Gårdhaven – tsubo niwa 坪庭/壷庭

Gårdhaven – tsubo niwa 坪庭/壷庭

Gårdhaven eller tsubuniwa’en har mere end nogen anden havetype været influeret af arkitektur og byplaner. Haven kan karakteriseres som en indelukket have i et hus eller i et tempel, hvor den har udfoldet sig på et relativt lille areal, afsondret fra den yde verden.

Begrebet tsubo

Betydningen af ordet er ikke entydig og deri ligger indirekte en fortolkning af haven. I nyere tid skrives tsubo med det kinesiske skrifttegn坪, som refererer til målet af et areal på ca. 3,3 m², der svarer til arealet af to tatami måtter. Almindeligvis er tsubo måleenheden for huse og ejendomme med undtagelse landejendomme. Nogle tsuboniwaer har en størrelse på en tsubo, nogle er mindre, mens de fleste er noget større, men dog stadig en lille have.

Især tidligere blev der brugt et andet kinesisk skrifttegn, som var tegnet for et særligt kar i keramik, der blev brugt i kinesisk mystik til meditation. Med dette tegn kommer der en tredimensionel dimension i haverummet. Et haverum, som dels er omsluttet af husets vægge, men samtidig har en øvre kant, der dannes af husets beskyttende træudhæng.

En tredje måde at skrive tsubo på, er tegnet for den livsenergi ki  気 (på kinesisk chi) som gennemstrømmer alt. Ifølge denne tankegang findes der i den menneskelige krop energistrømme svarende til vores nervesystem. Langs energilinierne findes der særlige punkter, der kan genetablere energistrømmen, en viden der bl.a. udnyttes i akupunktur og i fingertryksmassagen (shiatsu). På japansk kaldes energipunkterne tsubo. Som den menneskelige krop, kan en bolig eller et hjem beskrives som en krop, hvor beboernes daglige liv er boligens energiflow. Energiflowet kan bl.a. holdes i gang ved pasningen af den tilhørende have. Ved at tilføre energi til haven via pleje og pasning får man ifølge denne tankegang en tilsvarende positiv energi retur. Du kan dog kun få den energi tilbage, som du selv bidrager med.

Oprindelsen af tsubo niwa

Havetypen har en lang historie. Allerede Heian periodens (794-1185) shinden-zukuri stil havde tsuboniwa’er. Når den centrale hovedbygning var flankeret til højre og venstre samt bagerst af underordnede bygninger, som igen var kædet sammen med åbne korridorer, blev der skabt naturligt indelukkede rum og dermed gårdhaver.

I takt med samuraiernes og krigsherrernes stigende indflydelse på samfundsudviklingen kom der et skifte i arkitekturen med shoin-zukuri stilens opståen. Tsuboniwaen var der stadig, men var med de arkitektoniske ændringer blevet lidt mindre. På trods af forskelle i størrelsen, var tsuboniwa’en i det kejserlige palads og i samurairesidenserne lig hinanden. De var udviklet som et privat rum, og var som sådan meget forskellige fra den ”offentlige” have ved paladser og palæer, som var udstrakte haver med damme og rindende vand.

Med Muromachi perioden (1333-1573) var shoin-zukuri stilen blevet overtaget af zen templerne, og tsuboniwa’erne blev derfor oftest designet i form af kare-san-sui haver.

Byboerne (chõnin)

I Kyoto var bystrukturen oprindelig lagt ud i et gittersystem. Den smalleste blok var en cho, som igen var delt 4 gange fra nord til syd og 8 gange fra øst til vest dvs. i alt 32 jordlodder (henushi). Ved slutningen af Heian perioden havde denne idealplan ændret sig i forhold til et mere praktisk dag til dag princip. Af de 32 jordlodder var det kun de 20 jordlodder, som lå yderst ud mod hovedfærdselsåren, der var bæredygtige. Bygningerne her kunne nemlig udnytte husfronten, som var direkte tilgængelig for de forbipasserende, i forbindelse med indehaverens forretning eller værksted. Den centrale del af cho’en udviklede sig til et mere eller mindre ubebygget område, som blev brugt til den fælles brønd, grønsagsområder og toilet. Det var en komfortabelt, men nok så uhygiejnisk kombination. Hovedparten af byboerne levede i sidestrøgene eller gyderne bag hovedstrøgene. De, som ikke var købmænd, var håndværkere, tjenestefolk, lærlinge m.m.

Indtil Edo perioden var byboernes (chonin) huse almindeligvis grove med simple vævede måtter eller tynde brædder som vægge og et brædde- eller græstag, der blev befæstet af bambus og holdt nede af klipperstykker. Indenfor var der et jordgulv og bagerst i huset var der et hævet plankegulv.

Ødelæggelser efter Oninkrigene (1467-77) og de efterfølgende urolige år betød, at bl.a. Kyoto skulle bygges op igen, men det blev nu i en mere planlagt form. I en kombination af borgernes stigende økonomiske ressourcer samt nye konstruktionsteknikker, opstod i begyndelsen af Edo perioden en ny form for byhuse – machiya – det traditionelle japanske byhus.

Det opdelte samfund – De fire samfundsgrupper

Tokugawa shogunerne bestræbte sig på at opdele det japanske samfund i fire adskilte og nedarvede statusgrupper: samuraierne (shi), bønderne (nõ), håndværkerne (kõ) og købmændene (shõ). Under dem igen kom eta (de udstødte personer) og hinin (ikke mennesker). Skellene mellem grupperne var skarpe. Samuraierne måtte ikke arbejde som handelsfolk eller udøve landbrug. Bønderne måtte ikke engagere sig i handel og blev i øvrigt formanet til at leve nøjsomt af, hvad de selv kunne producere. Købmændene måtte hverken købe eller besidde jord på eget initiativ. Ægteskab på tværs af klasserne var absolut ikke velset i datidens samfund, men med tiden kunne det ikke undgås at bl.a. en samurai bortgiftede sin datter til en købmandsfamilie. Selvom købmandsstanden var den lavest placeret af de fire klasser, fik de efterhånden en økonomi og velstand, der sagtens kunne overgå en samurai.

Byer og byvækst

I Edo perioden var der en fortsat vækst i den urbane og agrare økonomi, en vækst der udsprang af at der var fred, en forbedret teknologi, en stigende landbrugsproduktivitet, en stigende befolknings-udvikling samt en stigende efterspørgsel i byerne. Med samfundets vækst udviklede byerne sig langsomt i form af bøndernes landsbyer, havnebyer, byer som groede op omkring templer og shrines, små byer langs de store veje, der servicerede de rejsende og ikke mindst byerne omkring daimyo’ernes store borge. Daimyo’ernes rolle var ændret på en måde, som også betød en større efterspørgsel bl.a. i form af det tvungne skiften residens mellem Edo og deres hjemlige domæner.

 Ved indsættelsen af Tokugawa bakufu’en blev en del daimyõ degraderet eller fik tildelt nye domæner. Det betød, at mange samuraier blev ronin, dvs. herreløse samuraier. Nogle af disse ronin blev skolelærere i landsbyerne, men mange, ofte forarmede, samuraier søgte mod byernes større anonymitet. Tidligere havde samuraier, som havde stået deres daimyo nær, været tvungen til at begå rituelt selvmord, når deres herre døde. Det blev nu forbudt, og man forsøgte at skabe en ny form for bushido, der var mere egnet til fredstid. Våbenbesiddelse blev strengt kontrolleret af bakufu’en, og det var kun tilladt samuraierne at bære sværd.

Bønder, som havde mistet deres jord begyndte også at søge ind til byerne. Specielt det store vulkanudbrud i 1783 og de efterfølgende ugunstige vejrlig, betød at bønderne fik det utroligt svært. Det menes at 1/3 af det kultiverede areal blev ødelagt, og at tusindvis af bønder sultede ihjel.

Den flydende verden – ukiyo

Edo perioden blev også en periode med ekstrovert æstetik, hvor det sensuelle gik forud for det spirituelle. Selvom bakufu’en nægtede byboerne og handelsstanden adgang til samurai- eller adelsstanden, skabte de efterhånden deres egen kultur. Det handlede om at nyde livet. De store byer havde alle autoriserede fornøjelseskvarterer, og selvom de ikke var velsete, blev de tolereret af myndighederne. Sammen med Kabuki teater, gadeunderholdning, sumobrydning, kurtisaner m.m. udgjorde disse kvarterer den ”flydende verden” (ukiyo). Her var den normale samfundsorden på mange måder sat ud af funktion. Fornøjelseskvartererne gav frirum for den disciplinering og det hieraki, der var i dagligdagen, her var det libertinerne og kurtisanerne, der var toneangivende for stil, sæder og skikke.

På trods af den konsekvente klasseopdeling i Edo samfundet, foregik der som nævnt alligevel en hvis sammenblanding mellem samuraierne og især købmændene. Samuraierne var betaget af købmændenes livsstil og stod ofte også i økonomisk gæld til dem. På den måde skete der langsomt en kulturel sammenblanding af de to verdener.

Selvom Tokugawa Bakufu’en havde sat restriktion på almindelig rejseaktivitet bl.a. med rejsepas og kontrolposter, blev de såkaldte pilgrimsrejser behandlet mere lempeligt. Mange byboere, men også landsbyboere, kombinerede organiserede pilgrimsrejser med fornøjelse. Efter at have besøgt et helligt tempel eller shrine, følte de sig frie til at lade sig tilfredsstille med mad, drikke og sex, der generøst var gjort tilgængeligt nær de største templer og shrines som f.eks. Ise helligdommene og Itsukushima shrinet. I forbindelse med disse pilgrimsrejser fik træbloktrykkene (ukio-e) en kæmpe opblomstring. Ikke blot med motiver fra de besøgte steder, men også med print af livet i den ”flydende verden”. Teknikken gjorde det muligt, at printene nu kunne være i farver.

Købmandshuset – omoteya-zukuri

Købmændenes huse blev gradvist genordnet i blokke af boliger, med en veldefineret, rektangulær form og under et tag. Den specielle type af byhuse som opstod, havde en smal front mod gaden, mens arealet fra fronten til bagenden af huset var en langstrakt og smal rektangulær tange.

I et hus med en smal rektangulær form, der stødte lige op til hinanden under et enkelt tag, havde måske tilstrækkelig med lys og ventilation forrest i huset, men ikke længere tilbage i huset. Til at løse dette problem opstod en arkitektonisk stil omoteya-zukuri (gadefronts konstruktion) populært kaldt en ”åleruse”, der gjorde det muligt at forøge det areal, der blev brugt til bolig.

I Kyoto-Osaka regioen havde man langs siden af huset en lerstampet adgangsvej fra hovedgaden til husets bagende, med adgang til rummene langs gangstien. Det havde man ikke i Edo. Her var fronten med forretningen sædvanligvis et lerstampet område med en butik med træ belagt gulv bagved. De handlende kom ind på lergulvet og sad på kanten af det hævede butiksgulv, hvorfra de fik forevist butikkens varer.

Konstruktionen muliggjorde et højt effektivt byhus, der kombinerede arbejdssted eller forretning med selve boligen. I denne omoteya stil var butikken eller forretningsdelen, som vendte mod hovedfærdselsåren mere eller mindre uafhængig kædet til den bagliggende beboelses- og receptionsdel (omoya). Bagved igen var – afhængig af forretningens karakter – skiftevis enten et lagerrum til at opbevare de varer, som familien handlede med, et arbejdssted, eventuelt et terum eller måske et specielt rum til andre familiemedlemmer (hanare-zashiki). De to åbne områder mellem sektionerne tjente som lysindfald, samt tilvejebragte ventilation. Udover at konstruktionen tjente til at holde huset køligt om sommeren, gav den samtidig mulighed for at skabe en have.

Da størrelsen af skatten blev beregnet ud fra bredden af facaden, blev skatten dermed holdt nede. En ordning som yderligere befordrede udviklingen af handel og håndværk, og dermed en stigende økonomisk velstand og indflydelse til købmændene. En ide om deres velstand kan ses af vore dages Gion festival. Festivalen blev organiseret af den stadig mere velstående købmandsstand. Den var lokalt organiseret og hvert nabofællesskab stod for hver sin dekorerede ladvogn eller flåde, som gennem en fælles procession blev trukket gennem byens gader.

Billeder fra Takayama festivalen: Sanno Matsuri 14. og 15. april. Festivalerne i Takayama begyndte i 1690’erne

Udviklingen af tsuboniwaen

Fra Momoyama perioden (1573-1603) og ind i den tidlige Edo periode (17. årh.) hindrede det stive system med fire stande, købmændene i at skabe bekostelige haver i de åbne arealer i deres byhuse. Med udviklingen af handlen og en stigende stabilitet i købmændenes levefod, begyndte de at betragte de åbne rum som et sted, hvor de kunne udtrykke deres personlige stile og smag. Da teceremonien udbredte sig til de moderat formuende medlemmer af købmandsklassen, gav tsuboniwaen også en mulighed for spirituel udfoldelse. De små haver udenfor terummet, der oprindelig var beregnet til at bringe lys, udviklede sig gradvist i både design og funktion indtil de blev en roji, der tjente som en æstetisk indbydende invitation til og spirituel forberedelse for teceremonien i terummet. Tokugawa shogunatet udstedte dog jævnligt såkaldte overdådigheds forordninger, som forbød de velstående købmand i at bruge større summer på haverne, og de fleste af købmændenes tsuboniwaer var derfor også ret ydmyge.

Brande

Brande var altid en risiko i en tætbebygget by med mange træhuse. Den store Tenmei brand i 1788 ødelagde det meste af Kyoto og igen i 1864, hvor 2/3 dele af Kyoto blev reduceret til aske af de brande, der fulgte med optøjerne og kampene i byen. På grund af de politiske omvæltninger tog den sidste genopbygning af byen mange år. Men med genopbygningen blev machiya arkitekturen endnu mere forfinet. I den stabile Taisho æra (1912-26) som fulgte de turbulente Meiji år (1868-1912) nåede arkitekturteknikken og havedesignet, som det ses i Kyotos traditionelle købmandsboliger og deres tsuboniwaer, en enestående grad af forfinethed.

For at forebygge spredningen af ild fra hus til hus, blev mindre brandmure og vingemure (udatsu)

tilføjet den tagsektion, der forbandt to boliger. Muren fik ofte et dekorativt særpræg med tilføjelsen af ornamenteret tegltag. Et andet særpræg, der blev tilført machiya taget, er tagryggens ornamenterede endetegl (oni-gawara). Det ornamenterede endetegl repræsenterede husets bomærke og reflekterede husets stolthed. Oprindelig blev oni-gawara brugt både som amulet og dekoration og var udformet som et djævlehoved.

Billede?

De to tsuboniwaer

Boligen skulle have to haver, en forest og en bagved. De to haver repræsenterer hver for sig hverdagens offentlige familieliv samt den særlige private side.

Da haven er skabt inden i selve bygningen, indgår den i et samspil mellem håndværket i bygningsdelene (tag og tagudhæng, shoji og vinduer, vægge og stolper, de åbne verandaer og korridorer) samt havens elementer (skofjernelsesstenen, trædesten, vandbassin, stenlanterner og omhyggeligt plejede planter), i hele dette samspil blev der skabt et elegant miniature univers.

Almindeligvis er tsuboniwaen ved indgangen 2 eller 3 tsubo i areal og har som tehaven oftest et vandbassin og en enkel stenlanterne. Som have er den smal. Omgivet af de øvrige bygningsdele, der hindrer direkte sollys, er der kun mulighed for et minimum af lav vegetation. Haven giver derfor et indtryk af underspillet skønhed på samme måde som zentemplernes tørre landskabshaver. Haverummets placeringen forrest i huset giver et åbent indkik for alle husets besøgende.

Om sommeren, når man stænkede vand på tsuboniwaen i den dunkle indgangshal, ville temperaturen falde. Når luften køles ned bliver den tungere og flyder dermed ud mod tsuboniwaen for enden af beboelsen. Her er der mere lys og luften er mindre tung. Den luftstrømning, som dermed sættes i gang, fungerer som et naturligt kølesystem og bringer en kølig brise til bolig- og receptionsområdet.

Den anden tsuboniwa ligger bag beboelsessektionen og foran lager- eller magasinbygningen. I de fleste tilfælde er haven omgivet af en veranda og vaskepladsen, samt bad og toilet ligger tæt ved. Haven er relativ rummelig og sollyset giver mulighed for en vis variation af planter. Til forskel fra den forreste have er den bagerste have et privat anliggende, den bliver kun betragtet af familiemedlemmer og af personer, som har tilladelse til at komme i denne del af beboelsen. Haven og dens brug af effekter og design blev derfor et sted, hvor indehaveren kunne udtrykke sin personlige smag.

I det moderne Kyoto er det blevet svært at bevare de gamle købmandshuse og dermed også de smukke tsuboniwaer. For bedre at kunne udnytte den knebne plads og minimere faren for brand er den traditionelle machiya og omoteya-zukuri bebyggelse langsomt erstattet af mere lukkede huse og i mange tilfælde med en fleretagers moderne bygning.

Udtryk og virkemidler

Udtryk

Gårdhaven er i sit design meget påvirket af te-havens elementer: stenlygten, tsukubai anlægget, trædesten, hegn m.m. Elementerne har ingen funktion, hvis der intet te-hus er knyttet til haven. Da pladsen er trang og lyset gerne beskedent, vil gårdhaven have den samme intimitet som te-haven har. Haven opleves tæt på, men man bevæger sig ikke ind i haven, den er designet til at blive betragtet udefra, og hvis den støder op til flere rum, også fra flere sider.

Virkemidler

For at haven skal opleves spændende, bruges der ofte høje slanke hegn til at opdele haverummet i flere rum, hegnet kan også danne baggrund for andre elementer. I plantevalget vil der blive arbejdet med modsætningen mellem det høje og det lave. De valgte træer vil være høje og slanke, med en elegant grenbygning. Den japanske ahorn er almindelig brugt, og den vil samtidig kunne tilføre rummet de vandrette linier. Gårdhaven kan hente inspiration i alle haveformer, tilførslen af lyst grus vil f.eks. lyse op i et ellers mørkt rum. Den zen-buddhistiske idé om at ét sandkorn indeholder hele kosmos, kan passende være et billede på gårdhaven.

Tre eksempler

Sumiya – Pleasure House – Kyoto

Glædeskvarteret i Edo tidens Kyoto lå i Rokujõ-Misujimachi i den centrale, men sydlige del af Kyoto, ca. 1 km nord for nutidens Kyoto Station. Shogunatet blev forudroliget over stedets stigende popularitet og beordrede det flyttet til et mere afsides liggende sted, nemlig umiddelbart vest for Nishi Honganji templet, hvor det blev kendt som Shimanara. En tilsvarende flytning kendes også fra Edo (det nuværende Tokyo).

Selvom shogunatet forsøgte at sætte begrænsninger op voksede og trivedes glædeskvartererne og elegante huse til stævnemøder voksede hurtigt frem. I dag er der i Kyoto kun et enkelt hus tilbage, Sumiya, der har sin mere eller mindre oprindelig form. Den ældste del daterer sig tilbage til 1640 umiddelbart efter flytningen af kvarteret. Det meste af huset er dog bygget i 1670’erne. En indgang i sydsektionen er tilføjet i 1787. Sumiya er dekoreret i en rig og usædvanlig fantasifuld version af Sukiya stilen, hvilket bl.a. fremgår af de forskellige skydedørene.

Geisha hus – Kanasawa

Geisha huset – O chaya shima (shima = et gæstehus’ velvilje) er fra 1820. Gæsterummet, der her er vist er udstyret med koto – japansk harpe – og shamisen, et trestrenget instrument.

Virkemidler:

– den lille intime have, (henter inspiration i alle øvrige havetyper) hvor alt er vigtigt,

– statikitter, som adskillelse og baggrund

– valg af planter, stedsegrønt m. gode blade/grene, den lette ahorn

– design

Kusakabe – Købmandshus i Takayama

Huset er bygget i 1879 og er nu museum; Kusakabe Folk Art Museum. Huset afspejler velstanden hos købmændene efter Meji Restorationen i 1868. Det er i dag udstyret, som i de sene 1890’er.

Eksempler på tsuboniwaer: (* = set)

Templer og shrines

Fujitsubu, Kyoto Imperial Palace. Gårdhaven i Hikyosha, en bygning lidt væk fra paladset. Haven har en enkel blåregn stående i gruset omgivet af paladsets elegante trækonstruktioner.

Hagitsubo, Kyoto Imperial Palace.

Kamigano Shrine

Matsunoshita-ya, Fushimi Inari Shrine

Kyokusui Garden, Matsunoo Shrine

* Ninnaji Temple: En smal have omgivet af en åben korridor, der fører fra Kuro-shoin til Shinden. En lille bambus art trives på et tæppe af mos, hvor der er sat 4 små klipper. En sofistikeret, smagsfuld have som indeholder atmosfæren fra den traditionelle palads-tsuboniwa.

Zuishin-in Temple

*Rokudo Garden, Nanzen-ji tempel

Nanyo-in tempel

Kosho-ji tempel

Torin-in tempel

Tokai-an tempel

* Daisen-in tempel: Placeret mellem Hojo og Shoin er denne tsubuniwa kendt som Chukai (det indre hav). Det enkel, velfriserede arrangement, med få klipper og med et brøndhus sammen med en enkel kamelia busk har en uprætentiøs skønhed. Daisen-in har også en anden meget mere imponerende have, men de kvaliteter som skaber dette fuldkomne enkel tør landskab sidestiller skamløst det med dets mere beundrede modstykke.

* Kanmin Garden, Zuiho-in tempel: Designeren af haven havde intentionen om en nordhave til Hojo’en mere end en tsuboniwa. Da dens placering – mellem dette kvarter og te rummet – er typisk for en tsuboniwa, kan den her introduceres som et fremragende eksempel på det sidstnævnte. De 7 sten arrangementer på det lyse grus siges at skabe formen af et kors, da den oprindelige grundlægger af templet, Otomo Sorin, var en kristen daimyo. De to forskellige typer bambushegn, der afgrænser haven, er på ingen måde anmassende og hjælper med at integrere helheden.

Saihio Nunnery

Hokogo-in tempel

Kanchin-in (subtempel til Kyoo Gokoku-ji)

Soren-ji temple

*Shojoke-in temple. Denne have omgivet, som den er af bygninger som hojo’en, og et tehus, er designet til at blive betragtet fra alle vinkler. Som det sømmer sig for en tempelhave, siges klipperne på toppen af den mosdækkede lille bakke at repræsentere Buddhistiske guder. I den tidlige sommer er det lange gærde af azaleaer dækket med blodrøde blomster, som er tænkt som et offer til Buddha.

* Totekiko garden, Ryogen-in templet: Når sneen lægger sig i denne lille have, der symbolsk omfavner alle naturfænomener i universet, synes det at intensivere dens symbolske og spirituelle kvaliteter. Den fuldstændige enkelhed i denne specielle tsuboniwa udøver en rensende indflydelse på den besøgendes sind.

En sand lille juvel af en have frembragt i hjertet af templet. Som krusningerne fra en enkel dråbe af vand, der breder sig ud i et mægtigt ocean, sådan kan en lille bitte have symbolisere hele universet. Her hvor solens stråler når ned i haven, tilføjes et vigtigt element til kompositionen.

* Kodia-ji templet: Denne have er designet både til at give nydelse for øjet hos den besøgende som går omkring Kyakuden og som at tjene som fronthave for disse kvarterer selv. Klipperne er sat i mos mod en baggrund, der udgøres af en tagdækket hvid pudsmur og tilsigter at forestille en triade af Buddha guddomme. Vandbassin, trædesten m.m. er alle mere eller mindre massive i forhold til følelsen af den afslappede helhed.

Taiko-an templet

Reikan-ji templet

Daishin-in temlet

Honen-in temlet

Gonge-in templet

Hokyo-ji templet

* Myoiren-ji temlet: Sten ornamenter, som en fem etaget stenpagode og stenlanternen er tilført indenfor de senere år, floden repræsenteres af større sorte rullesten, granitbroen og trædestenene er lavet i traditionel mere ekspansiv stil. Det hele har en fornemhed der er værdig for et stort tempel.

Shozen-ji templet

Sanzen-in Tempel

Chieko-in templet

Ryoju-in templet

Genko-an templet

Jurin-ji templet

*Murin-an templet: Et arbejde af den velkendte have designer Jihee Ogawa (1860-1933). Et ca. 19 m² rum omgivet på alle sider af åbne korridorer og rum placeret bag skydedøre, tjener den det dobbelte formål at bringe lys og frisk luft og samtidig en behagelig udsigt. Designet består af en grund af mos med to piktoriske klipper og ca. 20 små bambus – et simpelt arrangement som omvendt garanterer, at man ikke bliver træt af at betragte det. Denne type af tiltrækning, som den deler med gårdhaven i Kyoto Imperial Palce, repræsenterer tsuboniwaen i den tidligste form.

Byhuse

Ban Residence; Torii Residence; Ueno Residence; Kubo Residence (Hyoki); Okamura Residence; Fujii Residence; Hata Residence; Nose Residence; Bokkai Residence; Yoshida Residence; Inoue Residence; Mikami Residence; Nakakura residence; Matsumura Residence; Tatsumi residence; Nishimura Residence; Ukai Residence; Gen’an.

*Kusakabe – Købmandshus i Takayama

Offentlige steder

Noguchi residence (Karakuan); Miyazaki Residence; Tanaka-ya; Rakusho; Shoeido; Nakazato; Tawara-ya; Kinmata; Tsuruya Yoshinobu;Hashimoto Teru Orimono; Shosuikaku, Nishijin Asagi; Orinasu museum; Yamanaka Oil; Gekkeikan; Wada Residence; Machiya Photo Museum; Kahitsukan, Kyoto Museum og Contyemporary Art; Kasuien, Miyako Hotel.

Almindelige japanske betegnelser for haver og templer:

Shinto helligdom (shrine): jinja, jingu, taisha eller –gu.
Buddhistisk tempel (tera): -in eller –an betyder et mindre buddhistisk tempel, hvor -ji eller dera betyder et større tempel.
Hondo: hoved hallen i et tempelkompleks.
Have: Niwa, teien, -tei, -en.
Park: koen