kl. 23.30 flyver vi mod Dubai. hvor vi skal mellemlande og skifte fly.

Dag 22 – torsdag den 30. november. Hjemme igen via Dubai. Efter 25 timers rejse hilser vi på Coco igen efter 3 uger i Japan. Stor tak til vores naboer.

COP 28 var måske inde over for flyet blev parkeret i en yder Gate. I hvert fald blev vi møjsommeligt transportret i busser til en ny Gate og langt udenom hele det tax-free område. Anede dog lige en diamant butik på 1 sal.

På flyet mod København havde vi lidt drama. Et par yngre mænd var vist på lidt speed og førte sig noget voldsomt frem. Da vi nåede Københavns lufthavn blev vi modtaget af 8 betjente, der formentlig skulle afhente de to til en kammeratlig samtale.

Torsdag eftermiddag ringede vi på hos vores naboer efter at have rejst fra Kyoto mere end 25 timer tidligere. Vi skulle hente og gense vores hund Coco, som vores søde naboer havde passet for os i 3 uger.

At det var gået godt, var vi slet ikke i tvivl om. Vi havde fået et par rapporter undervejs og den sidste lød endda på, at vi da godt kunne fortsætte vores rejse for de ville sådan set ikke af med Coco igen. Da vi mødte Coco var gensynsglæden stor, men det var også tydeligt, at hun havde haft det godt. Stor tak til Pernille og Lars samt deres børn Svea og Osvald for at have tage sig godt af vores elskede hund. Det har været stort.

Tak til Japan, det gode vejr, Tilde Hjortshøj fra Ichiban Travel og Mette Holm samt vores 10 medrejsende i de første to uger. Tak til os selv for den 3. uge i Kyoto.