Vandringshaven – kaiyushiki teien 回遊式庭園
Den relative fred og velstand i Edo perioden, kombineret med konkurrencen mellem daimyou’erne og deres ønske om at legitimere deres magt gennem kulturel støtte, førte til skabelsen af de store og overdådige vandringshaver daimyou teien, der blev konstrueret enten i Edo eller i en af de provinsielle borgbyer.
Ofte gør disse haver brug af meisho, som er navnkundige sceniske lokaliteter fra Kina og Japan, men i haven reproduceret i miniature form. De litterære og historiske reference i meisho scenerierne skal signaler daimyou‘ernes kulturelle forfinethed, der bl.a. stammer fra deres klassisk konfusiansk baserede uddannelse og opdragelse. Daimyou teien gør brug af gamle have teknikker, men indeholder elementer som rismarker, frugthaver og urtehave så vel som store kuperede plæner. Da de provinsielle daimyou haver var bygget op omkring tilstødende borge tjente vand- og havebrugselementer i haven ofte også praktiske formål.
Haverne kan inddeles i vandringshaver kaiyushiki teien som man går rundt i eller zakanshiki teien, som er haver, der skal betragtes fra et fast punkt.
Vandringshaverne kan dels op i forskellige typer:
- Vandringshaven, hvor man går rundt om en dam: chisen kaiyuushiki teien. Sø og kilde vandringshaven. Det er den mest almindelige vandringshave, som også indbefatter Heian periodens shinden haver: shinden-zukuri teien, Edo periodens daimyou haver: daimyou teien og mange moderne japanske haver nihon teien. Det centrale fokus er dammen, selvom der i de fleste tilfælde er kunstige bakker tsukiyama, store hegn karikomo, ekspansive plæner, pavilloner, og miniature landskaber (shukkei).
- Vandringshaven i stor skala: daikaiyuushiki teien. De fleste af denne type kan betegnes som dam vandringshaven, chisen kaiyuushiki teien, men nogle daimyou haver som f.eks. Kairakuen, Ibaragi prefecture, og Iso Teien (Sengan’en), Kagoshima prefecture, har kun mindre vandløb. De typisk store vandringshaver har stor variation i planter, kunstbakker og pavilloner.
Shogunatet og lensherrerne
Daimyo’erne havde deres eget domæne (han) og borge og havde samurai vasaller i deres tjeneste. Betroet af shogunen havde de ret til at regere domænet og indsamlede de årlige skatter. På mange måder var de en slags uafhængige stater. Uafhængigheden var dog klart betinget af Bakufu’en, som kunne frigøre daimyo’erne fra embedet eller efter behag flytte dem til andre domæner. Daimyo’erne nød godt af deres indkomst fra deres domæner på 10.000 koku eller mere. 1 koku er omkring 278,3 liter, men var oprindelig defineret som den mængde ris, der skulle til for at føde en person i et år. Alle fra daimyo til den laveste bushi (kriger) blev nøje afregnet efter, hvor mange koku ris de var berettiget til.
Selv om alle daimyo svor troskab mod shogunen varierede deres relation. Der var groft taget tre typer daimyo: Shinpan – Tokugawa’s slægtninge; Fudai – daimyo’er der havde været loyale før Tokugawa Ieyasu endelige sejr ved Sekigahara den 21. oktober 1600 og Tozama – de daimyo’er der var imod Tokugawa op til dette slag.
Selvom der var enkelte daimyo, der havde så megen magt at Bakufuen ikke havde magt til eksempelvis at forflytte dem, var det almindelige at daimyo’erne udelukkende havde fået overladt ledelsen af deres jordbesiddelse eller domæne af Bakufuen i Edo. Arvingen til en daimyo skulle forhåndsgodkendes af shogunatet. Når en ægte søn eller en adopteret søn af en daimyõ blev udvalgt som arving, rejste sønnen til Chiyoda borgen i Edo, hvor shogunen skulle anerkende ham og give tilladelsen til at være officiel efterfølger. Hvis denne procedure blev ignoreret blev arvefølgen annulleret og domænet blev ophævet.
Del og hersk
Med denne del og hersk politik forfremmede Bakufu’en de mangeårige royale Tokugawa vasaller til daimyo. Bakufu’en placerede de nedarvede fudai daimyo i Edo, og reducerede antallet af tozama daimyo, de mere tvivlsom allierede. Andre blev flyttet til fjernt liggende distrikter, hvor de blev adskilt fra mulige tozama allierede, ved at man placerede loyale daimyo i strategisk nærliggende domæner. På den måde fik Bakufu’en konsolideret en ekstrem stabil magtstruktur, det såkaldte baku-han system, hvor baku referere til den centrale statsadministraton i Edo og han til de len, som daimyo’erne administrerede. Ialt var der ca. 260 daimyoer.
Bakufu’en forlangte to principielle pligter af daimyo’erne. Den ene var den regelmæssige sankei kotai. Hver daimyo skulle hvert halve år efterlade børn og kone i Edo og var tvungent til at skifte residens mellem Edo og deres hjemlige domæner. Som konsekvens heraf var daimyo’erne tvungent til at bruge store summer og energi på transport, men også på et dobbelt liv både i Edo og på deres respektive borg i det tildelte domæne. Disse udgifter drænede deres økonomi – hvilket var helt bevidst fra Bakufu’ens side. I tilgift fik man langsomt udbygget et vejnet gennem Japan.
Den anden pligt var gun’eki – den militære service, som inkluderede militære styrker og forskellige pligter. I krigstid kunne det være det antal våbentyper og heste den enkelte skulle stille med, men i fredstid kunne det være at blive pålagt vedligeholdelse af shogunens borge eller reparation af havne, veje og broer.
Vandringshavens sociale og politiske funktion
Det var den økonomiske og politiske stabilitet, som skabte det økonomiske grundlag for anlæggelsen af disse store landskabshaver. Eftersom der var fred blev haverne ikke ødelagt og mange af haverne blev egentlige slægtshaver, der gik i arv. Haven blev også det sted, hvor den enkelte daimyo kunne markere sin rigdom og indflydelse overfor de øvrige daimyo. Haverne var ofte på 50 – 100.000 m² eller mere, hvor haverne i Heianperioden var omkring 4-5000 m².
Haverne havde ikke længere den religiøse betydning, til gengæld var den sociale funktion vigtigt.
Da daimyo’en var den politiske leder i sit domæne, skulle hans residens også tjene som det sted, hvor han varetog de officielle politiske og administrative gøremål. Samtidig skulle residensen også fungere som et sted, hvor f.eks. shogunen eller andre adelige kunne gøre holdt i forbindelse med deres rejser gennem landet.
I den forbindelse havde haven en klar funktion. Gæsterne skulle, udover at blive imponeret over daimyo’ens rigdom og status, også underholdes. Udover at spadsere rundt i haven og betragte de forskellige scenerier eller vandre mellem træerne, kunne det være at betragte de blomstrende kirsebærtræer, forskellige lege og aktiviteter på de store arealer eller ved vandkanten.
Vandringshavens udtryk
Selvom haverne ikke var overdådige i begyndelsen, udviklede haverne sig hen over tid og blev større og større. Som haverne udviklede sig, blev de udenom liggende arealer også inddraget. Det kunne være såvel landbrugsland eller religiøse steder. Landbrugsland kunne f.eks. fremvise en særlig rustik eller landlig udsigt (noson fukei). Blomme plantager var favorit blandt daimyoerne.
Da der i landskabet var mange religiøse steder, blev de ofte føjet til daimyo haven. Når guderne blev en del af haven, blev de lokale samtidig afskåret fra deres guder, som de havde værnet om og givet ofre. Som regel betød det, at de lokale (almindeligvis mænd over 18) med visse intervaller blev indbudt i haven eller dele af den, for fortsat at kunne give ofre og afsige bønner.
Med udviklingen af tehaven blev elementerne herfra optaget i vandringshaven. Nogle af haverne startede som mindre te-haver, der over tid blev til to osv. indtil haven til sidst udgjorde en stor park. Når der blev gravet ud til søer, blev jorden brugt til at danne bakker og bjerge, som indgik i storslåede landskaber.
Pilgrimsrejser
I Edo perioden udviklede ideen med gengivelsen af særlige steder sig til egentlige miniaturekopier af forskellige lokaliteter (shukkei). Det blev på mange måder til overførsel af pilgrimsrejsen som ikke bare omfattede de religiøse steder som man burde. Konceptet blev nu overført til de store vandringshaver, der i sig selv kunne udgøre en pilgrimsrejse. Fuji bjerget spillede f.eks. en stor rolle og den vulkanformede Fuji stil indgik i mange haver, i dag bedst kendt fra Kunanoto ved Suizen ji (Kumamoto). Fuji var også et velkendt motiv fra de populære trætryk som var en vigtig del af pilgrimsrejsen. Naturscener fra både Kina og Japan blev ligeledes brugt, bl.a. kan motiver fra Arashiyama (Kyoto), i dag bl.a. findes i Koishikawa Korakuen (Tokyo). Selvom det religiøse islæt fik mindre og mindre betydning indgik særlige stenopsætninger fra den buddhistiske billedverden og mytologi dog stadig i havedesignet.
Virkemidler
Når gæsten blev ført rundt i haven foregik det planlagt og kontrolleret. Det var nøje tilrettelagt fra havedesignerens side, hvordan landskabsscenerne skulle dukke op for beskueren og gerne som en pludselig overraskelse. Haverne var store, og de udstrålede storslåethed, sammen med idyl, harmoni, ro og enkelhed. Det opnåede de ved det storslåede landskab, der fremkommer ved kombinationen af søer og øer, de omgivende bakker og “det lånte landskab” fra det omkringliggende naturlandskab (skov, bjerge osv.). Et andet virkemiddel er gentagelsen. Gentagelse i plantevalg (typisk fyr) og gentagelse i formerne forstået som træers og buskes klipning. Graden af klipning er gradueret. Jo tættere på beskueren træerne er des mere klippede er de, og jo fjernere des mindre klippede vil de være.
Selvom haverne er store, er der mange af virkemidlerne der kan bruges, selv når vi anlægger mindre haver f.eks. med en sø, bakker, vandfald, vandløb, bro og den grønne bund. Det gælder også teknikken med at udvælge de udsigtspunkter, hvorfra haven skal ses, og dermed også teknikken med at skjule haveelementerne indtil det rette øjeblik. Enkelheden kan være det svære, da havernes åbenhed og brug af det tomme rum bl.a. er med til at skabe ro og harmonien. Skal stemningen overføres til en mindre have skal der virkelig tænkes i begrænsninger i plantevalg m.m.
Eksempler på Vandringshaver
Katsura – Den kejserlige villa – Kyoto
Villaen blev påbegyndt i 1616 og fik den form, som vi kender i dag i 1658. Her ses tydeligt hvordan tehaven bliver til en storslået og ambitiøs vandringshave med miniaturelandskaber. Karakteristisk for haven er dens enkelhed og mangel på markering af status på trods af, at haven har dannet ramme for personer med den højeste rang.
Det siges at Enshu Kobori – guvernør i Enshu provinsen, en dygtig samurai, men også anerkendt vismand og temester, skulle have planlagt Katsura på tre betingelser: ingen økonomiske begrænsninger, ingen tidsplan og ingen indblanding. Det er nu nok sandsynligt at prins Toshihito som var velbevandret i japansk som kinesisk litteratur fik sat sit præg. Man mener i Katsurahaven at have fundet flere træk, der er inspireret direkte af lady Murasaki’s roman fra det 11. årh.: Genji Monogatari (Historien om Genji; en lang beretning om en prins og hans elskovseventyr med rig baggrundsskildring af overklasselivet).
Selve villaen kan ikke placeres i en bestemt stilart – hvilket heller ikke har nogen betydning, ihvertfald er det en ren og harmonisk bygning af uovertruffen kvalitet og skønhed. Bygninger er dels placeret på en bakke over terræn samt hævet op på søjler for at sikre den mod oversvømmelse fra floden.
Katsura haven kan nok siges at være den mest fuldendte sø- og vandringshave. Alt er nøje planlagt så man hele tiden får besnærende glimt af villaen eller af tehusene, der er placeret rundt i haven. Trædestenene er et helt kapitel for sig.
– mange miniaturelandskaber
– snoede trædestier
– tehuse
– stenlygter langs stierne
Ritsurin – kõen garden/Park – Takamatsu
Ritsurin Koen er en landskabshave i Takamatsu, opført af de lokale feudale herrer i den tidlige Edo-periode. Haven blev påbegyndt i 1630 og var 100 år undervejs. Den blev brugt som villa have gennem 228 år. Selvom haven ikke er udnævnt til en af de tre ophøjede haver kan den sagtens måle sig med dem. De ophøjede haverer Kanazawa’s Kenrokuen, Mito’s Kairakuen og Okayama’s Korakuen.
Den rummelige park har mange damme, bakker, træer og smukke pavilloner, placeret foran den skovklædte Mt. Shiun, der fungerer som en vidunderlig baggrund og et godt eksempel på lånt natur i japansk havedesign.
Haven er delt i to dele en klassisk japansk landskabshave i syd og en have i mere europæisk stil i nord. Haven er bygget op om 6 damme og 13 høje. (750.000 m2 = 75 hk. 1hk. = 1 fodbold bane).
Udtryk: Guddommelig i sit udtryk: idyl, harmoni, fred, ro, enkelhed, nærmest paradisets have.
Virkemidler:
– søerne, øerne, broerne og den grønne bund = storslået landskab
– gentagelsen i beplantningen: fyr, fyr og fyr
– gentagelsen i formerne, dels træernes klipning, gentagelsen i øerne
Adachi kunstmuseum – Yasugi
Anlagt af Kinsaku Nakane i 1970. Moderne landskabshave, som består af 4 haver: Tør landskabshave, moshave, hvid grushave og en damhave.
Stilistisk rent udtryk, æstetisk i sin fuldkommenhed. Lånt landskab, hvor en hovedvej bliver skjult.
Udtryk: det levende kunstværk i sin perfektion (i ramme), tiden står stille, tavsheden sænker sig.
Virkemidler:
– som Ritsurin: gentagelsen i klip og form
– øerne, søerne – det storslåede sceneri, men hvor det hvide grus giver et mere modernistisk indtryk.
Murin-an – Kyoto
En privat villa, der oprindeligt blev opført ved foden af Kyotos østlige bjerge i 1896 af Taisho-periodens statsmand Yamagata Aritomo, en af grundlæggerne af det moderne Japan. Haven er designet af Jihei Ogawa, bedre kendt som Ueji, der kom ud af en gammel have designerfamilie.
Murin-an er et naturskønt paradis gemt væk mellem travle gader og større berømte steder. Doneret til Kyoto City i 1941 nogle år efter Aritomos bortgang, og er nu åben for offentligheden.
Bygningerne på ejendommen, der består af en dejlig lille dam, en vandringshave samt et lille tehus, består af en to-etagers bygning i traditionel struktur, der fungerer som hovedbygningen, og en bygning i vestlig stil som er omdannet til et slags museum, der indeholder information og billeder om manden, der ejede Murin-an samt af havens designer, Ogawa Jihei. For historieinteresserede rummer anden sal i bygningen det rum, hvor Aritomo og tre øvrige politiske vigtige mænd satte sig ned for at diskutere politik før den russisk-japanske krig i 1903.
Haven er en damhave, som mest er bestemt for at blive betragtet fra huset, men som man også kan spadsere rundt i. Den har en smuk æstetik omkring et snoet vandløb og vandfald, der kan få en til helt at glemme, hvor travl verden er lige udenfor havemuren.
Andre betydningsfylde daimyou teien:
Tokyo:
Koishikawa Korakuen er en af Tokyos ældste og bedste japanske haver beliggende i Koishikawa-kvarteret i Bunkyō, Tokyo. Haven blev opført i den tidlige Edo-periode (1600-1868) på Tokyo-bopælen for Mito-grenen af den regerende Tokugawa-familie. Ligesom sin navnebror i Okayama blev haven navngivet Korakuen efter et digt, der opfordrede en hersker til kun at nyde glæden efter at have givet lykke til sit folk.
Haven er attraktiv hele året, men især i efterårets farvesæson i slutningen af november og i begyndelsen af december. Dusinvis af ahorntræer er plantet omkring havens tre damme, som bliver til levende nuancer af orange og rød. Der findes også en lille, næsten skjult lund af ginkgo træer nær det sydøstlige hjørne af haven, som bliver gylden gule i løbet af efteråret.
Haven blev oprindeligt påbegyndt i Edo-perioden (1603-1867) af Tokugawa Yorifusa, grundlægger af Mito Tokugawa-klanen i 1629. Den er specielt fascionerende med dens selvbevidste repræsentation af forskellige kinesiske områder. Opførelsen blev afsluttet i 1669 af hans søn efter en 30 år lang byggeproces, hvor Zu Shu Shui, en eksil kinesisk lærd, var blevet konsulteret undervejs.
Den centrale dam har en horai-jima som er fyldt med koi’er. En horai-jima “skatteøen” en af de hyppigst forekommende symboler i de japanske haver. Horai-jima er et mytisk sted beboet af det udødelige, og i haven er det repræsenteret midt i dammen, som en lille ø lavet af en sten (eller gruppe af sten). Der er ingen broer, og øen er ikke forbundet med kysten på nogen måde, da Horaijima er utilgængelig for dødelige. Men hvis øen er stor nok, kan der plantes flora, som symboliserer lang levetid. Fuldmånebroen er en stenbro af kinesisk design. Som så mange japanske designs med udenlandsk påvirkning, er denne dog en japansk have med et nik til kinesiske påvirkninger. En yatsu-hashi-bro (består af otte overlappende træ- eller stenplanker) zig-zagger sig gennem et felt af iris. Sawari-trædesten passerer nær et vandfald, og rundt om hvert hjørne udfolder overraskende udsigter sig. I dag er stedet blevet reduceret til 6,5 hektar, men det er stadig et besøg værd.
Rikugien (Iwakasi residence)
Rikugiens hovedindgangsport ligger på det østlige hjørne af parken omkring 5-10 minutters gang syd for Komagome Station på JR Yamanote Line eller Namboku Subway Line.
Rikugien betragtes ofte som Tokyos smukkeste japanske landskabshave sammen med Koishikawa Korakuen. Bygget omkring 1700 til den 5. Tokugawa Shogun. Rikugien betyder bogstaveligt talt “seks digte haven” og gengiver i miniature 88 scener fra berømte digte. Haven er et godt eksempel på Edo-periodens vandringshave med en stor central dam omgivet af menneskeskabte bakker og skovområder, alle forbundet med et netværk af stier.
Det tager cirka en time at komme rundt i hele havens netværk af vandrestier i rolig tempo. Stierne snor sig rundt om i haverne, gennem skove og åbne græsplæner og fører til flere tehuse, som er åbne for offentligheden. F.eks. Fukiage Chaya tehus langs dammens nordvestlige kyst .
Hama Rikyu ligger 10-15 minutters gang fra JR Shimbashi Station eller 5-10 minutters gang fra Shiodome Station på Oedo Subway Line og Yurikamome forhøjet tog.
Stedet blev Tokugawa shogunenss sommervilla i 1704 og blev navngivet Hama Rikyu i Meiji-æraen. Den omfattende vandringshave ligger i udkanten af Tokyo-bugten og omfatter den eneste tidevandsdam i Tokyo, shiori-no-ike, der skifter niveau med tidevandet. Den traditionelt indrettede have står i skarp kontrast til skyskrabere i det tilstødende Shiodome-distrikt. Haven har beskårede fyrretræer og en pæonhave. Et af fyrretræerne er over 300 år gammel og siges at være plantet af Tokugawa Ienobu selv. Nakajima-øen er forbundet med Konoji-shima-øen med en bro. Øens Tehus, Nakajima-no-chaya, byder på fantastiske udsigter.
Kanasawa
Kenrokuen i Kanazawa er med rette klassificeret som en af Japans “tre smukkeste landskabshaver” sammen med Mito’s Kairakuen og Okayama’s Korakuen. Den store grund var den ydre have i Kanazawa Castle. Kenroku-en blev udbygget fra 1620’erne frem til 1840’erne af Maeda-klanen, der styrede det tidligere Kaga-domæne (nuværende sydlige del af Ishikawa) som en typisk Daimyo have.
Kenrokuen blev åbnet for offentligheden i 1871 og har forskellige blomstrende træer, hvilket giver haven et nyt udseende afhængigt af årstiden.
Navnet Kenrokuen betyder “haven af de seks sublimiteter”, hvilket henviser til rummelighed, afsondrethed, kunstig, antik, masser af vand og stor udsigt, som ifølge kinesisk landskabsteori er de seks væsentlige egenskaber, der udgør en perfekt have. En spadseretur rundt i Kenrokuen øger forståelsen for denne landskabsteori, da området har mange vandfunktioner, broer, tehuse, træer, blomster, sten, udsigtspunkter samt skjulte områder.
Okayama
Korakuen er en smuk landskabshave og Okayamas hovedattraktion, placeret lige ved siden af Okayama Castle, som kan ses fra haven som “lånt landskab”.
Den lokale feudale herre beordrede opførelsen af Korakuen i 1687 som et sted for underholdning for den herskende familie og et sted til at kunne modtage vigtige gæster. Lejlighedsvis fik offentligheden lov til at komme ind i haven.
Mito
Kairaku-en er mest kendt for sine over tre tusind blommetræer.
Kairaku-en blev pågyndt i 1833 af Tokugawa Nariaki, daimyō af Mito Domain som selv designede haven. Opførelsen blev afsluttet i 1842. Kairaku-en var oprindelig beregnet til at tjene til glæde for offentligheden, hvormed Tokugawa Nariaki mente samurai-klassen. Almindelige mennesker fik kun adgang på bestemte datoer hvert år.
Kairakuen er særlig smuk i blommeblomstringssæsonen, fra slutningen af februar til marts. Haven har omkring 3000 træer med hvide, lyserøde og røde blomster. Mito Plum Festival (Mito Ume Matsuri) afholdes årligt fra midten af februar til slutningen af marts. Kairakuen har også en bambuslund, cedertræer og et to etagers Kobuntei, et traditionelt japansk hus med udsigt ud over Chinami søen.
Efter Meiji-restaureringen blev parken den japanske regerings ejendom, og Tokiwa Jinja, en Shinto-helligdom blev opført på grunden. Haven blev officielt omdøbt til Tokiwa Park i 1873. I 1922 blev det udpeget som et nationalt historisk området et sted for naturskøn skønhed. Kobuntei pavillonen brændte ned i 1945 under bombningen af Mito under Anden Verdenskrig, men blev restaureret i 1958. Parkens navn blev officielt ændret til “Kairaku-en” i 1948. Parkens samlede areal er 300 hektar.
Den betjenes fra Kairaku-en Station på JR EastJōban Line, men stationen er kun åben i blommeblomstringssæsonen. Sakurayama, kendt for sine kirsebærblomster i april, er en del af parkområdet, men er placeret på den modsatte side af togsporene.
Seishuen (Suizenji, Seishu-en) – Kumamoto
Suizenji placeret på den sydøstlige side af Kumamoto Castle blev skabt af Hosokawa Tadatoshi (1586–1641), der tog kontrol over Higo (Kumamoto) domænet i 1632. Her byggede han i 1630’erne et buddhistisk tempel kaldet Suizenji og et tehus. Suizenji Jojuen er en vandringshave (kaiyushiki teien) opført omkring en dam med vand fra Mount Aso.
Haven gengiver de 53 poststationer i Tokaido, den vigtige vej, der forbandt Edo med Kyoto i Edo-perioden, i miniatureform, herunder en lille Mt. Fuji.
To stenbroer ved indgangen stammer fra Meiji-æraen (1868-1912). Mod øst, på den anden side af søen, er et slående symmetrisk tsukiyama, eller kunstigt bjerg, der fremkalder formen af Mt. Fuji. Nord for haven ligger Izumi-helligdommen, der stammer fra 1878, året efter at Kumamoto blev brændt ned i Satsuma-oprøret. Oprørerne siges at have brugt miniaturebjerget Fuji til at montere et artilleribatteri i angrebet. Ved siden af Inari-helligdommen, som ærer høstens guddom, ligger fire lunde med blommetræer, somr blomstrer i det tidlige forår.
Suizenji ligger 30 minutters sporvognstur fra JR Kumamoto Station. Stå af ved sporvognsstoppestedet “Suizenji Koen”, hvorfra parken kan nås i en kort gåtur.
Hikone
Genguen (Genkyuuen)
Genkyuen er en vandringshave omkring en central dam og en cirkulær vandresti. Den blev opført på grund til Hikone Castle i 1677 af den lokale daimyo til underholdning for gæster og familien. Det er designet efter en paladshave fra Tang Kina.
Der er placeret fire små øer ud over dammen, som er forbundet med broer. Hikone Castles står på bakken bag haven og tjener som “lånt landskab”. En klynge træbygninger er placeret ved siden af dammen. Tidligere tjente de som underholdning for daimyoens gæster. I dag kan de besøgende nyde en kop te.
Ved siden af haven står Rakurakuen-paladset, der fungerede som bopæl for herrens familie. Det store trækompleks er i øjeblikket ved at blive renoveret. Renoveringsarbejdet er planlagt til at fortsætte indtil 2025, men det har næppe nogen indflydelse på et besøg i Genkyuen Garden.
Osaka station – Gen-Miyazono Fra Osaka station til Hikone Station En time sytten minutter (via JR Tokaido Line). Fra Hikone Station til Gen-Miyazono Ca. Ti minutters gang
Opførelsen af haven startede i 1677 og sluttede i 1679, Genkyu-en, Keyaki Goten, var en villa i Hikone Castle (1622). Det er udpeget som en National Scenery Beauty. På nuværende tidspunkt hedder haven Genkyu-en og bygningen hedder Rakurakuen. Genkyu-en er en vandringshave med en central dam med 9 broer over øer og forbjerge i dammen. Den bedste sæson at besøge er om efteråret, hvor røde og gule blade reflekteret på dammens overflade er storslåede. Især det årlige Projektørlysshow om efteråret er en tur værd.
Almindelige japanske betegnelser for haver og templer:
Shinto helligdom (shrine): jinja, jingu, taisha eller –gu.
Buddhistisk tempel (tera): -in eller –an betyder et mindre buddhistisk tempel, hvor -ji eller dera betyder et større tempel.
Hondo: hoved hallen i et tempelkompleks.
Have: Niwa, teien, -tei, -en.
Park: koen