Tørlandskabshaven – kare-san-sui 枯山水

Tørlandskabshaven – kare-san-sui: En ny havetype vinder indpas

I løbet af Kamakura perioden og i særdeleshed i Muromachi perioden begyndte haverne at skifte karakter. De store damhaver blev udbygget, men blev nu i højere grad haver, man gik rundt i. Den tørre landskabshave, kare-san-sui, kunne i disse haver indgå som et element. Samtidig skete der et skift i brugen af sten, der i stigende grad blev brugt til at beskrive scener eller allegorier fra det buddhistiske univers. Tendensen kan aflæses i havemanualen Sakuteiki, der påpeger, at man kan skabe en have uden brug af dam eller vandløb.

”Når du bygger en kare-san-sui have, skal du først udforme området, så det ligner fundamentet til et bjerg eller en grøn bakkeskråning, arranger herefter stenene, så de passer ind i dit overordnede design.”

Tenryu-ji

Haven i Tenryu-ji i det sydvestlige Kyoto er en af de første haver, der markerer skiftet fra den tidligere naturalistiske landskabsgengivelse til mere kunstneriske og symbolske gengivelser af landskabsscener. Shogun Ashikaga Takauji konverterede stedet i 1339 til et Rinzai Zen tempel som en bodshandling for at have drevet kejser Godaigo i eksil. Under templets første abbed, Muso Soseki (1275-1351), der havde tilskyndet til bodshandlingen, blev templet en af de fem Rinzai hovedtempler i Kyoto.

Det menes, at Muso har designet haven, som oprindelig var bygget i shinden stil. Muso indsatte elementer fra den tørre landskabshave. De vertikale sten i bagerst af dammen matcher ikke blot buddhistisk lærdom, men også kinesisk mytologi. Drage-port-vandfaldet, Ryumon no taki, med den symbolske karpesten, der dog i nyere tid har stået hen som et tørvandfald, refererer til et kraftfuldt treetagers vandfald ved Kinas gule flod. Ifølge den kinesiske legende forvandles en karpe til en drage, hvis den har styrke og udholdenhed nok til at svømme op ad dette vandfald. I Kina var legenden dog mest en allegori for at have bestået den strenge eksamen til den statslige administration, mens den i Japan derimod er en allegori på zen studier og om oplysthed gennem selvtræning og meditation.

Saiho-ji

Et andet eksempel er Saiho-ji. Templet ligger i vestkyoto og er mest kendt som Kokedera, Mostemplet, pga. det imponerende mosbunddække. Da Muso istandsatte templet i 1339 overgik templet til Rinzai sekten, hvor det før havde været tilegnet Jodo Buddhismen.

Damhaven menes at gå tilbage til Asuka perioden (552-770). Stedet skulle have tilhørt prins Shotoku (572-621). Han havde antaget den buddhistiske tro og beskyttede den, og ved hans død var der 48 templer og over 1300 munke og nonner. I den efterfølgende Nara periode blev der grundlagt et Amida tempel, hvor søen og haven menes at have repræsenteret Det rene Land, paradishaverne. Da Muso overtog templet, menes han at have stået for ændringen af designet på haven og opførte en del nye bygninger, bl.a. en to etages pavillon, der menes at have inspireret til Sølvtemplet, Ginkaku-ji.

I dag fremstår haven, som en vandringshave og består af to dele. Dammen med øer og de omkransende trædestier, den øvre sektion kendt for dens to klippeformationer, hører til nogle af det tidligste kare-san-sui og skulle være designet af Muso selv. Den ene ende af klippeformationerne indeholder en skildpaddeø – kame shima – den anden et tørt vandfald – kare taki. Dammen, Kogane-ike eller Ogonchi, skulle efter Muso’s foranledning være formet som kinji karakteren for hjerte (shin). Gennem tiderne har haven ændret sig og mosdækket, med mere end 120 forskellige arter, er kommet til senere. Selvom træerne, der dominerer området i dag, ikke er samtidige, har der højst sandsynligt oprindelig været træer, og i Sakuteiki fremgår træernes betydning for haven da også.

”Når Buddha prædikede, stod han under et træ. Når shinto guderne kom ned fra himlen tog de bolig i træer. Så er det ikke altafgørende, at menneskets boliger skal være omgivet af træer.”

Ændret byggestil – nye muligheder: Shoin-zukuri

De magtfulde samuraier havde i deres residenser (buke-yashiki) adopteret aristokratiets shinden stil med det tilhørende havekompleks, men i løbet af Muromachi perioden ændrede shinden-stilen sig langsomt. En afgørende udvikling gik mod en rumlig opdeling i forhold til husets funktioner. Der blev en større opdeling mellem de offentlige og private rum i hovedbygningen, noget der blev afspejlet i brugen af de særlige glidende skærme. Et tidligt element i den nye shoin stil er en ny bygning, kaisho, som er et rum til audiens, og hvor husets gæster kan underholdes. Rummet genfindes i zen templerne, som abbedens kvartér – hojo’en. Shoin er egentlig betegnelsen på en bygningslænge med en niche, der er trukket ud under det dybe udhæng for at kunne give lys til at læse og skrive. I klostrene har abbeden som regel et rum, der kaldes shoin, til brug for konversation og til at kunne læse og skrive.

Det var også i denne periode at stråmåtterne (tatami) blev almindeligt udbredte og dækkede hele gulvfladen. Sammen med de nye transparente papirskydedøre (shoji) gav det en større fleksibilitet i den måde, man kunne opdele i ude og inde.

Karakteristiske kendetegn for shoin stilen er, at det mest formelle rum har en dekorativ alkove (tokonoma), der er forskudte hylder (chigaidana), det indbyggede arbejdsbord eller disk (tsukeshoin) samt de dekorative skydedøre (chõdaifamae)

Ændret havedesign

Ændringen i arkitekturen fik også betydning for havedesignet. En af ændringerne var en ny form for indgang. Tidligere havde templerne en overdækket indgang indbygget i muren syd for hovedhallen (hondo), hvor højt rangerede personer kunne gøre deres entre. En sti gik direkte fra porten til hovedhallen over en formel gårdsplads. I shinden residensen var indgangen gennem mellemporten og hen over den sydlige gårdsplads. I begge tilfælde hindrede en have direkte syd for hovedbygningen indgangens betydning. Med shoin stilen kom man ind på området fra syd gennem en port og via en ny formel indgangsveranda (kurumayose) kom man ind i selve bygningen, senere kom en indgangsvestibule (genkan) til.

Specielt efter Onin krigen, hvor bl.a. halvdelen af Kyoto blev brændt ned, fik tørlandskabshaverne fornyet drivkraft. Genopbygningen af bl.a. tempelhaverne kunne gøres med mindre plads, tid og penge. Vand var i nogle områder blevet en mangelvare, og de tørre haver blev populære især ved de templer, som ikke havde let adgang til vand. En senere reform af tempelreglerne i 1600-tallet betød, at den sydlige have, som vendte mod det centrale meditationsrum i abbedens residens, ikke længere blev brugt til religiøse formål. Gruset, som disse områder havde været belagt med, kunne derfor bruges til opbygning af flade tørhaver. Karakteristisk for kare-san-sui haverne var netop det revne grus, der symboliserede havet eller oceanet.

Beskuelseshaven

Det indskrænkede udendørsareal, ofte et mindre rektangulært område omgivet af mure, hække eller øvrige bygninger, kombineret med nærhed til hovedhallen, opfordrede i designet af haven til at være en beskuelseshave. Haven var ikke længere noget man entrerede fysisk, men kun mentalt. Man arbejdede derfor med teknikker, der kunne få et afgrænset område, til at synes uendeligt, og hvor den zenbuddhistisk tankegang kunne bearbejdes.

Den tørre landskabshave fremstår i sin enkleste form, blot som et rektangulært areal med revet grus omsluttet af en mur, hverken mere eller mindre. En udforskning af det tomme rum. I gruset kan der være sat en sten eller tre – og vi har anden have. Rundt om stenene kan være plantet mos, og stenene kan være sat i grupper. En mere varieret stenhave fremstår. Stengrupperne kan placeres som øer i et hav, hvor en enkelt bregne eller en lille busk kigger frem tilføjer vegetation i billeduniverset. Atter en stenhave med nye elementer fremstår. Et træ kan plantes… Nuancerne er små og variationerne er utallige, men fælles for alle disse haver er udtrykket af enkelthed, renhed og beherskethed. At man med så få ingredienser (sten, grus og mos) kan skabe så stor en skønhed, ser let ud. Har man arbejdet med japanske haver, ved man, at det nemme lige præcis er det, der er så svært.

Renheden, enkelheden, tavsheden, den beskedne, men kraftfulde fremtoning var temaer, der faldt i god samklang med datidens udbredelse af zenbuddhismen. Den japanske havehistorie gennemgik da også sit helt store udviklingsspring i zentemplernes baghaver, hvor flere zenpræster blev store havedesignere.

Havedesignerne 

I Kamakura perioden blev haven udlagt af en speciel præst, ish-itate-so, hvilket betyder stenopsætningspræst. Præsterne kom oprindelig fra Ninna-ji, et tempel der tilhørte Shingonsekten, og efterhånden arbejdede de som omrejsende havedesignere. Senere blev betegnelsen mest brugt om præster fra zen templerne.

I Muromachi perioden udviklede der sig en gruppe halvprofessionelle havedesignere, der blev betegnet senzui-kawara-mono. Kawara-mono var det nedsættende ord for arbejdere af den laveste klasse. Der levede ved flodlejerne (kawara), hvilket betød, at de var uden for statens regulativer. Fra Heian tiden var de henvist til arbejdet som bødler og gravere, men også til at varetage tungere konstruktionsarbejde. I starten blev de brugt fordi de var billig arbejdskraft, men med tiden udviklede de særlige evner, ikke blot til at indsamle de særlige sten, der skulle indgå i haverne, men også af træer til nye haver. Deres særlige kunnen betød, at de bedste efterhånden fik status som professionelle have designere, bl.a. vides det med sikkerhed, at to af sådanne havedesignere var med til at bygge den berømte have i Ryoan-ji.

De kinesiske landskabsmalerier

Interessen for kunst var stor i denne periode. Den største indflydelse kom fra de kinesiske tuschmalerier fra Sung dynastiet (1127-1215), bl.a. havde kinesiske zenpræster fra midten af det 13. årh. havde bosat sig i Kamakura’s templer. Malerierne var ofte landskabsmalerier (san-sui-ga), der havde motiver som den ensomme eneboer midt i den umådelige natur, billedmotiver som appellerede til de japanske præster.

Målet for zen maleren var altid at forsøge at fange essensen af subjektet snarere end at gengive det naturtro eller fotografisk. Suibokuga betyder ”vand og tusch billeder” og henviser til hovedparten af de billeder, som blev lavet af zenmalerne gennem Muromachi perioden. Har man stiftet bekendtskab med Japans våde og tågede bjergeområder, forstår man, hvorfor det sort-hvide tuschbillede, bedre end farver, kan indfange atmosfæren og dybden i motivet.

Der udviklede sig ligeledes et abstrakt landskabsmaleri kendt som haboko, ”den henkastede tusch”. Billedet er her uden struktur, kunstneren har fanget afstande og tyngde i landskabet med nogle få grove børstestrøg. Det er her den ikke-malede flade, der skaber den tågede atmosfære, og hvor sceneriets elementer er fremkaldt af de få tuschstrøg. Det er bl.a. i disse billeder at vi konfronteres med betydningen af begreberne om tomhed (ku) og det japanske rumbegreb (ma).

De japanske præster begyndte selv at praktisere den samme maleteknik og gennem Muromachi perioden var flere zentempler bl.a. i Kyoto sponsorer for sådanne kunstnere. Malerierne var langt fra japanske landskaber. Det var berømte kinesiske landskaber fra Sung malerierne eller beskrivelserne fra poesien, som blev gen malet af japanske kunstnere, som aldrig selv havde forladt deres omegn. Malerierne var mere metaforer for religiøse billeder eller drivkraft for personlige udtryk. Maleriet oplevede sit højdepunkt med Sesshu Toyo (1420-1506), der efter sin studietid i Kina, bragte tuschmaleriets tradition, haboku, til den højeste fuldendthed.

Sesshu menes også at have skabt 4 haver. Dels i templerne Iko-ji og Mampuku-ji i den lille by Masada på Honshus nordkyst. Haven Kisekibo ligger i en bjerglandsby på Kyushu og den sidste have tilhører templet Joei-ji nær Yamaguchi i det sydlige Honshu.

Haven som et maleri

Ligesom tuschmalerierne skal haverne ses fra et enkelt fast perspektiv sædvanligvis fra abbedens hojo. På japansk zakanshiki teien: haver der skal betragtes fra et fast punkt. Tuschmaleriets teknikker indgik i haverne på adskillige måder. Havedesignerne lod det hvide lærred udgøre af det lyse grus, og som ved tuschmaleriets ikke malede dis, er det nu havens grus, som udgør det tomme rum. Designets brug af sten imiterer også tuschmaleriet. Ved at sætte stenene i det lyse grus skabes den samme stemning, som ved det ikke malede papir, selv teknikken med ”den henkastede tusch” skabes på den måde stenen udvælges og placeres. Måden stenen sættes på i forhold til hinanden skaber dybden og ved at bruge de mørke sten, det lyse grus og enkelte dybgrønne planter reduceres hele sceneriet til det sort hvide tuschmaleri.

Kendetegn for den tørre landskabshave.

Den tørre landskabshave defineres altså primært ved sin havekomposition. Det er en have, der fremstår som et abstrakt billede af et bjerg- og vandlandskab, men uden brug af vand overhovedet. Haven er tør. Vandet er symboliseret i form af det revnen grus og i nogle tilfælde af små flade sten, der kan udgøre en flod eller et vandløb. Havetypen indbefatter også stenhaver med grøn bund, hvor det flade areal med mos, repræsenterede det våde vand. Så kare-san-sui haven er altså den tørre landskabshave med en bund af revet grus eller af frodigt mos.

Denne kategorisering er selvfølgelig alt for bred til at karakterisere alle de forskellige tørre landskabshaver, vi finder i Japan. Følgende underkategorier angiver de mange variationer:

1. Flad tør stenhave (hira-niwa-shiki karesansui). Haven er skabt på flad grund, fx. Ryoan-ji (1499)
2. Flad tør stenhave med små bakker (jun hira-niwa-shiki karesansui). Haven indeholder et område med mindre bakker, hvor man ofte finder et tørt vandfald kare taki eller andre elementer.
3. Tør dam-stenhave (kareike-shiki karesansui). Haven indeholder en symbolsk dam i midten.
4. Tør flod-stenhave (kerenagare-shiki karesansui). Haven indeholder landområder, der naturligt bugter sig passende for en flod. Daisen-in (1513) er et klassisk eksempel.
5. Bjerg tør-stenhave (tsukiyama-shiki karesansui). Haven indeholder et bjergområde oftest bygget op på den flade grund. Der er kun få eksempler på denne type i Japan.
6. Den specielle tør-stenhave (tokushu-shiki karesansui). En kategori for det, der ikke indgår i de øvrige kategorier.

Dagligliv i Zen templet

Haven var ikke tænkt som fokus for den meditative praksis. Grusets var for lyst, og fladen af hvidt grus ville give for meget genskin til at det var komfortabelt i løbet af dagen. Renligholdelse af haven har til gengæld været en vigtig del af livet templet. Den daglige livsrytme i et zentempel, er, udover meditation, kædet sammen med en af zen livets grundprincipper, nemlig renlighed. Der blev brugt megen tid og energi på at rengøre arealerne i og omkring templet. Det gælder gulve og tatamimåtter, men også udenoms arealerne, og haven skal renses for nedfaldne blade el. spirende frø. De karakteristiske bølger og mønstre i kare-san-sui havens grus skal jævnligt reetableres. Selvom processerne er langsomme og simple, kræver de stadig en vis form for koncentration, så det udførte arbejde udføres korrekt, fredfyldt og meditativ.

Rengøringen har også en praktisk funktion. For fysisk at kunne gennemføre de perioder, hvor der mediteres i lotusstilling over flere dage, er rengøringsaktiviteterne med til at stimulere blodcirkulationen. Af samme grund benyttes der også gående meditationer, hvor munkene vandrer rundt i hele tempelområdet. Om vinteren er aktiviteterne ligeledes med til at give varme til kroppen. Vi løfter her en flig af den japanske dobbelthed. Bagved de fleste ting, findes der ofte også nogle helt praktiske begrundelser.

Teceremonien, cha–no-yu, der nåede den fornemmeste forfinelse med Sen no Rikyu (1521-1591), gjorde også sit indtog i zen templerne, hvor den skulle øge den indbyrdes fortrolighed mellem dem, der tog del i ceremonien, samt skærpe koncentrationsevnen under meditationen.

Den mentale have

Det kan være svært at træde ind i en tør landskabshave for første gang. Haven er på en gang fjern og intim, og den benævnes også “den mentale have”. Jo længere tid man opholder sig i en sådan have, vil man opdage havens mange detaljer, men også hvordan tankerne og følelserne falder til ro. Sindet bliver tømt. Gruset i haverne er meget udtryksfuldt, det har den tidløse kvalitet som sten, men er alligevel flydende og forandrer sig. Lyset, der falder på de revne bølger, kaster skygger, som hele tiden ændrer sig med solens bevægelse hen over himlen. Med et zenbuddhistisk udtryk finder man i disse haver bekræftelsen på, at selv i det lille sandkorn, gemmer hele universet i sig.

Eksempler på kare-san-sui haver

Kamakuraperiodens tidstypiske haver:

• Tenryu-ji. (1339) Kendt for Ryu-mon-no-taki – “drageportvandfaldet.”
• Saiho-ji (1339) også kaldt Kokedera – Mostemplet

Muromachiperiodens tidstypiske haver:

Periodens haver er kendt for kun sparsomt at bruge planter.

• Daisen-in (1509), ligger Daitoku-ji
• Ryugen-tei (1517) (moshave) haven ligger i Ryugen-in, Daitoku-ji (Niwa 1/2004)
• Ryoan-ji (1499)
• Daitoku-ji Honbo
• Kohrin-in (1533) Daitoku-ji (Niwa 2/2004)

Momoyamaperiodens (1555-1623) tidstypiske haver:

• Katsura Palads
• Teskolehaverne i Kyoto.

Edo perioden:

Haverne har ofte en kontrast mellem revet grus med en sektion med mos og store planter langs en mur.

• Hojo (Houjou) (Kobori Enshu (1579-1647)
• Konchi-in (1632) i Nanzen-ji
• Shinju’an (1491 justeret omkr. 1638, hvor moset er rykket ind i haverne)
• Oubai-in i Daitokuji
• (Tsuki no Katsura no tei (månehave) (1712), Katsura residence, Hofu)

Nutidens tidstypiske tør landskabshaver:

• Øst haven i Tofuku-ji (1939) Havemester Mirei Shigemori.
• Adachi Museum of Art (1970) Kinsaku Nakane
• Ryugen-in (1980)
• Zuiho-in, Daitoku-ji Havemester Mirei Shigemori
• Meigetsu-in (1986) Havemester Saburo Sone, daglig kurator af Tenryu-ji.

Eksempler

Eksempel 1: Royan-ji

Den formentlig første og i hvert fald mest kendte kare-san-sui have er Royan-ji fra 1499. Templet tilhører Rinzai skolen og kaldes også for ”Drage fredstemplet”. Havens abstrakte komposition er lagt udenfor hojo hallen. Den 12 meter brede og 24 meter lange have er smukt afskærmet ved hjælp af en mur. Muren er lerklinet, og olien, som leret er kogt i, er med årene er trængt ud på overfladen. Haven består af 15 sten i fem grupper, der rejser sig op af det revne grus. Som helhed flyder de fra højre mod venstre (fremgår af mønstret i gruset). Hver gruppe er perfekt afbalanceret og står nærmest på en mindre ø af mos. Bortset fra moset er der ingen planter. Uanset hvorfra haven betragtes, kan man kun se 14 af de 15 sten på samme tid. Det er uvist, hvad sceneriet skal billedliggøre, gættene er mange: fra ”unge tigre passerer en flod” over ”øer i havet” til ”bjergtoppe, der rager over skyerne”. Det revne grus associeres oftest med havet, hvorfor det er nærliggende at opfatte de enkelte stengrupper som øer. Andre diskuterer, hvordan det lånte landskab (shakkei) skal inddrages. Skal fokus være på de omkring liggende bjerge, eller på kirsebærtræerne, der er plantet udenom muren. Dybest set er det ikke vigtigt. Sandheden ligger i den enkelte beskuers sind.

Haven er utrolig enkel og rendyrket i sit udtryk, og den kan siges at være en arketype på en kare-san-sui have. Haven opleves at repræsenterer det stadie som i zen-buddhismen kaldes satori eller oplysthed, i hvert fald forlader man som gæst stedet med ærefrygt.

 Foranderlighed

Når vi ser på haverne i dag, er vi tilbøjelige at opfatte deres udtryk som et status quo: Sådan har de altid set ud, og sådan vil de fortsat blive ved med at se ud. Det er selvfølgelig en sandhed med modifikationer. Naturen går sin gang og intet holder evigt trods den omhyggelige pleje og omsorg. Japanerne selv gør i deres brochure heller ikke et stort nummer ud af denne foranderlighed. Gennem tiden har eksempelvis brande betydet at templer og boliger har måttet genopbygges, i dag er det snarere vegetationen– især de gamle træer – der kan bukke under for bl.a. alder.

I tilfældet Ryoan-ji har den været omlagt flere gange. En brand i 1797 ødelagde alle bygningerne, og de 15 sten er først kommet til i forbindelse med genopbygningen af templet. Den første kendte beskrivelse af haven er fra omkr. 1660, hvor der nævnes 9 sten. Ældre tegninger og haveplaner viser endvidere, at der har været en overdækket korridor, der gik tværs over haven og delte den i to. Tempelbygningen foran haven skal have været ombygget og udvidet både før og efter branden. I 1680’erne angives bygningen til at være ca. 15 m og efter branden er den blevet genopført i en bredde af ca. 22 m. I den mellemliggende tid har den i en periode formodentlig været ca. 23½ m.

Eksempel 2: Daisen-in. Subtempel til Daitoku-ji

Templet kaldes også ”Den store eneboers tempel”. Have er anlagt i 1513. Haven er ca. 70 m² omkranset primært af hvide mure. Haven består af fire små haver, der fysisk er bundet sammen af verandaen rundt om templet og psykisk af deres symbolske indhold. Hovedallegorien i haven er billedet: “dybe bjerge og mystiske dale”. Et tørt vandfald – indrammet af mindre busker og små træer – symboliserer livets begyndelse. De to omgivende klipper repræsenterer henholdsvis nådens gud, Kanon, og en buddhistisk ildgud, Fudo-myoo, der straffer alt ondt. Den flade sten er den mediterende præsts sæde. Den tørre flod flyder ud i en bredere flod, der repræsenterer livets modgang og prøvelser. Floden passerer henholdsvis en skildpaddeø, der symboliserer et langt liv, samt en traneø, der symboliserer lykke.

Den tørre flod passerer en korridor (rekonstrueret i 1961), der adskiller den første have fra den næste. Her er sat en sten med form som en kinesisk junker, der nærmest bølger op og ned i det revne grus. Floden flyder videre syd om hojo-hallen til en bred flade med nøgent revent grus, som repræsenterer de buddhistiske billeder på det umådelige ocean og den evige fred. Fladen brydes kun af to mindre gruskegler. Oprindelig grus, der blev tilovers, som efterhåndener blev permanent. Den anden flodarm runder nordbygningen og passerer nogle klipper, der skal forestille store klippeskrænter.

Eksempel 3: Nanzen-ji – Hojo

Nanzen-ji tempelområdet ligger for foden af Kyoto’s østlige bjerge. Det er et stort tempelområde med store grunde og talrige subtempler. De fleste af tempelbygningerne brændte ned i forbindelse med Oninkrigen og en større genopbygning blev sat i gang i 1611. Templet var oprindelig en fratrædelsesvilla for kejser Kameyama (1249-1395) efter hans abdiceren i 1274. Recidensen blev i 1290 konverteret til et tempel på foranledning af kejseren. Det fungerer i dag som hovedkvarter for Rinzai skolen.

Hovedhaven er en kare-san-sui have og er anlagt foran hojo hallen (Dai-hojo), som blev skænket af kejser Go-Yõzei (1572-1617) og flyttet fra det kejserlige palads i 1611. Fra hojo’ens veranda betragter man haven, som er bygget op langs en lys mur og anlagt på et rektangulært areal, hvor 2/3 er dækket med lyst grus. Haven er anlagt på en smal stribe af mos, hvor der sat nogle større klipper omgivet af bl.a. formede azalier, ahorn og et fyrretræ. Efter stenenes form bliver haven kaldt “ung tiger krydser vandet” (toranoko-warashi).

Haven er tilskrevet Kobori Enshu (1579-1647). Enshu var temester, men er mest kendt for sit havedesign. Mange haver tilskrives ham, selvom det til tider kan være noget uklart, hvem der faktisk har designet haverne.

Forskellige udtryk
De tre haver er på mange måder vidt forskellige i deres udtryksformer og brug af symbolik. Men som alle kare-san-sui haver er udtrykket det abstrakte landskab. Hvor Daisen-in er meget konkret i sin symbolik og den historie, der fortælles, er Royan-ji den helt abstrakte have. Begge haver bruger sten som øer og vandfald, revent grus, der symboliserer havet med strømhvirvler. Stenene er her placeret på mos, men de kan også skyde direkte op af gruset. Haven kan være opbygget med gruset som forgrund, mellemgrunden kan bestå af et mosareal, måske kuperet med enkelte store sten og stramt formede azalier (i Danmark vil vi nok vælge buskbom) med et enkelt stramt klippet træ. Baggrunden består oftest af en mur eller et hegn, men kan også være en hel væg af træer eller buske. Variationerne er mange.

Eksempel 4: Daitoku-ji

Daitoku-ji tempelområdet, som er et omfattende tempelkompleks, hvor 20 subtempler stadig er intakte, men hvor kun de 8 er åbne for besøgende. I sin storhedstid var her mere end 30 subtempler. Daitoko-ji blev grundlagt af zenmesteren Daito Kohushi i 1319 i Murasakino, der dengang lå et stykke uden for den nordlige del af Kyoto. I dagens Kyoto er tempelområdet fuldstændig omgivet af bymæssig bebyggelse.

Daitoku-ji tilhører Rinzai-skolen, og gennem historien har Daitoku-ji haft en central position i det japanske kulturelle liv. Under Kamakura perioden vandt Rinzai zen-skolen dyb genklang hos shogunatet og krigerklassen. Mange prominente personer i den japanske kulturhistorie har studeret zen ved Daitoku-ji bl.a. Sen no Rikyo, og udviklingen af te-æstetikken er da også tæt forbundet med templet.

Subtemplerne

Templet brændte to gange ned til grunden dels i 1453 og senere i 1468 i forbindelse med Onin – krigen. Templet blev genopbygget af præsten Ikkyu og stod færdig i 1474 endnu større end tidligere. Udover hovedbygningen og hojo’en blev der bygget et subtempel for hver af zen mestrene i Dharma linien, dvs. den kæde af mester-discipel-relationer helt tilbage til den historiske Buddha.

Gennem det 16. årh. blev der tilføjet 18-19 subtempler til de eksisterende 6 subtempler. Templerne var typisk familietempler, f.eks. sponsorerede den mægtige Hideyoshi (1536-98) et subtempel for sin forgænger daimyonen Nobunaga (Soken-in) og et for sin mor (Tenzui-ji), hvilket fortæller, hvor tæt Daitoko-ji var viklet ind i datidens politiske liv.

I begyndelse af det 17. årh. blev der tilføjet yderligere 8-9 subtempler, bl.a. temestre som Kobori Enshu og Hosokawa Sansai opførte deres aftrædelsesboliger her, boliger, som efter deres død blev konverteret til familietempler. Efter 1630 blev der dog ikke tilføjet nye subtempler.

Økonomisk krise
Årene efter Meiji restaureringen (1868-1912) var økonomisk svære for Japan og hele støttesystemet til templer som Daitoku-ji ophørte. Bygninger og landområder blev solgt fra, og uerstattelige værdigenstande og kunst blev overgivet til museer og private samlere. Det siges, at op mod 80 % af alle kunstgenstande forsvandt fra Daitoku-ji i disse år. Daitoku-ji har dog stadig mange værdigenstande, og de fleste af de tilbageværende subtempler har seværdig arkitektur og smukke haver, der vidner om zen-buddhismen og kulturen om te-ceremonien i dens dannede periode fra ca. 1500 til 1650.

Ryogen-in

Ryogen-in templet er et af de ældste i Datoko-ji og grundlagt af Tokai Soboku i 1502. Templet har 4 haver, hvor Ryogin-in er den vigtigste, og af nogen tilskrives Tokai, mens andre mener, at templet og dermed haven først blev fuldendt efter Tokei’s død i 1517. Haven tilskrives derfor Soami (1472-1525), der var tuschmaler, poet og havedesigner. Han menes bl.a. at stå bag klippehaven ved Ginkaku-ji (Sølvtemplet). Hojo’en, templets meditationshal, hvor abbeden tilbragte sit daglige liv, er den ældste i Japan, og er repræsentativ for den buddhistiske arkitektur i Muromachi perioden.

Evt. billede 1-2

Haverne i Ryogen-in (haveplan haves)

Ryogin-in indeholder fire hovedhaver:

1. Nordhaven – Ryogin-tei. Den ældste kare-san-sui have i Daitoku-ji. 1517. Muromachi (1333-1568)
2. Sydhaven Isshidan: Tør landskabshave med revet grus, skildpadde- og traneø. 1980. Showa (1926- 1989).
3. Gårdhaven Totekiko. Formentlig den mindste have i Japan.1958. Showa.
4. Gårdhaven “A un”.

Ryogin-tei (nordhaven)

Den mest kendte af haverne er Ryogin-tei, ”Den syngende drages have”, der ligger inden for murene på den nordlige side af hojo’en. Haven er i tempellitteratur tilskrevet Soami, da det menes at templet blev fuldendt efter Tokei’s død i 1517, og at haven derfor blev anlagt på den tid. Soami var en meget populær gartner i Muromachi perioden. I alle tilfælde er haven en af de ældste kare-san-sui (tør-bjerg-vand) haver i Japan.

Haven præsenterer os for universet med det grønne mos, som udtryk for det store ocean og nogle klippeøer, som udtryk for bjerge. Den centrale stenformation ligger nær den bambusgule bagvæg, der skaber flot kontrast til den grønne mos. Stengruppen, der også kaldes sanzon-ishi-gumi, et trekantarrangement, der repræsenterer den buddhistiske treenighed, domineres af en høj smuk sten, der repræsenterer Shumisen, som var centret i den buddhistiske kosmologi. Havens bund er dækket af to slags mos. Et moslag der smyger sig om stenene og repræsenterer fastlandet og udenom dette et andet moslag, der repræsenterer oceanet. Det sidste mosdække menes oprindeligt at have bestået af grus, som vi kender det fra de fleste andre tørre landskabshaver.

Evt. billede 3-6

Isshidan (sydhaven)

Da Tokai, grundlæggeren af templet, opnåede satori (indsigt) – gav hans lærer ham zenmesternavnet “Ryozen-isshi-no-ken” efter hvilket den forreste have, Isshidan, syd for hojo’en blev opkaldt efter. I 1980 rådnede havens 700 år gamle hovedtræ op, og den nuværende præst Katsudo, fik haven rekonstrueret samme år i horai-san stil med tre stengrupper. På oversigtsbilledet ses en tre-stenskombination i det bagerste højre hjørne, hvor den centrale sten repræsenterer Mt. Horai. Heroverfor er der en to-stens kombination, der repræsenterer traneøen, som symbol på lykke og den centrale mosdækkede ø med to-stens kombinationen repræsenterer skildpaddeøen, som står for et langt liv. I denne moderne udgave er formerne meget abstrakte. I modsætning til f.eks. Meigetsu-in, hvor ingen er tvivl om, at vi har med en skildpaddeø at gøre.

De velsignede øer

Mt. Horai er en symbolsk version af den buddhistiske mytologi om “de velsignede øer”.  I de gamle kinesiske myter lå der langt fra Kinas kyst 5 øer beboet af mænd og kvinder, som var udødelige og levede i perfekt harmoni. Legenden fortæller, at de fløj mellem øerne på ryggen af traner, og øerne selv lå på ryggen af gigantiske havskildpadder. To af øerne forsvandt senere efter kamp med et havuhyre. Myten om “de velsignede øer” nåede Japan før buddhismen, idet de allerede nævnes i Nihon shoki, de japanske kroniker fra ca. 720 e.kr. Her fortælles det, at en af Urashimas sønner sammen med sin tilkomne kom til de velsignede øer i 478. Myten blev også en af de karakteristiske træk i den japanske have. Japanerne koncentrerede de 5 øer til en enkelt, Horai-san, og i den japanske havearkitektur blev den symboliseret som Mt. Horai øen og senere som traneøen, tsurushima, der repræsenterer lykke eller skildpaddeøen, kameshima, der repræsenterer et langt liv.

Billeder 7-12

Totekiko

Den lille gårdhave (tsubo-niwa) totekiko, siges at være den smalleste have i Japan. Haven er på kun 13 m² og lavet i 1958 af kun sten og revet grus, men også her finder vi det enkle og raffinerede havedesign, hvor det kraftigt revne grus fra Isshidan går igen. Fortællingen er her, at bølgerne fra blot en eneste dråbe vand, vil brede sig ud over hele oceanet.

Billeder: 13-14

Stenhaven Ryogin-tei A-un

Stenhaven “A-un” repræsenterer sandheden om universet og essensen af zen. “A-un” betyder ind- og udånding, himmel og jord, positivt og negativt eller kvinde og mand og disse er separeret fra hinanden. Hovedstenene er genplacerede fra Jurakudai bygget af Hideyoshi Toyotomi.

Billeder: 14-18

Billedtekster

1. og 2.: Indgangsparti. Det opretstående kan bruges som for- eller bagside.

3.: Ryogin-tei. Haven ligger smukt omkranset af de bambusgule mure, der skaber god kontrast til den grønne mos. Billedet her er taget i det tidlige forår, når mossen er frodig, ses grænserne mellem de to slags mos meget tydeligt.

4.:Ryogin-tei. Nærbillede af Ryogen-tei’s vestlige hjørne som viser en klassisk 3 stens komposition, smukt flankeret af de små buske. Her kan man tydeligt se skillelinien mellem de to mos arter, der repræsenterer hhv. land og ocean.

5.: Ryogin-tei. Sanzon-ishi-gumi. Havens centrale trekantsarrangement, der repræsenterer den buddhistiske treenighed med shumisen i midten. Et meget klassisk stenarrangement. Bemærk, hvordan stenenes blålige skær er med til at skabe dybde i arrangementet.

6.: Ryogin-tei: Nærbillede af Ryogen-teis’s østlige hjørne. Bemærk kameliaen der diskret lyser op med sine røde forårsblomster.

7.: Midterside billede. Ryogen-in. Sydhaven Isshidan: Renoveret i 1980. At træde ind i haven er ret overvældende og på trods af, at haven er meget enkel og renset for overflødige elementer virker den utrolig kraftfuld, hvilket ikke mindst skyldes de store, men utrolig smukke sten, hvor især den bagerste centrale sten rager op. Kraften går igen oceanets bølger, repræsenteret ved det revne grus. Dønningerne rundt om øerne er ligeledes markerede, og det er lige før, man kan høre bølgeslagene slå ind på klipperne. Havedesignet er stramt indkranset af den bambusgule mur, bemærk hvordan muren gentager sig i den klippede hæk bagved. Mod templet er det rektangulære rum markeret ved en regnvandsrende med sorte sten i kontrast til det lyse grus og de lyse fliser helt op mod verandaen.

8.: Isshidan. Den yderst abstrakte skildpaddeø (kameshima)

9.: Isshidan. Trestens kombinationen med det imponerende Mt. Horai. Bemærk stenenes flotte struktur.

10.: Isshidan. Traneøen (tsurushima)

11.: Indkik til Isshidan

12.: Isshidan. Indkik til Traneøen, bemærk den stramme og meget formelle trædesti og regnvandsrenden, der løber rundt om templet.

13.: Den lille gårdhave Totekiko.

14.: Den lille gårdhave Totekiko.

15.: I den ene ende af “A-un” dækker en storbladet bambus for en hvide væg. Foran bambussen ses en stenø som nærmest er skjult af en grusvold, der kunne symbolisere havets dønninger.

16.: “A-un” er en meget smal have. Gruset er revet i dybe furer parallelt med den bambusgule mur, der danner baggrund for den lille have. Langs muren er der placeret to stenøer. 

17.: Et nærbillede af en af øerne i “A-un”. Den lille lav beklædte sten er smukt omkranset af en lille busk og en bregne. Bemærk den høje grusvold, der udgør “dønningen” rundt om øen.

18.: Nærbillede af en af øerne i “A-un”. Stenen er en sokkelsten fra Jurakudai, bygget af Hieyoshi Toyotomi. Bemærk nedløbsrøret, der næsten opleves som en del af den øvrige træstamme.

19.: Ryogen-in: En lille gårdhave

Korin-in

Korin-in er et af de 20 templer, der i dag findes i tempelområdet til Daitoku-ji. Korin-in er opført under Taiei perioden (1521-1528) af Hatakeyama Yoshifusa, som et familietempel til Hatakeyama-familien. Familien var daimyo i Echizen – en provins der lå syd for Kanazawa. Templets hovedbygning blev dog genopført allerede i 1533. Templets grundlægger er angivelig præsten Shokei, den senere zenmester Butchi Daitsu, der regnes for en af Daitoku-ji’s fornemmeste præster. Templets navn, Korin, er det navn Yoshifusa, efter buddhistisk skik, fik tildelt efter sin død.

Den tørre landskabshave

Den tørre landskabshave, kare-san-sui, som ligger syd for templets hovedhal (hondo) er designet og anlagt af Nakane Kinsaku i 1960’erne på baggrund af gamle tegninger af en shoin have, som var på godset i Echizen. Nakane Kinsaku er en fremtrædende havedesigner i Kyoto og en fremragende restaurator af gamle haver. Han har også stået for Taizo-in.

Haven består af to mosbakker elegant placeret på en stor flade af revent grus. Hovedmotivet består af to opretstående klippeblokke, der nærmest er skåret ind mellem de to mosbakker, pakket ind mellem klippeblokke og stramt klippede buske. På oversigtsbilledet ses, hvordan de høje stedsegrønne buske i baggrunden skaber dybde i motivet. Bagvæggen udgøres noget utraditionelt af et lyst bambushegn. Overgangen mellem haven og templets træterrasse er altid spændende at studere, variationerne er mange. Her er brugt fliser med spidserne vendt ud mod haven.

Haverne

Følger man træterrassen rundt om templet, når man mod vest til en aflang have. Haven her er ligeledes afgrænset af revent grus, men knap så stramt bygget op. Herefter når man frem til endnu en aflang have. Meget smuk med sine kæmpe azaleaer, smukt klippet i runde, bløde former, hvor der op mod den bambusgule mur er sat grønne ahorntræer, der – iblandet en enkelt rødbladet acer, danner en skyggefuld lund. Går man videre rundt, når man frem til en meget gennemført tehave – “Kankyo-tei”.

En te-historie: Lad den grønne te rense dit sind

Ved indgangen til templet reklamerede man med, at det var muligt at nyde grøn te. Så efter at have gået rundt på træterrassen og nydt haverne, syntes vi, at havde fortjent den grønne te og måske lidt varme til de kolde fødder. I det tidlige forår er det en god ide at have skisokker på, uden sko på fødderne er både trægulve og tatamimåtter temmelig kolde. Vi havde forestillet os, at vi kunne sidde og nyde landskabshaven, mens vi drak te. Stor var overraskelsen, da vi blev vist ind i et mindre lukket rum – kun med sporadisk udkik gennem et tremmevindue til en blomstrende magnolie. Måske var tanken, at vi skulle lade roen falde over os og hellige os den grønne te, mens synsindtrykkene fra haven kunne bundfælde sig i sindet. I hvert fald blev den grønne te og den tilhørende søde kage nydt med udsøgt fornøjelse i det lille rum, siddende på den røde løber. 

Billedtekster

Billede 1: Indgangen til Korin-in. Foran indgangen er der på begge side af trædestien anlagt et stramt landskab af revent grus med en kegle ligeledes af grus, der symbolsk kunne repræsentere Horai-san, symboliseringen af “de velsignede øer”. Porten danner en smuk ramme til indgangshaven, der ligger på et lidt højere niveau.

Billede 2: Vi har netop passeret hovedporten og er på vej ind til indgangen til tempelbygningerne og haverne. Nobedanen (trædestien) er anlagt i zig zag mønster. Designmæssigt betyder det, at indgangen bliver mere spændende og nærværende, da gæsten tvinges til at være opmærksom på alle elementerne i forhaven. Nobodanen er tydeligvis meget mere formel end den foran hovedporten. Bag tremmevinduet til højre blev der serveret grøn te.  Ifølge kinesisk tradition kan de onde ånder udelukkende at kunne bevæge sig i rette linier, zig zag mønstre skulle derfor forhindrer, at vi bringer dem med ind. Hvorvidt denne forståelse også skulle gælde i Japan er noget uvist, selvom det er en god historie.

Billede 3: Oversigtsbillede over sydhaven, den tørre landskabshave (kare-san-sui).

Billede 4: Midtersidebilledet: Korin-in. Sydhaven. Subtempel til Daitoku-ji. Anlagt af Nakane Kinsaku i 1960’erne (Showa). Trods de meget retlinede klipper og de stramt klippede buske i forgrunden, fornemmer man klart, at der er tale om et voldsomt landskab. Et imaginært vandfald kommer ud mellem de to opretstående klipper. Selve udløbet er i denne vinkel skjult af en klippeblok, der ligger på tværs i havet, symboliseret af det revne grus. Bregnerne mellem klipperne er også med til at signalere voldsomhed. Halvøen til venstre med de klippede buske samt de to sten placeret ude i gruset er med til at skabe dybden i landskabet. Stenbroen (hashi) mellem de to bjergtinder fungerer symbolsk, som passagen mellem den menneskelige og guddommelige verden.

Billede 5: Nærbillede af klippeformationen. Vi ser her tydeligt stenbroen, der forbinder de to klipper eller bjergtinder.  Det var en almindelig anskuelse, at jo højere klipperne var, jo tættere var man ved det guddommelige. Klippernes stejlhed skulle på den anden side symbolisere, hvor svært det er at nå det guddommelige. Broen (hashi) fungerer som passagen mellem den menneskelige og guddommelige verden. Symbolsk repræsenterer broen således rejsen mod en højere bevidsthed eller oplysthed, som netop var målet i zenbuddhismen. Hele dette symbolske billede var et af de typiske temaer i de kinesiske landskabsmalerier og som udgjorde inspirationen for det zenbuddhistiske havdesign. På kinesisk hedder et landskab netop shan shui, der betyder bjerg/vand, men som udover at udtrykke de to dominerende naturelementer også repræsenterer yang: bjergene som de stærke, der rager op mod himlen som det mandlige, himmelske element, mens yin, det jordiske og kvindelige element er repræsenteret i det bløde og eftergivende, i jordens hvilende vand. De kinesiske billedruller var typisk udført i tusch, hvilket afspejles i de blåsorte sten, der er brugt i stenopsætningen. Billedet viser også, hvordan bregnerne mellem de to klippeblokke er med til at skabe den vildhed, som floden og vandfaldet er udtryk for.

Billede 6: Billedet viser sydhavens østlige hjørne.

Billede 7: Den vestlige sidehave. Her består overgangen mellem templets træterrasse og grusfladen en rende med sorte sten, som danner kontrast til det hvide grus, men som også fungerer som afvandingskanal fra templets tag og nedløbsrør.

Billede 8: Den sydlige have udgøres af en meget stemningsfuld lund af smukt klippede azaleaer og ahorntræer, her med en netop udsprugen rød acer.

Billede 9: Thehaven “Kankyo-tei”. Billedet viser trædestien (nobedan) fra templet og ind til thehuset gennem den mere vilde thehave (roji).

Billede 12 (bagsidebillede): Korin-in. De to gruskegler ved indgangen til Korin-in

Eksempel 5: Daikômyô-ji

Daikômyô-ji er et subtempel til Shôkoku-ji, der er et større tempelområde i det centrale Kyoto. Haven er ikke kendt, og den er ikke en betalingshave. Er man så heldig at finde templet, åbner man selv porten og ”lusker” sig ind, og smuk er denne tørre landskabshave, hvor det usædvanligt flot revne grus tager sig ekstra smukt ud i den sene eftermiddagssol, hvor skyggerne fremhæver de revne mønstre.

Haven er en tør landskabshave i helt enkelt design, hvor øer af mos og sten breder sig ud i det store ocean af revet grus. Gruset er revet fint langs havens kanter og rundt om øerne, idet rivningen angiver havets bevægelser langs kystlinierne. Haven omkranses af den enkle mur, hvor murens basis ses i grove sten, og hvor murens tag glinser i sort tegl. Muren indrammer og forstærker havens ro og harmoni. Så enkel og så smuk – kan det være flottere.

Almindelige japanske betegnelser for haver og templer:

Shinto helligdom (shrine): jinja, jingu, taisha eller –gu.
Buddhistisk tempel (tera): -in eller –an betyder et mindre buddhistisk tempel, hvor -ji eller dera betyder et større tempel.
Hondo: hoved hallen i et tempelkompleks.
Have: Niwa, teien, -tei, -en.
Park: koen