Shogunat, daimyo’s og samuraier
Trods økonomisk fremgang i Heian perioden blev kejserfamiliens og den ledende Fujiwara slægts økonomier langsomt undergravet, da man skulle skaffe jordbesiddelser til et stadigt stigende antal familiemedlemmer. Det tidligere system med kejserlig ejendomsret til jorden gik langsomt i opløsning, og aristokratiet og de religiøse institutioner tilegnede sig efterhånden store jordområder, jorde der ikke skulle betales skat, shoen, af. Statsadministrationen og dens mulighed for magtudøvelse gik langsom i opløsning, og i stedet fik man fra begyndelse af 1000 – tallet et decentraliseret styre, der meget minder om det lensvæsen, vi kender fra Europa. Lensherrerne, daimyo, nød godt af den økonomiske fremgang. Griskhed og ærgerrighed førte dog til hyppige fejder mellem lensherrerne rundt om i landet. De, der havde økonomien til det, samlede bevæbnede mænd omkring sig, og der opstod dermed en ny samfundsgruppe af krigere, samuraierne. Klostrene anskaffede sig fra omkr. 1100 ligeledes soldater for at kunne opretholde deres magtbaser og kunne nu rette angreb mod deres fjender uden at statsadministrationen havde mulighed for at gribe ind. Abdicerede kejsere forsøgte sig også med at fungere som kejsere bag kulisserne (insei-styre) i forsøg på at genrejse kejserens magt, hvilket dog ikke lykkedes. På den måde opstod der nye slægtsgrene fra den kejserlige familie. To af disse slægter var Taira og Mimamoto, der kæmpede om magten.
Kamakura perioden (1186-1392)
Efter et vellykket oprør (1180-1185) mod den magtfulde daimyo Kiyomori fra Taira klanen, lod Minamoto Yoritomo (1147-1199) sig udnævne til shogun og byggede sin residensby i Kamakura (nær det nuværende Tokyo). På den måde opstod det såkaldte shogunat, som bestod helt frem til 1868. Shogunen, der oversat betyder ”den øverste babartilintetgøre”, var i princippet kejserens øverstbefalende og havde den militære overkommando, samtidig med, at han også var en slags øverste embedsmand. Yoritomo fik i nogen grad mindsket daimyo’ernes indflydelse. Han lod de gamle administrative institutioner bestå, men udbyggede administrationen med et kollegiestyre for at mindske enkeltpersoners indflydelse. Den særlige styreform, blev kaldt bakufu (der betyder lejrstyre).
Magtkampene fortsatte dog med jævne mellemrum og krigen mod mongolerne (1274 og 1281), som kun gav udgifter og intet krigsbytte, tærede på økonomien. Krigerstanden steg i antal og jordejendommene blev delt op i stadig mindre lodder. Loyaliteten smuldrede langsomt mellem krigerne og shogunen, og de mange daimyo blev endnu mægtigere. Med et stadig mere svækket shogunat, kom det følgelig til flere konflikter daimyo’erne imellem og med den siddende shogun.
_________________________________________________________________________
Bushido – krigerens vej
Det var den denne urolige periode, der var baggrunden for at den professionelle kriger, samuraien, vandt indpas. De samuraier, som shogunen ønskede at belønne og knytte til sig, blev gjort til daimyo, lensherrer med egne len. Blandt samuraierne udviklede der sig langsomt en særlig etik, bushido – krigerens vej, en etik der beskæftigede sig med samuraiens særlige livsholdning og kampånd. Samuraiens opgave var på den ene side at kunne slå ihjel og forsvare sin daimyo, men samtidig skulle han beskytte de bønder og det arbejdsfællesskab, der var en forudsætning for, at han kunne brødføde sig selv. For samuraien gik loyalitet overfor daimyo’en frem for alt. En loyalitet der var ubegrænset. Man gik hellere i døden end overgav sig, og når nederlaget ikke var til at undgå eller havde samuraien tabt sin ære, skulle han tage sit eget liv ved at begå seppuku (opsprætning af maven).
Trods den hårde og voldsomme krigerindstilling, blev zenbuddhismen tidligt tæt forbundet med samuraiens tilværelse og tankeverden. Zenbuddhismen accepterede samuraiens voldelige og blodige profession. I zenbuddhismen skal man, når kursen først er bestemt, aldrig se sig bagud, og for zen er livet og døden to ligeværdige fænomener. De discipliner, som zenbuddhismen arbejdede med, var de samme discipliner, som skabte en god kriger: fysisk såvel som psykisk selvkontrol, meditation og fokusering for at skabe indre ro, klarhed, overbevisning og uselviskhed. Da zenbuddhismen heller ikke var intellektuel, men enkel og ligetil i sin grundholdning, hvor intuitionen var den mest direkte vej til sandheden, var det en tilgang, som passede fint ind i samuraiens begrebsverden.
_____________________________________________________________________
I de blodige borgerkrige der hærgede, gik kejserpaladset Kyoto Gosho heller ikke ram forbi og lå i perioder i ruiner. Paladset blev taget i brug i 796, men allerede i 1228 var den sidste af de oprindelige bygninger forsvundet. Den nuværende rekonstruktion er fra 1855, men giver et udmærket billede af det oprindelige palads. Paladset dækker et areal på 1 x 1½ km, og i dets storhedstid var der mere end 50 bygninger, bestående af bl.a. boliger, festsale og regeringskontorer.
Paladset er et eksempel på shinden stilen, hvor bygningerne, forbundet med korridorer, samler sig omkring hovedbygningen shinden.
I kejserpaladsets hovedbygning, Shin-shinden, den store audienshal, fandt de store ceremonier som bl.a. kroninger tidligere sted. Den imponerende bygning, bliver smukt fremhævet af den yderst simple have, dantei, hvor der i det omhyggeligt revne grus, blot er plantet et appelsintræ og et kirsebærtræ, placeret på hver side af bygningens front.
Muromachi perioden (1393-1554)
To grene af kejserfamilien begyndte en strid om retten til tronen. Et forsøg på at skiftes til tronen mislykkedes. Udgangen på striden blev, at en af de kejserlige generaler, den ærgerrige Ashikaga Takauji (1305-1358), formåede at nedsætte sig som shogun og at indsætte en ny kejser, så Japan i perioden 1336-92 var delt mellem to kejsere. Ashikaga slog sig ned i kejserhovedstaden Kyoto (i Muromachi kvarteret, hvilket gav navn til perioden), samtidig udstationerede han vice-shoguner i Kanto regionen, hvor bl.a. Kamakura lå.
Selvom det lykkedes at indgå forlig fortsatte magtkampene, og i 1467 brød der decideret borgerkrig ud, Oni krigen. Krigen varer i 10 år, men i realiteten fortsatte borgerkrigen frem til 1600, med ustandselige kampe mellem de tidligere daimyo, der nu betragtede sig som selvstændige konger. Selv kejsertronen stod i perioder tom på grund af pengemangel.
I løbet af denne urolige periode foregik der samtidig en udvikling af både landbruget og handelen, nye byer skød op og handelen med Kina voksede. Bønderne fik endda en vis andel i den økonomiske fremgang og fik en relativ større frihed end tidligere bl.a. begyndte de at flytte sammen i landsbyer.
Edo perioden (1600-1868)
Med sejren ved Sekigahara den 21. oktober 1600 lykkedes det Tokugawa Ieyasu (1543–1616) at samle landet, hvilket blev starten på Edo perioden, der varede frem til 1868. Den afgørende kamp begyndte dog allerede i 1560, hvor Oda Nobunaga (1534-1582) indtog Kyoto. Han formåede fuldstændigt at knække de religiøse ordeners militærmagt. Bl.a. blev Tendai sektens store tempelkompleks Enryaku-ji på bjergryggen Hiei-san udenfor Kyoto med mere end 3800 bygninger brændt ned i 1571 og mere end 20.000 munke blev dræbt. Nobunaga blev dog myrdet i 1582. Da der udbrød strid i det regentskab, som var sat ind for at varetage den mindreårige arving, overtog Nobunga’s dygtigste general Hideyoshi (1536-1598) magten. Hideyoshi fortsatte Nobunaga’s værk og tvang efter nogle år daimyo’erne til underkastelse. Han var som enehersker også en stor bygherre og lod bl.a. opføre en mægtig borg i Osaka og en mindre i Kyoto, hvor han også lod opføre et stort palads. I Kyoto lod han endvidere rejse en kæmpestatue af Buddha, den blev dog ødelagt få år senere ved et jordskælv. En beslutning om at erobre Korea forfejlede, og tropperne blev efter nogle år trukket hjem, og i 1598, samme år som Hideyoshi døde, blev der sluttet fred.
Tokugawa Ieyasu blev indsat som en af de fem regenter, der skulle regere for den mindreårige Hideyori. Regenterne blev også denne gang uenige, og Ieyasu kom i krig med alle de mægtige daimyo’er. Efter sejren i 1600 lod han sig i 1603 udnævne til shogun og opførte en stor borg ved den lille fiskerby Edo – det senere Tokyo. Inden han dør i 1616, når han at uskadeliggøre Hideyori. Ieyasu havde da allerede overgivet shogun embedet til sin søn Hidetada i 1605, derved var der banet en sikker vej for Tokugawa slægten.
Forskellen på de tre store herskere, som forenede Japan og som var forudsætningen for dannelsen af det mægtige Tokugawa Bakufu, er blevet symboliseret i denne lille anekdote: Stillet overfor et fuglebur med en nattergal, der ikke vil synge, ville Nobunaga dræbe fuglen, Hideyoshi ville tvinge den til at synge, mens Ieyasu tålmodigt ville vente på, at den begyndte at synge.
Japans isolation
I midten af 1500-tallet kom de første europæere til Japan og med dem kristendommen. I begyndelsen eksisterede der en fredelig sameksistens med de japanske herskere. Europæerne kom bl.a. med ny teknisk viden som musketten, og de kristne kunne bruges som modvægt til den dominerende buddhisme. Hideyoshi ændrede dog holdning til de kristne på baggrund af en mere aggressiv missionsbølge fra de spanske franciskanermunke. Han frygtede, at spanierne ville forsøge at erobre Japan, som de havde erobret Filippinerne. Efterfølgende nærede Ieyasu derfor en begrundet bekymring for missionærernes intentioner og for udbredelsen af kristendommen. I 1612 indførte han en lov, der påbød de kristne missionærer i de store byer at forlade landet sammen med de japanere, som ikke ville afskrive sig den kristne tro. I 1613 blev loven udvidet til at gælde hele Japan. Selvom de kristne handelsskibe fortsat uhindret kunne anløbe Nagasaki og Hirado, var det med de stigende restriktioner kun Hollænderne, det fortsat lykkedes at holde sig på god fod med japanerne.
Missionærerne standsede ikke deres aktiviteter, men blev blot mere fanatiske. I 1637 gjorde mere end 30.000 kristne på Kyushu oprør og forskansede sig på en fæstning på halvøen Shimabara tæt ved Nagasaki. Oprøret blev efter en længere belejring slået ned bl.a. hjulpet af et Hollandsk krigsskib, der beskød de indesluttede kristne.
Efter opstanden blev der indført en lov, der forbød japanerne at forlade Japan eller vende tilbage fra udlandet. Overtrædelse af loven blev straffet med døden. Alle udlændige blev udvist og kun Hollænderne fik lov til at opholde sig på en lille ø ved Nagasaki. Konsekvensen af denne politik blev på den ene side, at Japan i de næste hundrede år blev isoleret fra den øvrige verden, men samtidig blev det en fredelig periode uden krig.