Begreber og principper i japansk havedesign
Når du skal indfange ånden og stemningen i den japanske have for at omsætte den i din egen have, er det nødvendigt at forstå nogle af de centrale principper i måden at designe japanske haver. Hvordan de enkelte principper konkret indgår i din have afhænger i nogen grad af den have, du er ved at skabe: havetypen du tager udgangspunkt i, og de ydre rammer du har omkring din have. Men under alle omstændigheder bør principperne indgå i dine overvejelser gennem hele processen både i planlægningen, i udformningen af det konkret design og efterfølgende i vedligeholdelsesarbejdet. Forståelsen af principperne kommer desværre ikke af at læse om dem, for de fleste af os vil det først være i den praktiske omsætning af principperne, at vi rigtig begynder at forstå betydningen af dem.
Naturen som koncentrat
Et overordnet, men centralt princip for den japanske have er, at naturen er det ideal, du skal stræbe efter. I princippet er udgangspunktet at tage motiver fra den virkelige natur og overføre dem til din egen have. Det betyder, at du altid er ved at skabe et ”stort” landskab selv i det mindste haverum. I din genskabelse kan du idealisere naturen, symbolisere den, minimalisere den osv. blot må du aldrig skabe noget, som naturen ikke selv kan, dvs. strider mod naturens egne love. Den japanske have er ikke en miniature version af den virkelige natur. Den er et koncentrat eller en abstraktion af den virkelige natur og beskueren skal have oplevelsen og følelsen af at være bragt hen til dette andet sted, denne anden verden. Nogle mennesker har en forestilling om, at en japansk have er en have med små miniature træer, nærmest som i Legoland. I Legoland skal planterne tilpasses figurer og bygninger, hvor du står udenfor og betragter Legoland universet. I den japanske have skal du have oplevelsen af at være en del af havens univers. Når der arbejdes med størrelsesforholdene i den japanske have, er formålet at tilpasse haven til de fysiske rammer, der er for haven, samt at skabe den fornødne harmoni mellem de enkelte elementer.
_____________________________________________________________________
Billedboks: Universitetsparken i Århus
Billeder fra parken
Universitetsparken i Århus, der er tegnet af landskabsarkitekt C. Th. Sørensen, er i dansk sammenhæng et fornemt eksempel på sammentænkning af bygninger, terræn og træer. Parken viser eksemplarisk, hvordan det med enkelhed og stilisering kan lade sig gøre at overføre et stykke natur – her det østjyske morænelandskab – og få det til indgå naturligt i et større byrum. Bygningerne er placeret omkring et dalstrøg, rytmisk forskudt og fornemt tilpasset terrænet. Landskabet fastholdes med et sammenhængende flydende græstæppe, der skaber sammenhæng til bygninger og lader egetræerne vokse naturligt op fra. Sigtelinier fremhæver dalens længde samt den nord sydgående morænekløft, der lader sit vandløb, med udspring under aulaen, løber ud i den opdæmmede sø i bunden af dalen. Selvom vi ikke tænker Universitetsparken som en japansk have, bruger den eksemplarisk principperne fra den japanske tradition.
___________________________________________________________________
Havens afgrænsning
For at kunne skabe og fastholde illusionen om dit univers i haverummet, er havens afgrænsning, eller måden du omslutter den på vigtig. Skal haven være et sandt fristed, må du lukke den af for den omgivende og forstyrrende verden. Om du bruger beplantning eller opbygger en mur afhænger af dine omgivelser og af den have, du ønsker at skabe. Det er de færreste af os, der har mulighed for at tinglyse særlige servitutter for vore nabogrunde, som eksempelvis forbyder træfældning uden din tilladelse. I praksis har du som regel kun indflydelse på din egen matrikel. Det er derfor en god ide at gøre sig relativ uafhængig af omgivelserne herunder hvad din nuværende eller en kommende nabo måtte gøre i forhold til beplantning og beskæring m.m. Et godt naboskab kan hurtigt ændre sig.
Ude eller inde
I dine overvejelser om havens afgrænsning kommer du helt automatisk til at forholde dig til, hvordan du kommer ind i og ud, af den verden du vil skabe. Som med de fleste ting associeret med den japanske have har hegnet og porten såvel en specifik funktion som en symbolsk mening. Derfor er det også en dødssynd at opstille en torii port i en almindelig have. Den specielle torii port fortæller, at du nu bevæger dig ind på en shintohelligdom. Så her har du virkelig mulighed for at vise om du respekterer den kultur du arbejder med eller ej. Hegnet isolerer eller afsondrer os fra den ydre verden og porten er den tærskel, hvor vi både skiller os af med vores verdslige bekymringer, når vi går ind i haven og forbereder os til igen at stå ansigt til ansigt med verdenen udenfor, når vi forlader haven igen. En port er på den måde en overgang mellem forskellige oplevelser og mellem bevidsthedsdimensioner. Det er altid vigtigt at give sig tid til at opleve forskellen mellem det rum du forlader, og det rum du kommer ind i. Så fra første færd er den japanske have med til at stille en anden dagsorden.
Nuets kraft
I vores normale og ofte fortravlede hverdag har vi for vane at haste fra det ene sted til næste, fra det ene rum til det andet. Når du går i gang med at arbejde med din japanske have vil du langsomt blive trænet i at standse op for at fornemme og opleve det rum, du er i. For hvis du ikke har eller får den fornemmelse, eller intuition om du vil, vil det blive svært for dig at lykkes succesfuldt med din japanske have. Når du arbejder med noget levende er der altid tale om at samspil. Nogle af de gæster, der senere kommer og vil se din have har allerede denne evne til at standse op, men de fleste vil formodentlig ikke have trænet denne evne, men vil straks fokusere på havens detaljer. Som nævnt tidligere er en af forskellene mellem japansk/asiatisk og vestlig kultur at man i Japan først vil se på helheden før man giver detaljen opmærksomhed (jvf. s. xx.) Bl.a. derfor vil det være en god ide at opbygge indgangen til haven på en måde, så du tvinger gæsten til at geare ned og få mulighed for at efterlade den ydre og verdslige verden, blive åben for at træde ind i havens univers.
Porten har i sig selv ikke tilstrækkelig symbolværdi, så der skal andre ting til, for at berede vejen til haven, fysisk som psykisk. Mange japanske haver bruger trædestien, til langsomt at føre gæsten fra hovedporten til selve indgangen til haven. Stien er ikke alene konstrueret for at kunne nå tørskoet fra punkt A til punkt B. Den skal også opbygge en spænding og en nysgerrighed for, hvad der gemmer sig bag det næste hjørne osv. den går derfor ikke i en lige linie, men snor sig gennem forhaven eller kan bestå af flere stier, der står vinkelret på hinanden. Trædestenene kan ligeledes være lagt i forskellige mønstre – alt sammen for at berede gæsten på at være til stede i nuet og lægge de verdslige ydre problemer udenfor bag sig.
Så allerede indgangen til haven angiver, at det er en særlig have du skal besøge, et sted som også er besiddelse af en vis spiritualitet og et nærvær, som giver dig som gæst mulighed for at få kontakt med din egen indre ro.
___________________________________________________________________________
Billedserie boks:
Historien og billeder om vejen op til Shinsendo,
___________________________________________________________________________
Indramning af synsfeltet
Indramningen af beskuerens synsfelt er ligeledes et vigtigt princip. Ved at indramme synsfeltet sikrer vi os rumlig kontrol indenfor nogle afgrænsede linier. Samtidig skaber vi en ramme, som er komfortabelt for det menneskelige synsfelt, hvor vi har et visuelt synsfelt på 110-150 grader. Rektangulært indrammede synsfelter er derfor komfortable at se på. Ved at skabe en sådan ramme er der sat rammer for, hvad dit fokus skal være og vores hjerne kan slappe af fordi den nu har fået informationer hvad der er vigtigt og hvad der ikke er. Man kan sige at frihed indenfor begrænsningen og spontanitet indenfor sikre grænser er formlen på en god visuel oplevelse.
Betragter du haven indefra f.eks. fra din udestue vil du typisk have en retvinklet ramme, der dannes af de store vinduespartier eller skydedøre. Udenfor bør indramningen ske ved hjælp af organiske linier. Den horisontale grundplan kan forrest udgøres af plænen, grusfladen eller dammen. Vertikalt kan det være stolper eller træstammer. I havedesignet skal du hele tiden tænke i, hvordan du skaber rammen for det billede, som du er ved at fylde ud. Det kan være svært at realisere en sådan indramning fra alle vilkårlige synsvinkler i haven. Derfor skal du vælge nogle de centrale steder, hvorfra haven skal primært skal betragtes fra: f.eks. indefra fra huset, terrassen, hvor du oftest vil sidde, fra din evt. kommende ventebænk og fra andre naturlige steder.
Det kan også være, at du skal forberede indramningen over nogle år f.eks. inden du får en gren eller andet til at danne eller antyde rammen om et givent tableau. Det er på den måde at klipning af havens træer adskiller sig fra bonsaibeskæring. Bonsaien har en forside og en bagside, mens et træ i den japanske have typisk skal kunne betragtes fra mange sider og måske skal opfylde flere funktioner på samme tid.
Tegninger med eksempler på indramning
(se Roth nr. 30 og nr. 24 – Gaku-niwa eller en have der indrammer udsigten)
Haven som en teaterscene
Det giver god mening at sammenligne haven med scenen på et teater. Det er på mange måder de samme rammer og illusioner, teaterinstruktøren og vi som havedesignere har at arbejde med. Haverummet kan sammenlignes med størrelsen af teatrets scene. I dette rum skal der arbejdes med forgrund, mellemgrund og baggrund. Hertil kommer de forskellige sidetæpper, som dels er med til, at angive billedets ramme, men også er med til at skabe dybde. Hvordan der skal arbejdes med dybden og perspektivet afhænger af hvor den enkelte scene foregår. Helt ligesom i haven. Loftet og gulvet er også i haven med til at definere og indramme det rum vi arbejder indenfor. Som på teatret er der i haven nogen der spiller hovedroller og andre der har biroller. Taler alle i munden på hinanden skaber vi forvirring. Vi skal som havedesigner ligesom instruktøren være med til at guide publikum rundt i stykkets univers. Publikum selv skal tilegne sig stykket eller som her oplevelsen af haven, men det er os som designere eller instruktør, der i forhold til hvor vi sætter fokus angiver de temaer eller veje vi mener, er vigtige og centrale. Vi vil se mere på dette under afsnittet om havens planter.
Tegning
Tilsløring og gennemsigtighed
Hegn findes i et væld af udformninger og kan være et element til at fremhæve et andet virkemiddel, meigakure, der på japansk betyder skjult eller tilsløret. Miegakure er en teknik, hvor kun en del af de typiske haveelementer som f.eks. stenlamper, vandfald, ventebænk, klipper er synlige for beskueren. Elementerne vil som oftest være halvt skjult af hegn, træer eller buske. Havedesignet er planlagt på en sådan måde, at når gæsten eksempelvis bliver ført rundt langs havestierne, så er det kun lejlighedsvis at elementer kommer til syne. Hermed skabes nysgerrighed samt en stemning af mystik og overraskelse. Når elementerne på denne måde bliver skjult, giver det en illusion af distance. Hvis f.eks. kun en enkel gren af kirsebærtræet kan ses rundt om et hjørne vil gæstens nysgerrighed skærpes og hvis det er muligt vil han eller hun bevæge sig den vej.
En anden måde at skabe en tilsvarende effekt er ved at arbejde med gennemsigtighed. Det kan gøres ved brug af mere løse hegn som tillader at man i nogen grad kan se igennem dem, men ikke mere end at man kun antydningsvis kan se hvad der på den anden side. Sådanne hegn kan også bruges til at kun at lade lyset komme sporadisk igennem.
Sammenhæng mellem hus og have
Sukiya Livstil er ved at blive det almindelige udtryk for den særlige integration af hus og have, som i Japan har en lang tradition især gennem the æsterikken. I Japan er grænsen mellem ude og inde ofte meget flydende. Sædvanligvis er udendørs og indendørs integreret via en veranda (nure-en), som fungerer som bænk eller trin, men det kan også være som en sideflade (engawa) bag skydevinduerne. Den rumlige grænseflade, som skabes via de glidende glasdøre eller vinduer med lav underkarm kæder gensidigt ude og inde sammen og trækker på den måde haven ind i huset. Specielt i vores klimabælte er det kunsten at få trukket haven så meget ind i huset som muligt. På den måde får du glæde af haven gennem hele året uanset, hvordan vejrliget nu lige teer sig. For at få størst glæde af haven, bør vinduerne ud til haven derfor være store og gerne gå ned til gulvhøjde. Jævnfør ovenfor vil vinduesrammerne danne den billedramme, hvorigennem du indefra huset vil betragte haven. Det kan derfor være en god ide at gøre sig nogle betragtninger over den øjenhøjde, som haven bliver betragtet fra indefra.
Den rette øjenhøjde
En japansk have gør sig altid bedst i at blive betragtet fra en lavere øjenhøjde end hvis du står op i haven. Derved kommer perspektiver og dybdevirkninger bedst til deres rette, og du får en bedre oplevelse af at være inde i haven. Så jo tættere dit indendørs gulv kan komme på haveniveauet, eller omvendt, des bedre bliver integrationen mellem hus og have. I Japan er højden til sidefladen bag skydeviduerne som oftest 60 cm. og da japaneren almindeligvis sidder direkte på tatamimåtten bliver deres øjenhøjde på 1,5 m. I vesten er vi typisk højere end japaneren og vi sidder helst på en stol. Øjenhøjden over havens plan bliver derved let mere end 2 meter. Det kan derfor være hensigtsmæssigt at hæve havens plan (se Roth nr. 26). Havens forskellige nøgle niveauer, bør derfor være justeret til beskuerens øjenhøjde, bl.a. for at skabe illusionen af dybde. Det vender vi tilbage til i afsnittet om beplantning.
Tegning
Om at skabe perspektiv
Den japanske have repræsenterer som sagt ideelt set et landskab – stort eller småt – som vi kan genfinde i naturen. Har du i forvejen en stor have, og ønsker du ikke, at den skal se større ud, vil det ikke være nødvendigt at bruge illusionistens tricks. Husk, at for den japanske have er intimitet som hovedregel vigtigere end oplevelsen af storslåethed. Skal haven derimod placeres på et relativt lille areal, skal vi i havens design ofte arbejde med perspektivet for at skabe den rette illusion i perspektiv og dybde.
Det lineære perspektiv fungerer godt i de geometriske haver, som vi kender det fra bl.a. 1700 tallets engelske og franske parker, havetyper som netop søger det grandiose. Her arbejdes bl.a. med parallelle linier, som vi kender det fra malerier, hvor der i sigtet mod et fælles punkt bliver skabt en oplevelse af uendelighed. Eller hvor højden på en mur falder med afstanden for at skabe illusionen af endnu større distance.
Lineære teknikker fungerer mindre effektivt, når der anvendes objekter som har forskellig størrelse. Sten, buske og træer frembringer ikke en forhåndsforventning om, hvor store de skal være ved forskellige afstande. At være omgivet af en naturalistisk have skærper sansestimulation og gør det sværere at overbevise beskueren om troværdigheden. Her vil overbevisningen skulle ske i forhold til løvets struktur og tydeligheden i detaljen. Hvis en mindre sten placeres længere væk vil dens kendetegn blive sammenlignet med stenene i forgrunden. Det er denne sammenligning og ikke det liniere perspektiv, der i sidste ende vil afsløre afstanden for den betragtende person. Den japanske have er ikke rummelig eller geometrisk i sit layout. Den har ofte en flad dybde og er placeret i umiddelbar nærhed til et hus. Der er derfor som oftest heller ikke plads nok til at illudere det lineære perspektiv.
Det omvendte perspektiv
I stedet arbejder mange japanske haver med det omvendte perspektiv, hvor formålet er at få haven til at føles tættere og mere intim end den i virkeligheden er. Indramningen og det at placere genstande meget tæt på kan skifte dit udsigtspunkt fremad, og ud i scenen. Ved indramning og ved at placere større og højere klipper og sten i baggrunden med mindre og mere horisontale i forgrunden, gør haven mere vertikal og lettere at placere nær bygninger. Fremspring og løv kan også forstærke effekten. Høje træer med større blade kan placeres bagerst med mindre, mere spinkle buske i forgrunden. (Roth 43 s. 12-13)
Rumligt perspektiv
Meget af arbejdet med den japanske have består på den måde i at skabe illusioner og få haven til at syne af noget, som den ikke er i sig selv. Der kan som nævnt arbejdes med teknikker, som manipulerer med oplevelsen af havens dybde eller størrelse, og der kan skabes visuelle kontraster, der giver oplevelser af inde og ude, nær og fjernt, stort og småt. Eksempler på sådanne teknikker kan være:
– skærme der bruges til at skabe nysgerrighed og oplevelse af at rummet fortsætter bag om hjørnet
– placeres lyse elementer forrest og mørkere i baggrunden forstærkes oplevelsen af dybde
– en reflekterende dam overflade tilføjer scenisk dybde ligesom et spejl på en væg. Himlen som det tredje element bliver ligeledes inddraget på denne måde.
– trædesten der mindskes i størrelse skaber en bevægelse væk fra reference punktet
– ved brug af flere horisontale lag skabes højde til billedplanet
– vejrbidte elementer som klipper og ornamenter skaber illusion af alder
– brug af bakker giver form til noget, der ellers ville være et fladt sted
– adskillige lag af bladhang tilføjer dimension og rigdom
– en have som skråner opad kan arrangeres ligesom et landskabsmaleri.
Det japanske rumbegreb
En af de første ting, der som oftest falder i øjnene, når vi betragter en japansk have er ”tomheden” i dele af haven. Det tomme rum dominerer ofte i haverne, hvilket kan være foruroligende for en vestlig tilgang. Vi har ofte en sædvane med at rum, som vi oplever for åbne eller for tomme skal fyldes ud.
I designet af den japanske have er det tomme rum – på japansk benævnt ma – et centralt element. Dette tomme rum definerer elementerne rundt om det, men er samtidig defineret af de elementer, som omgiver det. Alle objekter indvirker med hinanden i rummet og intet eksisterer alene. Man kan sige, at rummet i haven kun eksisterer, fordi der er et stort rum udenfor haven.
I den japanske have er en balance mellem positivt og negativt rum. Rum skal her forstås både som den konkrete afstand samt det oplevede tidsspænd mellem forskellige elementer i haven: vandbassiner, stenlanterner, træer, sten og bakker. Det er balancen mellem elementerne og rummet, der tillader vores øjne og sind at slappe af, så vi kan tilegne os havescenariet frem for at blive forstyrret af det.
Det tomme rum
Begrebet ma, refererer til noget som er i mellem noget – forstået både i tid og i rum. Skrifttegnet ma indgår da også i talrige sammenhænge, hvor det betegner både tidslige og rumlige afstande og intervaller. Dette i mellem rum, hvor der ikke er objekter, er præcist lige så meget en del af effekten, som objekterne selv – det være sig pausen i musikken eller i mellemrummet mellem sten i haven. Det tomme rum er formet af objekterne, men det tomme rum er i sig selv et vigtigt designelement både i fysiske termer (spænding, proportioner m.m.) men også i overført betydning (følelsesmæssigt, filosofisk m.m.)
Ma kan defineres som den naturlige afstand mellem to eller flere ting eller det rum der er skitseret af stolper eller skærme eller den naturlige pause eller interval mellem to eller flere fænomener.
I Japan bliver rum også betragtet som værende identisk med begivenheder eller fænomener som forekommer i det, men også set i relation til et tidsflow.
Den japanske fornemmelse af plads i sammenhæng med fikserede former har siden de tidligste tider været kædet sammen med stolpen eller søjlen. Tykke vægge blev betragtet som en uønsket måde at dele rum i japansk arkitektur. Rum, lys og linier af forestillinger eller visioner kan manipuleres gennem brugen af skærme, skydedøre og en eller flere verandaer. Brugen af bevægelige planer, som tynde papirskærme, tillader rum, lys og selv linier af udsyn, bruges snarere til at manipulere æstetiske indtryk end til at opdele rummene.
Sæt fokus
Øjet søger hen mod det der er anderledes. I vores have er det for nogen vores relative store fisk i den lille dam, der får opmærksomheden. De tiltrækker opmærksomheden, fordi størrelsesforholdet ikke matcher til dammens størrelse. Det tomme rum og de rene flader tiltrækker opmærksomhed og giver øjet mulighed for at få ro og dvæle. Tænk f.eks. på den opmærksomhed en lysning i skoven giver, når du bevæger dig rundt i skoven. I haven kan f.eks. søspejlet, det revne grus eller bakker, der ikke er beplantet bibringe en sådan ro. Det er dig, der ved simple principper styrer, hvad der skal være af fokuspunkter i din have.
Øjet skal ende ved havens fokus. F.eks. følger øjet vandets vej, hvilket er grunden til at det er vigtigt at være opmærksom på, hvor vandet udspringer fra eller hvor det det ender. Et vandfald har derfor stor tiltrækningskraft.
Overgange
Vindfanget, som er beskyttet af bygningens overhængende tagudhæng åbner mod haven eller gaden og hører både til det indre og det ydre. Den fungerer som en overgang eller et link.
Langs de smalle gader i Japan ses ofte en halvåben arkitektur, hvor døre og vinduer gennem forhæng strækker livet i det individuelle hus ud i gaden og omvendt, blander gadens aktivitet sig med det i huset. I Japan tjener gaderne som et aktivitetsrum, hvor forskellige menneskelige aktiviteter bringes sammen og blandes. Rummet kan ikke klart defineres af grænser og er tidsbegrænset i forhold til aktiviteterne i det. Det kan være som gadens butikker, spisesteder eller håndværkernes værksteder.
Det rumlige begreb gør sig således gældende på mange planer. I haven indvirker det på hele samspillet mellem ud og inde og det at drage haven ind i boligen, som det på gaden kan dreje sig om det modsatte at drage boligens aktiviteter ud i det offentlige rum.
Tiden som et element
Denne måde at tænke rum og komposition på har indflydelse på brugen af lys og skygge i haven. Tiden kommer ind som et aktivt element. I forhold til årets gang, hvor haven hele tiden afspejler den aktuelle årstid. I forhold til bladenes farver fra forårets lyse løv mod efterårets smukke farvespil fra de døende blade før de slipper træet eller antydet ved blomstringen af en af årstidens karakteristiske planter. Tiden er også solens bevægelse gennem haven i løbet af dagen, hvor der bevidst kan arbejdes med de skygger og mønstre, som f.eks. dannes når sollyset skinner gennem ahornens løv. Sublim havedesign inddrager sådanne elementer.
Gør det simpelt
Fra zen-buddhismen udspringer ideen om forenkling og fortætning samt fokus på klarhed, den intuitive forståelse og betydningen af øjeblikket. Eliminer alle uvæsentlige og perifere elementer. Hvis noget kan fjernes fra skuepladsen uden at reducere havens overordnede udtryk og funktion bør det gøres. Jo mindre der er – jo mere kraftfuldt står resultatet. Det er ved forenklingen, at du når frem til havens essens.
Vedligeholdelse
Vedligeholdelsen skal understøtte havens ide og udtryk. Design og konstruktion er blot det første trin i havens udvikling. Herefter vil konstante pleje være med til at forme havens rum og kvaliteten af vedligeholdelsen vil som oftest være bestemmende for havens succes eller fiasko. Planterne vokser og skal beskæres og formes. Vokser de for meget skal de måske fjernes helt fra deres oprindelige placering. For at opretholde balancen og havens rumlige komposition er den personlige involvering en nødvendighed. Forståelsen af vedligeholdelsens betydning er måske det allervigtigste. (se Roth nr. 30)
Syv æstetiske principper
Zen traditionen og i særdeleshed hele te traditionen med udviklingen af te haven og te huset har betydet meget for udviklingen af den japanske kultur. For havekulturen har mange af de overordnede ideer sit naturlige udspring fra denne forestillingsverden. I sin bog: Zen and the Fine Arts (Tokyo, 1971/New York 1982) opstiller Shin’-ichi Hisamatsu (1889-1980) syv karakteristiske udtryk for zen æstetik. Udtryk som meget fornemt belyser forholdet mellem det kunstneriske udtryk og holdningen til arbejdet i zen traditionens kulturelle udfoldelse. Hisamatsu var professor i religion ved Kyoto universitet, og der står stor respekt om hans arbejde i Japan. Der er tale om et sammenhængende kompleks af kulturelle former. Hvert af de 7 principper har lige stor betydning og de udgør snarere 7 aspekter af et samlet udeleligt hele. De er ikke begrænset til kunst i snæver betydning, men omfatter snarere hele den menneskelige tilværelse: Assymmetri – fukinsei ; Enkelhed – kanso; Modenhed og ælde – Koko; Naturlighed – shizen; raffineret, tilbageholdende og dybfølt – Yugen; fri af bindinger – daisuzuko; stilhed, ro – Sei-jaku.
På typisk zen vis er begreberne både defineret positivt og negativt. Hans begreber inddrages her for at bibringe en fornemmelse af den bagvedliggende tankegang, som er nødvendig for at forstå den storhed og dybde, der er en del af den japanske have. Jeg tror, at det er disse principper, vi finder det, der i første omgang var med til at skabe fascinationen af den japanske have
Naturlighed – shizen
Den japanske naturlighed er ikke den uberørte natur forstået som det, der er uden for mennesket, eller natur forstået som fravær af kultur eller kulturelle elementer. Det er en naturlighed, der er et resultat af en kreativ intention, men renset for alt, hvad der er kunstigt og anstrengt. Naturlighed, som det opfattes i begrebet shizen er en kvalitet, hvor hensigten, viljen og intentionen er lagt bag – det er en tilstand, som er uden det personlige præg eller budskab. Der er ikke nogen bagvedliggende bagtanke. I sin konsekvens betyder det, at man anvender materialerne som de er f.eks. uden farve eller andet.
På den måde er naturligheden forbundet med ærlighed. Den naturligt forekommende patina er noget ganske andet end den ”patina”, der er frembragt af diverse kunstige tricks. Historien om den gamle maler illustrerer udfordringen i denne naturlighed. Da han blev spurgt, hvor længe det havde taget ham at male en bambus, svarede han: ”50 år og 4 minutter. 50 år til at studere bambus og 4 minutter til at male den”.
Asymmetri – fukinsei
Den balancerede symmetri, som mennesker udtænker, findes ikke ofte i naturen. Derfor foretrækker zenæstetikkens fortrinsvis det skæve, det krogede og det irregulære frem for det symmetrisk indordnede og det ulige frem for det lige. Asymmetri er i princippet nedbrydning af perfektion.
De asymmetriske trekanter
I haven arbejder vi hele tiden med asymmetriske trekanter, det gælder både vertikalt som horisontalt. Det er en disciplin, som måske tydeligst kommer frem i stensætningen (se side xx), men faktisk i alle sammenhænge kan havens elementer brydes ned i asymmetriske trekanter.
Des større asymmetri des mere dynamik eller bevægelse skabes der i opleves. Naturen er hele tiden i bevægelse og under forandring og det er en dynamik, som den japanske have forsøger at indfange i sit udtryk.
Kan suppleres med illustrativ tegning.
En genstand i naturen har altid en bevægelse og en retning. Det kan være bestemt af vindens hovedretning, lyset, vandets bevægelse, tyngdeloven osv.
Hovedlinierne i haven bør derfor altid bevæge sig udad, hvilket tillader landskabet at udvide sig. Blokerer du for bevægelsen indskrænker landskabet sig, og sindet vil ikke være i stand til at bevæge sig frit i rummet.
Harmoni med ulige antal
Det har som konsekvens, at når de enkelte elementer skal placeres i kompositioner i haven, skal det være som et ulige antal. Dermed tilgodeser du begreberne om naturlighed og asymmetri. I kompositionen behøver det ikke være tre sten eller tre planter, men asymmetrien kan indgå sammen med forskellige elementer, blot skal de opleves at have en naturlig sammenhørighed. Tallene 3, 5 og 7 blev regnet som lykkebringende, og en komposition med 15 sten eller planter opdelt i 3 grupper blev derfor opfattet som havende en særlig kraft.
Sådanne arrangementer (shichigosan) i sten kan ses i haverne ved Honbou og Shinju’an ved Daitoku-ji så vel ved Ryoan-ji, Kyoto. Haven ved Shouden-ji har en komposition, der består af klippede azaleaer.
Enkelhed – kanso
Begrebet om enkelhed er hele zen-æstetikkens essens og kommer tydeligt frem i tørhavens (kare-san-sui) design. Det er enkelhed forstået som det ukomplicerede, simple og ikke overlæssede. Jo færre elementer des bedre. Når alt det unødvendige er fjernet, bliver hele kompositionen i designet forstærket og mere kraftfuld. Det er her, vi hele tiden skal spørge os selv, om dette element nu også er nødvendigt. Det kan også udtrykkes ved, at den japanske have er underspillet. Går vi tilbage til zenmalerierne er det bl.a. baggrunden for at vi her finder de sort hvide tuchmalerier, hvor der ikke bruges farver. Skulle der alligevel findes en farve, er det en farve, som netop ikke påkalder sig sin egen opmærksomhed.
Enkelheden kan til tider siges at være udtryk for begrebet mu – intethed. Men ikke blot som tomrummet, som fraværet af noget. Det er et aktivt intet, et aktivt tomrum. Igen lettest at illustrere med tushmaleriet, hvor det ikke malede område er en væsentlig del af kompositionen og har samme vægt, som det malede område.
Jfv. afsnittet ovenfor om det japanske rumbegreb. Om tuschmaleriet se afsnittet om den tørre landskabshave (s. xx). Historien om snerlen illustrerer også denne tankegang (s. xx).
Modenhed og ælde – koko
Begrebet koko er indbegrebet af forfalden skønhed, og repræsenterer det nøjsomme og den forfinede sprødhed. Det er det furede, vindtørre, forvitrede og alderstegne. I haven er det vigtigt at få repræsenteret alderen. Det kan gøres ved at hjælp af stenene og deres patina, men også med træer, der har en stammetykkelse, som kan repræsentere alder. Bonsaikunstens klippeteknikker kan her komme os til nytte, med at få en yngre plante til at illudere ælde. Japanernes forkærlighed for fyrren, har sin baggrund i dette begrebet om koko. Den kan med sin krogede stamme hurtigt gengive oplevelsen af ælde og skrøbelighed, samtidig med dens robusthed.
Koko kommer også til udtryk gennem de to centrale begreber i teæstetikken: wabi og sabi.
Ordene kendes fra poesien tilbage fra det 7. århundrede hvor de betød hhv. fattigdom og ensomhed – mangel på ressourcer og mangel på selskab. Wabi fik med Sen Rikyu (1522-1591) sin dybeste og mest paradoksale betydning. Ito Teiji definerer i ”The Essence of Japanere Beauty” begreberne således:
Wabi: ”Wabi kan tilskrive en skønhed i naturen uberørt af menneskehænder eller det kan opstå gennem menneskelige bestræbelser på at fremhæve den særlige skønhed i materialet. Mens det undgår dekoration, opfindsomhed, forstillethed og opstyltethed, balancerer wabi på den smalle og usikre linie mellem skønhed og tarvelighed. For at opdage wabi, må man have et øje for det smukke, dog er det ikke en æstetik, der kun kan forstås af gamle japanere, men en kvalitet der kan genkendes af alle, overalt, som er forstående og følsomme overfor skønhed.”
Sabi er ”sabi beskriver de nye og anderledes faser af skønhed, der udvikler sig gennem deres brug og nydelse og gennem den overbevisning, at den æstetiske værdi af ting ikke mindskes gennem tid, men øges. Sliddet fra daglig brug, smukt repareret og tilføjet trækker ikke fra, men tilføjer ny skønhed og æstetisk dybde. Sabi når virkelig sit ultimative, når alder og brug bringer en til det yderste før sammenbruddet. At betragte sabi bekræfter den naturlige cyklus af organisk liv – at det, der er skabt af jorden, til sidst vender tilbage til jorden, og at intet nogensinde er fuldendt. Sabi er i overensstemmelse med den naturlige cyklus af fødsel og genfødsel.”
Raffineret og dybfølt – yugen
Vi har her at gøre med det, der synes mere antydet end åbenbart. F.eks. kan vandets tilstedeværelse i haven være meget fysisk som dammen med sit vandfald eller vandløbet med dens klukkende lyd, men det kan også være at du slet ikke kan se vandet, men blot høre det. Når noget kun bliver antydet må vores sanser og bevidsthed selv fylde rummet ud. Sammenhængen med det underspillede er tydelig.
Fri af bindinger – daisuzuko
Begrebet indebærer en frihed fra vaner, konventioner, bindinger, regler osv. Så længe man forbliver knyttet til noget, er det ikke muligt at være fri. Sindet skal kunne koncentrere sig direkte og frit uden mentale begrænsninger. I det zenbuddhistiske opfattelse er der således heller ikke nogen afhængighed af en Gud eller en Buddha, men derimod en fornægtelse af dem: ”Når du møder en buddha, så slå ham ihjel”, hedder det.
Stilhed og ro – sei-jaku.
Her er ikke tale om en tavshed som fraværet af lyde. Det er tale en tavshed, der indbefatter stilheden i musikken, roen i talen eller tavshed i formen. Det er en slags tilstand af hvile, der rummer roen i bevægelsen og bevægelsen i roen. Vi kan tale om en meditativ kvalitet.
I den japanske have skabes ro på mange måder og på mange planer. Jeg har ovenfor nævnt at øjet søger hen mod det, der er anderledes eller stikker af for det omgivende. For at skabe roen bliver det vigtigt sørge for at øjet får finder hvile. Teknikker til det er mange:
– Gør det let for betragteren at finde havens fokus. F.eks. ved at prioritere de få elementer i haven der er centrale.
– Gentagelsen i elementer og former. Dvs. brug få plantearter (maks. 12) og brug de samme planter i dine kombinationer. Lad formerne gentage sig gennem haven.
– Vær bevidst om brugen af det tomme rum. Rene flader giver ro til øjet og dermed sjælen.
– Har du blomstrende planter, sørg for at det kun er en art af gangen der blomstrer.
– Vær bevidst om hvilke elementer, der på et givent tidspunkt af året skal spille hovedrollen i din have. Er der for mange hovedrolleindehavere skaber du forvirring for betragteren – for hvad er vigtigt? Er birollerne så også blevet pustet op bliver det selvsagt kun endnu værre.
Det er dig som designer af haven, der bestemmer den oplevelse din gæst skal have. Det er dig der prioriterer og sætter dagsordenen.
Sansernes have
Haverum opstår i sansningens univers og det gælder i særdeleshed for den japanske have. En japansk have formidler stemninger, der taler direkte til vore sanser – hørelse, syn og lugt. Men der er tale om en sanselighed og en poesi, hvis største dyd er knaphed og antydning – ikke i overflod eller i over-tydelighed.
Sen Rikyu’s fire principper
Sei-jaku er en del af de 4 principper som temesteren Sen Rikyu udviklede i forbindelse med te ceremonien – Chanoyu. Han var, som den ledende personlighed i det kunstneriske og kulturelle som i det politiske liv på sin tid, den, som dannede grund for det bedste i Japansk etikette og smag.
Han sammenfattede de fundamentale principper i Chado i de fire tegn Wa Kei Sei Jaku (harmoni, respekt, renhed og ro). Det er de principper, som de der praktiserer te, bestræber sig på at integrere i deres daglige liv. Principperne er en afspejling af Sen Rikyu ‘s rene ånd og sjæl. På trods af en ægte zengo (Zen phrase) kan disse 4 simple ord kun realiseres efter megen praksis. For mange der arbejder med den japanske have er det ord, der skal udgøre en vigtig del af den japanske haves udstråling. Vigtigere er det måske om principperne bliver, eller forsøger at blive, en integreret del en del af en adfærd og livsfilosofi – først da giver kommer det måske virkelig til udtryk også i haven.
和Wa (harmoni) er det ultimative ideal for den menneskelige væren. Det er den positive interaktion mellem værten og hans gæst i en te sammenkomst eller blandt mennesker i enhver af livets situationer. Teen er fællesskabet mellem værten og hans gæst og er ikke den isolerede udførelse af ceremonien. Harmoni dækker også over harmonien mellem mennesker og naturen, som til noget så håndgribeligt som te redskaberne, hverdagens redskaber og livet selv. Ægte harmoni bringer fred.
Wa kan også referere til Japan selv og til det at noget er japansk. F.eks washoku (和食) som betyder mad i japansk stil eller wafuku, som betyder tøj i japansk stil.
敬Kei (respekt) er evnen til at respektere og acceptere andre, selv dem som vi er uenige med. Når vi er venlige mod andre og kan være ydmyge, kan vi modtage respekt. I teen tænker værten på gæsten og gæsten på værten. Det er den fortsatte delen og hensynsfuldhed som gør te sammenkomster både mindeværdige og succesfulde. Ideelt set er alle lige i te rummet. Det er vigtigt at behandle alt og alle med den samme respekt. Redskaber af forskellig herkomst skal behandles på samme måde. Prisen på en genstand skal f.eks. ikke diktere, hvordan den skal behandles. Kun på denne måde kan et rent hjerte og ægte respekt blive en realitet.
静 Sei (renhed) er evnen til at behandle sig selv og andre med et rent og åbent hjerte. Dette er den egentlige essens af te træningen. Det er en renhed der ikke kommer af absolut renlighed, men af et rent hjerte. Kun med et rent hjerte, kan harmoni og respekt realiseres. Når te haven er rengjort er ens hjerte og sjæl også blevet rent. Når man bærer rent tøj eksisterer denne renhed også. Et rent hjerte er ikke prangende, men naturligt. Sen Rikyu’s renheds ideal var havens naturlige udtryk efter at den var blevet rengjort og et par blade fra et træ var faldet ned på det velplejede mos. På den måde er der tale om en både materiel og spirituel renhed.
寂Jaku (ro) er det punkt i den enkeltes te træning og praksis, hvor et niveau af uselviskhed er nået og som er fremkommet ved realiseringen af de første tre principper. Mens det på den ene side er det ultimative mål, er det på den anden side også begyndelsen. En ægte mester når dette højeste niveau og sætter herefter idealerne om harmoni, respekt og renhed ind i sin praksis og begynder igen med et frisk og oplyst hjerte. Først på dette tidspunkt kan livets endeløse muligheder blive realiseret.
Input til en opsummering:
