Oprindelsen

Hvad er en japansk have?

Nogle vil hævde, at en japansk have er en have, der ligger i Japan og at haver uden for Japan, som bruger japanske designprincipper højst kan være japansk inspirerede. Rigtigt er det, at den japanske have, som fænomen betragtet, bygger på en årtusind gammel tradition, en tradition som vesteuropæiske havefolk kan have svært ved fuldstændig at få helt ind under huden. Den japanske have er vævet ind i en konkret kultur og den er blevet praktiseret og overleveret gennem generationer.

Den japanske have, som japansk kultur i øvigt, tager selvfølgelig afsæt i den konkrete geografi og den voldsomme natur, hvor den er opstået og har udfoldet sig: De bjergfyldte øer i Stillehavet, hvor vulkaner og jordskælv var og er en del af dagligdagen. Alligevel – eller måske derfor – er udgangspunktet noget, som er fælles for alle kulturer: Den japanske have fortæller på ét plan en historie, som vi alle kan identificere os med, værdsætte og blive rørt af, men skal vi forstå den japanske have som fænomen, må det ske ud fra en historisk og kulturel sammenhæng. Den japanske æstetik har gennem tiderne opsuget en mangfoldighed af anskuelser og forestillinger om livet og tilværelsen. Forestillinger, der til stadighed har fundet kunstneriske former, men på en måde hvor det nye ikke fortrængte det gamle, men hvor nyt og gammelt tilpassede sig hinanden.

Arven fra Shinto – gudernes vej

Når vi skal forstå de grundlæggende principper i den japanske kultur og dermed også havekulturen, må vi tilbage til den oprindelige måde religionen opstod og udfoldede sig på i Japan og den naturforståelse, der udspringer her fra. Det er gennem den forståelse, at vi kan fornemme, hvad det er for en universel fortælling, der ligger gemt i den japanske have og hvorfor den japanske have giver mening – også for os i det moderne vesten.

Den oprindelige japanske tro Shinto, der betyder ”gudernes vej”, stammer tilbage fra Jomon perioden 10.000 år f. kr. Shinto er en religion, der ikke er ulig troen hos de tidligste mennesker over hele jorden. Naturkræfterne, med deres fuldstændige indflydelse på liv og død, ligger bag enhver menneskelig mytologi og religion. Det vil altid være den særlige måde, som mennesker opfatter og forstår sig selv, vævet sammen med ærefrygt og ærbødighed for den omgivende natur, som giver en religion eller kultur dens særlige karakter. Til forskel fra f.eks. det kristne verdenssyn, hvor mennesket isoleres udenfor den menneskelige natur, gør det shintoistiske verdenssyn, men også det buddhistiske, det modsatte. Historisk set har den japanske selvopfattelse taget udgangspunkt i en bevidsthed om, at naturen er det primære, og at mennesket opnår sit højeste niveau, når det er fuldt integreret med naturen.

Den ophøjede natur

Selvom den japanske natur kan være nok så barsk, domineret af bjerge og jordskælv, blev naturen i Japan aldrig til en fjende. Frem for at virke skræmmende kom den til at fremstå som en repræsentant for netop de guddommelige principper, der styrede verden. I det gamle Japan blev særlige og specielle sten, men også træer, bjerge, vandfald og andre naturlige særpræg reserveret til steder, hvor guderne – kami – boede eller kom. Disse hellige steder – kekkai – var steder, hvor man kunne påskønne naturens overdådighed og skønhed, og hvor stedets guddommelige karakter gjorde, at det var et sted, hvor man kom for at opsende sine bønner til guderne. I begyndelsen blev disse hellige steder markeret med simpelt grus, der f.eks. dækkede lysningen rundt om en sten, som blev beklædt med shimenawa (et reb af snoet risstrå) eller gohei (et zigzag papir bånd), der skulle holde de onde ånder borte. Med tiden blev der på de hellige steder bygget egentlige templer – shrines. Disse hellige steder blev begyndelsen til haven og gruset, som en kombination af noget praktisk og symbolsk, og fik en dyb og vedblivende indflydelse på den japanske have.

Den guddommelige sten

Sten har fra de tidligste tider været særlig værdsatte. Man var overbevist om, at sten, som hjemsted for guderne, havde en beskyttende virkning, og de blev derfor et vigtigt element i haverne. Faktisk så vigtig, at man, hvis man havde midlerne, kunne bruge måneder og formuer på at finde netop den sten, der havde den rette personlighed. Sten kunne også indgå som krigsbytte og kunne som sådan blive transporteret over store afstande. Regulært forarbejdede sten, finder man først efter, at buddhismen kom til Japan.

Det rensende vand

Shinto er i høj grad en renhedens kult, og er nøje forbundet med vandritualer. I den shintoistiske mytologi symboliserer vandet det flydende og den rensende kraft, men også regeneration og nyskabelse. Det er ikke tilfældigt at vandet har stor betydning også i den japanske have, og at vandets rensende kraft blev en vigtig del omkring ritualerne ved den senere teceremoni. Vandets betydning fremgår også af de mange festivals – matsuri – med relation til vand, der den dag i dag afholdes i løbet af året.

Shinto og hverdagen

Ifølge Shinto gennemsyrer guderne ethvert aspekt af hverdagslivet. Shinto ritualer var derfor en integreret del af den organiserede opretholdelse af myter og traditioner, hvilket også influerede på den måde håndværk blev udøvet på. Overholdt man ikke den korrekte måde at tilbede guderne på eller overholdt man ikke lovene omkring ens erhverv, var det en alvorlig sag. Det at bygge et hus, plante ris, destillere spiritus eller smedje et sværd var også et religiøst anliggende. Indstillingen om at vise ærbødighed både overfor guderne og ens eget arbejde var uadskillelige og var med til at forme den grundlæggende samfundsmæssige moral.

De første haver – niwa

Det sted, hvor særlige begivenheder fandt sted, f.eks. stedet for bøn eller andre religiøse ritualer blev benævnt niwa. I modsætning hertil repræsenterede sono det område, der var beplantet med brugsplanter f.eks. med medicinske urter, rismarker eller afgrøder for dyr. I modsætning til niwa repræsenterede sono dermed den kontrollerede natur. Ved sammensætning af ord bruger japanerne den kinesiske udtale. Når niwa og sono sættes sammen, bruges ordene tei (niwa) og en (sono) og danner ordet teien. Teien udtrykker dermed modsætningen: kontrol vs. vild. Det er netop i denne balance mellem naturen og mennesket, at den japanske have har udviklet sig.

Kærligheden til naturen

Den japanske have er grundlæggende et udtryk af respekt for og en kærlighed til den levende natur og dens landskabsformer. Det viser sig f.eks. ved, at årstidernes skift altid er til stede, og gør den japanske have interessant året rundt. Vandet er ofte et stærkt element i haven, der sammen med bakker og klipper dels afspejler den japanske natur, men samtidig også gør haven universel.

Når en japansk have er anlagt og vedligeholdt ud fra de grundlæggende værdier udstråler den intensitet og intimitet, og du får oplevelsen af, at den vil fortælle dig noget – at den har en sjæl. Går du rundt i en japansk have, vil den byde på oplevelser og overraskelser samtidig med, at den er fuld af hemmelighedsfuldhed.

Buddhismens indflydelse

Buddhismen kom officielt til Japan omkring 552 e.kr via Korea, og vandt hurtigt kejserhoffets og højadelens gunst. I 607 e.kr. blev der udstedt et dekret, som formelt etablerede Shinto, som grundlaget for tro og ritualer i det kejserlige hus. Den formelle anerkendelse af shinto hjalp til udbredelsen af Buddhismen på en gnidningsløs måde og den tillod, at tilhængerne af shinto kunne respektere kejserens lederskab uden at føle sig udkonkurreret af den nye tro. Med buddhismen blev der indvarslet en ny kultur, der fik kolossal betydning ikke bare for tempelbygning og for udformningen af de tilhørende haver, men for kunst, æstetik, håndværk og de sociale normer.

Syntese og sameksistens

Fra det 10. årh. blev teorien om honji suijaku (lokal manifestation) fremherskende. Ifølge denne udlægning var kami, de shintoistiske guder, lokale manifestationer af Buddhistiske guder og tilbedelsen af kami blev ligestillet med tilbedelsen af Buddhistiske guder. De shintoistiske guder blev opfattet som værende sendt for at frelse det japanske folk før buddhismens ankomst og var så veltilpasset folkets behov, at de fortsatte med at formidle en lettere adgang til buddhistisk frelse. Ønsket om harmoni og at der blev plads til modsatrettede interesser resulterede i, at de buddhistiske templer til at begynde med blev bygget på grunden af shinto shrines. På en gang som en tilladelse fra den gud som beboede shrinet, men samtidig noget som var efterspurgt af befolkningen og almindeligt accepteret. Syntesen og sameksistensen af anderledes og uforsonlige kræfter (shugo) har gennem historien været en typisk måde at takle ændringer på i det Japanske samfund.

FAKTABOKS Buddhismen Buddhismen blev grundlagt af den Indiske adelsmand Siddharta omkr. 500 f.kr. Ordet stammer fra Sanskrit og betyder opvågnen fra uvidenhedens mørke til lærens lys. Buddhismen omhandler lidelsen i menneskelivet, udtrykt i reinkarnation eller kredsløbet, hvor summen af gode og onde handlinger, eller de grundlæggende motiver for handlingerne, gøres op og bestemmer, i hvilken skikkelse man skal genfødes i. Det visuelle symbol for dette kredsløb er et hjul med egern. Ved bl.a. meditation kan man nå erkendelsen af verdenssjælen Atman og herved opnå Nirvana, det smerteløse intet, hvor alt begær og tørst er udslukket. En Buddha kan betragtes fra tre synsvinkler: som et menneskeligt væsen, som et åndeligt princip og som et væsen mellem disse. Buddhismen kom officielt til Japan omkring 552 e.kr via Korea, men var formentlig uofficielt kendt af japanerne længe før da. De japanske buddhister var hovedsagelig fornemme lærde med betydelig dannelse og høj anseelse. I Nara perioden (710-794) blev buddhismen den dominerende åndstradition og datidens vigtige kinesiske retninger blev introduceret i Japan. Nara blev et kulturelt- og religiøst center, hvor de kejserlige paladser og store klostre dominerede bybilledet. Nara er bl.a. kendt for den næsten 20 m. høje Buddha statue, som er placeret i det vældige trætempel Todai-ji. Todai-ji er stadig i dag en af de største træbygninger i verden ca. 50 m højt, men er under den seneste genopbygning i 1709 blevet formindsket fra 11 fag til 7 fag. Det oprindelige tempel blev indviet i 752 af 5000 præster, men byggeriet fortsatte dog endnu i 30 år. I Heianperioden (794-1185) blev hovedstaden flyttet til Heian, det nuværende Kyoto, nord for Nara. Det er en periode, der kan betegnes som den japanske buddhismens gyldne tidsalder. Med støtte fra kejseren udvikledes der i Heian to nye buddhistiske sekter – Tendai og Shingon – der lå tættere op ad den japanske kultur, og som gjorde det muligt at gøre op med Naras religiøse hegemoni. Tendai buddhismen blev grundlagt af Saicho (767-822). Den forsøgte at forene alle de afvigende buddhistiske læresætninger, så alle retninger kunne rummes indenfor Tendai. En anden stor mester var Kukai (774-835), som var i familie med kejseren. Han indførte Shingon buddhismen fra Kina. Tendai blev, sammen med Shingon skolen, dominerende i Japansk Buddhisme op gennem hele Heian perioden. De etablerede sig med tempelkomplekser på Kyotos bjergskråninger Tandai på Hiei bjerget nordøst for Kyoto og Shingon på Koya syd for Kyoto. Skolerne blev i stigende grad dekadente og magtbegærlige, og var ikke meget opmærksomme på den almindelige befolknings behov. Ud af dette vakuum opstod de såkaldte Kamakura-reformatorerne som Honen, Shinran, Dõgen, Nichiren m.fl. Det Rene Land Skolen (Jōdoshū) blev grundlagt af Honen (1133-1212) i 1175. Han mente, at alle andre buddhistiske lærer og praktiseringer var overfladiske, og en hindring for den simple praktisering af Nembutsu, det at recitere Buddhaens navn. Honens belæringer blev til at begynde med censureret af Shogunatet, og han og mange af hans disciple blev sendt i eksil. Men bevægelsen blev til sidst så populær, at andre skoler gav efter, og promoverede Nembutsu praktiseringen. Ved at prædike, at frelsens eneste eksistens var et liv ude i fremtiden og et sted langt væk, tilskyndede Nembutsu til en holdning af resignation, ligegyldighed og en længsel efter at flygte, en holdning der bredte sig i det japanske samfund i det 11. århundrede. Den sene Heianperiode og den tidlige Kamakuraperiode (1185-1392) betragtes som en af de mest dynamiske perioder i japansk åndsliv. Men det var også her, at det japanske samfund havde nogle turbulente perioder, klostrene blev mere verdslige og griske efter gods og magt, politiske magtkampe og borgerkrig samt efterfølgende social problemer, og man skulle også modstå to på hinanden følgende mongolske invasioner (1274-1281). De gamle buddhistiske skoler mistede langsomt deres monopol, og der blev åbnet op for flere nye skoler og zen buddhismen og Jodõ traditionen vinder indpas.

Zenbuddhismen

Af de mange forskellige buddhistiske retninger, der florerede i Japans middelalder, var det zenbuddhismen, der fik den største indflydelse, bl.a. fordi den med sin enkelhed og ubekymrede heroisme appellerede til samuraiklassen – datidens krigere og adelsmænd.

Zenbuddhismens ankomst til Japan i det 13 årh. kom til at berøre store dele af det japanske samfundsliv og førte til udformningen af Japans unikke kultur herunder også den japanske have. I vesten er zen blevet et udtryk brugt i design og som synonym for al minimalistisk, men det er meget mere end det. Det meste af den japanske kultur, kunst og de udøvende kunstarter som te ceremonien, landskabsmalerkunsten med sort blæk – sumi, Noh teateret, kalligrafi, keramik og haver er utænkelige uden zen. Den æstetiske forståelse af det japanske, som enkelhed og fine detaljer, personificerer næsten ånden i zen, og man kan sige, at zen har boret sig ind i det moderne japanske menneskes liv gennem den traditionelle kultur, som udspringer fra zen.

FAKTABOKS Zenbuddhismen De to hovedretninger i zenbuddhismen: • Rinzai skolen – udformet af Eisai (1141-1215). Herfra stammer teorien om pludselig indsigt gennem en proces af en række spørgsmål (koan), der blev stillet disciplene af zenmesteren. Klassiske spørgsmål er eksempelvis: Hvordan lyder det, når én hånd klapper? eller Hvad var dit ansigt, før dine forældre blev født? Fokus på spørgsmål af denne art gennem dagen og meditation skulle bryde med den dualistiske tænkning (f.eks. det gode vs. det onde) og skulle resultere i pludselig indsigt på et højere bevidsthedsniveau. Zen opfatter den ene tilstand som bagsiden af den anden. Svarene kaldes zen mondo. Sekten voksede primært ud af det aristokratiske Kyoto. • Sõtõ skolen – udformet af Dõgen Kigen (1200-1253). Her følger man vejen med gradvis oplysning og indsigt. Det var en mere elitær og monistisk form for buddhisme, hvor den centrale øvelse her er zazen – meditation i lotusstilling. Zazen giver ro, nedsætter vejrtrækningen og det ukontrollerede flov af tanker og følelser. Det gjaldt om at nå mellemvejen: ingen frygt, ingen ønsker eller begær, hvilket efterhånden ville få individet til at nå selvrealisation. Det lykkedes ham at vinde mange støtter blandt de mindre indflydelsesrige samuraifamilier.

I zenbuddhismen er målet og vejen til målet ligestillet. Buddha skjuler sig i hverdagslivets uanseelige ting og begivenheder. At opnå oplysning indebærer derfor, at man accepterer livet og betragter det opmærksomt. Alle ting indeholder Buddha og alle aktiviteter kan udtrykke det. Alle disse aktiviteter kaldes for do: vejen: chado: teens vej, kado: blomsternes vej, bushido: krigerens vej, kodo: sværdets vej, kyudo: buens vej og judo: håndens vej. At lave have har dog intet navn i vore dage.

Zen og havekunsten

Zenbuddhismens templer blev centre for lærdom og understøttede kunstnere inden for hvert af deres områder. Da zen ikke var noget, der kunne ses, blev der gjort forsøg på at udtrykke zen mere formelt indenfor kunsten. Haverne, der udviklede sig i disse spirituelle og ikke verdslige omgivelser, kom selv til at omfatte disse aspekter. På den ene side afspejlede haverne de spirituelle træk i zenbuddhismen, og blev til dels brugt som redskaber for meditationen, men de var også kunstværker, designet til at skulle ses som malerier.

Inspirationen kom fra de kinesiske landskaber, som de blev fremstillet i de såkaldte Sung-malerier, eller beskrevet i poesi, og som blev genmalet af japanske kunstnere. Kunstnerne selv havde som regel aldrig forladt deres fødeegn. Der var derfor ikke tale om ”landskabsmalerier” i gængs forstand – forstået som malet på stedet – men mere om malerier, der brugte landskabsforestillinger som metaforer for religiøse forestillinger. På samme måde var det med haverne i zen templerne

Om at finde essensen

Zen involverede omhu og selvrenselse, og præsterne begyndte at lave zen haver for at lære. Haven blev nu ikke kun en repræsentation af et miniature-landskab, men et mikro-kosmos af hele universet. Dette kaldes ishidateso, som betyder ”en munks placering af sten”; og for at forstå stenene er det nødvendigt at kunne læse deres hjerte eller ishigokoro.

Sten har en betydning, som ikke findes i vesten. Ligesom planter og dyr har sten et spirituelt liv, og i udviklingen af haven blev stenen det vigtigste element. Når kernen, i det at designe haver, er at nå frem til essensen gennem forenkling, gælder det om at bruge enkle materialer, der kan udtrykke alting. Her blev sten nøglen.

Løsningen til forenkling af haven, gammel eller moderne, er at udtrykke naturen i ren form, uden planter og uden vand. Det er måden, hvorpå tørhaven eller karesansui blev udviklet. Med grus og forskellige størrelser af sten er det muligt at repræsenterer alt i naturen. Det er også muligt at repræsentere og udtrykke begreber og allegorier gennem havedesignet.

Eksempel: “Ryumon-no-taki” (Drage-Port-Vandfaldet), er forbundet med legenden, der fortæller: “Hvis en karpe kan bestige vandfaldet, vil den blive til en drage og komme ind i himlen” . Allegorien er en metafor for kampen om at overvinde modgang og ultimativt en metafor for at opnå selvindsigt og selvoplysning.
Vandfaldet er illustreret med stensætningen bagerst i billedet og stenen der stå lige foran symboliserer karpen.

Vi er alle en del af det guddommelige

Forud for zenbuddhismen havde den buddhistiske form været teologisk defineret, hvilket blev afspejlet i tempelanlæggene fra den største til den mindste detalje, indplaceringen i landskabet, orienteringen, relationen mellem bygninger, skulpturtableauer, pagoder m.m.

Heroverfor stod zenbuddhismens indsigt om, at Buddha naturen på ingen måde lader sig begrænse af teologiske former. Udgangspunktet for buddhismen er alle væseners buddha-natur: at alle væsener har en essentiel identitet, og dermed potentialet til at blive buddhaer. Uden buddha-natur er erkendelse ikke mulig, med buddha-natur er frihed og lykke en reel mulighed. Dvs. at med den rette stræben kan man udvikle den indre Buddha natur, som senere manifesterer sig i sine handlinger over for andre.

Det umiddelbare og dagligdags

Zenbuddhismens særlige betydning for kunsten udspringer netop af dens radikale opgør med, hvad der kan kaldes formens fængsel. ”Hvis du møder en Buddha, dræb buddhaen, hvis du møder en patriark, så dræb patriarken” formulerede zenmesteren Rinzai det. Sentensen er udtryk for den dobbelte indsigt, at Buddha er i os, er os, og at vores billede af eller vores forståelse af Buddha står i vejen for at kunne frisætte vores indre Buddha natur. Det fik som konsekvens, at fokus blev flyttet fra de religiøse objekter og ritualer til en dyb opmærksomhed på de umiddelbare livsytringer og Buddha naturens manifestation i dagliglivet, som det at feje, høste, lue, hugge brænde, lave mad, drikke te osv.

Havens daglige funktion

Måden haverne blev forbundet med Zen-templet var gennem den daglige vedligeholdelse. Som for shinto er renhed basis i zen-livet, og der lægges megen energi på at holde templet og kroppen (templets sjæl) ren. En del af dette arbejde består i den daglige renholdelse af arealerne uden om templet: at fjerne blade, luge ukrudt, renholde gruset og evt. rive det i bølge-mønstre. Det er langsomme og simple processer, som det omvendt kræver opmærksomhed for at udføre korrekt. Intensiteten og koncentrationen i dette arbejde skaber, ligesom de øvrige opgaver ved et tempel, som at aftørre gange og feje tatamimåtter, samtidig en beroligende og endda meditativ proces. Arbejdet har også den praktiske funktion, at det kan være en forudsætning for at kroppen kan klare at gennemføre de ofte lange siddende meditationer. Det er denne proces, vi bliver en del af, når vi fra at være beskuer, skal til at arbejde med og i den japanske have – og i al sin enkelhed er det to sider af den samme sag.

Det universelle udtryk

Zenbuddhismens interesse i kunstværket ligger ikke i dets æstetiske form eller i dets egenskab af kunstobjekt, men præcist i dets evne til at vise ud over sig selv og pege direkte på sin (og dermed altings) Buddha natur. Alle genstande og en hvilken som helst situation har for zenbuddhismen evnen til at kunne spejle sig og vise ind i Buddha naturen. Det er på den måde, at zenbuddhismen bliver universel i sin udtryksform.

Med teceremoniens udbredelse op gennem 1400-tallet fik de zenbuddhistiske principper en enorm betydning for den japanske kultur i og med at teceremonien udviklede sig til at blive en del af den almindelige dannelse. Rojien, den særlige have, hvori teceremonien er tænkt at udspille sig,
bliver på mange måder den havetype, som dels peger tilbage på shinto, men som også kommer til at præge den japanske havekultur.

I zentemplernes haver blev der udviklet teknikker til at manipulere med det rummelige størrelsesforhold, og grunden blev lagt for en minimalisme, som ses i det moderne havedesign. Mange af metoderne er nemlig overraskende moderne. Enkelhed og begrænsning af haven hører til det essentielle, men også at skabe fokus på et enkelt element. Andre højt udviklede teknikker drejer sig om synsvinkel og komposition, som involverer en høj grad af kontrol, afhængig af det udtryk der ønskes. Det handler om at trimme udsynet, at afsløre noget, men ikke alt, at præsentere forskellige udsyn fra forskellige positioner, nogle gange i sekvenser andre gange som alternativer. En af de mest markante teknikker er det lånte udsyn eller landskab, shakkei, hvor en del af et fjernt landskab fanges ind og bringes til at udgøre en del af havens univers. Det sidste er i stigende grad svært at opnå på grund af befolkningstæthed og stor bebyggelsesgrad. Ved at jonglere med perspektiverne, kan rummet enten forøges eller indskrænkes, ved at lade fjerne bjerge synes nær eller lade en lille dam synes enorm.