Mit japanske haveeventyr startede tilbage i 1993, hvor jeg og min daværende kone gik ind i foreningen Japansk inspirerede Haver via den sjællandske aktivitetsgruppe, som havde et stiftende møde indkaldt af Erik Løfqvist, der boede i samme bebyggelse i Herlev som os. Han var på det tidspunkt næstformand i den landsdækkende forening ‘Japansk inspirerede haver’. Vi var kort forinden startet med at tilpasse vores have i japansk stil bl.a. inspireret af Erik.
Ved foreningens generalforsamling i 1995 blev jeg valgt ind i foreningens bestyrelse og fungerede som foreningens kasserer i 5 år, hvorefter jeg afløste Erik Løfqvist som foreningens formand. Jeg valgte dog – grundet voldsomme interne konflikter i foreningen – at fratræde som formand i 2007 efter mere end 6 år på formandsposten. Konflikter i landsdækkende foreninger er ikke unormale, selv havde jeg skrevet speciale i kulturgeografi om baggrunden for sådanne typer konflikter og havde i min formandstid været bevidst om muligheden for disse konflikter.
Hvad jeg ikke havde forstået var, at begivenhederne her var en del af en større omvæltning i mit liv. En omvæltning, der startede med min fars død i sommeren 2006 og efter en dramatisk fyring fra mit daværende job sluttede med en skilsmisse i 2008, hvor jeg måtte fraflytte ‘min’ japanske have. En dramatisk periode, men så sandelig også lærerig og fyldt med ‘gaver’, men det er en anden historie.
Læringen i forhold til ‘min’ japanske have havde jeg jeg måske anet, men slet, slet ikke været bevidst om. At fraflytte noget, der har fyldt så meget i ens liv og i så mange år, er selvfølgelig sorgfuldt, men det jeg opdagede var, at den ‘egentlige’ japanske have ikke var den ydre have, men alt det den ydre have i sit eget tempo havde givet mig af indre værdier. Haven var flyttet fra det ydre og ind i mit hjerte. Det var en stor erkendelse på rigtig mange planer, som jeg ikke skal komme mere ind på her.
Når jeg skriver, at jeg måske havde anet denne læring, skyldtes det et interview med en medarbejder ved studenterradioen ved Københavns Universitet. Vedkommende læste teologi og hendes spørgsmål var lidt uventede og fik mig til at reflektere over, hvordan det at arbejde med en have og en kultur, der i den grad bygger på bl.a. æstetiske værdier, påvirker en personligt gennem så mange års samvær. Mere end jeg forstod på det tidspunkt.
Haven jeg måtte forlade eksisterer endnu – hvilket glæder mig. Skilsmissen forløb desværre på en måde der betød, at jeg ikke har set haven siden jeg fraflyttede i 2008. Billederne herunder er således fra dengang, jeg var en del af haven. Haven kan selvfølgelig have ændret sig siden, og ud over at planterne i hvert fald er blevet ældre, er der – så vidt jeg ved – ikke længere koi’er i havedammen.
Haven
