Lidt om koi’ens historie.
Det japanske ord for karpe er koi eller goi. Hi betyder rød og en higoi er således en rød karpe. Nishiki betyder farvet og nishikigoi betyder farvede koi’er. De farvede koi’er har ikke mere end ca. 170 år bag sig. Før anden verdenskrig blev de farvede koi’er også kaldt Flowered koi, Figured koi eller Fancy koi, men under krigen blev de engelske ord forbudt, og betegnelsen nishikigoi blev genindført.
Symbolet på styrke og lykke
Karpen (lat. cyprinus carpio) stammer oprindelig fra områderne ved Sortehavet, Det kaspiske Hav og Aral søen. De ældste beretninger om karpen stammer fra Kina, hvor ordet koi nævnes for ca. 2.500 år siden. Da den kinesiske filosof og statsmand Kungfutse (ca.550 til ca. 479 f.kr.) fik sin første søn, fik denne en karpe i Adåbsgave@. Karpen blev benævnt “koi” og sønnen blev opkaldt efter den. Koi’en var – og er stadig – et symbol på styrke, angivelig fordi koi’en skulle være den eneste fisk, der kunne svømme op af vandfaldene på Huang He – den gule flod – Kinas næststørste flod. Koi’en blev et symbol på det at komme frem i verden og dermed også et symbol på lykke. I Japan blev koi’en senere kaldt samuraifisken på grund af dens tapperhed, f.eks. vrider den sig ikke i smerte, når den er såret.
Koi’en i Japan
Koi’en kom til Japan via Kina og Korea. Japan havde bl.a. gennem besættelsen af dele af Korea frem til år 562 tidligt tæt kontakt med fastlandet. Den første beretning om at koi’en bliver avlet i Japan er dateret tilbage til år 200. I Heian perioden (785-1192) havde lensmændene åbne haver med mindre søer, som kunne besejles med farvestrålende både og det var normalt, at der gik koi’er i disse søer. På denne tid var farvevariationerne dog begrænset til røde og grå koi’er, farver der alene blev opnået ved hjælp af det foderet.
I 1700-tallet er det beskrevet, hvordan risbønder i Yamakoshi – en landsby i Niigata regionen, ved nordvestkysten af det japanske fastland – avlede karper i deres overrislingsdamme. Området ligger højt oppe i bjergene, hvor sneen kan falde med 6 meter, hvilket gjorde tilgængeligheden uhyre vanskelig i vintermånederneg. Koi’en var derfor livsvigtig som supplement til landsbyens ensidige kost, som hovedsagelig bestod af ris. Det var i dette område, at der langt senere blev etableret et egentlig center for den voksende “koi – industri”.
Karpen i Europa
På grund af karpens robusthed kan den transporteres levende over store afstande, og fra områderne i østasien er den siden kommet til Europa. Katolske munke indførte karpen til Danmark før reformationen og den var en yndet spise i fasteperioderne. Da karpen skal have omkring 20 grader for at kunne formere sig, mangler den i det nordligste Skandinavien. I slutningen af 1800-tallet opdagede man i Mellemeuropa karper, som afveg fra den oprindelige karpe. De nye mutanter manglede enten skæl eller havde meget få, og da det er praktisk at spisefisk ikke har ret mange skæl blev de nye karper brugt til avl. Af den oprindelige vildkarpe var der nu opstået tre varianter: Spejlkarpen med få og store skæl, radkarpen med en enkelt række skæl langs sidelinien og læderkarpen med meget få eller slet ingen skæl. Disse fisk blev senere i Japan kaldt “doitsu” fra deres tysk/østriske oprindelse.
De farvede mutanter
I Japan blev farvede mutanter opdaget mellem 1804 og 1830. Der var hovedsaglig tale om røde, hvide samt lysegule koi’er. Alle mutanterne stammede fra den almindelige sorte karpe – magoi. Omkring 1830 til 1850 krydsede man røde og hvide koi’er, hvilket blev begyndelsen til den første Kohaku. Om Kohakuen siges det, at som koi-holder vil du starte med en Kohaku og efter at have haft andre varianter vil du vende tilbage til Kohakuen. De enkelte koi variationer- hvoraf der i dag er mere end 100 – kræver en meget høj standard i avlen gennem flere generationer, og det blev nødvendigt med egentlige stamtavler.
Asagi (blå ryg, hvor kinder, mave og finer er røde, skællene har hvide skygger) og Ki Utsuri (gule tegninger på sort skin) blev først produceret i 1875. Disse variationer blev højt værdsatte og begyndte at skifte hænder til store summer. Dette førte til et midlertidigt forbud da de lokale autoriteter mente det grænsede til spekulation. Da de lokale beboere ikke havde megen anden indtægt, varede forbudet dog ikke længe. I 1904 blev enkelte Doitsu introduceret i Japan og fra disse blev den første Shusui (Asagi parret med en Doitsu) produceret i 1910.
En industri fødes
Forædlingen af nishikigoi var afgrænset til Niigata regionen indtil begyndelsen af det 20 århundrede. Faktisk var det først i 1914, at koi’en blev introduceret bredt udenfor dette område, nemlig da Higashiyama Muro (senere Yamakoshi Mura) sendte 27 koi’er til den store Tokyo udstilling. Målet var primært at forbedre de økonomiske forhold for de forarmede indbyggere i Niigata regionen. Koi’erne vandt anden prisen på udstillingen og otte af dem blev præsenteret for kejser Taisho’s søn. Denne begivenhed markerede begyndelsen til den koi-industri, vi kender idag.
Den økonomiske depression i 1920 betød et dyk for koi-industrien. Gennem perioden op til 2. verdenskrig blev flere andre varianter udskilt (bl.a. Shiro Bekko, sorte tegninger på hvid skin og Showa, sort skin med røde og hvide tegninger). På trods heraf angreb en ny depression industrien denne gang på grund af mangel på foder. Koi forædlingen fortsatte dog i Niigata og industrien voksede samtidig med, at Niigata regionen blev mere tilgængelig bl.a. med bygningen af Shin-etsu jernbanen og den nationale hovedvej – rute 17. Med udviklingen i den civile luftfart blev der åbnet for et internationalt marked og koi’erne kom til San Francisco i 1949, til Hawaii i 1947, til Canada i 1949 og til Brazilien i 1953. I begyndelsen af 1980’erne blev koi’en for alvor udbredt som prydfisk og som bekendt også i mange danske havedamme.