Edo periodens søhaver – chisen kanshoushiki teien 池泉観賞式庭園 eller jouge nidanshiki teien 上下二段式庭園
Søen eller dammen var ikke blot en del af de store vandringshaver, hvor man gik rundt i haven og betragtede de forskellige udsigtspunkter. Der blev også konstrueret mindre søhaver, chisen kanshoushiki teien, hvor haven primært var designet til at blive set fra et fast punkt, zakanshiki teien, enten indefra eller fra en pavillon. I nogle haver kunne man også gå rundt, men det var ikke havens hovedsigte. En særlig variation af denne havetype blev meget populær i begyndelsen af Edo perioden, det er den såkaldte to-trins-have, jouge nidanshiki teien. En mindre dam i den nedre havesektion som både visuelt og i sin kompositionen på en øvre sektion er forbundet med en skråning med planter og klipper.
Mange af haverne er konstrueret på steder, der har naturlige skråninger og skrænter. En praktisk grund til havens dam, og dens umiddelbare nærhed til templets shoin, har været dens umiddelbare funktion som vandreservoir i tilfælde af brand.
Havetypen ses i templer langs Kyotos bjergsider f.eks. Toju-in (gr.lagt 1341) (jvf. Købelevhaven ved Nakskov), Nanzen-in (1274), Nanzen-ji (1290, haven er fra slutningen af 17. årh.), alle templer der blev voldsomt hærget under Oni-krigene, Chishaku-in (1598, haven er genopbygget i 1674 og senere i 1947), Shouren-in (gr.lagt 9 årh., haven er første gang skabt Muomachi, men er blevet genopbygget i løbet af Edo perioden og igen i 1909). Andre eksempler fra Kamakura, Muromachi og Edo perioderne indbefatter Toukouji i Yamanashi prefecture, Manpukuji i Masuda, og Ryoutanji i Shizuoka prefecture. Emma-in (1647) del af Enjo-ji Templet, Otsu. Sanzen-in (grundlagt 985, søhaven er tilført mellem 1648 og 1654)
Eksempel: Joju-in
Joju-in er et subtempel til Kiyomizu Tempel. Templet tjener som hovedkvarter og præstebolig for Kiyomizo-dera, og kan kun besøges såfremt man på forhånd har søgt om tilladelse til at besøge templet. Templet er fra 1629 og haves oprindelige designer siges at være Soami (1472-1525) og senere rekonstrueret af Kobori Enshu (1579-1647) i 1633. Haven menes senere at være rekonstrueret i Genroku perioden (1688-1703).
Haven er forbundet med Hojo’en mod syd og en lav hæk mod nord. Mod øst er haven forbundet med en stejl bakke som indeholder en variation i plantearter, et tørt stenvandfald, en træbro som engang var dækket med græstørv og op ad bakken et tehus. Når man går op ad bjergsiden så afløses de afrundede former i azalier og buskbom af firkantede former i buskene. Og højere op ad bjergsiden findes den naturlige vegetation af træer og bjerg, hvilket gør illusionen af en meget stor til virkelighed. Genspejlingen af buske og træer i søen giver haven en ekstra dimension.
En lille videogennemgang af haven finder du her:
Selvom haven ikke er mere end ca. 600 m² stor opleves den meget større. En vigtig del af skønheden i Joju-in skyldes “den levende scene” eller ”det lånte landskab” (shakkei) hinsides haven selv. Bjergsiden på vestsiden af haven og buskenes og træernes indgriben giver en baggrund for havens elementer, en baggrund, som skifter farve i takt med årets gang. I forgrunden på bjergsiden står en lampe. Da lampen visuelt er forbundet med stenlampen på en lille ø i søen bliver både lampen og bjergsidens træer og buske trukket med ind i haven uanset at der går en større kløft mellem de to elementer.
Der er adskillige unikke elementer i haven, som adskiller den fra andre kendte haver i Kyoto-området. Karakteristisk for Edo haverne er, at man satte navne på sten, lamper, planter og på haven selv, det skulle stimulere beskuerens forestillingsevne. Jojo-in blev kendt som “Måne-beskuelses-haven”.
1) Den vejrbidte stenlanterne kaldt “Dragonfly” (guldsmedlampen) reflekteres i en anden lampe på den fjernere bakkeskråning, hvilket skaber en usædvanlig form for lånt landskab. Lampen er af stilen ikekomi-gate – den har lånt pedistal. Formen på taget og kappen bevirker at den tilhører tempellamperne af stilen Nigasudokata, opkaldt efter den helligdom i Nara, hvor stilen opstod. I de tidlige haver satte man ofte lamper i tempelstilen, dels for at “skabe” et tempel, men også for at skabe lys og dekoration. En tredje lampe “Bali lantern” er en rustik oki-gata type sat på et stenfremspring ved øst enden af haven. Man bemærker næsten ikke lampen, men når man indgående betragter havens detaljer så giver dens rustikke enkelthed en “underdreven” overraskelse.
2) En interessant formet sten, kendt som “Eboshi ishi” er sat på samme ø som “Dragon fly” lampen. Navnet stammer fra dens lighed med formen på ceremonielle hat et eksempel tidligere tiders retspersoner brugte.
3) Der er et miniature blomstrende kameliatræ kaldt Wabisuke Tsubaki – navngivet sådan pga. et lignende træ, der blev givet til den berømte te-mester Sen no Rikyu af en handelsmand – Wabisuke fra Sakai.
4) Den store vandsten “chozubachi” lige ved på kanten ved verandaen. Den blev formentlig givet af Hideyoshi til Joju-in i 1582. Dens specielle form refererer til “hængende” ærmer på en kvindes kimono. Tsukubaien er essentiel i tehaven, idet dens funktion er, at gæsten spirituelt har renset sig inden tehuset betrædes. I den ceremonielle tehave kaldes vandstenen en “tsukubai”.
5) En lille have vest for centralrummet af “hondo” er en tresidet lanterne, der menes at være en dem, der skal hvile sig i skyggen af en enkelt stedsegrøn eg.
6) Skildpaddeøen. Ifølge tidlige kinesiske legender bar skildpaden på sin ryg “øerne af Immortal”, nogle gange relateredes den til “stenen af de titusinde evigheder”. Skildpadden i Joju-in fremstår dog ikke så skildpaddeagtig som i andre japanske haver som: Konchi-in og Nishi Hoganji. I det kinesiske koncept symboliserer skildpadden alder og eroderede bjerge. Ofte er den “parret” med den mere opretstående og forrevne trane-stengruppe, som ses idet sv. hjørne af søen.
7) Traneøen. I Japan er tranen en meget lykkevarslende fugl, idet den repræsenterer et langt liv. I tidlige kinesiske legender var en stengruppe lignende en trane kendt som “ikke-at-ældes-stenen” idet den repræsenterede unge forrevne klippestykker. I mange japanske haver indgår tranen selvom den er blevet modificeret til at ligne de originale sten og forrevne klipper.
8) Broen til trane-øen. En bro går over dammen til traneøen. Øer i de tidlige tiders haver repræsenterede øer af de udvalgte – modsat menneskeracen. Tidlige broer blev lavet af naturlig flade og aflange sten og de blev dermed en integreret del af landskabet. Senere, for at fremhæve menneskets betydning for havedesignet, blev broer tydeligt håndlavet i deres konstruktioner. Broer i forbindelse med hellige områder bliver således symboler på menneskelig deltagelse og indgriben i naturen.
9) Det forrevne fyrretræ. Dette strengt formede fyrretræ (Tanyosho fyr) står i stærk kontrast til de mange symmetrisk formede buske i haven. Selvom træets stamme næsten er skjult, så vidner den forvredne form og kronens store omkreds et træ af betydelig alder, måske to eller tre hundrede år.
10) Wabisuki Tsubaki. Kamelia træet bag traneøen er kendt som wabisuku tsdubaki, opkaldt efter den forretningsdrivende Wabisuke fra Sakai. Den værdsatte temester Sen no Rikyu modtog en kamelia af samme slags fra Wabisuke – heraf dens navn. Når den blomstre er den dækket med vidunderlige blå små kameliablomster
Eksempel: Chishaku-in
Templet var oprindelig tableret i Kii provinsen, men blev flyttet til den nuværende placering af Tokugawa Ieyasu i 1598. Haven, som er tilskrevet Sen no Rikyo (1522-1591), er genopbygget i 1674 af Sosei. Men det menes at haven, som den fremstår i dag, er designet efter den store tempelbrand i 1682. Bygninger og have blev senere ødelagt ved en brand i 1947. Søhaven ligger langs en abbeds kvarter og hovedtempel hallen på en nord syd akse og en stejl bakkeside mod øst indgår i havens overordnede design. Oprindelig har vandfaldet fra den enkle udhuggede sten været tørt. Foran vandfaldet ligger en raffineret udformet klippe ø. På bakkeskråningen danner tre sten en bro, som givet er det eneste der er tilbage fra den oprindelige have.
Almindelige japanske betegnelser for haver og templer:
Shinto helligdom (shrine): jinja, jingu, taisha eller –gu.
Buddhistisk tempel (tera): -in eller –an betyder et mindre buddhistisk tempel, hvor -ji eller dera betyder et større tempel.
Hondo: hoved hallen i et tempelkompleks.
Have: Niwa, teien, -tei, -en.
Park: koen